Resumé
Folkerup og Hipsted har for en kort stund bilagt stridighederne. Ikke på grund af enighed – næ, nej. På grund af vejret. Isvinteren har formummet demonstrationer og revolten, det der tales om i de små lerklinede og bedsteborgerlige hjem, er manglen på indkøbsmuligheder, ustabilt internet og de voksne, der lister sig forbi teenagernes døre, som var det frådende rovdyr, der beboede værelserne, og til enhver tid kunne overfalde dem med krav og anklager.
End ikke kommunaldirektør Kim Hansens forsvinding i sin isbåd løftede et øjenbryn. Som de unge i byen skrev på deres SoMe platforme:
Verden er af lava!
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
I Folkerup, i det ellers så lune køkken hos familien Bentzen, bestyrelsesformanden for Roast Duck, var isvinterens langfingrede effekt kravlet ind.
Pillefyret var brudt sammen og Birger Bentzen prøvede at imponere sin hustru ved at hugge brænde på gårdspladsen. Hans frosne skulder var gået i baglås midt i et hug, og nu rendte han med armen over hovedet, forvredet i smerte og lettere gul i ansigtet af kvalme.
”Juliane, din far mente det ikke på den måde…” Prøvede hun. Men Juliane kunne høre hulheden i standard-replikken runge
Hans hustru Sus havde undertrykt et fnis, da det mest af alt lignede et stillbillede af en gammelkommunistisk propagandaplakat.
Hun havde forbarmet sig og overtaget, så Bentzen blev placeret foran brændeovnen, mens Sus overtog opgaven. Han plirrede taknemmeligt med øjnene, da hun med overlegen sikkerhed balancerede en nyhugget stabel brænde og lukkede hoveddøren med højre ben.
Styrke og smidighed. En varme strømmede igennem ham. Han elskede Sus. Selv når hun havde sine egne meninger. Havde han glemt at påskønne alt det, han var så betaget af, da de mødtes som unge?
Før han nåede at drysse glimmer ud over glansbilledet, kom datteren Juliane spurtende ned af trappen.
”Stoooooop” råbte han – ”Juliane, op på værelset, NU!”
Julianes ansigt fortrak sig i afsky. Hun havde siden demonstrationen med Robert ved sin side, pådraget sig en middelsvær snue, og Birger Bentzen var panisk for at blive smittet og potentielt smitte sine ænder, så slagtningen ville blive afløst af masseaflivning til ingen andefødders gavn.
Sus overværede optrinnet, og smækkede den franske dør mellem pejsestuen og køkkenalrummet i. Ikke med samme smidighed som hoveddøren, konstaterede Birger Bentzen. Men med års ulmende irritation. Indespærret bag glas, kunne han betragte Sus og Juliane facetime mellem etagerne.
Han er ikke ond, fortsatte moren. ”Han har gjort, hvad han kunne for at give os alt, vi kunne drømme om. Dine heste, ridehuset. Jeg ved godt, han er strid lige nu. Men hans kærlighed til dig er større end alt andet”
”Juliane, din far mente det ikke på den måde…” Prøvede hun. Men Juliane kunne høre hulheden i standard-replikken runge.
”Jo, han gjorde.” sagde Juliane tørt som en kanelgiffel. ”Jeg fatter ikke, du gider ham mere.”
”Din far er en idiot, Juliane. Han er stivnakket, gammeldags, konform og firkantet. Men…” Sus trak vejret tungt og studerede sin mand gennem glasset. Han sad med jagthunden Saxo ved sin side, og lignede en forladt folkepensionist med sine ternede tøfler.
”… Men han er ikke ond, fortsatte moren. ”Han har gjort, hvad han kunne for at give os alt, vi kunne drømme om. Dine heste, ridehuset. Jeg ved godt, at han er strid lige nu. Men hans kærlighed til dig er større end alt andet.”
Juliane besluttede sig for at teste dét udsagn. Til det yderste. Hun sendte et fingerkys til sin mor og afsluttede samtalen.
Birger Bentzen kunne ikke høre, hvad de talte om, men Sus’ blik igennem glasdøren sagde det meste. Hvis der var noget, Birger Bentzen hadede, så var det ikke at vinde. Tanken om at de tre nu var isoleret af mere end en generationskløft skar ham i hjertet.
Ydmygelsen var næsten total. Men om Sus’ læber spillede der sig et skælmsk smil. Hun gik hen til dobbeltdøren og drejede den lille gyldne nøgle rundt. Hun præsenterede den triumferende for Bentzen bag døren og lynede sin fleecetrøje langsomt ned. Bentzen hostede nervøst. Sus tog telefonen og tastede. Det pingede på Bentzens telefon.
Hun gik hen til dobbeltdøren og drejede den lille gyldne nøgle rundt. Hun præsenterede den triumferende for Bentzen bag døren og lynede fin fleecetrøje langsomt ned
”Hvor meget vil du se?” Bentzen skrev febrilsk;
”Alt!”
Han anede ikke sine levende råd.
Hvad mente Sus? Var det for at spotte ham, eller var det oprigtigt?
Hans kone smøg fleecetrøjen af og åbnede sine blå arbejdsbukser i slowmotion. Hun lod dem glide ned over sin velformede bagdel og knækkede sammen af grin. Birger Bentzen blev så overrasket, at han grinede med. I hvad der føltes som en uendelighed grinede de befriende på hver side af isolationen, som de ikke kunne huske, de havde grinet sammen i mange år.
I Hipsted sad Robert pakket ind i uld, som et lille F for Får. Han havde sin computer i skødet, og Juliane på facetime. De havde siddet sådan i et par timer og set Tiu Ban Ditts konglomerats aktiekurser stige mere, end de fleste aktie-spåmænd havde ventet.
Christina Fridild foretog sig en serie sære bevægelser, som en slags skrivebords-yoga, indtil hun brølede ”GOOOOOOOAAAAALLL” som den største silverback-gorilla i højlandsjunglen.
Robert smilede og blinkede til Juliane.
Juliane fnes konspiratorisk. Man skal aldrig underkende unge menneskers onlinevirksomhed og foretagsomhed.
Christina Fridild havde været usædvanlig hurtig til at opfatte aktiesalget, og havde på eget initiativ jongleret med sin egenkapital, shortet aktien og på et par timer hentet over en halv million kroner.
Fordi man er alternativ og stemmer rødt, er der vel ikke noget flovt i at sutte lidt på kapitalismen? Fremtidsdrømmene, de unge mennesker havde om en lille andelslejlighed til deling og optagelsen på Det Fri Gymnasium, var nu også indenfor økonomisk rækkevidde.
Christina hentede beruset af sin egen økonomiske bedrift, en flaske økologisk, mousserende hyldeblomstsaft og skænkede op. De skålede med Juliane via skærmen. Robert kiggede på sin mor med lige dele beundring og forvirring.
Il faut cultiver notre jardin!
Christina Fridild kiggede på de to unge – den ene bag skærmen – og løftede sit champagneglas med et højtideligt blik. ”Il faut cultiver notre jardin!”.
Voltaire.
Candide.
Snusfornuften.
Hun klinkede med glasset mod Roberts telefon og gik ud af værelset. Velvidende at de to unge nu febrilsk ville bruge Google Translate. Men hun var ikke i tvivl om, at de begge ville forstå præcis, hvad hun mente med ordene.
Da døren gled i, kaldte virkeligheden dem lidt tilbage;
”Robert?” spurgte Juliane. ”Du ved godt, vi flytter ind som venner, ikke? Og så ser vi, om vi kan være kærester også.”
Han nikkede ivrigt; ”jo, jo! Vi flytter ikke sammen, men er roomies.”
Han trak telefonen ind til sit hjerte. De ville være sammen hele tiden, i gymnasiet, i lejligheden i byen, i fritiden.
Det ville blive så frit og dejligt!
(fortsættes).
LÆS FLERE AFSNIT AF POV’S JULEFØLJETON HER
Topillustration: POV International.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
