
ARBEJDSMARKED // POV BUSINESS – Opsigelsesbølgen, tendensen til at flere siger op uden at have et nyt job, har ramt USA og resten af verden, skriver flere medier. “Men er det reelt et udbredt fænomen i Danmark? Nej, det er det faktisk ikke. Eller rettere det er det, men det er ikke nyt,” skriver Jakob Sand Kirk og Michel Klos.
Den store opsigelsesbølge skyller over USA og ud over resten af verden. Sådan lyder i hvert fald en række mediers dækning af den amerikanske tendens til, at flere siger op uden et nyt job på hånden. I USA har mange lønmodtagere taget magten over dårlige arbejdsforhold, sagt op og postet det på nettet.
I Danmark skrives og tales der om det. Oftest i anekdotisk stil med farverige cases om folk, der har taget det store skridt og sagt farvel til ”nine to five”, meningsløse arbejdsopgaver og stress og jag for i stedet at være sammen med venner, gå ture eller andet meningsfyldt.
De ansættelser virksomhederne ikke foretog i 2020 blev udskudt til 2021. Altså en ansættelses-ketchup-effekt
Men er det reelt et udbredt fænomen i Danmark? Nej, det er det faktisk ikke. Eller rettere det er det, men det er ikke nyt. Det har i mange år i Danmark været sådan, at lønmodtagere kunne sige fra – og ja, jævnligt sagde op – overfor deres arbejdsgiver. Så der er ikke en ny bølge af opsigelser ud i ledighed eller frihed.
Derimod har vi – og har længe haft – en stor jobomsætning og en høj beskæftigelse. Det har givet danske lønmodtagere relativt gode muligheder for at sige fra. Både som enkeltpersoner ved at skifte job, og som samlet gruppe gennem tillidsrepræsentanten og fagforeningen, som de fleste danskere er medlem af. Så danskerne er ikke prisgivet deres vilje til at sige op uden gode kort på hånden.
Mange jobskifte i Danmark
Der har i mange år været over 25 pct. af danskerne, der er stoppet i deres job hver år, og ca. samme andel, der er nystartede. Det viser DA’s jobskiftestatistik, der dækker hovedparten af det private arbejdsmarked.
Det er internationalt set en relativt høj jobomsætning og afspejler, dels at virksomhederne fleksibelt kan tilpasse deres antal ansatte, men også at lønmodtagerne relativt let kan finde et nyt arbejde, og at mange selv vælger at søge nye udfordringer.
De seneste tal om jobskifte i figuren nedenfor er for 2020. Der er en tilgang på 27,5 pct. og en afgang på 30,5 procent målt fra 2019 til 2020. Altså stoppede flere, end der startede i job. Det er dog ikke rimeligt at beskrive det som opsigelsesbølge, da det foregik i coronaens værste periode og DA’s tal viser, at det er mest udtalt inden for hotel, restauration og service, som netop især blev ramt af corona-opsigelser.
Desuden viser tallene i de næste grafer, at rekordmange fik nyt job i 2021, og at beskæftigelsen er helt i top.
Fortsat flere får nyt job
En anden måde at se på, hvor mange der får nyt job, er Jobindsats.dk’s tal for hele arbejdsmarkedet. Det fremgår af figuren nedenfor, at antallet af personer, der startede i nyt job i januar-august 2021, var rekordhøjt. Faktisk næsten 100.000 flere i forhold til året før. Selv hvis vi ser bort fra coronaåret 2020 og sammenligner 2021 med 2019, er der i månederne januar til august ca. 65.000 flere personer startet i nyt job i 2021 i forhold til 2019.
Men skifter flere end tidligere så job?
At der er flere, der starter i nyt job i 2021 i forhold til 2019, kunne måske være et udtryk for, at væsentligt flere skifter job end tidligere. Der er dog en række forhold, der taler imod dette.
For i 2020 faldt antallet af personer startet i nyt job. En af forklaringerne, ud over at beskæftigelsen og dermed udbuddet af job faldt, kunne være, at virksomheder pga. de dårlige udsigter var tilbageholdende med at ansætte flere. Og de ansættelser, virksomhederne ikke foretog i 2020, blev udskudt til 2021. Altså en ansættelses-ketchup-effekt.
For det andet har vi i den seneste periode set en pæn stigning i antallet af udenlandske statsborgere med lønindkomst i Danmark. Fra 3. kvartal 2020 til 3. kvartal 2021 steg den med over 25.000 personer.
For det tredje er beskæftigelsen i perioden steget markant. Dermed vil der helt naturligt være en stigning i antallet af personer, der er startet i nyt job. De seneste års stigning i beskæftigelsen ses tydeligt i figuren nedenfor.
Ingen bølge, blot stor fast fleksibilitet og jobskiftetryghed
Så selv om der i 2021 er kommet rekordmange nye i job, tyder det ikke på, at jobomsætningen har taget et hop og danskerne pludselig i stigende grad siger op – som The Great Resignation-tesen fra USA siger. Vi ser derimod et dansk arbejdsmarked, hvor der i mange år har været en internationalt set høj jobomsætning, og som i fremgangen i slutningen af coronaen har fået et boost af nye ansættelser, flere udlændinge og historisk høj beskæftigelse.
Danskerne har fortsat stor tryghed på arbejdsmarkedet, både fordi beskæftigelsen er høj og velfærdsordningerne er relativt gode. Derfor kan de sige op, men de kan også søge videre. Det danske arbejdsmarked er internationalt set velorganiseret i fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer – og så længe det er tilfældet, har de fleste lønmodtagere faktisk ordentlige forhold, og de fleste konflikter løses ikke med opsigelser, men gennem den danske model for mindelig forhandling og fleksibel arbejdsmarkedsregulering.
Danmark har de sidste mange år ligget i top blandt de europæiske lande, hvor flest er startet i et nyt job. 2020 er det år, hvor de seneste er tal fra. Det er kun Litauen, der overgår Danmark, i forhold til hvor stor en andel af beskæftigelsen, der er påbegyndt deres job inden for det seneste år.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.