Ivan Iljitjs død – uddrag af Jakob Brønnums Gensyn med den store fortælling

i Kultur/Bøger af

NY BOG //UDDRAG – Er Den store fortælling død eller lever den stadig som tilværelsesforståelse og referenceramme? Jakob Brønnum gennemgår i sin nye bog Gensyn med den store fortælling de store litterære værker til belysning af den kulturhistoriske arv.

Den russiske forfatter Leo Tolstoj (1828-1910) har en roman, som foregriber det moderne menneskes tab af Den store fortælling på en overraskende og underspillet måde, kort­romanen Ivan Iljitjs død (1886).

Der er i tidens løb skrevet adskillige uforglemmelige bøger og skrifter om et enkelt menneskes død. Det kan være en ensom, ukendt som i Jules Romains (1885-1972) En mand gik hen og døde (1911), eller en eksistentielt dybdegående død i skyggen af andres død som Mersaults hos Camus (1913-60) i Den Fremmede (1942). Eller et stadig mere stumt og underdrejet menneske, midt i et mylder af døende, som hovedpersonen i Thomas Manns (1875-1955) Troldfjeldet (1924) eller et brovtende menneskes bratte død som den stinkende, menneskelige kloak og parodi af en faderfigur i Dostojevskijs (1821-81) Brødrene Karamazov (1880).

Ivan Iljitjs død handler om en højtstående embedsmand, der rammes af en alvorlig sygdom. Eller rettere, han føler, han har en alvorlig sygdom, men lægerne kan ikke finde ud af, hvad der er galt med ham, og derfor kan de heller ikke kurere ham.

Fortællingen indledes med meddelelsen om Ivan Iljitjs død. Den afbryder en dagligdag på et administrativt kontor i det offentlige. Hans kolleger standser, hvad de er midt i, og tænker over døden.

Det er det, de tænker, der fortæller os, at en ny tid er kommet, en ny fortælling er undervejs. De begynder at lægge kabale med embedsmandssystemets kort og kalkulerer hvilken position, de nu vil få.

Døden gør ikke større indtryk på dem, end at en af dem glæder sig over, at det er hans kollega, der er død, og ham selv, der er i live. En anden giver udtryk for den irritation, det er at skulle afbrydes af de pligter og formaliteter, der følger med.

Romanen genfortæller derefter ugerne frem til døden. Ivan Iljitjs begynder at føle sig dårligt tilpas. Han får anfald af irritation og må oftere og oftere trække sig fra sin familie.

Der er noget intuitivt, noget følelsesmæssigt – eller muligvis bare noget hypokondrisk – over Ivan Iljitj, for han føler sig tilsyneladende mere syg, end han er. Han henter det ene hold læger efter det andet ind, men ingen kan tilsyneladende standse processen.

Livet er fuldstændig tomt. Det er måske det, der er sygdommen. Livet holder ganske enkelt op med at fungere, når mennesket ikke tager imod det længere. For Ivan Iljitj er det blevet ren struktur

Hans sygdom begynder at tiltage sig mere og mere opmærksomhed, og man begynder at spekulere over, om Tolstojimproviserer over Moliéres (1622-73) skuespil Den indbildte syge (1673), som er et indlæg i debatten om, hvorvidt datidens læger udnyttede rige mennesker og snarere bidrog til deres lidelser end afhjalp dem.

Mod slutningen kommer det endegyldige spørgsmål op oftere og oftere: Hvordan møder han døden? “Ivan Iljitj indså, at han var døende, og han led til stadighed af fortvivlelse. I dybet af sit hjerte indså han, at han var døende, men ikke alene kunne han ikke vænne sig til det, han kunne slet og ret ikke fatte det.”

Han modsiger ikke døden, men går i samtale med den:

“Hvad er det du vil,” var den første klare forestilling, som kunne udtrykkes i ord, som han var i stand til at fange. “Hvad vil du? Hvad vil du?” gentog han for sig selv.

“Hvad jeg vil? Leve og ikke lide,” svarede han.

Og atter lyttede han med en sådan koncentreret opmærksomhed, at ikke engang smerten forstyrrede ham. “Leve? Hvordan?” spurgte hans indre stemme.

“Ja, leve som jeg plejede – godt og behageligt.”

“Som du plejede af leve. Godt og behageligt,” gentog stemmen.

Men hvordan var det nu, livet var før? Kort efter vender tankerne 180 grader, når han i stedet modtager døden:

“Der gik endnu to uger. Ivan Iljitj forlod nu ikke længere sin sofa. Han lå ikke i sengen, havde lagt sig på sin sofa, næsten hele tiden med ansigtet ind mod væggen. Han led af de samme bestandige smerter, og i sin ensomhed rugede han hele tiden over de samme ubesvarlige spørgsmål: Hvad er dette her? Kan det være Døden? Og den indre stemme svarede: Ja, det er døden.

Hvorfor disse lidelser? Og stemmen svarede: Ikke af nogen grund – de er der bare. Hinsides og foruden dette var der intet andet.”

De eneste, korte øjeblikke af relativ lykke, Ivan Iljitj kan finde, er øjeblikkene, da hans tjener af sig selv hjælper ham med at holde hans ben i vejret. Det er godt for blodomløbet og åbenbart det eneste, der kan give den syge en smule lindrende afslapning. Ivan Iljitjs ben hviler ikke i tjenerens skød, men på hans skuldre. Det er et perfekt, kropsligt symbolbillede af hans tidligere liv, hvor han havde folk til at hjælpe sig med alt.

Men hvad er det Tolstoj er ude på at kritisere? Indledningen til tilbageblikket på Ivan Iljitjs sidste tid kan måske give os et fingerpeg: “Ivan Iljitjs tilværelse havde været uhyre enkel og ordinær og derfor virkelig forfærdelig. Han havde været ansat ved Retsvæsenet og døde i en alder af 45.”

Livet er fuldstændig tomt. Det er måske det, der er sygdommen. Livet holder ganske enkelt op med at fungere, når mennesket ikke tager imod det længere. For Ivan Iljitj er det blevet ren struktur: “Nu, da han var undersøgelsesdommer, følte Ivan Iljitj, at alle uden undtagelse, selv de mest betydningsfulde og selvoptagede, var i hans magt, og at han blot behøvede skrive nogle ord på et stykke papir med den og den overskrift, så ville den eller den betydningsfulde og selvoptagede person blive ført ind til ham i rollen som anklaget eller vidne, og skulle han ikke beslutte sig for at lade ham tage plads, ville han være nødt til at blive stående og besvare hans spørgsmål.” Det eneste der interesserer ham, er hans position. Han ved han er vellidt for sin måde at bestride den på og for den måde, på hvilken han kan udføre det sociale spil, der er nedlagt i den.

Det er ikke fordi han ikke er et godt menneske: “Ivan Iljitj misbrugte aldrig sin magt; han prøvede tværtimod at mildne dets udtryk, men bevidstheden om det og om muligheden for at mildne dens virkninger, udgjorde hans primære interesse for embedet. Det var det, der var dets tiltrækningskraft for ham.” Den eneste årsag, skriver Tolstoj, til at ønske at mildne magtens udtryk, er for at give dem, der er underlagt den oplevelsen af, at han, Ivan Iljitj, har skånet dem.

Det er intet problem at få tiden til at gå. Man kan gå i teatret, modtage middagsgæster, tage på landet, ommøblere hjemmet, få børn, besøge slægtninge og fejre højtider.

Åndens historie

Tolstojs roman spejler en af de rigtig store fortællinger, der er ved at forsvinde på det tidspunkt, Tolstoj skriver, hvis den ikke allerede er mere eller mindre opgivet. Det er den tanke, at menneskets sjæl lever videre, når kroppen er ophørt med at fungere.

Når vi skal forstå, hvor den virkelighedsopfattelse stammer fra, at ånden ikke længere er det, mennesket udgår fra og til sidst vender tilbage til, sådan som det har været en samlende tanke i stort set alle kulturer i verdenshistorien, må vi atter gå til filosofferne.

Derefter kan mennesket tage historiens forløb, videnskabens opnåelse af sandhed og menneskets individualitet og frihed i egne hænder. Det er den store fortælling, som Lyotard med rette iagttager nu smuldrer. Den fortælling Tolstoj med Ivan Iljits død giver et ironisk billede af og viser som tom, åndeligt talt. Altså åndeligt talt, i før-moderne forstand

Her møder vi en stor og tung tænker, som alle kender navnet på, og de færreste har læst. Mange kender den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) for netop en sådan tanke om historiens udvikling, som vi så blev et af elementerne i Den store fortælling århundredet efter.

At historien kan være fremadskridende på den måde, vi taler om, lå i den almindelige opfattelse i hvert fald i anden halvdel af 1900-tallet. Den var udmøntet af menneskehedens stadig mere storslåede bedrifter. Det kan den i den moderne teknologiske tid kun være, hvis den samtidig er revet ud af den skabende, opretholdende og også i almindelig opfattelse undertrykkende Guds hænder.

Inden han rigtig kom i gang med sit centrale filosofiske forfatterskab, der består af bøger om logik, historie, bevidsthed og ret, skrev Hegel Åndens fænomenologi (1807), altså en bog om, hvad ånd efter hans opfattelse er.

Det er tvivlsomt, om Hegel egentlig selv var klar over, hvad der var bogens sigte, og forskerne kan se, hvordan der er arkæologiske lag i bogen, der viser, at Hegel omarbejdede den og gav den ny retning og tyngdepunkt undervejs. Det er en bog, der har udviklet sig.

Bogen præsenterer en helt ny tanke, den den løsriver begrebet ånd fra det religiøse og sætter det over i den videnskabeligt definerede virkelighed. Før Hegel ville enhver have forstået begrebet ånd som det, Gud havde skabt verden ved, og det, hvormed han opretholder livet.

Inden den kristne tidsalder blev universel fra omkring år 500 efter Kristi fødsel og vor tidsregnings begyndelse, havde åndsbegrebet en lang og varieret og spændende historie, som vi senere skal strejfe, bl.a. via en berømt dødsscene i Iliaden. I tiden efter og frem til Hegel er der kun én ånd at tale om, og det er Guds Ånd, Helligånden, den ene af personerne i den bemærkelsesværdige teologiske konstruktion, vi kalder den kristne treenighed.

Med Hegel og Åndens fænomenologi har Europas intellektuelle i 1800-tallet fået sprog for, at ånd er menneskehedens ånd, videnskabens ånd, åndsarbejde, åndslivet – alt det vi i dag kalder kultur og humaniora.

Derefter kan mennesket tage historiens forløb, videnskabens opnåelse af sandhed og menneskets individualitet og frihed i egne hænder. Det er den store fortælling, som Lyotard med rette iagttager nu smuldrer. Den fortælling Tolstoj med Ivan Iljits dødgiver et ironisk billede af og viser som tom, åndeligt talt. Altså åndeligt talt, i før-moderne forstand.


Gensyn med den store fortælling
Af Jakob Brønnum
Eksistensen, 2019, Hæftet, 170 sider


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topfoto: Ilya Repin: Leo Tolstoy in His Study, 1891. State Literature Museum, Moskva. Creative Commons.

Læs mere
Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kultur