REGERINGSDANNELSE – Den svenske rigsdag stemte onsdag nej til en statsministerkandidat fra det Venstrelignende, konservative parti Moderaterna. Det bemærkelsesværdige er, skriver Jakob Brønnum, at selvom det i den konkrete politiske situation var ventet, stemte Centerpartiet og Liberalerna nej med den begrundelse, at en sådan regering ville blive afhængig af det højrepopulistiske parti Sverigedemokraterna.
Dermed brydes mange års borgerligt firkløversamarbejde i Alliancen. De to partiledere Annie Lööf (C) og Jan Björklund (L) stemmer mod deres statsministerkandidat fra før valget i september og siger nej til magt og fremtrædende ministerposter, de så let som ingenting kunne have fået – kun for princippets skyld. Det er et politikerskab, der indgyder håb i en tid, hvor politik oftest handler om alt andet end principper.
Det giver til gengæld ingen ny svensk regering. Landet har været regeret af et forretningsministerium, ledet af Stefan Löfven (S), da hans fortsatte statsministerkandidatur og derved den siddende mindretalsregering, bestående af Socialdemokratiet og Miljøpartiet, faldt ved den obligatoriske afstemning 14 dage efter valget.
Det er samtidig politisk historie på et andet punkt. Det er første gang den svenske rigsdag stemmer nej til en statsministerkandidat, der ikke er en siddende regeringsleder.
Ulf Kristersson sagde, da han blev udnævnt til kongelig undersøger, at han ville kæmpe “helt ind i kaklet”, altså kæmpe til han segnede, og det har man set ham gøre nu. Han har dermed udnævnt sig selv til historisk taber
Torsdag meddelte så formanden for den svenske rigsdag, at opgaven som ”kongelig undersøger”, som det ville hedde i Danmark, nu går til Centerpartiets leder Annie Lööf. Hun bliver den tredje efter, at først Moderaternas leder Ulf Kristersson og derefter Löfven opgav.
Dobbelt historieforfalskning
Hvad lærer det os om situationen i svensk politik? Den borgerlige avis Dagens Nyheter skrev i en leder umiddelbart efter afstemningen, at højrefløjen vil etablere det billede, at Centerpartiet og Liberalerna er de feje, der ikke bruger det borgerlige flertal, men det er dobbelt historieforfalskning. Sverigedemokraterna er ikke et borgerligt parti:
”Högern vill gärna etablera bilden att det är Centern och Liberalerna, fegisarna och förrädarna, som hindrade borgerligheten från att göra anspråk på den makt som rätteligen tillkommer den. Det är dubbel historieförfalskning. Sverigedemokraterna är inget borgerligt parti. Det finns därför ingen borgerlig majoritet i riksdagen.”
Det andet element i den dobbelt historieforfalskning er, at det er Moderaterna selv, der har sprængt Alliancen. Ulf Kristersson sagde, da han blev udnævnt til kongelig undersøger, at han ville kæmpe “helt ind i kaklet”, altså kæmpe til han segnede, og det har man set ham gøre nu. Han har dermed udnævnt sig selv til historisk taber.
Han er også taber på et andet felt. Han blev valgt efter at den forrige leder Anna Kinberg Batra måtte gå, fordi hun flirtede politisk med Sverigedemokraterna og baglandet ikke ønskede det. Nu er Kristersson blevet sat til vægs på samme dagsorden, og de svenske aviser flyder over at forudsigelser over, hvor mange M-vælgere, der nu siver til SD og hvor mange til L og C.
Formanden for rigsdagen har tidligere advaret mod at opfatte denne proces som udtryk for et demokrati, der ikke fungerer. Tværtimod, fastslår han. Det er sådan et demokrati fungerer. Man taler om tingene, til man er blevet enige
Kristersson har aldrig været nær statsministerposten, selvom han gerne vil give indtryk af det. Til sidst var han isoleret, sammen med et højreradikaliseret Kristdemokratarne, som vil regere for enhver pris i en M-KD-mindretalskoalition, også selvom Sverigedemokraterna ville skulle fodres med et eller andet, hver gang en lov skulle igennem.
En anden lektie, som antydningsvis stod frem allerede i valgkampen, er, at Kristdemokraterne er det yderligste borgerlige højreparti i Sverige, hvor Sverigedemokraterna som nævnt ikke blandt borgerlige kommentatorer anses for et sådant. Sverige adskiller sig fra Danmark gennem at have en mindst 10 gange så stor frikirkelig bevægelse, hvor Kristdemokraterna hidtil har hentet sine stemmer. Spørgsmålet er, hvor længe de bliver hængende, eller om de nu så småt siver mod f. eks. L og det principielt borgerlige Miljøpartiet.
Ingenting har bevæget sig overhovedet efter valget, undtagen den uhyre langsomme øvelse med at få sprængt Alliancen, som det må have været C og L’s strategi, allerede fra valgnatten, da resultatet stod klart. Og alle vidste, Kristersson ikke ville få held til at danne den M-KD-regering, han foreslog som Plan B for en tid siden. Man kan spørge om, Centerpartiet og Liberalerna har ladet det ske så langsomt og for Kristerssons egen hånd, for ikke at få skyld for at bryde Alliancen, som sad i regering fra 2008 til 2014 under Fredrik Reinfeldt og med begge de to midterborgerlige partiledere som ministre.
“Et blokoverskridende samarbejde”
Hvad kan Annie Lööf så opnå som leder af regeringsundersøgelserne? Den fungerende statsminister Stefan Löfven (S) har sagt, at han ikke finder det naturligt at indgå i en regering uden, at han selv – dvs. det største parti, som han repræsenterer – har statsministerposten. Han anbefalede imidlertid også torsdag morgen ved en runde med partilederne hos rigsdagens formand efter det negative resultat af statsministerafstemningen onsdag, at sonderingsopgaven skulle gå til Lööf.
Ifølge rigsdagsformanden ved en pressekonference ved middagstid, “modtog hun opgaven, ikke for selv at blive statsminister, men for at sondere, hvilke sagspørgsmål, man kan samles om at drøfte.” Det har hun flere gange efterlyst under processen de seneste uger: At det gik fra person og partispørgsmål til konkrete drøftelser.
Lööf og Löfven har haft et påfaldende ensartet ordforråd, når de igen og igen taler om nødvendigheden af ”et blokoverskridende samarbejde”. Den store knast de to partier i mellem er arbejdsmarkedspolitikken, hvor Centerpartiet vil have større frihed til løndannelsen på markedet, end der normalt kan rummes i en socialdemokratisk politik.
Den forrige S-MP-V-regering regerede i fire år ved “decemberöverenskommelsen” (decemberaftalen fra 2014), hvor de fire borgerlige partier simpelthen gik med til at regne SD’s stemmer væk, så balancen i Rigsdagen blev talt uden dem.
Kristdemokraterna gik allerede tidligt ud af aftalen, men den har alligevel fungeret i praksis frem til valget i år. Hvad der sker fremover, er således helt uvist. Flere nævner en S-MP-C-L-regering, støttet fra sag til sag af henholdsvis Vänsterpartiet, der er den gamle regerings støtteparti og M-KD, i de sager, hvor det er S, der må give sig.
Et demokrati, der fungerer
Efter den 4. statsministerkandidat har fået et flertal imod sig, udskrives der automatisk nyvalg, såkaldt ekstravalg, idet det svenske valg ligger fast hvert 4. år. Foreløbig er der tre afstemninger mere, før det sker, men hvem de bliver om, er helt uklart.
Formanden for rigsdagen har tidligere advaret mod at opfatte denne proces som udtryk for et demokrati, der ikke fungerer. Tværtimod, fastslår han. Det er sådan et demokrati fungerer. Man taler om tingene, til man er blevet enige.
Tidligere artikler af Jakob Brønnum om det svenske valg:
Populistisk fremgang og opbremsning i Sverige
Fakta og tendenser i den svenske valgkamp
Foto: Annie Lööf (Wikipedia Commons)
POV Internationals skribenter arbejder gratis. Støt gerne Jakob Brønnum på Mobile Pay 53 60 84 96
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
