REPORTAGE – ”Hvorfor tager du aldrig ud om aftenen? Du har brug for at komme lidt ud ad din comfort-zone”. Ordene kommer fra min kæreste, og jeg har ikke lyst til at indrømme, at han har ret. Jeg plejer at sige, at jeg er for udmattet – og efter en hel dag sammen med vores et-årige – der har krudt i røven – er det heller ikke ligefrem løgn. På den anden siden er resultatet jo heller ikke holdbart: En langsomt men sikkert tiltagende baby-kuller. Jeg har brug for at opleve noget andet. Noget helt andet. Få puffet til min rutineprægede dagligdag og udvidet min horisont. Og efter et par ugers søgen, finder jeg en dag den helt, helt rigtige anledning…
Men før, jeg kan komme videre, har jeg brug for lidt hjælp. Og heldigvis har jeg også en også idé om, hvor den kan fremskaffes. Jeg griber telefonen, og skriver til min mor: ”Har du stadig den der tomatplante? Og må jeg så ikke få en tomat? Skal lave reportage fra en heksesabbat torsdag, og skal medbring et høst-offer.”
Senere på aftenen kommer svaret med den helt særlige, kærlige ironi, der er min elskelige mors trade mark: ”Jo, det må du da, siden det nu er dig. Sov godt.” Ingen overraskelse at spore i øvrigt – dette her er langt fra den første fikse ide, jeg har underholdt med.
Dagen oprinder, og jeg forlader min søn, og den fra arbejde nyligt hjemvendte mand. Jeg sætter mig ind i metroen med retning mod indre by, og går igennem eftermiddagstrafikken, hen til den lillebitte alternative butik i indre by, hvor arrangementet skal foregå. Nu hvor det hele er lige om lidt, er jeg faktisk ved at blive lidt nervøs. Det hele føles på én gang voldsomt fremmed – men også spændende. Og eftersom jeg, siden jeg var barn, har haft en faible for det esoteriske, var det vel egentlig kun et spørgsmål om tid, før jeg måtte støde på en god gammeldags heksesabbat.
Renselsen
Jeg har fået lov til at være med på den betingelse, at jeg ikke tager billeder og ikke skriver om de andre deltagere, og det skal selvfølgelig respekteres. Det er mindre, end jeg troede, stedet. Det eneste jeg kan se, er i første omgang en disk med nogle bøger på, og noget der ligner amuletter til den ene side og en stor bunke frakker og sko på gulvet til den anden. Lidt efter kommer en kvinde ud og byder mig velkommen. Jeg kan betale (kontant – ingen digital lirumlarum her!) inden vi går i gang, eller vente, hvis jeg foretrækker det. Jeg betaler med det samme. Som det næste, skal jeg “renses”.
Væggene er vintage-blomstrede, og fulde af hylder med krystaller, små flakoner, bøger – der er sågar lingeri – og i den modsatte ende hænger et rødt velour-forhæng. I den ene side står en rød fløjels-divan. Her oser af dekadence
Jeg bliver bedt om at stille mig midt på gulvet. Kvinden henter et lille bundt af noget tørret, sætter ild til det, og går så rundt om mig, mens hun vajer med det lille brændende bundt som en fane. En behagelig, tør, og lidt bedøvende duft breder sig omkring mig. Salvie, fortæller hun. Og det føles faktisk mærkværdig behageligt at indånde den tunge røg, som jeg står der – endnu i stresset- mor-mode – til trods for, at den rationelle del af min hjerne stritter lidt imod.
Bagefter er jeg klar. Jeg tager skoene af, og bliver ledt ind bagved et forhæng, ind til endnu et rum. Væggene er vintage-blomstrede, og fulde af hylder med krystaller, små flakoner, bøger – der er sågar lingeri – og i den modsatte ende hænger et rødt velour-forhæng. I den ene side står en rød fløjels-divan. Her oser af dekadence, hvilket tydeligvis også er meningen. Jeg har lyst til at flytte ind allerede.
På puder, i en rundkreds på gulvet, sidder de andre deltagere– alle kvinder – og snakker fornøjede og hjemmevante med hinanden. Flere af dem definerer sig som hekse, men selv dem, der ikke gør, lader til at have fuldstændig styr på, hvad vi skal. Jeg føler mig malplaceret, så for ikke at give mig selv lejlighed til at få kolde fødder og bakke ud, allerede inden vi er begyndt, retter jeg stædigt min opmærksomhed ud mod selve rummet vi sidder i.
Gedekranier, fjer og sorte kirsebær
I midten af rundkredsen står en mystisk opsats og ved nærmere eftersyn kan se, at det er en trærod. Omkring den ligger en større samling mere eller mindre okkulte genstande: En stor skål med blanke, sorte kirsebær, et gedekranie, kunstfærdigt pyntet med skinnende sten, nogle sorte fjer, tørrede urter, et tarotkort og så – som et lidt mindre højtideligt indslag – en lille brun plastikhjort, af den slags man kan finde i legetøjsbutikker.
Vi fejrer sommeren, der er gået på hæld og efteråret, der om lidt gør sit indtog
Vi er her for at fejre den ene af de otte sabbatter, der indgår i heksens årshjul. Højtiden hedder Lughnasadh og egentlig er det en gammel keltisk højtid. På Lughnasadh fejredes den første høst, og til fejringen knytter sig en fortælling om guden Lugh, der er herre over lys og skaberkraft. Vi fejrer sommeren der er gået på hæld og efteråret, der om lidt gør sit indtog – og i år er det hele særlig specielt, får vi af vide – eftersom højtiden her falder sammen med nymånen. Vigtigst af det hele måske, handler højtiden dog om at sige tak. Tak til naturen, og alt hvad den har givet os. Og det er jo som bekendt heller ikke så lidt.
Jeg er derfor helt klar på at takke naturen, for det er jo egentlig noget, vi gør alt, alt for lidt. Moder jord holder homo sapiens i live, på trods af, at vi egentlig ikke givet hende ret mange gode grunde til det. Snarere en stor fed langemand, faktisk. Og selvom jeg gerne tro, at hun har tilgivet os, ud ad sit store,varme moderhjerte, jeg næsten sikker på at hun snarere planlægger en spektakulær og nådesløs hævn. Selv mødre får nok på et tidspunkt. Og modsat den angiveligt civiliserede kristenhed, sætter hekse ingen ære i, at vende den anden kind til – så hvorfor i alverden skulle selveste naturens kaoskræfter?
Forbundet med den skabende kraft
Midt i denne lommefilosofiske tankerække, går det imidlertid pludselig går op for mig: Her i dette forum, skal det der med at sige tak forstås helt bogstaveligt. Mange heksetroende er nemlig også animister, og animister tror på, at alt levende – og nogle ting – har en sjæl. Jeg kan derfor ikke slippe afsted med bare at føle mig sådan generelt taknemmelig, nej, som det næste får vi demonstreret, hvordan vi helt konkret skal løfte vores offergave op i hænderne og sige tak til den.
Og det er nok egentlig her, jeg for første gang mærke præcis hvor langt udenfor min comfort zone, jeg faktisk er. For selvom jeg nok vil mene, jeg grundlæggende er et ret taknemmeligt menneske, så falder det mig overaskende svært at formulere et overbevisende tak til de to små tomater, jeg har medbragt i en frysepose hjemme fra min mors vindueskarm. Jeg bliver derfor ret lettet, da vi får af vide, at en indre monolog også kan gøre det. Hvorfor føles det her egentlig så svært? Er jeg bange for at tabe ansigt? Og i så fald, overfor hvem?
Roen og den intense koncentration, der fylder rummet, føles meditativ. Alle – fra selvdefinerede hekse til hardcore rationalister – ville nok egentlig ville have godt af at gøre dette her en gang imellem
Der er dog ikke tid til at spekulere mere over det lige nu. For nu skal vi forbinde os med jorden, med Lughs skabende kraft, og med hinanden. Trække vejret helt ned under gulvet og slå rødder. Vi holder hinandens hænder, og bliver bedt om at mærke vores energi. Vi skal sende den videre til sidemanden, og mærke de andres energier i os selv. Jeg bemærker, at det faktisk er rigtig rart, at sidde her i stilhed og bare mærke hinandens tilstedeværelse. Og dét på trods af, at jeg ikke kender nogen her. Roen og den intense koncentration, der fylder rummet, føles simpelthen meditativ, og jeg tager mig selv i at tænke, at alle – fra selvdefinerede hekse til hardcore rationalister – nok egentlig ville have godt af, at gøre dette her en gang imellem.
Mental hovedrengøring
Lughnasadh´s placering her, midt imellem sommeren og efteråret, giver højtiden en helt særlig energi, forklarer vores vært. Bag os ligger sommerens flakkende, energiske ild og foran os efteråret, der er som ulmende gløder og buldrende bål, og netop her – i overgangen mellem de sæsoner – kulminerer disse to kræfter. Derfor er det også den perfekte anledning til, at rydde lidt op i sindet. Så om lidt skal vi befri os selv symbolsk for det, vi gerne vil af med – hvad enten det er en dårlig vane, en følelse, eller noget helt tredje. Vi skal brænde det hele i Lughs rensende flammer, så vi kan starte på en frisk.
Snoren knækker, blyanten laver hul i papiret, og ilden vil ikke tage fat i papirlappen. Den ligger bare der, næsten intakt, og griner af mig ved siden af alle de andre små ulmende klumper
Nogen rykker til side, og bag dem ser jeg pludselig en lille kakkelovn. Et bundt med små sedler, blyanter og stykker af rød snor bliver sendt rundt. Vi skal skrive det, vi ønsker at tage afsked med ned på papirlappen, binde snoren omkring, antænde det og smide det ind i kakkelovnen. Egentlig er der meget, jeg gerne vil af med. Min træthed fx., og alle mine små neuroser. Jeg ender med at skrive noget om, at give slip på unødvendige bekymringer, men selvom jeg mener det, ser det underlig generisk ud på skrift.
Alting er ligesom kejtet og på tværs. Snoren knækker, blyanten laver hul i papiret, og ilden vil ikke tage fat i papirlappen. Mine kasserede bekymringer ligger bare der, næsten intakte, og griner af mig, ved siden af alle de andre små ulmende klumper. Den rationelle del af min hjerne – der forresten har siddet med korslagte arme og en skeptisk mine siden episoden med salvien – bemærker hoverende, at det vist bare ikke er min dag idag. Har jeg mon overvejet, om universet prøver at fortælle mig noget? Jeg svarer at en lidt større ja-hat, ville være blive værdsat her til aften.
Hvad du ønsker…
Vi har siddet her i godt og vel halvanden time, og vi har drukket portvin – de fleste af os mere end ét glas. Vi skal til at bryde op, men inden cirklen lukkes, får vi et lys hver. Det er lille og tyndt, og dufter rart af ren bivoks. Jeg har en fornemmelse af, at jeg har oplevet noget rart i forbindelse med netop denne duft, men jeg kan ikke huske hvornår eller hvad. Vi skal brænde lyset, får vi af vide, mens vi holder det i hænderne og prøver at fremmane noget, vi ønsker os meget. En ny computer fx. eller et huslån i banken. Eksemplerne er meget konkrete, formentlig af pædagogiske årsager.
Jeg indser pludselig, at jeg faktisk er lykkelig. Og selvom jeg ikke blev heks i aften, er det en lidt magisk erkendelse at tage med sig ud i natten
Meningen er, at vi skal sidde med det i hænderne derhjemme, og kigge på det i den fulde time, det tager for det at brænde ned. Jeg ved allerede nu, at jeg ikke kan finde den time – når min søn sover, sover jeg enten selv, arbejder, eller laver husligt arbejde. Samtidig vil jeg gerne respektere ritualet, så jeg vælger at lade lyset blive på sin plads i cirklen med gedekraniet og kirsebærrene – i håb om, at en anden end mig får glæde af det på et tidspunkt. På vej hjem tænker jeg på, hvad jeg egentlig ville have ønsket mig, hvis det var.
Mest af alt, ønsker jeg mig nok ting, jeg ikke kan få. Fravær af sygdom hos én jeg elsker. Løftet om et langt og lykkeligt liv for min søn. Et godt helbred for mig selv og min kæreste. Men derudover har jeg egentlig svært ved, at komme i tanker om noget – udover det, alle mennesker formentlig ønsker sig: Økonomisk frihed, mere tid – og i den mere altruistiske, liga: Fred i verden. Not going to happen. Men ellers – indser jeg pludselig – er jeg faktisk lykkelig. Og selvom jeg ikke blev heks i aften, er det en lidt magisk erkendelse, at tage med sig ud i natten.
Topfoto: Kali Barde, Flickr CC
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
