KUNST // INTERVIEW – Da kunstneren Jack Kabangus jazzplakat udløste en ophedet debat om blackface og racisme, voksede tolkningen sig større end værket selv. I Kabangus atelier i Sydhavnen spørger Lotte Kjær Guld kunstneren, hvad der sker, når afrikanske billedtraditioner, amerikansk racehistorie og dansk identitetspolitik kolliderer – og hvem der egentlig ejer retten til at definere et kunstværks betydning.
I en baggård med containere, bilværksteder og crossfit finder jeg den blå dør på en hvidmalet garage. Jeg træder ind i en kæmpe hal af farver og ovenlys. Jack Kabangus malerstudio i Sydhavnen. Jack og hans gode ven og kæreste kommer mig i møde. Og en rød løvehund. Øjnene lyser af venlighed og åbenhed på alle.
I midten af hallen er en lille stue. Jack Kabangu inviterer mig hen i køkkendelen, hvor vi sætter os ved et langbord. Kabangu laver kaffe, mens jeg klapper hunden, Maggie. Vi sætter os over for hinanden.
Jeg ved ikke, hvad han ser, men han sidder over for en kvinde, der skrev til ham, da hans motiv til årets jazzplakat kom i en shitstorm. Jeg ser en mand, der virker åben, rå og venlig. Gensidig anerkendelse ankommer til bordet.
Den samme maske kan være en racistisk karikatur i ét blik og en hyldest i et andet. Ikke fordi den ene læsning ophæver den anden, men fordi symboler aldrig er helt lydige
Housemusik banker gennem muren. “Der er et fitnesscenter ved siden af,” siger Jack Kabangu, mens han ryger. Sorte ansigter overalt, det er hans stil. Hans syriske ven og hans smukke kæreste sidder i det lille stue-arrangement bag os. Good vibes i rummet.
“Værket er blevet større end mig,” siger Jack Kabangu og kigger eftertænksomt på mig. Det står lige derhenne, værket bag årets jazzplakat, som måske ikke er her mere, fordi tolkningen er stukket af med det. Er det overhovedet det samme maleri længere?
Et værk slipper fri
Har Jack Kabangu noget at skulle have sagt om de følelser, han ville udtrykke i værket? Har han ret til at have dem, eller hvem bestemmer over tolkningen? Den franske intellektuelle Roland Barthes mener, at et kunstværk er ude af kunstnerens hænder, når det er sendt ud i offentligheden. Modtageren har patent på tolkningen. Skal Jack Kabangu så holde kæft?
“Jeg vil gerne åbne billedet,” siger han. “Racismetolkningen lukker værket, det skal have mere lys.”
“Blackface,” sagde efterkommere af jazzlegender i København, også folk fra USA deltog i debatten og råbte blackface hen over Atlanten. ”Kunstneren er jo selv sort”, sagde andre. Både sorte, brune og hvide sagde det. Det er lige meget, det er blackface. TV og radio tog debatten op, og så hele koret på Facebook. Jeg kigger over på maleriet, musikken hamrer, Jack Kabangu ryger, og alle billederne i studiet har sorte ansigter med store øjne, de taler med.
Jack Kabangu maler fra et punkt mellem det kendte og ukendte, en grænsezone. Som i overgangsriten, spørger jeg og tegner faserne på den store blok imellem os. Vi kigger på det sammen, og Jack Kabangu kan godt lide sammenligningen. Det er i mellemfasen, transformationen sker, et godt sted for inspiration, men et hårdt sted som menneske.
I første omgang var nomineringen af hans maleri til årets jazzplakat en sejr. At blive udvalgt i den legendariske danske jazz-tradition var som at komme ud af grænsezonen og over på den anden side. Men lykken er lunefuld, og snart gik solen gik ned over smilet.
Racistismetolkningen af plakaten tager en drejning, som stikker af fra Jack Kabangus personlige meningsunivers. “Umiddelbart havde jeg ikke lyst eller behov for at kommentere på debatten,” siger han.
Nu føler han et ansvar for at belyse og uddybe værket, fordi vinklen i debatten voksede sig større end værket, og fordi den amerikanske historie fratager ham retten til at trække på sin afrikanske kultur.
Han undrer sig over, hvorfor hans værk ikke blev mødt med spørgsmål. “Hvorfor er vi ikke et team, jeg ville være stolt over en anden sort guts værk?” spørger han. Han tænder en ny cigaret. Jeg nasser en, selv om jeg ikke ryger.
En gruppe københavnere, som er vokset op i jazzmiljøet så entydigt karikaturen i Jack Kabangus plakat, med de store læber og øjne og tolkede det som minstrel og blackface. De har den amerikanske racisme i lige linje fra jazzlegender, der slog rødder i København og etablerede familier og skabte en helt unik jazzkultur her. Nogle af de legender ligger begravet rundt omkring på Københavns kirkegårde.
”Jazzfestivalen skal forestille at hylde en musikgenre, skabt af sorte amerikanere i en kontekst af undertrykkelse, modstand og overlevelse. Hvordan kan man så vælge en plakat, der fremstiller den sorte mand så karikeret?” skrev Svend Adelani i Politiken.
De var ikke ude efter Jack Kabangu, han har kunstnerisk frihed, sagde de. Det var Jazzfestivalkomiteens fejl, og fordi en plakat er en kommercialisering af et kunstværk og hænger i det offentlige rum.
Fra Congo til København
Plakaten blev også beskyldt for at være “uden jazz”, og da Jack Kabangu begynder at tale om Congo, åbner værket sig på en ny måde. Hans forældre flygtede fra Congo til Zambia, før familien endte i Danmark. “Congo er i mit dna,” siger han.
Forbindelsen til jazzen er ikke nødvendigvis synlig, men den findes i en musikrejse, der sjældent bliver fortalt. Rytmer og musiktraditioner rejste fra Centralafrika over Atlanten, blev til nye musikformer på Cuba og fandt siden tilbage til Congo som rumba. Kultur bevæger sig sjældent i lige linjer. Den improviserer ligesom jazz.
“Motivet i plakaten er min fortælling om at have rødder i Congo, om et land i krig, et fattigt land, der stadig er i knæ, som stadig har en gejst, stærk kultur og stærk tro. Congo er et folkeslag, der nægter at forfalde til elendigheden. Jeg føler, at congoleserne og vores ånd og kultur bliver negligeret i den racistiske tolkning,” siger Jack Kabangu.
Det begynder at blive tydeligt, at maskerne i Kabangus værker taler fra et andet sted. Ikke fra den vestlige debat om race og repræsentation, men fra en congolesisk forestillingsverden, hvor de er knyttet til ånd, fællesskab og heling.
I Kabangus æstetik er de ikke karikaturer, men en del af en spirituel billedverden, hvor sår ikke skjules, men heles. “Vi congolesere er utroligt sårede,” siger han. “Men hele vores livsfilosofi og grundlag går ud på at hele. Plakaten taler fra et mere helet sår, og jeg havde aldrig troet, at den ville åbne såret.” Vi tager en smøg mere, og maskerne i studiet bliver tavse.
Når to verdener læser det samme billede
Den danske kunstverden har taget Jack Kabangu til sig, mange drager paralleller til den nu afdøde New Yorker-kunstner Basquiat, som Jack Kabangu også er inspireret af med Basquiats baggrund i 80’ernes graffiti og hiphop-kultur.
Basquiat trækker rødder fra Haiti, Puerto Rico og Brooklyn. Han malede også sorte masker, men bliver ikke tolket ind i en racistisk ramme, men derimod bliver de opfattet som en omstyrtning af racistisk billedsprog.
Hvad er det, Kabangu ikke giver beskueren? Hvad manglede, før maskerne blev til karikaturer? Måske er forskellen på Basquiat og Kabangu ikke kun Manhattan i 1980’erne og København i dag.
Basquiat voksede op i en kunstverden præget af konflikter om race, klasse og magt. Måske ligger forskellen i de forskellige æraer, hvor Basquiat blev mødt med spørgsmålet: ”Hvad prøver kunstneren at sige”, og Kabangu med: “Er det her racistisk?”
Debatten ramte ind i identitetspolitikken, og der blev råbt krænkelsesparathed og woke fra andre kanter. Debatten udspillede sig primært på Facebook mellem boomere og generation x. Måske fordi de yngre er migreret til andre platforme, fordi tonen er bombastisk på FB.
Men påfaldende, at de yngre generationer ikke kom betydeligt på banen ift stormen om plakaten. Da jeg researchede blandt generation z og millennials, havde stort set ingen bemærket racismedebatten. Når jeg viste dem plakaten og beskrev kontroversen, reagerede de fleste mere nuancerede og hensynsfuldt.
Paradokset er svært at komme udenom. Et værk, der udspringer af en fortælling om heling, bliver mødt af en fortælling om sår. Ikke fordi den ene udelukker den anden, men fordi racismetolkningen kom til at fylde næsten alt. Blikket vandrer gennem atelieret. Her er noget insisterende, noget, der ikke bøjer nakken.
Hvem ejer betydningen?
Jack Kabangu har stadig jeg-troede-vi-havde-hinandens-ryg-blikket. Jeg kigger på mine noter, tilbage på Kabangu og rundt på malerierne. Roland Barthes træder ind i tankestrømmen. Han er uimponeret, for kunstnerens intention interesserede ham mindre end mødet mellem værk og beskuer.
Når plakaten først hænger derude, er den ikke længere kun Kabangus. Den bliver også beskuerens, og derfor kan kritikernes tolkning ikke bare afskrives som krænkelsesparathed. Den udspringer af en historisk erfaring, hvor bestemte billeder bærer på en smerte, de ikke selv har valgt.
Men nu kommer Foucault ind fra det andet hjørne i atelieret og hvisker: Tegn står aldrig stille. De skifter betydning, alt efter hvem der ser dem, og hvorfra de bliver set. Den samme maske kan være en racistisk karikatur i ét blik og en hyldest i et andet. Ikke fordi den ene læsning ophæver den anden, men fordi symboler aldrig er helt lydige.
Barthes giver ordet til publikum, og Foucault minder os om, at ordene hele tiden skifter betydning. Den ene åbner værket. Den anden gør det umuligt at lukke det igen.
Kabangu maler ikke ud fra én billedtradition. Hans værker låner fra samtidskunsten, fra congolesiske og vestafrikanske masketraditioner og fra en ekspressiv billedverden, hvor de markante ansigtstræk ikke gør mennesket mindre, men større. “Mine børn og jeg vil have lov til at lave figurativt naive motiver,” siger han og fortsætter:
“Måske findes sandheden om plakaten ikke i motivet alene, men i spændingen mellem de historier, der spiller oven i hinanden. Problemet opstår først, når én stemme bliver så høj, at de andre ikke længere kan høres,” siger Kabangu. Maggie med det foldede hundehoved kommer forbi og vil klappes. Det hele preller af på hende. Hun kan kun tolkes som nuttet.
Jack Kabangu og jeg går en sidste runde i atelieret og standser foran plakatmaleriet. “Det er blevet solgt til USA,” siger han. Georgia. Til landet, hvor den hårdeste kritik af billedet fandt sit sprog.
Jeg cykler gennem industrikvartererne og ned mod Sluseholmen. Kolonihaverne ligger side om side med de nye boligblokke. Byen tager sine omveje. Det gør kunsten også.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og