HØJSKOLESANGBOGEN // KOMMENTAR – 19. udgave af Højskolesangbogen er udkommet, og den har vanen tro vakt stor debat. Det bør den også, skriver Nikolaj Bøgh, for sangbogen har stor betydning for vores kultur og selvforståelse. Med rette har der været stor debat om valg og fravalg, som tilsyneladende er båret af politiske hensyn fremfor ønsket om at fremme fællessangen og sangbogen som vores fælles, kulturelle grundlag. Der har tilsyneladende været falske lodder i vægtskålen, men valg- og fravalg vil altid kunne diskuteres, og det vigtigste er, at traditionen lever og skaber fællesskab mellem mennesker.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Højskolesangbogens 19. udgave er udkommet, og vanen tro har det givet anledning til stor debat. Det er grundlæggende et sundhedstegn og et vidnesbyrd om den store betydning, som Højskolesangbogen har for dansk kultur, at den vækker store følelser. Der er tale om Danmarks mest solgte bog gennem tiderne med omkring 3 mio. trykte eksemplarer, siden den første udgave udkom i 1894.
Hver ny udgave af sangbogen vil nødvendigvis blive gennemgået med tættekam – hvad er stadig med, hvad er det nye, er der en tendens i udvalget, som man kan glæde sig over eller begræde?
Den danske sang overlevede heldigvis
Det stormløb, der for et par år siden var imod Den danske sang er en ung blond pige efter en hændelse på CBS, hvor en underviser følte sig krænket over den, har heldigvis ikke haft nogen effekt. Denne Højskolesangbogens ”signatursang” er fortsat med, også på ryggen med verslinjen ”Så syng da Danmark, lad hjertet tale”, som i dag står som en slags programerklæring for Højskolesangbogen, der har afløst tidligere tiders udgaver med ”Det var de danske skjalde, der sang”.
Derfor kan det jo godt være en god sang, som vil blive taget godt imod i højskoleverdenen – og alle de andre steder i landet, hvor Højskolesangbogen bliver brugt
Siden episoden på CBS er dens popularitet da heller ikke blevet mindre. Den har været sunget flere gange i DRs fællessangsprogrammer under coronanedlukningen, og på Højskolesangbogens app ligger den nr. 15 på listen over de mest populære sange. Havde sangbogsudvalget taget den ud for et imødekomme tidens identitetspolitiske strømninger, havde der for alvor været noget at kritisere dem for.
Ramadan-sang er et mærkeligt valg, men ikke så meget fordi den er muslimsk
Allerede længe før udgivelsen var der med rette debat om den mulige optagelse af Isam Bs nyskrevne sang Ramadan i København, som endte med at komme med i 19. udgave. For hvad var egentlig meningen med den?
I langt de fleste tilfælde har sangene i Højskolesangbogen i forvejen været ”sunget ind”, før de blev optaget. Sangene har i forvejen været kendte og populære i brede kredse. Det kriterium lever Ramadan i København ikke op til. Derfor kan det jo godt være en god sang, som vil blive taget godt imod i højskoleverdenen – og alle de andre steder i landet, hvor Højskolesangbogen bliver brugt.
Det må være muligt at anerkende værket, uden at man er enig i forfatterens politiske holdninger eller religiøse overbevisning
Det er dog efter alt at dømme ikke tilfældet. For så vidt fungerer den godt, når den bliver sunget solo af Isam B med hans karakteristiske stil. Men som fællessang fungerer den næppe. Omkvædet er godt og let opfatteligt, men en stor del af sangens mellemstykker mangler en tydelig melodi at holde sig til.
En del debattører på begge sider af det politiske spektrum har brugt mange kræfter på at problematisere, om sangen skulle være et knæfald for islam, eller det modsatte, også her i POV. Men det er ikke den mest relevante diskussion, hvis man tager Højskolesangbogens historie for pålydende.
Der er mange kristne sange i Højskolesangbogen, fordi kristendommen udgør et uafviseligt fundament under dansk kultur, men det er ikke salmebogen, vi taler om, og Højskolesangbogens formål er ikke at fremme kristne værdier, men at bygge videre på den danske sangtradition i bedste grundtvigske ånd. Såfremt der var en sang med muslimsk indhold, der var populær, og man kunne regne med ville blive sunget rundt omkring, så ville der intet være til hinder for at optage den i Højskolesangbogen.
Det har været fremført, at Isam Bs muslimske tro gør, at han har holdninger, som bl.a. kræver kvinder tildækket, hvilket de fleste danskere vil finde problematisk. Men Højskolesangbogen rummer også bl.a. sangen Jeg ved en lærkerede, skrevet af Harald Bergstedt, som var nazist, så det må være muligt at anerkende værket, uden at man er enig i forfatterens politiske holdninger eller religiøse overbevisning.
Højskolesangbogen skal afspejle det fælles danske, vores allesammens sangkultur, og alle skal kunne se sig selv i den
Så problemet med denne sang er ikke, at den muslimsk. Det er, at ingen kender den, og at der formentlig ikke rigtig er nogen, der vil synge den i virkelighedens verden. Muslimske foreninger anvender mig bekendt ikke Højskolesangbogen, og kommer næppe heller til det. Og dens kvaliteter som fællessang vil sikkert afholde de fleste andre fra at gøre det.
Måske vil man i et par partiforeninger i Det Radikale Venstre og Enhedslisten føle sig forpligtet til at hakke sig igennem den, men det er vel også det. Højskolesangbogen er en brugsbog, og den bør rumme sange, som nogen rent faktisk er interesserede i at synge.
Højskolesangbogen er ikke et identitetspolitisk opslagsværk
Fra både sangbogsudvalgets side og fra mange debattører har der været talt om, at sangen fremmer Højskolesangbogens mangfoldighed. Men Højskolesangbogen er ikke et identitetspolitisk opslagsværk, hvor man kan slå op og finde sin særlige variant af danskhed eller kultur afspejlet.
Meningen med sangbogen er, at den skal afspejle et fællesskab med rødder i dansk grundtvigsk tradition – og at sangene faktisk er egnede til fællessang. Man skal ikke vælge sange til Højskolesangbogen, fordi man gerne vil tilgodese bestemte befolkningsgrupper. Højskolesangbogen skal afspejle det fælles danske, vores allesammens sangkultur, og alle skal kunne se sig selv i den.
Her dumper Ramadan i København. Det er alt for tydeligt, at den er valgt af politiske grunde, og ikke på grund af sine kvaliteter i Højskolesangbogens traditionelle forstand. Det er ikke første gang, at Højskolesangbogen er forsøgt taget som gidsel i en politisk markering, men det gør det ikke mindre forkert.
Mener man det, så har man ikke forstået ret meget af danskhed eller af Shu-bi-duas univers for den sags skyld
At gøre muslimske medborgere til en del af den danske højskoletradition og dens tilhørende sangtradition er en god idé, som det desværre ikke er lykkedes at realisere endnu. For det ville være en særdeles relevant vej til integration i det danske samfund. Men ramadan-sangen gør i den forbindelse næppe hverken fra eller til. Vi må se. Bliver den ikke sunget, er den nok væk igen i næste udgave.
Shu-bi-duas ironiske tilgang til danskheden burde fortsat have været med
En anden sang, der har været meget debat om, men som til gengæld er røget ud af 19. udgave, er Shu-bi-duas Danmarkssang. Her kan man også undre sig over sangbogsudvalgets prioritering. For her er tale om en sang, som næsten alle kender, som er nem at synge med på, også som fællessang, og som åbenlyst siger noget meget væsentligt om (nyere) dansk kultur og den danske folkesjæl med sin selvironiske tilgang til det at være dansk.
Sangen er fra 1978 og har således bestået tidens prøve. Efter mere end 40 års forløb holder den faktisk helt fint endnu. Der er naturligvis lavet finere poesi på dansk, men i forhold til Højskolesangbogens karakter som et fælles sangligt fundament for det danske og den grundtvigske tradition, der har den i høj grad sin berettigelse.
Igen er der lidt falske lodder i vægtskålen, for ifølge formand for sangbogsudvalget Jørgen Carlsen, så er tiden ved at være løbet fra Shu-bi-duas ironi, som da også har været kritiseret fornylig for at være nedladende og ekskluderende overfor mennesker fra ”de varme lande”, som sangen bl.a. handler om.
Sangbogsudvalget vil aldrig kunne stille alle tilfreds. Der kommer også en 20. udgave. Den vil også vække debat
Mener man det, så har man ikke forstået ret meget af danskhed eller af Shu-bi-duas univers for den sags skyld, og det burde i sig selv være en begrundelse for at beholde den i sangbogen. Det er en sang, der er med til at understrege et ønske om, at folk – vi – ikke skal tage sig selv så forfærdeligt alvorligt.
På den måde er den naturligvis en anfægtelse for tidens krænkelsesparathed. Men netop derfor bør det være vigtigt at insistere på, at der skal være plads til at kunne grine ad os selv og hinanden. Det formål tjener Shu-bi-duas sang på bedste vis.
Valg og fravalg – der vil altid være forskellige holdninger
Højskolesangbogens 19. udgave rummer 601 sange. Nogle gamle er røget ud – jeg finder det selv beklageligt, at meget sangbare og populære salmer som Lovsynger Herren, min mund og mit indre, Du, Herre Krist og Guds igenfødte, ny-levende sjæle ikke er med længere. Til gengæld er gode nye kommet med – og også flere ældre ting af bl.a. Grundtvig. Sangbogsudvalget vil aldrig kunne stille alle tilfreds. Der kommer også en 20. udgave. Den vil også vække debat. Hovedsagen er, at sangen lever og skaber fællesskab mellem mennesker.
Topfoto: Højskolesangbogens 19. udgave. www.hojskolesangbogen.dk
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
