Den tidløse Dylan

af i Kultur/Musik

KONCERT // ANMELDELSE – Bob Dylan har sendt de amerikanske jazz-standards på pension og revitaliseret sit rockrepertoire. Pludselig fremstår den 78-årige musiker som en mand i sin bedste alder. Jakob Brønnum hørte Dylan onsdag aften i Globen i Stockholm. På næste onsdag spiller han på Roskilde Festival.

At høre Bob Dylan i Globen i Stockholm, hvor der var omkring 10.000 tilhørere, var som at være til en jazzklubaften – ingen storslået musik i hallen inden koncerten begynder, intet opvarmningsband som f.eks. Stones stadig bruger. Der er stille og lyset er nydeligt tændt indtil, bandet går på scenen lige omkring den aftalte tid. I aftes syv minutter over halv otte.

Jeg har set Dylan i Globen flere gange før, og han plejer at være noget anspændt i den store ishockey-hal. Alligevel er det som om, der er sket noget med hallen. Jeg hørte Paul Simon der for nogle måneder siden, en langt bedre koncert end forventet. Dylan i aftes var nøjagtig lige så god som forventet. På et enkelt punkt lidt bedre.

Han spillede det sæt, han har spillet hele foråret, hvor han har været på en turne i bl.a. Sydeuropa, et sæt, der emmer af revitalisering og som efter min opfattelse er det bedste, vi har hørt siden 2011.

Bob Dylan har været optaget af de amerikanske jazz standards de senere år og udgivet hele fem albums med fortolkninger af dem. Jazzklangene har præget koncerterne, men de er væk nu. Dylan spiller udelukkende sine egne rocknumre, nogle af dem atter i helt nye arrangementer, en del af dem præget af de harmoniske erfaringer, han har gjort sig med jazzmusikken, der var den tidligste musik, Dylan selv hørte i radioen som dreng.

Selv ‘Things Have Changed’ er forandret

Koncertens åbningsnummer er det, der har været brugt de seneste snart 10 år, ‘Things have Changed’, et singlehit fra omkring årtusindskiftet, oprindelig skrevet til filmen Wonderboys. I mange år havde Dylan den Oscar-statuette, han fik for sangen, stående på et af klaviaturinstrumenterne på scenen, men det har han ikke længere – ikke ved koncerten i Sverige i hvert fald, hvor han som bekendt har drevet den et skridt videre.

Sangen har undervejs undergået mange rytmiske forvandlinger – mindeværdigt netop i sommeren 2011, hvor man kunne høre udviklingen i b-stykket, der fjernede sig mere og mere fra a-stykket rent rytmisk, fra koncert til koncert op gennem Tyskland.

Men den har ikke før været gennem den radikale overhaling, som Dylan og bandet har givet den til koncerterne i år, hvor samme b-stykke har fået en helt ny harmonisk og rytmisk form og sangen ændret karakter mod det jazzballadeagtige.

Blandt de tre sange fra Time Out Of Mind er der en perle, som jeg heller ikke havde set komme. Nummeret ‘Trying to Get To Heaven’ er en af Dylans allerbedste kompositioner

Koncertens andet nummer, Dylan-klassikeren ‘It Ain’t Me Babe’, har ofte ligget på den plads, hvor det har skiftet med ‘Don’t Think Twice‘ – begge i forholdsvis upåfaldende akustiske folkrock-arrangementer.

Men – måske inspireret af Scorseses Netflix-film om Rolling Thunder Revue-turnéen, der er lavet, samtidig med at Dylan har udsendt liveoptagelser fra turnéen i 1975-76 – har ‘It Ain’t Me Babe’ nu fået den pragtfulde akkordgang, Dylan gav det til koncerterne dengang, en faldende mol-akkordfølge i modsætning til de traditionelle country-harmonier, det havde, da Johnny Cash og June Carter havde deres poppede hit med det i 1960’erne. Det var åbenlyst en af Rolling Thunder-turnéens største fortolkningsmæssige succeser med den berømte trio af soloer, hvor Dylan træder frem med mundharpen til slut til publikums stormende hyldest. Det fik vi først i koncertens fjerde nummer i aftes med en lignende reaktion i det påfaldende unge publikum.

Som tredje nummer lå den klassiske ‘Highway 61 Revisited, som handler om det samme som Søren Kierkegaards Frygt og bæven (1843) nemlig om Abraham og Isak fra 1. Mosebog 22:

God said to Abraham, “Kill me a son”
Abe said, “Man, you must be puttin’ me on”
God say, “No.”
Abe say, “What?”
God say, “You can do what you want, Abe, but
The next time you see me comin’ you better run”
Well Abe says, “Where you want this killin’ done?”
God says, “Out on Highway 61”

Ok, og en hel del mere, eftersom Dylans far hed Abraham og Highway 61 var den vej, Dylan forlod hjemmet ad som ung mand. Fortolkningen er tilsyneladende noget af det mest straighte i forhold til den oprindelige indspilning på Dylans, næsten ubegribeligt store mesterværk af et album med samme navn fra 1966. Men det er det faktisk ikke, når man tænker over det. Den let staccerede – hoppende – rytme ligger tættere opad den fortolkning som Johnny Winter brugte – det var nærmest hans signatursang.

Abstrakt minimalisme

Mod slutningen af det fjerde nummer, ‘Simple Twist Of Faith’  fra Blood on the Tracks (1975) der kom i en ligeledes mere trofast udgave, end vi har været vant til, skete der noget, der er nyt hos Dylan, men som kommer igen flere gange i koncertens løb. Det rytmiske flow standser og der breder sig en plamage af lyd og klange ud over det hele. En form for abstrakt minimalisme. Taktslaget er jo musikkens tidsmåling, og når rytmen forsvinder, bliver det tidløst.

Harpesoloen var en ualmindelig ”pæn” harpesolo fra den kant, eftersom Dylan nærmest holdt sig til den oprindelige melodi.

Da den uventede opbremsning af det rytmiske flow senere indtræffer i de sidste fire verselinjer af ‘Like a Rolling Stone’, åbningsnummeret på Highway 61 Revisited, som Dylan trods alt har spillet 1500 gange offentligt, er det sensationelt.

Forestil jer det! ‘Like A Rolling Stone’ på vej ned mod ”How does it feel/ How does it feel” og så standser sangens rytmiske bevægelse helt, og Dylan synger med den samme lyse, enstonige intonation, han brugte på mange sange i årene 2001-2004, hvor en dansk anmelder hørte Dylan i Helsingborg og kæmpede bravt for at acceptere dets publikumsudfordrende effekt.

Rockabilly er den musik, Dylan selv spillede i gymnasiet, inden han slog sig på folkemusikken og den har derfor været et naturligt indslag i Dylans bestandige ”tilbage til rødderne-øvelse”

Det er i mellemtiden forsvundet som stiltræk og genhøret i den aldrig tidligere hørte variation af Like a Rolling Stone’ i det tidløse øjeblik, som det jo blev også her, gjorde stort indtryk på publikum. Også på undertegnede kan jeg sige, selvom jeg havde hørt det tidligere på publikumsoptagelser fra forårets koncerter.

Dog ikke så meget, som da jeg forventede den ligeledes revitaliserede ‘Don’t Think Twice’, som her i år ofte har ligget to numre efter ‘Like a Rolling Stone’, efter den tunge blues Early Roman Kings fra albummet Tempest (2012).

I stedet brød Dylan ud i en balladeversion af ‘Girl From The North Country’ – ikke i den originale melodi fra The Freewheelin’ Bob Dylan fra 1963, men i en helt og holdent meloditro udgave af den melodi, han og Johnny Cash anvender i den fejende flotte fortolkning på Nashville Skyline fra 1969. Han har tidligere fortolket den ballademæssigt, nemlig på en del af de amerikanske koncerter fra den senere del af verdensturnéen i 1986, den hvor Billy Cross spillede leadguitar. Men aldrig så smukt. Og tidløst. Kleenex, please, anyone?

Koncerten var præget af fire sange fra Tempest, der er Dylans seneste album med egne sange og af en fin balance mellem nyere og gammelt, idet der også er tre sange fra Time Out Of Mind (1997), en fra Together Through Life (2009), nemlig ‘Honest With Me, der har fået et b-stykke, den ikke tidligere havde og en fra Modern Times (2006), nemlig ‘Thunder On The Mountain, efter min opfattelse koncertens svageste arrangement, med et for stærk rockabilly indslag. Rockabilly er den musik, Dylan selv spillede i gymnasiet, inden han slog sig på folkemusikken og den har derfor været et naturligt indslag i Dylans bestandige ”tilbage til rødderne-øvelse”, først på albummet Love And Theft, der i øvrigt udkom 11. september 2001.

Han har “malet” det nu

Jeg har undret mig over, hvorfor det mærkværdige nummer fra sidst i 1960’erne, der aldrig har været på et officielt album, ‘When I Paint My Masterpiece, har vundet en plads i sætlisten på det senere. Tidligere er det mest Dylans gamle orkester, de uforlignelige, nu af naturlige grunde hedengangne The Band, der har haft glæde af nummeret. Det handler om indtryk under en rejse til Rom og den følelse af, at man aldrig nogensinde kan blive lige så dygtig som de store mestre, men godt kan bilde sig selv ind, at man kan.

Så er det bare ærgerligt, at Dylan har den uvane ikke at synge alle versene, så vi ikke får den udødelige verselinje fra den oprindelige indspilning

Da jeg hørte den i Stockholm i aftes forstod jeg det pludselig. Dylan har jo malet sit mesterværk – for Søren da også! Han har ikke brug for Oscar-statuetten på klaveret længere. Han er nobelpristager i litteratur.

Og en ting mere, med den overraskende fornyelse og bevægelse, der ligger i sættet. Han virker som en mand i sin bedste alder, og hvor jeg tidligere har slået mig til tåls med, at vi nok ikke får et nyt album med originale sange – ikke mindst pga. alle jazznumrene – så er jeg ikke længere helt så sikker.

Trying to get to Heaven

I Roskilde på onsdag er det interessant om, man kan forvente det klubagtige, som han har spillet og sikkert vil spille, også i Göteborg på fredag, Oslo på lørdag og svenske Karlstad søndag. De senere år har Dylan spillet et mere rockende sæt på festivaler – men det var naturligvis fordi de mange jazzballader ved de almindelige koncerter ikke rigtig passer til festivaler. Men de er væk nu, så måske er det ikke nødvendigt at skifte sættet ud.

Blandt de tre sange fra Time Out Of Mind er der en perle, som jeg heller ikke havde set komme. Nummeret ‘Trying to Get To Heaven’ er en af Dylans allerbedste kompositioner og indspilningen med Daniel Lanois som producer og med en karakteristisk, højst effektfuld kontra-rytmisk leadguitar, er blandt de mest imponerende præstationer i hele kataloget.

Men sangen har aldrig fungeret live, den har slidt sig gennem (og publikum har lidt sig gennem) en gudsjammerlighed af mislykkede fortolkninger, lige fra første øjeblik til ellers vellykkede koncerter som den udendørs koncert i Odense i 2011.

Aldrig så smukt. Og tidløst. Kleenex, please, anyone?

Nu har Dylan endelig fundet en måde at forløse den på, nemlig ved hjælp af den balladeteknik han bruger på flere af de andre numre, hvor han trækker tempoet ud af sangen. Akkordfølgen, der er helt speciel vellykket i den originale komposition, med den disharmoniske akkord på det sted i teksten i hvert vers, hvor den eksistentielle bemærkning falder, er naturligvis eroderet for længst og vi får en mildt modstridende jazzakkord, men sangen fungerer nu. Så er det bare ærgerligt, at Dylan har den uvane ikke at synge alle versene, så vi ikke får den udødelige verselinje fra den oprindelige indspilning:

When you think that you’ve lost everything
You find out you can always lose a little more

Hvorfor er den udødelig? Fordi der står det modsatte af, hvad man tror. Der står ikke: Alt er mørkt og det kan kun blive mørkere. Der står: Alt er mørkt, men du lever jo stadig, gør du ikke? Det er derfor du kan tabe mere. Men så har du stadig også alt at vinde.


Foto: Bob Dylan, 2010, Wikimedia Commons. 

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kultur

Ghetto made in Denmark

Engang banebrydende arkitektur funktionalisme og brutalisme ghetto på Corbusier-steroider berømmet blandt arkitekter