USA // KOMMENTAR – Trump forsøger igen at ændre spillereglerne for at sikre sig selv sejren, skriver Per Clausen. En ny Executive Order kan fratage millioner af amerikanere deres stemmeret – især minoriteter. Men spørgsmålet er, om han denne gang har overspillet sine kort.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
USA’s præsident, Donald Trump, har udstedt en Executive Order, som kræver, at borgere, der ønsker at blive registreret eller genregistreret (hvilket 31 mio. gør hvert år) som vælgere, skal kunne bevise, at de er amerikanske statsborgere.
Trumps begrundelse er, at han påstår, at han tabte the popular vote i 2016 og 2020. Ved valget i 2020 tabte han også Valgmandskollegiet og dermed præsidentposten. Han hævder, at dette skyldtes, at Demokraterne havde snydt og fået registreret flere millioner vælgere, der enten stemte flere gange eller var udokumenterede immigranter. Alle valgeksperter siger imidlertid, at Trumps påstand er uden hold i virkeligheden. Valgene har da også været godkendt af de lokale valgkommissioner, hvor der også sidder republikanere. Samtidig har domstolene afvist alle hans klager.
Brennan Center for Justice vurderer, at mindst 21 mio. vælgere er i fare for at miste deres stemmeret
Man husker Trumps forsøg på at afpresse Georgias republikanske Secretary of State, Brad Raffensperger. Trump bad ham om at skaffe små 12.000 stemmer, så han kunne vinde statens valgmandsstemmer.
En strategi for at udelukke vælgere
Trumps Executive Order føjer sig til en lang række republikanske kampagner, der har haft til formål at udelukke grupper af vælgere, som typisk ville stemme på Demokraterne. Republikanerne frygter, at de ikke vil have en chance, hvis alle – især minoriteter – kan stemme.
Disse handlinger er velkendte i offentligheden. Dog er det gået under radaren for de fleste, at Republikanerne igennem årene har frataget mange minoritetsvælgere deres stemmeret. Dette har været afgørende for, at de ikke har tabt alle valg i de sidste mange år. Forfatteren og valgeksperten Greg Palast har eksempelvis vist, at over 40.000 minoritetsvælgere uretmæssigt mistede deres stemmeret i Florida i 2000. Dette fratog formentlig Al Gore valgsejren.
Republikanerne har brugt forskellige teknikker. En af dem har været at sikre, at tidligere straffede ikke igen får stemmeret. I Florida drejer det sig om 1,5 millioner, hovedsageligt sorte mænd. En anden metode har været at hævde, at personer var flyttet til en anden stat, hvilket de ikke var. Når domstolene har kendt én fremgangsmåde ulovlig, har partiet ændret den, så man ved næste valg igen har kunnet fratage minoritetsvælgere deres stemmeret.
Nu kommer postvæsenet til at afgøre, om brevstemmerne når frem i tide
At Republikanerne er bange for minoritetsvælgerne – især sorte vælgere – blev tydeligt i 2020. Commissioner Rodney Ellis i Harris County (Houston) i Texas ville sende brevstemmer ud til amtets 2,4 millioner vælgere. Det blev han forhindret i af statens justitsminister, Ken Paxton. Paxton udtalte på TV, at ellers ”ville Donald Trump have tabt valget” i Texas.
Ironisk nok var det ved midtvejsvalget i 2022 en republikansk kandidat, Charity Barry, der efter primærvalget – som han tabte knebent – beskyldte over 1.900 vælgere for ikke at have haft ret til at stemme. Man må formode, at disse vælgere var republikanere. Klagen blev afvist, og en fintælling bekræftede valgresultatet.
Hvem bliver ramt af Trumps nye krav?
For at kunne bevise sit amerikanske statsborgerskab skal man enten fremvise sit pas eller en original fødselsattest – ingen kopi. Dette vil imidlertid ramme flere store grupper.
For det første er det langtfra alle, der besidder et pas. Blandt minoritetsborgere er det de færreste.
For det andet har 69 mio. kvinder overtaget deres ægtemænds efternavn, så det ikke længere stemmer overens med efternavnet på fødselsattesten.
For det tredje vil et kørekort, der ellers har været gyldig legitimation ved vælgerregistrering, ikke længere være tilstrækkeligt.
For det fjerde vil et militært ID heller ikke være bevis på statsborgerskab.
Brennan Center for Justice vurderer, at mindst 21 mio. vælgere er i fare for at miste deres stemmeret, hvis Trumps Executive Order bliver gennemført. Trump har desuden sat Elon Musks DOGE til at gennemtrawle lister med vælgere for at finde folk, der er registreret i flere stater. Dette har Republikanerne som nævnt gjort før. Det førte til, at mange minoritetsvælgere mistede deres stemmeret. Der er mange, der hedder det samme – fx Garcia, Jackson eller Ho.
Trumps forsøg på at udvide sin magt vil blive mødt med en byge af retssager
Desuden kræver Trump, at stemmerne skal optælles på selve valgnatten. Brevstemmer skal derfor være valgstedet i hænde på valgdagen. Hidtil har det ellers været nok, at brevene havde poststempel fra valgdagen. Trump var rasende i 2020, fordi brevstemmerne, der blev talt med i dagene efter valget, førte til, at Georgia og Pennsylvania svingede til Biden, der dermed vandt valget. Nu kommer postvæsenet til at afgøre, om brevstemmerne når frem i tide.
Problemet for Trump er, at han overskrider sine beføjelser. Ifølge det tiende tillæg til forfatningen ligger tilrettelæggelsen af valgene hos delstaterne. Professor Rick Hasen fra UCLA, der er direktør for Safeguarding Democracy Project, udtaler til New York Times, at præsidenten ikke er bemyndiget til at bestemme, hvordan staterne skal gennemføre valg. Dette gælder blandt andet kravet om, at stemmerne skal tælles på valgdagen.
Man må derfor forvente, at Trumps forsøg på at udvide sin magt vil blive mødt med en byge af retssager for at få omgjort hans Executive Order.
Læs også Annegrethe Rasmussens analyse “Grønlandsk og dansk lederskab bliver afgørende”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.