Der er langt flere udlændinge i Japan end man ser

i Asien/Internationalt/Kultur & Medier/Liv & Mennesker af

SEIKATSU – japansk hverdag: Realiteten er, at man møder mange udlændinge hele tiden i den japanske hverdag. Der er allerede langt flere, end der burde være ifølge den officielle version. Og sandheden er, at landet med den ekstremt lave fødselsrate også har brug for dem. Det gode spørgsmål er, om den sandhed vil føre til samme type konflikter, som vi kender fra andre dele af verden, skriver Asger Røjle i ugens japanske hverdagsklumme.

Når man i vore dage ekspederes i en af japanske storbyers utallige døgnbutikker, sker det hyppigt, at ekspedienten snakker næsten lige så ringe japansk som en selv. Han eller hun kommer nemlig fra Kina, Pakistan, Nepal eller et andet asiatisk land.

Når man spadserer forbi en byggeplads, kan man høre, at bygningsarbejderne lige så ofte taler kinesisk med hinanden, som de taler japansk. Byggepladser har i årevis været nogle af Japans mest internationale arbejdspladser.

Ja, selv når man skal på sygehuset, kan man komme ud for, at den sygeplejerske, der skal tage en blodprøve på en, er mørk i huden og kommer fra Indonesien eller Filippinerne.

Homogenitet

Der tegnes ofte et billede af Japan som et land, der er meget lukket over for udlændinge – og det er ikke altid løgn. Landet har en pinligt restriktiv flygtningepolitik, og på mangfoldige områder har man stive og forældede regler, som gør det bøvlet at være udlænding i det japanske samfund.

Det afspejler, at den gamle magtelite nødigt ville have alt for mange udlændinge inden for landets grænser. Det vil true Japans homogenitet, mener de. Den homogenitet, som de opfatter som en af Japans store styrker.

Men realiteten er, at man allerede nu møder udlændinge hele tiden i den japanske hverdag. Der er allerede langt flere af dem, end der burde være ifølge den officielle version. Det er ikke alle sammen, der er i landet lige lovligt, og mange er ansat i usikre midlertidige ansættelser. Mange er blevet i landet ud over udløbet af deres turistvisa eller studievisa.

Udlændingene er der, fordi der er job til dem. Der er brug for dem. Japans lave fødselstal og skæve aldersfordeling betyder, at der i de næste mange årtier vil være meget få i den arbejdsdygtige alder til at udføre alle de funktioner i samfundet, som robotter og computere trods alt ikke kan overtage.

Tvetydigt signal

Premierminister Shinzo Abe siger stadig, at der er bedre løsninger for Japan end massiv indvandring.

Han vil hellere satse på at få Japans husmødre væk fra kødgryderne, så de bliver længere på arbejdsmarkedet, og nogle af dem ligefrem får chefjob. Men det er de samme unge kvinder, som han på samme tid gerne vil have til at føde nogle flere små japanere. Så regeringens budskab er tvetydigt og meget vanskeligt for den aldersgruppe af japanerinder at leve op til.

Udlændingene er der, fordi der er job til dem. Der er brug for dem. Japans lave fødselstal og skæve aldersfordeling betyder, at der i de næste mange årtier vil være meget få i den arbejdsdygtige alder til at udføre alle de funktioner i samfundet, som robotter og computere trods alt ikke kan overtage.

Shinzo Abe vil også hellere stimulere borgerne. Så pensionister kan arbejde videre på halv og trekvart tid uden af miste deres pension eksempelvis. Og regeringen investerer desperat i udvikling af ny robotteknologi og lignende, som på sigt skal reducere behovet for ”varme hænder” og andre former for menneskelig arbejdskraft.

Situationen er akut

Men tallene viser imidlertid, at situationen for Japan er akut.  Om blot femten år er flere end hvert tiende medlem af arbejdsstyrken væk. I fjerne, fattige egne er det hver femte. Her kan man ikke pænt vente på, at de søde babyer vokser op, som premierministeren gerne vil have japanske kvinder til at producere til ham.

Så selv blandt medlemmer af regeringschefens eget parti begynder der nu at lyde andre røster.

“Det er forkert at mene, at udlændinge ikke må komme til Japan”, siger Shigeru Ishiba, Abes fremmeste rival i hans eget parti til posten som partileder og premierminister.

Når man rejser rundt ude i de fjerneste egne af Japan, er der blandt de – ellers meget konservative – lokale ledere en udbredt forståelse for, at man ikke kommer nogle vegne, før man får brudt det eksisterende tabu og begynder at lade flere udlændinge komme ind i landet.

Kontrolleret indvandring

Der bliver faktisk på flere områder taget alle mulige initiativer i disse år, som skal åbne døren for en kontrolleret indvandring af arbejdskraft.

Der forberedes en særlov, der skal gøre det muligt for bygningsarbejdere med den og den og den særlige uddannelse at komme til Japan og deltage i de omfattende anlægsprojekter forud for de olympiske lege i 2020.

Men tallene viser imidlertid, at situationen for Japan er akut.  Om blot femten år er flere end hvert tiende medlem af arbejdsstyrken væk. I fjerne, fattige egne er det hver femte. Her kan man ikke pænt vente på, at de søde babyer vokser op, som premierministeren gerne vil have japanske kvinder til at producere til ham.

Der eksisterer allerede en ordning, som gør det muligt for indonesiske og filippinske sygeplejersker at komme til Japan og arbejde, hvis de kan består en sprogeksamen først – som imidlertid er så barsk, at næsten ingen i praksis har bestået.

Og der eksisterer en såkaldt ”praktikant-ordning”, der gør det muligt for unge mennesker fra andre asiatiske lande, især Kina, at komme til Japan for at arbejde i landbruget og lære moderne landbrug. En ordning, som i mange tilfælde er et skalkeskjul for grov udnyttelse af de unge udlændinge, men som nu udvides, så flere kan komme til Japan hvert år.

Der kommer flere

Jo, udlændinge er for alvor på vej ind på Japans arbejdsmarked i disse år – uanset hvad premierministeren siger ved højtidelige lejligheder.

Og den udvikling vil naturnødvendigt fortsætte i de kommende årtier – og formentlig undervejs skabe nogle af den samme type konflikter, som vi kender fra andre dele af verden. Det bliver med kyniske journalistøjne interessant at se, om man for alvor vil satse på at lave ordninger og forsøge at gennemføre en kontrolleret proces – eller om det meste fortsat vil ske uden om de officielle systemer. Dette er næppe den sidste seikatsu-klumme om det emne.

Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere til mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.

Foto: www.japanexperterna.se/CreativeCommons

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013). Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Efter et par år som korrespondent for Kristeligt Dagblad har han siden sommeren 2017 været Japan- og Korea-korrespondent for Weekendavisen. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier. Han har i over 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner. Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.