POLITIK // ANALYSE – De smager lidt af det samme. Minksagen og Støjbergsagen. I begge sager blev der afgivet en ulovlig instruks, men derfor er det ingenlunde sikkert, at de to sager vil få samme udfald, hvis det kommer dertil, at Folketinget beslutter at sende statsminister Mette Frederiksen for rigsretten. De to sager har nemlig væsentlige forskelle og er derfor ikke direkte sammenlignelige.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg blev tidligt i foråret idømt to måneders ubetinget fængsel ved rigsretten for ulovligt at have adskilt unge asylansøgere, hvor den ene (pigen) var mellem 15 og 18 år.
Adskillelsen var sket uden på forhånd at tale med de involverede, de såkaldte partshøringer, og det stred derfor mod både menneskerettighederne og dansk lov.
Støjberg blev dømt for overtrædelse af ministeransvarlighedslovens paragraf 5, stk. 1, der har følgende ordlyd:
”En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.”
Minkkommissionen har fundet, at statsministeren ikke havde til hensigt at vildlede. Altså kan man godt se bort fra forsætlighedsmotivet
For at blive dømt efter denne paragraf skal to betingelser være opfyldt.
1. Du skal have tilsidesat en embedspligt. I jurasprog kaldes det typisk for det objektive ansvarsgrundlag.
2. Tilsidesættelsen skal være begået forsætligt (altså med vilje) eller af grov uagtsomhed. I jurasprog hedder det det subjektive ansvarsgrundlag.
I sagen mod Inger Støjberg var sagen forholdsvis enkel, og rigsrettens dom var derfor også helt klar med 25 mod en stemme for at dømme hende skyldig.
Støjberg blev dømt, fordi hendes embedsmænd flere gange havde advaret hende om, at en indkvarteringsordning uden mulighed for undtagelser ville være ulovlig. Advarslerne var givet mundtligt, men var ikke desto mindre meget klare.
Inger Støjberg tvang alligevel den undtagelsesfri ordning igennem og handlede dermed forsætligt og i strid med ministeransvarlighedsloven.
Mette Frederiksens rolle
Vender vi nu blikket mod Minksagen og Mette Frederiksens rolle, så har Minkkommissionen lagt til grund, at hun ikke havde viden om de forhold, som gjorde hendes udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 vildledende, ligesom Minkkommissionen har fundet, at statsministeren ikke havde til hensigt at vildlede. Altså kan man godt se bort fra forsætlighedsmotivet.
Tilbage står så, om en eventuel rigsret vil kunne føre bevis for, at statsministeren har handlet groft uagtsomt?
Der findes af gode grunde ikke en klar definition på, hvornår man handler groft uagtsomt, men eksperter inden for strafferet lægger typisk til grund, at der er tale om en ”afvigelse fra en tænkt adfærd, som er den, der burde have været udvist.”
Hvilket derfor ikke gav statsministeren anledning til at tro, at beslutningen skulle være ulovlig og pressemødet groft vildledende
Med andre ord skal rigsretten altså forestille sig en anden handling eller undladelse, som ligger inden for den tiltaltes muligheder, og som kunne forventes af hende.
Derefter skal retten så skelne mellem, om der er tale om simpel uagtsomhed eller grov uagtsomhed. Det bliver en afvejning af den kritisable adfærd, men ved vurderingen af om den kritisable adfærd, som der jo er tale om i Minksagen, er så alvorlig, at der er tale om grov uagtsomhed og dermed et strafbart forhold, vil retten se på flere faktorer.
1. Har den kritisable adfærd haft et sagligt formål?
2. Hvor længe stod det på?
3. Hvilke konsekvenser har det haft for de berørte?
I Minksagen var det saglige formål som bekendt at beskytte folkesundheden og effekten af de fremtidige vacciner. Regeringen meldte selv den manglende lovhjemmel ud den 8. november 2020 – altså fire dage efter pressemødet, og konsekvenserne for de berørte i den periode var, at ca. 1-2 pct. af minkene i zone 3 blev slået ihjel af minkavlerne selv.
Kunne have handlet anderledes
Minkkommissionen omtaler i rapporten nogle steder, hvor Mette Frederiksen kunne have håndteret situationen anderledes.
Bl.a. mener kommissionen, at hun i K-udvalget den 3. november kunne have spurgt, om man måtte slå alle mink ihjel, da statsministeren må have været bevidst om, at K-udvalget blev planlagt i en forceret proces, hvor bilagsmaterialet som bekendt først nåede frem seks minutter før mødestart.
Det kunne måske have fået Mette Frederiksen til at bede om ti minutters læsepause.
Over for det står imidlertid, at fagministeren, Mogens Jensen, og dennes departementschef, Henrik Studsgaard, der var ansvarlige for bilagsmaterialet, deltog på K-mødet og havde mulighed for at kommentere og advare, hvis der var elementer i bilagene, som de øvrige mødedeltagere, og især statsministeren, skulle være opmærksomme på.
Det skete ikke – ligesom det heller ikke skete næste dag forud for pressemødet, hvilket derfor ikke gav statsministeren anledning til at tro, at beslutningen skulle være ulovlig og pressemødet groft vildledende.
Minksagen adskiller sig fra alle andre sager
Fælles for samtlige forhold er dog, at statsministeren i intet tilfælde har handlet i strid med rådgivning eller advarsler fra embedsværket, hvormed altså Minksagen afskiller sig fra ikke bare Instrukssagen mod Inger Støjberg, men også fra Tamilsagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen i 1995.
De blev begge dømt for forsætligt brud på ministeransvarlighedsloven – ikke mindst fordi de begge var blevet advaret forud for lovovertrædelserne.
Går vi endnu længere tilbage i rigsretshistorien, adskiller Minksagen sig også fra rigsretssagen i 1910 imod indenrigsminister Sigurd Berg, der var tiltalt for at have forsømt sin tilsynspligt over for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Han overhørte således advarslerne fra sin departementschef, Krieger, om, at der i sparekassen manglede en post på 3 mio. kr.
Minkkommissionen har også fundet, at hun ikke havde til hensigt at vildlede
Sigurd Berg undlod at følge op på advarslerne og forbrød sig dermed mod sin embedspligt, hvorved rigsretten fandt, at han havde handlet groft uansvarligt. Rigsretten gav ham derfor en bøde på 1000 kr. Sigurd Berg kom i øvrigt tilbage til Folketinget i 1918 og blev ovenikøbet også indenrigsminister igen i Neergaard-regeringen i 1920-21.
Der er således adskillige forskelle mellem Minksagen over til Støjbergsagen og de to andre rigsretssager i forrige århundrede.
Det væsentligste er, om man har handlet forsætligt, hvilket Minkkommissionen indikerer, ikke er tilfældet med Mette Frederiksens groft vildledende pressemøde den 4. november 2020.
Minkkommissionen har også fundet, at hun ikke havde til hensigt at vildlede. Derudover har statsministeren heller ikke overhørt advarsler fra embedsmændene, hvilket har været tilfældet i de tre andre omtalte rigsretssager.
Læs mere om Støjbergsagen og Minksagen i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
