COLOMBIA // ANALYSE – Da Gustavo Petro blev indsat som Colombias første venstreorienterede præsident i august sidste år, satte han endelig fred eller, som Petro kalder, det total fred øverst på dagsordenen. I et land, som i mange årtier har været det mest voldelige i Latinamerika. Men det viser sig ikke overraskende at være en yderst vanskelig proces.
Den 28. marts angreb oprørsgruppen ELN en hærenhed nær grænsen til Venezuela i den østlige del af Colombia. ELN – Den Nationale Befrielseshær – dræbte ni menige soldater. Det skabte store protester, da det var midt i fredsforhandlinger mellem ELN og regeringen. Og landets præsident, Gustavo Petro, og mange andre stillede spørgsmål ved ELN’s reelle vilje til at opnå fred.
Efter megen diskussion indledtes tredje runde af fredsforhandlingerne ved et møde i Havana i begyndelsen af maj. Dér var det – i hvert fald fra regeringens side – hensigten at prioritere en aftale om våbenhvile.
ELN har eksisteret i snart 60 år, den eneste tilbageværende guerillagruppe i Colombia, ja i hele Latinamerika, og er til stede i mange dele af landet. Gruppen, der har rødder i befrielsesteologien, har ikke nødvendigvis så travlt, når det kommer til indgåelse af en endelig fredsaftale. For den er det vigtigt at få en aftale, der kan markere en forskel efter så mange års væbnet kamp.
En anden vigtig kilde til volden i Colombia er de grupper, der står for produktion og udsmugling af narko. Først og fremmest kokain, hvor Colombia står for næsten to tredjedele af verdens produktion.
Der er flere grupper involveret, men langt den største er Golf-klanen, som stammer fra de såkaldte paramilitære grupper. Golf-klanen støder ofte sammen med hæren og hærger lokalbefolkningen for at råde over jord og transportveje til udsmugling af kokainen.
Dyrkning af koka er meget mere givende end at dyrke de sædvanlige madafgrøder som for eksempel majs. Og ofte bliver de fattige bønder tvunget af narkokartellerne til at dyrke koka.
Præsident Petro havde foreslået forhandlinger med Golf-klanen og stillet den en vis strafnedsættelse i forventning, hvis den nedlagde våbnene og standsede kokainproduktionen. Dette også ud fra den betragtning, at flere årtiers militær bekæmpelse af kokain, med stor støtte fra USA, ikke har givet positive resultater. Snarere tværtimod har kokainproduktionen været stigende i de senere år.
Gustavo Petros overordnede overvejelser var, at nu skulle man søge at iværksatte forhandlinger med de mange grupper til forskel for den tidligere regerings tilgang, hvor grupperne blev bekæmpet militært uden nævneværdige resultater
Men efter af Golf-klanen i april stod bag flere angreb på befolkningen, har Petro aflyst videre forhandlinger med gruppen.
En tredje kilde til volden i Colombia er de – forholdsvis mindre – grupper i FARC-EP, der ikke var enige i den endelige fredsaftale, der blev indgået for over seks år siden mellem FARC-EP og regeringen. Nogle af FARC-EP-grupperne var i første omgang med i fredsaftalen, men er senere sprunget fra og gået tilbage til den væbnede kamp, fordi de ikke mente, at regeringen levede op til det aftalte.
Der er tale om to såkaldte FARC-dissidentgrupper, der, ligesom det er tilfældet med ELN, er involveret i kokainproduktion for at finansiere deres aktiviteter.
Derudover er der mange lokale væbnede kriminelle grupper, som også ofte er involveret i narkoproduktionen. Man taler om ikke mindre end 22 forskellige grupper, der dominerer bestemte territorier. Flere af dem har ytret ønske om at indgå i dialog med regeringen.
Det er således et ganske komplekst billede med sammensatte grupper, ofte i indbyrdes stridigheder og med meget forskellige udgangspunkter, der står bag den fortsatte vold, som hærger Colombia. Gustavo Petros overordnede overvejelser var, at nu skulle man søge at iværksatte forhandlinger med de mange grupper til forskel for den tidligere regerings tilgang, hvor grupperne blev bekæmpet militært uden nævneværdige resultater.
Fredsaftalen med FARC
I slutningen af 2016 blev der indgået en fredsaftale mellem regeringen og den hidtil største guerillagruppe, FARC-EP (Colombias revolutionære væbnede styrker-Folkets hær) – efter næsten fem års forhandlinger, som fandt sted i Cubas hovedstad, Havana.
Fredsaftalen betød, at flere end 13.000 guerillasoldater blev demobiliseret og afvæbnet i løbet af få måneder. Hensigten var, at de nu skulle integreres i det civile samfund og skabe et nyt liv, de fleste nok inden for landbruget, hvilket har været ganske vanskeligt.
Generelt har det været yderst vanskeligt at føre fredsaftalen ud i livet. Det skyldes, at den højreorienterede Iván Duque, som blev valgt i 2018, var imod aftalens hovedelementer. Et nøglepunkt i aftalen var en jordreform, hvor de fattige bønder ville få tildelt jord, men heller ikke den del af aftalen er ført ud i livet.
Man forventer i de kommende måneder at se de første domme over de hovedansvarlige for de mange brud på menneskerettighederne under borgerkrigen, både blandt tidligere FARC-EP-ledere og inden for militæret
Petro har erklæret, at han vil gennemføre alle dele af fredsaftalen fra 2016, og han har blandt andet taget initiativ til at købe jord fra de store jordejere med henblik på at fordele den til de fattige bønder. En proces, der er ganske vanskelig og næppe vil kunne gennemføres til fulde i den nuværende præsidentperiode. Men det er helt grundlæggende for de tidligere FARC-EP-guerillasoldater, da organisation er udsprunget af bondebevægelsen og i protest mod de fattige bønders manglende adgang til jord.
Hvad angår fredsaftalens kapitel om fred, sandhed og erstatning til alle ofrene for konflikten, er der sket betydelige fremskridt. Man forventer i de kommende måneder at se de første domme over de hovedansvarlige for de mange brud på menneskerettighederne under borgerkrigen, både blandt tidligere FARC-EP-ledere og inden for militæret.
Volden fortsatte
Selv med fredsaftalen fra 2016 har der i de seneste år alligevel været vold. Det er blandt andet gået ud over de tidligere FARC-EP-guerillasoldater, men også forskellige grupper af civilsamfundet, herunder lokale ledere af bondeorganisationer, oprindelige folk og afrocolombianere (colombianere af afrikansk afstamning), menneskerettighedsaktivister, journalister og miljøforkæmpere.
Ifølge den anerkendte colombianske organisation Indepaz, som løbende registrerer de mange overgreb, er der siden fredsaftalen med FARC-EP registreret over 350 dræbte tidligere FARC-EP-guerillasoldater og over 1.400 drab på ledere i civilsamfundet.
Blandt ofrene finder man også mange menneskerettighedsaktivister, der for eksempel kritiserer narkokartellernes voldelige opførsel over for landbefolkningen
I civilsamfundet finder man flere forskellige grupper, heriblandt ledere af oprindelige folk på lokalt niveau, som forsøger at forsvare deres jorde og leveområder eller miljøforkæmpere, der kritiserer virksomheder eller store jordejeres miljøskadelige aktiviteter inden for for eksempel minedrift.
Blandt ofrene finder man også mange menneskerettighedsaktivister, der for eksempel kritiserer narkokartellernes voldelige opførsel over for landbefolkningen.
Bag den fortsatte vold står ikke mindst narkokartellerne, der ved udsmugling af kokainen ofte bruger voldelige metoder for at få adgang til kysten eller havnene.
Stor international støtte til fredsprocessen
Den 13. april var fredsprocessen i Colombia igen på dagsordenen i FN’s Sikkerhedsråd, som det er tilfældet hvert kvartal. FN har udsendt en fredsmission, der tæt følger gennemførelsen af fredsaftalen med FARC-EP og aflægger rapport til Sikkerhedsrådet hvert kvartal.
Der var generelt stor opbakning fra medlemmer af Sikkerhedsrådet til præsident Petros forslag om total fred, og den faktiske gennemførelse af alle dele af fredsaftalen med FARC. Landene i Sikkerhedsrådet gav udtryk for, at de ville se positivt på en eventuel udvidelse af fredsmissionens mandat til også at omfatte de mange nye aspekter af fredsprocessen, herunder fredsforhandlingerne med ELN og ikke blot fredsaftalen med FARC, som det er tilfældet.
Der er også bred støtte til fredsprocessen ikke mindst til fredsforhandlingerne med ELN fra flere lande i Latinamerika og Europa. Lande som Norge, Cuba, Mexico, Brasilien, Chile og Venezuela bakker op og er direkte med under forhandlingerne. Venezuela er særlig vigtigt, fordi flere af de væbnede grupper bruger Venezuela som bagland.
Andre lande som Sverige, Tyskland, Spanien og Schweiz foruden EU, yder økonomisk støtte til fredsprocessen.
I midten af april var Gustavo Petro på besøg i USA og havde her et møde med den amerikanske præsident Joe Biden. De to var enige om en speciel indsats for at redde Amazonas, og fra USA’s side blev der lovet 500 mio. dollars til den fond, som Gustavo Petro har foreslået oprettet til dette formål. Tilsyneladende var der også støtte fra Biden til Petros fredsinitiativer.
EU’s udenrigschef Josep Borrell var for nylig på besøg i Colombia og lovede fortsat støtte til fredsprocessen og lovede samtidig, at EU vil støtte forhandlingerne mellem regeringen og FARC-dissidenterne.
Vil det lykkes med total fred i Colombia?
Overskriften på en nylig artikel om Colombia i The Economist (15. april) var ”Total chaos” (i stedet for ”Total fred”), men synes ikke at afspejle hele virkeligheden i Colombia. Men det er klart, at fredsprocessen er betydeligt mere kompliceret, end Petro først havde lagt op til. Og måske vil det lykkes at slutte fred med nogle grupper, mens andre vil fortsætte deres voldelige aktiviteter.
Der er ingen tvivl om, at det er yderst vanskeligt at opnå fred med alle narko-kartellerne, også fordi der er store økonomiske interesser på spil. Samtidig er flere af grupperne dybt afhængige af udenlandske, især mexicanske grupper, der tvinger dem til hele tiden at levere varen. Og uden at reducere efterspørgslen er perspektiverne ikke positive.
Sidste år faldt efterspørgslen på koka betydeligt, og faktisk var der en del bønder, der ikke kunne afsætte deres produktion. Det skyldes især, at man i USA i stigende grad går over til syntetiske euforiserende midler frem for for eksempel heroin og kokain. Det er især produktet fentanyl, som kun (endnu) i meget begrænset udstrækning bruges herhjemme eller i Europa generelt. Denne udvikling kan bidrage til, at mange kokabønder går over til lovlige afgrøder, især hvis de, som regeringen har lovet, bliver hjulpet til afsætning med bedre infrastruktur.
Forhandlingerne med ELN er udfordret, fordi det er en bred organisation med en flad struktur, hvor de forskellige regionale afdelinger har en stor egenbestemmelsesret. Hertil kommer, at ELN ønsker en national aftale med deltagelse af vigtige aktører i Colombia, der kan gøre en forskel på nationalt hold. Det er for eksempel repræsentanter for civilsamfundet og kirken, som deltager i forhandlingerne. Og så har ELN ikke nødvendigvis så travlt med en indgå en aftale.
Præsident Gustavo Petros politiske dagsorden har skabt stor modstand i flere dele af samfundet – ikke mindst på højrefløjen. Her ser de privilegier, som man i årtier har nydt godt af, blive truet eller helt forsvinde
Hvad angår de to grupper af FARC-dissidenter, ser det ud til, at der kan gøres vigtige fremskridt i forhandlingerne.
Petro har generelt en meget ambitiøs dagsorden, der foruden fred også omfatter vidtrækkende sociale og økonomiske reformer. Hidtil er det lykkedes at vedtage en skattereform, som introducerer en langt mere progressiv beskatning.
Men andre vigtige reformer, for eksempel af sundhedssystemet, er det ikke lykkedes at komme igennem med endnu. Hertil kommer nye politikker på miljø- og klimaområdet, hvor han ønsker at stoppe afskovningen af Amazonas og udvinding af olie, kul og gas, der udgør en stor del af eksporten.
Petros mandat er kun på fire år og kan ikke fornyes, og derfor har han travlt. Men nogle gange har man indtrykket af, at han falder i den fælde, at vil klare alle reformer på én og samme gang. Og det gør, at han har tabt noget af den brede opbakning, som han havde i starten. Blandt andet fra politiske partier, der ikke politisk står ham nær.
Petro har for nylig udskiftet hele syv ministre, hvoraf de fleste tilhører det politiske centrum eller kommer fra de liberale partier. Han har indsat nye ministre, der politisk står ham nærmere – altså til venstre på det politiske spektrum.
Hermed ønsker præsidenten at skubbe på for at få gennemført sine mange reformer. Men han har fortsat problemer med at få dem vedtaget i kongressen. Oven i det forbereder de politiske partier regional- og lokalvalg i oktober, der kan få stor betydning for opbakning til Petros mange reformer.
Endelig kan man sige, at præsident Gustavo Petros politiske dagsorden har skabt stor modstand i flere dele af samfundet – ikke mindst på højrefløjen. Her ser de privilegier, som man i årtier har nydt godt af, blive truet eller helt forsvinde.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og skribenten. Globalnyt er Danmarks førende nyhedstjeneste om verden i udvikling og Danmarks internationale engagement. Artiklen er blevet let opdateret.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
