UKRAINE // REPORTAGE – Odesa er ikke russisk, selvom der tales russisk i byen. Odesa er Ukraine, slet og ret, en storby midt i kæmpelandets multikulturalisme. Her er der ingen, som vil Putin. Faktisk hader indbyggerne ham mere end de fleste ukrainere, hvis det ellers er muligt. Den russiske præsident har gjort dem til en paria, til mulige suspekte indre fjender og femtekolonner.
ODESA – Mit tog fra Kyiv ankommer til Odesa tidligt om morgenen. Det er endnu mørkt, regnen siler ned, det er koldt og ikke til at opdrive en kaffe. Jeg skutter mig og går langsomt ind mod byen. Et par enkelte generatorer er allerede startet, til vidne om den elforsyning, der hver nat bombes af russerne.
Jeg er kommet til Sortehavets Perle for at tale med et par unge musikere, vandre byen tynd, møde gamle kollegaer, samt for at tage ”Odesas russiske temperatur”, om man vil, med hjælp fra en håndfuld intellektuelle, kunstnere og journalister fra et lille kollektiv – eller måske er de snarere en art diskussionsklub? Jeg ved ikke helt endnu, hvad de er.
En journalistveninde i Kyiv har sat mig i forbindelse med dem. De lyder lidt altmodisch, pre-moderne, en salon som i Paris før første verdenskrig måske, eller et kaffehus i Wien. Vi får se, det er først senere.
Jeg var her for et par år siden, i januar måned, hvor der højlydt uden for enhver butik summede en generator, fordi Putin havde bombet energiforsyningen den første lange krigsvinter. Han er nu i gang igen, og da frosten er lige om hjørnet, er det kun et spørgsmål om tid, før trioen af luftalarm, drone og generator begynder at spille russisk vals hver aften.
Odesa er parat til den fjerde krigsvinter. Ingen hader Putin mere end netop folk i Odesa. Ikke nok med, at de er patriotiske ukrainere til sidste blodsdråbe, Putin har også frataget dem muligheden for at leve med deres eget sprog, som er russisk. Han har givet dem følelsen af at skulle kæmpe på flere fronter. Mod den store fjende Rusland i øst og samtidig mod kræfter i Ukraine, der vil mistænkeliggøre dem.
Dét er blot en af grundene til, at jeg har taget turen: Odesa ses af mange, ikke mindst i Kyiv, som byen, der er tættest på Rusland, af historiske, kulturelle og sproglige grunde. Og Odesa er derfor en lakmusprøve på opgøret med enhver form for imaginær eller reel russiskvenlighed.
Fuck Putin. Han skabte vores modstand
Uden for musikstudiet møder jeg min ven Anna, som skal være min oversætter i dag. Hun er også læge, leder af en NGO, der arbejder med elever og skolelæreres mentale helbred, og veteran fra Maidan-opstanden i 2014. Hun er jødisk og bor i den nok mest jødiske af Ukraines byer, Odesa.
Vi går op ad trappen for at møde to unge mænd fra musikbandet Badabanda, Leonid og Elnur. Elnur er fra Krim og har ikke været tilbage, siden Putin annekterede halvøen for 11 år siden.
Hvis vi skal være patriotiske, bliver vi nødt til at synge på ukrainsk
Leonid er fra en lille landsby nær Kherson i det sydlige Ukraine. Han boede der med sin familie, da russerne kom i februar 2022, og som så mange andre nåede han ikke ud i tide. Senere, da rygterne begyndte at cirkulere om bortførsel eller henrettelse af alle våbenføre mænd, lykkedes det ham at flygte over markerne og gennem frontlinjen.
Hans historie er ikke unik, mange var heldige og undslap tidligt under besættelsen. Senere i november 2022 blev hans landsby befriet igen af ukrainske tropper, da de tilbageerobrede store dele af det sydlige Ukraine.
Det hele har sat sine spor: ”Jeg skriver næsten udelukkende om den erfaring, om min by, min familie der, det vi gennemgik, husene der var i brand, ødelæggelsen, om hvad de andre oplevede, efter jeg var borte, og hvor jeg ikke vidste, om jeg ville se dem igen,” fortæller Leonid.
”Og nu er I begge her i Odesa. I skriver sange på ukrainsk?”
”Udelukkende på ukrainsk,” siger Elnur. ”Aldrig russisk længere. Også selvom vi er her i Odesa. Hvis vi skal være patriotiske, bliver vi nødt til at synge på ukrainsk. Og det er ok, det er en måde at de-kolonisere på. Det er godt alt sammen, næsten alle kunstnere gør det, det er en måde at up-grade på.”
”På en måde er det også at vende tilbage, til noget før, til nogle rødder, som er blevet fornægtet eller skåret over,” siger Leonid.
”Men så er det jo de sidste 300 års historie, der skal vendes om,” siger jeg, ”det er jo så lang tid, at der er blevet talt russisk i Odesa.”
”Ja, men så må det jo være sådan. Det er helt ok. Vi synger på ukrainsk. Hvorfor skulle vi synge på russisk? Det vigtigste er dog, hvad vi gør med vores musik, hvad den handler om. Vi synger om vores egen baggrund. Om min på Krim. Om Leonids. Vi skriver om, hvad der gør ondt. Der er ingen formel for det,” forklarer Elnur.
Vi bliver nødt til at ukrainisere folk, sprogligt
”Men det har vist sig at være en måde at binde folk sammen på, ved at dele vores historier, bidrage til at skabe et fælles Ukraine, vise solidaritet med alle vores kammerater ved fronten. Vi er jo en masse forskellige folk i Ukraine. Vi er ikke ét folk. Og før var vi ikke én stor nationalistisk bevægelse, som Putin anklagede os for at være, og som han frygtede og øjensynligt gik i krig for at ødelægge.”
Til slut sætter Elnur en slags trumf på: ”På en måde bliver vi nødt til at blive det, som Putin sagde, vi var. Fuck Putin. Han skabte vores modstand og vores had.”
Vi taler lidt videre om deres sange og om deres trommeskole, hvor de tilbyder gratis timer til børn og unge, der er flygtet som dem selv. De er ved at lave filialer i Berlin og Warszawa og kunne godt tænke sig en i København. Jeg bliver dem svar skyldig, da de spørger, hvem de skal kontakte.
Odesa er mere end en død kejserinde og hendes elsker
Ude i regnen igen, på gaden i generatorernes tiltagende larm, snakker jeg videre med Anna om Odesas jødiske fortid.
”Den er lige så vigtig at forstå som det russiske. Der blev talt jiddisch her, lige så meget som russisk. Odesa er en havneby, den er multikulturel, den er fræk, den er hurtig og så alligevel langsom, den er fuld af katte, den er alt det, som Kyiv ikke er. Vi er i syden her, og folk i syden er specielle.”
”Jeg er fra Kyiv, og nok er Kyiv Ukraines pulserende hjerte, eller hjerne, men jeg føler mig meget bedre tilpas her. Jeg vil bo her,” siger Anna. ”Jeg taler ukrainsk, det er et helt bevidst valg. Vi bliver nødt til at ukrainisere folk, sprogligt. For jeg er enig med drengene fra bandet i, at vi ikke er et folk, og alle skal have deres dialekter. Men hvis vi skal udtrykke det kollektive traume, som denne krig påfører os, og øve en samlet modstand, så er et fælles sprog vigtigt.”
Også Anna skal videre. Hendes supervigtige arbejde med ukrainske skolebørns overlevelse venter. Jeg går alene ind mod centrum. Mit hotel ligger på pladsen, hvor der førhen stod en statue af Katarina den Store. Hun var russer, og måske grundlagde hun Odesa sammen med sin førsteminister og elsker Grigory Potemkin. Gør det Odesa til russisk?
Øjensynligt er de glade for at møde udenlandske journalister som en undskyldning for at drikke vodka og spise fiskeretter, viser det sig
Hmmm! Odesa fandtes jo lang tid før Rusland og Katarina den Store. Det er alle vist enige om, bortset fra Vladimir Putin og hans historieforfalskere. Tag på kirkegården og se kosakkers grave fra mange århundreder før Katarinas 1800-tal, eller græske efterladenskaber i sten og marmor fra endnu tidligere. Hendes statue er da også taget ned nu og ligger vandret på et lager, som de mange Lenin-statuer i resten af Ukraine efter 1991.
Til bal hos Odesas intellektuelle
Jeg er inviteret som aftenens attraktion, viser det sig! Jeg skal til soiré med en hemmelighedsfuld cirkel af folk. Mine journalistvenner i Kyiv deklarerede dem som en gruppe tænkere, der alle er uantasteligt patriotiske, men som også kæmper imod lovene mod de russisktalende i Ukraine, ikke mindst i Odesa. De ser det som politisk motiveret indblanden.
Øjensynligt er de glade for at møde udenlandske journalister som en undskyldning for at drikke vodka og spise fiskeretter, viser det sig. Og for at sluge disse journalister råt.
Her står jeg i hvert fald, på balkonen i en stor smuk lejlighed over for Odesas berømte koncerthus. Lige så kold luften ude fra havet er, lige så varm viser aftenen sig at blive, fuld af latter og gavmildhed, anekdoter og lækre specialiteter fra det lokale Pryvoz madmarked.
Det er som at være med på djævelens store burleske bal i Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita. Den Bulgakov, som man ikke længere må læse i Ukraine, selvom han voksede op i Kyiv og var hudløst kritisk over for Stalin. I den bog ved læseren heller ikke helt, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed.
Omkring mig summer en venlig sværm af intellektuelle, historikere, journalister, forretningsfolk og kunstnere. Alle taler engelsk til ære for mig – og russisk i krogene. Alle tager mig ved armen, fylder mit glas med en lind strøm af isblå vodka eller den lokale champagne, Odessa Sparkling (bemærk den gammeldags, russiske måde at stave bynavnet). De forklarer med uendeligt sammensmeltende ranker af historiske fakta om Odesas og Ukraines, Europas og Sortehavets fortid, nutid, fremtid. Kosakker, tatarer, byzantinere, romere, jøder, italienere, trojanere, hellenere, fønikere og russere har alle været her. De fleste af dem længe før russerne. De er her alle stadigvæk, og alle forbliver.
Det giver faktisk slet ingen mening at diktere en ukrainificering af denne havneby, må jeg forstå, den er sin egen, ganske som alle dens omstrejfende katte. Den er ikke russisk, selvom her tales russisk. Den er Ukraine, slet og ret, en storby midt i dette kæmpelands multikulturalisme.
Her er der ingen, som vil Putin. Faktisk hader de ham mere end de fleste, hvis det er muligt. Han har gjort dem til en paria, mistænkeliggjort dem som en indre fjende eller forræderisk femtekolonne.
Zelenskyj og hans folk oppe i Kyiv kan godt droppe deres drakoniske anti-koloniale sindelagslove, som blot er staffage for at lede opmærksomheden bort fra krigens lidt for skæve gang og ikke mindst fra korruptionen i magtens allerinderste cirkler.
Borgmesteren med (det falske?) pas
Flere bringer historien om Odesas borgmester på bane. Den er speget og peger i lidt for mange retninger, er der enighed om. Gennadiy Trukhanov blev for et par uger siden personligt og per dekret fyret af Zelenskyj. Den slags kan præsidenten nemlig gøre, blandt andet for at have et gyldigt russisk pas. Det må man ikke, hvis man vil være ukrainer. Og specielt ikke, hvis man vil være borgmester i Ukraines fjerdestørste by. Trukhanov har hele sin karriere måtte kæmpe med rygtet om at være russiskvenlig, og efter alt at dømme er det ikke helt uberettiget. Men nu er et russisk pas så dukket op. Desværre er der dog noget der ikke helt stemmer omkring serienumre og udstedelsesdato. Så det kan tænkes, at de ukrainske myndigheder har haft en finger nede i forfalskningskrukken.
Halvdelen af dem har fået deres ansigt hvisket ud, malet over eller tapet til. Cancelled.
Faktum er dog at Zelenskyj har fjernet en politisk torn. Samme skæbne led en berømt balletdanser, som har en stor tatovering af Putin på brystet og en ukrainsk politiker, som er mistænkt for kollaboration. Om det er berettiget eller uden for ret, vides ikke. Men spørgsmålene bliver stillet og diskuteret, ligesom Zelenskyjs beføjelser i krigstid, inklusion, retssikkerhed og meget andet.
For et par uger siden talte jeg med den unge historiker Iliya Chedoluma om netop dette. Det er ikke ligetil, og der pågår – eller rettere: der burde pågå, ifølge Chedoluma – en stor national debat nu, og før vi kender udfaldet af krigen, og hvordan en fred måtte se ud.
En kastanje-hest til minde om Stalins og Putins ofre
Dagen efter vågner jeg op med en blandingsbrandert af rang, så det kan ikke alt sammen have været en drøm med udsigt til Katarinas stadigvæk tomme plint. Min værtinde fra i går har inviteret mig på en byvandring. Vi går langsomt og med kaffe i hånden gennem Odesas gader, Sortehavets Perle funkler foreløbigt i solen.
Der er mere stuk, marmor, gipskrinoliner og svungne trapper fra italienske barokarkitekter her end noget andet sted i Ukraine, og det er let at forelske sig, også i byen, men historierne ruller min veninde af ærmet.
I en berømt baggård står vi over for et enormt italiensk inspireret vægmaleri med vinranker og napolitanske søjler. Her er alle Odesas berømte sønner – og lidt færre døtre – afbildet. Det triste og tragiske, viser min veninde mig, er dog, hvordan halvdelen af dem har fået deres ansigt hvisket ud, malet over eller tapet til. Cancelled.
Dér er Isaac Babel, den berømte jødiske forfatter og Odesas store kronikør, og dér er Pushkin, som tilbragte tid her imellem udødelige langdigte; der er videnskabsmænd, guvernører og operasangere. Mange er malet over.
På vej derfra kommer vi forbi KGB’s og Chekas gamle hovedsæde. Lukker man øjnene og lytter efter, kan man høre skrigene fra torturen, der engang foregik derinde. Eller er det skrig, der svæver over havet fra øst og de nyligt besatte områder i Kherson og Zaporitzhia, i Donetsk og Luhansk? Eller er det de op til 100.000 børn, som Putin har kidnappet fra Ukraine og bortadopteret til barnløse familier i Sibirien, så de senere kan blive kanonføde i hæren?
Svaret blæser i vinden … jeg laver en kastanjehest og efterlader den foran bygningen til minde om de mange tusinder af uskyldige ofre for både Stalin og hans nutidige efterfølger. Der kan den så stå og funkle i den smukke blanding af regn og solstråler.
Luftalarm over Odesas madmarked
Kort før banegården ligger det store Pryvoz marked, hvor mange af delikatesserne fra gårsdagens fest kom fra. Det gælder ikke mindst den fisk, der blev brugt til den mest odesaske ret af alle: forshmak. Det er en slags grå mos af sild, æbler, ost, kål og masser af pyntegrønt ovenpå og vistnok med jødiske rødder. Ikke mindst i gefilte fish, som figurerer så prominent i Isaac Babels Historier fra Odesa, men også med preussiske og svenske aftryk. Ting fortaber sig i Odesa, blandt andet om hvor hvad egentlig kommer fra.
Vi har endnu en time og søger ly for regnen for at tale med folk, beundre madvarerne og måske købe lidt med til nattoget mod Kyiv. Men kort efter lyder en luftalarm. Der er dog ikke mange øjenbryn, som hæves, og kun få travle husmødre synes at stoppe op for at tjekke de mange apps, der informerer om droner og missilers flyveretning. Der er ikke noget beskyttelsesrum ved det gamle marked, og folk fortsætter med at handle.
Efter få minutter er alarmen afblæst. Måske var det blot et russisk MiG-fly, der gik på vingerne et sted ude over Krim. Alt skal naturligvis rapporteres, så vi ved, hvor det næste angreb kommer fra.
Vi fortsætter imellem farver og lugte, alverdens grøntsager stablet op i bjerge, friske, på glas og i store plastikspande, konserverede i salt, eddike, sukker, krydderier; frugter, nyplukkede og tørrede, side om side med nødder, kerner, stænger, bælge.
Der er kaviar. Både den rigtige, kaspiske, sort, fin og i små dyre dåser med guldskrift, samt den meget billigere aubergine-kaviar, der står i store glas og funkler i røde farver, og som spises med brød og saltet ost hele vejen rundt om Sortehavet og i Ukraines yderste provinser.
Jeg køber pølser, syltede agurker, svampe i lage, sort brød. Jeg har en flaske georgisk vin i rygsækken og fire glas. Parat til en lang tur.
Jeg tager afsked med min Odesa-veninde for at nå mit nattog. Jeg går via en lille park, hvor der ved en vandpost forklædt som søjle-pavillon står folk i kø med store 20-liters plastflasker. Vandforsyningen i mange hjem, specielt i de gamle bygninger i denne del af byen, kommer og går, mest det sidste, i takt med at russerne rammer byens vitale infrastruktur.
Og således også den tiltagende og heftigt insisterende summen på gaden. En del mere her i byen, fordi der er små generatorer uden for hver en butik. Odesa-borgerne mener, det er et håndgribeligt bevis på, at hovedstaden sørger bedre for sig selv. Det benægter Kyiv naturligvis. Faktum er dog, at ukrainerne har svært ved at følge med og svært ved at genopbygge i samme tempo, som Putin river ned. Og at det bliver en meget lang og kold vinter i hele Ukraine.
Find flere af Peter Hyll-Larsens reportager og interviews her
Havnebyen Odesa ligger i det sydvestlige Ukraine ud til Sortehavet. Læs mere om byen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og