Fra guldaldermisundelse til handlekraft i hverdagen

i Danmark/Kultur & Medier/Politik & Samfund af

Jeg har altid lidt af guldaldermisundelse. Hvor kunne de dog sagtens, har jeg tænkt. Fru Heiberg, Thorvaldsen, Eckersberg, Ørstederne, H.C. Andersen, Kierkegaard og alle de andre. Tænk at leve samtidig med og tæt på så mange andre, de hver især kunne lære så meget af. Folk med forskellige evner, erfaringer, faglige tilgange og arbejdsteknikker, der inspirerede og udfordrede hinanden.

Nu er det jo ikke fordi, Danmarkshistorien – og nutiden for den sags skyld – ikke byder på mange andre stortænkere og spændende profiler. Men det, der triggede min guldaldermisundelse er, at de var hinandens samtidige. Vist var de hver især stærke og talentfulde individer. Men det var deres samtidighed, der fik netop deres tid til at gå over i historien.

Først for nylig slog det mig for alvor, i hvor høj grad det faktisk er mit og mine samtidiges eget ansvar at præge vores samtid. At det er summen af hver vores valg, fravalg, samarbejder og gensidige krydsbestøvning, der tilsammen afgør, om vores samtid skal være præget af kriser, frygt og kløfter – eller om vi sammen skaber en ny guldalder.

Fra trojanske heste til trojanske mus

Når man nævner Fru Heiberg, Ørstederne, Kierkegaard og eget ansvar i samme åndedrag rammes man nemt af en sær blanding af ydmyghed, storhedsvanvid og opgivenhed.

Derfor er det vigtigt at vende blikket mod en mindre kendt, men nok så vigtig, side af guldalderen. Den som Helle Solvang blandt andet har skildret i radioserien “Danmark og bankerotten”. Guldalderen fulgte nemlig i kølvandet på statsbankerotten i 1813. Dengang stod det ikke mejslet i sten, at der var en gylden tid på vej, og at danskere i de følgende 200 år skulle se tilbage på netop dén periode som noget helt særligt. Faktisk var Danmark dengang helt til rotterne. Men bankerotten blev startskuddet til både andelsbevægelsen, folkeoplysningen, store kulturelle og videnskabelige landvindinger – og det meste af det arvegods, danskerne den dag i dag trods vores uenigheder kan blive enige om at være stolte af.

Og i den fortælling er hverken Fru Heiberg, Ørstederne og Kierkegaard hovedpersonerne. Det er derimod de helt almindelige danskere. De landmænd, der sammen skabte andelsbevægelsen. De lærere, der sammen grundlagde folkeskolen.

Helle Solvang kalder dem for “trojanske mus”. De trillede ikke trojanske heste ind bag fjendens mure i nattens mulm og mørke. De gik ikke over i historien som enestående helte med kors og bånd og stjerner på. De lavede ikke store revolutioner. I stedet fandt de hver deres sprække i systemet, og gjorde hvad de hver især kunne der, hvor de var. Hver især var de med til at ændre deres sektorer indefra og prægede fra hver deres ståsteder Danmark. Men også hér var samtidigheden vigtig. Der var ikke blevet meget andelsbevægelse ud af én lille trojansk mus. Det var stærkt fordi de var mange, der fandt sammen, hjalp hinanden og kunne se, hvor meget stærkere de stod sammen. Og hvor meget, det var til gavn både for deres eget og det fælles bedste.

På samme måde er det nu op til os og vores samtidige at være de trojanske mus, der på hver vores måde præger vores fælles samtid og udvikler Danmarks fremtid.

Nyt liv i gammelt arvegods

I mange år har det knebet lidt med troen på, at det nytter. Alt for længe har vi rystet opgivende på hovedet og sagt: ”Nogen burde gøre noget”, når vi er stødt på åbenlyse samfundsproblemer. Indtil for nylig var ”nogen” næsten altid nogen andre end os selv. Staten, kommunen, systemet. Politikerne og medierne. De unge, de fremmede, de rige, de arbejdsløse. Nogen skulle tage sig sammen og handle og gøre noget andet, end det de gjorde nu. Havde ”nogen” bygget en trojansk hest, havde de måske godt kunnet overtale os til at køre den i stilling. Men når nu, der ikke var nogen andre, der for alvor gik i front, holdt de fleste af os også på sikkerhedsafstand af barrikaderne.

Men de seneste år er der sket noget nyt. Spejder man efter trojanske heste, der med ét enkelt trylleslag skal revolutionere systemet og redde hele verden, vil man sikkert stadig hævde, at det står ringe til med borgerengagementet herhjemme. Men kigger man nærmere efter, er det faktisk et opløftende syn. For lige nu piler de trojanske mus ud af hullerne og ind gennem sprækkerne i de fleste brancher og sektorer, hvor de er med til at forandre arbejdsgange, tankegange og direktionsgange indefra.

Venligboere skaber folkehjælp og nødherberger, hvor det offentlige ikke kan følge med. Fødevarefællesskaber, lokale producenter og projekter mod madspild genopfinder måden vi handler mad på. Byttemarkeder, affaldssortering, byhaver og kompostering giver miljøet en tiltrængt hånd. Deleøkonomien pustet nyt liv i andelstanken. Nytænkende embedsfolk og politikere begynder at samarbejde med borgerne om at udvikle nye løsninger på velfærdsspørgsmål. Erhvervsfolk, kunstnere, forskere og borgerbevægelser indgår uventede alliancer.

Træn din borgermuskel

Eksemplerne er vidt forskellige, men de er alle karakteriseret ved, at de startede med én persons undren, ide og virkelyst – og har udviklet sig til at gøre en forskel for mange andre. Så hvis du selv går rundt med en trojansk mus i maven, men ikke helt har kunnet overskue at gå i gang er her 5 bud på, hvordan du kan træne din borgermuskel og udvikle din ide fra tanke til handling:

1) Del din undren og vær ikke bange for det banale


Nye initiativer starter ofte med, at ”ens eget navlepilleri viser sig at være kollektivt anvendeligt navlepilleri”, som Lars AP fra Fucking Flink formulerer det. Lars undrede sig over, at verdens lykkeligste folk ikke også var verdens flinkeste folk og satte sig for, at ”flinke” danskerne. Det viste sig at mange andre danskere havde delt den samme undren uden helt at være sig den bevidst. Men da Lars først satte ord på sin undren, udviklede Fucking Flink eksplosivt hurtigt til en sand folkebevægelse. Mads Boserup Lauritsen fra TagTomat ærgrede sig over, at al den dejlige sol på cykelskurets tag gik til spilde – og begyndte at plante tomater på taget. Snart fik resten af baggården lyst til at være med. Tomaterne blev suppleret med krydderurter og courgetter – og ideen spredte sig til byens andre baggårde. Og efterhånden har været med til at beplante parkeringspladser og flade industritage over hele landet.

Ofte er de bedste ideer så oplagte, at alle spørger ”hvorfor gjorde vi dog ikke sådan i forvejen”, når først de findes. Så tag det som et godt tegn, hvis din ide forekommer banal – så vil den sandsynligvis vække genklang. Tag det i stiv arm, når kritikerne hånligt affærdiger initiativet med et: ”Det er der da ikke noget nyt i – det kunne enhver da bare have gjort”. For ja, det stod enhver frit for at gøre. Den afgørende forskel ligger i, hvem der rent faktisk tog sig sammen og fik det gjort. Det er ikke ideerne, der er svære at få. Det svære er at komme fra tanke til handling.

2) Vær klar til at handle, når der opstår disruptions

Begejstringen smitter endnu mere effektivt, hvis den løser en akut krise. Så længe man ikke har en konkret anledning til at gå i gang udskyder man ofte sine gode ideer på ubestemt tid – og selv hvis man kommer i gang kan det være svært at få andre med, fordi det heller ikke forekommer dem presserende. Men som Signe Wenneberg så fint forklarede det i sit åbningsindlæg på POV, kommer der engang i mellem en udefrakommende ”disruption”, der betyder, at nu er NU. Venligboerne startede som en reaktion på flygtningestrømmene, en pludselig polarkulde affødte et akut behov for nødherberg til de hjemløse, fyringen af Annegrethe Felter Rasmussen kickstartede POV og lærerlockouten i 2013 fik både helt almindelige borgere, bagere og boldklubber til at oprette midlertidige skoler.

Udfordringen med disruptions er, at man i sagens natur aldrig ved præcis, hvornår de opstår – og de kræver ofte, at initiativtagerne i en periode smider alt, hvad man har i hænderne for at lægge en koncentreret indsats. Det kan være svært at få gjort og prioriteret midt i den allerede for travle hverdag. Mange reagerer så ved slet ikke at gøre noget, fordi de tænker, at hvis de ikke kan kaste sig fuldt og helt ind i det, nytter det nok ikke noget. Men du kan gøre en vigtig forskel ved at bakke op om andres ideer og projekter. Vi har en tendens til altid at fokusere på ildsjælene, men de mest vellykkede projekter er afhængige af, at mange mennesker stimler sammen om den samme ide og hver især løfter hvor og når de kan. Selv hvis du ikke kan gøre noget helt konkret her og nu, kan det hjælpe projektet godt på vej, hvis du hjælper med at sprede budskabet, bakke op og heppe fra sidelinjen.

3) Tænk i beta og prototyper

Frygten for at fejle forhindrer alt for mange i overhovedet at prøve. I mit eget arbejde med Samfundslaboratoriet Borgerlyst har jeg derfor haft stor glæde af at tænke på alle mine projekter som eksperimenter i et laboratorium. Eksperimenter må gerne gå galt. Hvis alle eksperimenterne i et laboratorium lykkes, er det faktisk tegn på, at man ikke har været modig nok. Jeg er også meget inspireret af open source-bevægelsens begreb ”beta”. Når man udgiver software ”i beta” ved alle, at der er tale om en prototype: En ”acceptabel fejltilstand”, der ikke er færdig, men færdig nok til at ”beta-testerne” kan bruge den og rapportere tilbage, når de støder på fejl og efterspørger andre funktioner. Samme princip gælder, hvis man gerne vil teste om ens løsning på et aktuelt samfundsproblem er gal eller genial-banal. Når man begynder at snakke med andre om den, finder man hurtigt ud af, hvad der vækker genklang, og hvilke åbne flanker alle spørger til.

Selvom beta-tanken ansporer én til at dele sine ideer så tidligt som muligt, er det trods alt afgørende, at man har en form for prototype at betateste. Umiddelbart kan det lyde overfladisk, men det betyder meget, om man har gjort sig den umage at ”klæde ideen på”. Et godt navn, et letgenkendeligt visuelt udtryk, et manifest og nogle gode billeder eller videoer, gør det meget nemmere for andre at forstå ideen. Selvom dansende katte og shitstorms spreder sig ufatteligt hurtigt på de sociale medier, skal man ikke undervurdere, hvor stort et benarbejde det kræver at sprede et mere alvorligt budskab. Så det skal være nemt at forstå ideen og hvorfor den er vigtig. Samtidig er prototypen et markant signal om, hvor seriøst man tager sig selv og sit projekt. Enhver kan slynge en god ide og nogle strøtanker ud. Men man kan ikke formulere et manifest eller briefe en grafiker uden at have tænkt sig godt om og træffe nogle fravalg, ikke alle synes godt om.

4) Hold faglige sammenskudsgilder

De mest vellykkede projekter bliver til ved hjælp af faglige sammenskudsgilder. Initiativtageren er værten, der skaber rammerne for, at alle andre nemt kan byde ind. Til et almindeligt sammenskudsgilde siger værten, at der er brug for sild, klapstole og højtalere til stereoanlægget. Til et borgerlystent sammenskudsgilde gælder det også om at knække projektet op i mikrohandlinger, det er nemt at påtage sig og som man ved, hvornår man har løst. Mange danskere er lidt bange for, at frivilligt arbejde ender med at æde hele armen selvom man kun tilbød en lillefinger. Så jo mere klart, initiativtageren kan melde ud, hvad projektet går ud på, hvorfor det er vigtigt, hvordan man kan bidrage til den, hvornår det bliver og meget det kræver at deltage, jo nemmere bliver det for alle andre at sige til og fra. Venligboerne er et godt eksempel. Her kan mikrohandlingerne være alt fra juridisk vejledning i familiesammenføringssager, køre nogle hjemløse fra Hovedbanegården til det nærmeste nødherberg eller snakke dansk i to timer med nogle unge flygtninge. Man melder sig på banen, hvis det lige passer – og har man overskud til mere, påtager man sig bare en mikrohandling mere.

De stærkeste faglige sammenskudsgilder – og dem, hvor man virkelig mærker guldalderens vingesus anno 2016 – er dem, der skaber fornyet sammenhængskraft. Dem vi kan samles om på tværs af alle de opdelinger, der de senere år har splittet samfundet stadigt mere. Projekter, vi kan være fælles om på tværs af politiske overbevisninger, landsdele, generationskløfter, sektorer og fag. Som da Gry Hebeltoft Ravn ville sende en container med tøj til flygtningene på Lesbos, og det ikke alene væltede ind med frivillige over hele landet, der hjalp med at sortere og vakuumpakke tøjet, men også SAS og Norwegien gav passagerne lov til at medbringe ekstrakufferter til nødhjælp, hvis de skulle til Lesbos og Mærsk sponsorerede containere, da de indsamlede mængder tøj sprængte alle rammer.

5) Skab rammerne for krydsbestøvning

Men én ting er den imponerende handlekraft folk samles om i kølvandet på disruptions. En anden ting er at skabe grundlaget for mere generel handlekraft i hverdagen. Her er det vigtigt at tænke i samlingspunkter, hvor vi kan mødes på tværs. Internetpioneren og tværtænkeren Thomas Madsen-Mygdal nyeste initiativ Klub er et godt eksempel på et nyt centralt mødested, hvor samtalerne opstår på tværs af fag, brancher og sektorer. POV er et eksempel på, hvordan mange aktører, der allerede stod ganske stærkt hver for sig, får langt større samlet handlekraft ved at agere indenfor en samlet ramme. Og når de samtalesaloner vi i Borgerlyst udviklede for 5 år siden i dag spredt sig over hele landet, hvor andre trojanske mus selv har startet deres egne samtalesaloner og alle mulige andre fine salon-koncepter, vidner det om en grundlæggende længsel efter fordybelse og gennemtænkning, efter at mødes, tale og tænke på tværs, undersøge om ens tanker vækker genklang og finde sammen med andre om nye ideer. Fælles for de nye samlingspunkter er, at rammen er klart udstukket og nem at forstå, men åben nok til, at de enkelte individers, medlemmers eller bidragsyderes personligheder, holdninger og tilgange får lov at stritte i alle retninger.

Som hinandens samtidige har vi brug for den faglige krydsbestøvning, hvis vi for alvor skal tænke nyt, udfordre vores fag, udforske spændingsfelterne; man skulle ikke gå mange sekunder rundt i SMK’s nyligt afsluttede Eckersberg-udstilling for at se, hvor meget hans malerkunst havde haft gavn af at omgås Thorvaldsen og Ørsted. Vi har brug for at finde sammen at mødes på tværs af politiske overbevisninger, generationer, socialklasser og landsdele, så vi kan få genopdyrket samfundssindet og forståelsen for vores samtid. Vi har brug for at kende hinanden for at vide, hvem vi kan trække på og skal støtte op om, når det haster og virkelig gælder.

Lige nu er det os, der er dem

Med de 5 tilgange er du godt i gang. Man skal selvfølgelig ikke underkende, at det også hjælper med et strejf af magi og lidt held i tilfældighedernes spil, hvis et projekt virkelig skal slå igennem. Men først og fremmest handler det om at komme i gang. At træne sig selv i altid at gøre et eller andet, når man kan, i stedet for at lade sig overvælde af, at man jo alligevel ikke kan redde hele verden.

Det mindste vi kan gøre – men som man absolut ikke skal underkende vigtigheden af – er at hjælpe og støtte op om hinandens gode initiativer. For lige nu er vi gensidigt afhængige af hinanden, fordi det er os, der er hinandens samtidige. Og lige nu er det faktisk os, der er dem.

***************************

Læs mere: Begrebet “trojanske mus” opstod under en række arrangementer, Helle Solvang afholdt under overskriften “From crisis to possibility”, der undersøgte hvordan udviklingen fra statsbankerot til guldalder opstod. Udover de tre radioprogrammer om “Danmark og bankerotten” kan du få en introduktion til “From crisis to possibility”-arrangementerne i denne lille film.

Foto: Nadja Pass (faktisk helt uden filter)

Du kan støtte Nadjas artikler på POV via MobilePay 29499696

Nadja Pass er opflasket på eventyr og champagne, stikker sin nysgerrige næse i alt, elsker at blive overrasket, overhører uforskammet ofte andre folks samtaler og river med jævne mellemrum et par måneder ud af kalenderen for at bo et nyt sted og lære noget, hun aldrig har prøvet før.

I april 2017 åbnede hun Samtidens Akademi, en helt ny form for læreanstalt og selvbestaltet instans, hvor vi som borgere kan samles for at bibringe vores samtid alt det, vi længes efter.

Hun står også bag Samfundslaboratoriet Borgerlyst, der prøver at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har gennem tiden sat et hav af eksperimenter i søen. Det mest kendte er ”Samtalesaloner”. Forskellige samtaleøvelser og små skub, der får folk, der ikke kender hinanden i forvejen til at falde i snak. Ideen har efterhånden spredt sig over hele landet, og Borgerlyst videreudvikler hele tiden nye samtaleeksperimenter.

Alt Nadjas arbejde med Samtidens Akademi, Borgerlyst og Samtalesaloner er baseret på frivilligt arbejde. Smørret på brødet har hun som selvstændig konsulent gennem 15 år tjent som foredragsholder, magasinudvikler og facilitator. 

Nadja stod i sin tid bag det eksperimenterende magasin Reflexioner, der mixede videnskabsformidling med kunst og eksperimenterende skrivegenrer. Og hun har stadig et blødt punkt for trykte medier, selvom hun også gennem mange år har skrevet ivrigt om og på sociale medier. 

På POV skriver Nadja især om dannelse, nye fællesskaber, retorisk medborgerskab, samtalekultur, borgerlyst og socialt iværksætteri - men hun kan også finde på at lade tankerne flyde og kredse om alt fra sommerhusliv til puslespil og fluer. Intet er for stort og intet for småt.  

Du kan støtte Nadjas artikler på POV via MobilePay 29499696

Seneste artikler om Danmark