Det russiske imperiums gift virker stadig

Michael H. Clemmesen 19.05.2025

RUSLAND // ESSAY – Ruslands imperiale arv har sat dybe spor i de samfund, der i dag forsøger at finde fodfæste i friheden. Fra Baltikum til Ukraine er civilsamfund ødelagt af årtiers korruption, vold og systematisk undertrykkelse. Det, jeg så i Baltikum i 1990’erne og senere i Ukraine, var samfund forgiftet af den særlige russiske imperiale styreform, skriver den pensionerede brigadegeneral og historiker Michael H. Clemmesen.

Friheden efter undertrykkelse er kun begyndelsen til at kunne høste frugterne. Det kan være let eller meget krævende. Det gælder især, hvis man har været en del af eller blot underlagt Rusland.

Rusland har altid manglet penge i forvaltningen af sit enorme imperium. Det skyldes ikke mindst, at førsteprioritet var berigelsen af regenterne, fra Zaren til Putin, og at andenprioriteten gik til at skabe og opretholde en militær magt, der kan skræmme imperiets naboer.

Den lave prioritering af imperiets civilsamfund har ført til, at kontrollen og forvaltningen af imperiets koloniområder er blevet givet en helt speciel karakter.

Det gælder fra Baltikum til Mongoliet og langs hele sydgrænsen fra Kaukasus igennem Centralasien. Den daglige kontrol blev derfor overladt til lokale eliter, f.eks. de tysk-baltiske adelige i zartiden og de lokale kommunistiske ledere i sovjettiden. De lokale Moskva-loyale blev givet statusmæssige og økonomiske privilegier, og de opnåede en pseudooptagelse i den russiske elite.

Specielt dygtige og brutale personer fra kolonierne som georgierne Ioseb Besarionis dze Jughashvili (Stalin) og Lavrentij Berija kunne endda manøvrere sig til magten i imperiet. Men de ændrede intet ved det centralistiske og korrumperende system, som nu virkede til deres fordel.

I Baltikum var problemerne størst i det hårdt koloniserede Letland, hvor man som i Rusland så en privatisering af statens ejendomme til oligarker fra den tidligere partielite

Alle de lokale quislinger blev givet mulighed for økonomisk at udnytte befolkningerne i de russiske kolonier. Deres lokale embedsmænd og politiet blev givet en kun lav løn. De måtte derfor klare sig via korruption samt ved at spille på etniske modsætninger. Begge dele forgiftede og ødelagde civilsamfundene yderligere og skabte via ulighed og uretfærdighed frustration, had og oprørstrang.

Samfund forgiftet af det russiske imperium

Når undertrykkerne i deres korruption slappede af, eller når samfundene belastedes yderligere ved krig, udbrød folkelige oprør. De blev derefter slået ned med ekstrem voldsanvendelse.

Det skete ved de revolutionære oprør mod både system og etniske minoritetseliter i 1905 efter nederlaget i zarens krig for at udvide imperiet i Østasien. Efter 1918-21 skete det i rammen af den borgerkrig, der i alt væsentligt opretholdt imperiet med en ny elite, og det skete igen efter 1991, hvor volden i Kaukasus kulminerede i Tjetjenien, Abkhasien samt Syd-Ossetien og omkring Nagorno-Karabakh. Fra 2015 til nu fulgte invasionen af Ukraine. I Belarus klaredes oprøret af den lokale prokonsul, i Kasakhstan var kun russiske småstyrker nødvendige for at stabilisere situationen.

Når dele af det russiske imperium opnåede frihed, som det skete i 1919 og 1991, viste det sig, hvor dybt imperiets styre havde ødelagt civilsamfundet. Det skabte store og alvorlige udfordringer for samfundsmæssige fremskridt.

Det er ikke de relative småproblemer, som Danmark fik, da vi i maj 1945 genvandt friheden efter fem års relativt mild besættelse. I tidligere russiske kolonier står man med delte og fra top til bund korrumperede og brutaliserede samfund.

Det, jeg så i Baltikum i 1990’erne og senere i Ukraine, var samfund forgiftet af den særlige russiske imperiale styreform. I Baltikum var problemerne størst i det hårdt koloniserede Letland, hvor man som i Rusland så en privatisering af statens ejendomme til oligarker fra den tidligere partielite. I Estland overtog projekter med den bedste forretningsplan, i Litauen gik man via folkeaktier. Men i alle tre baltiske lande skabte international hjælp, ”rådgivning” med hårde reformkrav samt muligheden for opnåelse af EU- og Nato-medlemskab langt bedre muligheder for at overvinde problemerne og konsolidere friheden end i Ukraine.

At de baltiske lande er små, overskuelige projekter, hjalp også. Dette skal vi huske, når vi stadig bebrejder Ukraine, der i europæisk sammenhæng er et stort land, der blot på grund af sin udstrækning og befolkningsstørrelse har langt større udfordringer med at overvinde de meget store hindringer, som er skabt af den russiske koloniserings karakter. At Ukraine i modsætning til balterne ikke kan referere til erindringerne om en frihedsperiode i mellemkrigstiden, skaber også problemer.

Alt dette skal vi tage højde for, når vi diskuterer den russiske trussel mod vores frihed. Anvend disse historiker- og personlige observationer i diskussion med den voksende gruppe af Ruslandskendere. De vil have vanskeligt ved at svare.

Følg udlandsdækningnen på POV her.

Michael Hesselholt Clemmesen er pensioneret brigadegeneral og historiker. Han er født 12. december 1944 i Københav. Clemmesen gik ind i Forsvaret i 1964, var på Hærens Officersskole 1965-68 og har været linjeofficer i Hærens kamptropper siden 1968, fra 1979 som generalstabsofficer. Han gik på pension som brigadegeneral i 2004. Michael H. Clemmesen er tillige uddannet historiker fra Københavns Universitet i 1981. I de sidste ti år af sin tjeneste arbejdede han som udsendt med dansk og international forsvarsstøtte til Baltikum og deltog i opbyggelsen og stod senere for ledelsen af det baltiske forsvarsakademi. I 2005 blev han ansat i Forsvarsakademiets Center for Militærhistorie, hvor han har forsket i og nyskrevet dansk militærhistorie. Han stoppede som seniorforsker i 2016. Michael H. Clemmesen var medlem af Forsvarskommissionen af 1988 og deltager ofte i den offentlige debat om udenrigs- og sikkerhedspolitik samt om forsvaret og i den bredere danske samfundsdebat. I marts 2010 udgav han bogen 'Den lange vej mod 9. april' om dansk forsvarspolitik i mellemkrigstiden. I 1999 blev han Kommandør af Dannebrog. Han bærer også Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren, Trestjerneordenen samt en lang række udenlandske medaljer og hædersbevisninger.