MUSEER // ESSAY – På slettelandet tæt ved Mount Lawu-vulkanen 15 kilometer nord for Solo på Java findes en af de vigtigste nøgler til forståelsen af menneskets evolutionshistorie. Her ligger Manusia Purba Sangiran-museet ved den arkæologiske udgravning, hvor man fandt ”Manusia Purbia” – fortidsmennesket, der også kendes som Javamanden.
Museets buldrende varme parkeringsplads ligger et godt stykke fra indgangen, men der er fri transfer på bagsædet af knallerter, der bringer de besøgende frem til en gigantisk indgang, der er formet som to meget store mammuttænder: Velkommen til fortællingen om forhistorien for halvanden millioner år siden.
Men også – og måske især – velkommen til 75 års national identitetsopbygning, hvor store figurer af homo erectus og af Javamandens hoved tager imod gæsterne.
Fortællingen om halvanden million års liv på Sangiran-sletten er en vigtig hjørnesten opbygningen af en moderne national identitet
Vi to var de eneste ”vesterlændinge” blandt hundredvis af ivrige og glade skole- og gymnasieelever og studerende, der stod pænt opstillet i grupper, klædt i de obligatoriske skoleuniformer og med mobiltelefonen klar til muntert fnisende selfies – alle pigerne også med ens, sort hijab.
Oprindeligt lå her et ældre og mindre museum. Det nye fra 2011 er, som alt nyt i Indonesien, bygget i beton og rejst på søjler over stedet, hvor fossilerne af homo erectus blev fundet, og hvor mennesker har levet – og bygget – i millioner år.
Det meste af tiden med redskaber af ben og sten.
Den stenede vej fra hominid til menneske
Europæerne lagde naturligvis helt og aldeles beslag på de første mange års udforskning af homo erectus i koloniriget Hollandsk Ostindien, der eksisterede i næsten 300 år.
I årene efter at Charles Darwin havde publiceret sine tanker om arternes oprindelse med et fælles ophav i urtiden, blev europæiske forskere inspireret til at prøve at finde ’the missing link’ i Nederlands-Indie, som kolonien hed på hollandsk.
FAKTA
Javamanden blev verdenskendt efter opdagelsen af skeletrester af mennesker, homo erectus, der levede fra omkring 1.500.000 til 200.000 år siden, da Nordeuropa lå under et tykt lag is.
Den 56 kvadratkilometer store Sangiran-slette, hvor de første fund blev gjort i slutningen af 1800-tallet, er i dag ikke alene UNESCO verdensarv og, som museet skriver i sin undertitel, “Javamandens hjem”, men også en vigtig brik i opbygningen af republikken Indonesiens nationale identitet og stolthed.
Alfred Russel Wallace (1823-1913) var en engelsk biolog og antropolog og en af 1800-tallets førende evolutionsforskere. Parallelt med Darwins teorier om emnet, skabte Wallace i 1858 en teori om evolution gennem naturlig udvælgelse.
I årene fra 1854 til 1862 rejste han rundt i de områder i Østasien, der i dag hedder Malaysia, Singapore og Indonesien, hvor han indsamlede adskillige tusinde naturhistoriske fund. På den baggrund udviklede han i de følgende år sine teorier om evolutionens forløb, og hans værk The Malay Archipelago (1869) betragtes som en af 1800-tallets vigtigste videnskabelige udgivelser om evolutionshistorien.
I 1891 fandt Eugène Dubois endelig rester af ”Pithecanthropus erectus” altså ”oprejst abemenneske” på Sangiransletten, senere klassificeret som homo erectus
Eugène Dubois (1858-1940) læste medicin i Holland. Også han var stærkt optaget af evolutionsteorierne, og da han var færdiguddannet som læge, søgte han optagelse i den hollandsk-indonesiske hær, KNIL: Han ville til Hollandsk Indien og prøve at finde yderligere rester af ”the missing link”.
Han begyndte på Sumatra, men blev – hårdt plaget af malaria – dybt skuffet og tog videre til Java, hvor heldet var med ham. Provinsregeringen i kolonien forsynede ham med tvangsarbejdere til udgravningerne. Det kunne lade sig gøre, fordi den indfødte indonesiske befolkning blev hårdt beskattet i naturalier eller arbejdskraft af den hollandske kolonimagt.
Og i 1891 fandt han så endelig rester af ”Pithecanthropus erectus” altså ”oprejst abemenneske” på Sangiransletten, senere klassificeret som homo erectus. Javamanden, der var genfundet efter halvanden million års glemsel, havde levet i området indtil for kun 200.000 år siden – altså i mere end en million år.
Dubois’ fund på Java var samtidig de første fund af homo erectus uden for Afrika og Europa.
Dubois tog de vigtigste med sig tilbage til Holland, hvor han blev ansat på Teylers Museum i Haarlem, hvor han de næste tredive år omhyggeligt vogtede over de allerførste fund af homo erectus’ kranium og knogler. De er stadig i Holland, nu på Museum Naturalis i Leiden.
Indonesien vil gerne have Javamandens rester tilbage, men indtil videre er hollænderne ikke nået længere end til overvejelserne, så det er en replika af det berømte fossil, der er udstillet i Manusia Purba Sangiran.
Rift om orginalfundene
Udgravningerne på Java fortsatte med tyske Ralph von Koenigswald (1902-1982) i 1930’erne. Han fandt omkring 60 menneskelige fossiler, der alle blev udstillet i det første, lille museum, som han grundlagde i Sangiran.
Hans arbejde blev imidlertid afbrudt, da japanerne erobrede den hollandske koloni under anden verdenskrig.
Af praktiske grunde havde von Koenigswald fået hollandsk statsborgerskab, og det gjorde ham altså nu til borger i en fjendtlig stat. Derfor blev han sat i interneringslejr under hele krigen. Allerede i april 1942, altså få måneder efter Javas besættelse, blev et homo erectus kranium og knogler, som von Koenigswald havde udgravet, sendt som krigsbytte og gave til den japanske kejser Hirohito i Tokyo.
Efter krigens afslutning fandt den amerikanske hærs kulturelle detektiver, The Monuments Men, fossilerne i Det Kejserlige Hofs Museum. De blev med hollandsk – men altså ikke indonesisk – billigelse udstillet på The American Museum of Natural History i Washington, men er senere blevet returneret til universiteterne i Bandung og Yogyakarta, der begge ligger på Java.
Efter frihedskrigen fortsatte udgravningsarbejdet, men nu under indonesisk ledelse. Siden er en række nye fund kommet til, ikke kun på Java, men også på Sulawesi, Flores og Timor. Homo erectus har naturligvis levet over hele øriget gennem de mange år.
Museet med fødderne i fossilerne
Det moderne, velfungerende museum og besøgscenter blev åbnet i 2011 med tre gallerier.
Det første viser i kæmpestore dioramaer forestillingen om de mennesker og dyr, som levede på Sangiransletten for omkring en million år siden. Samtidig fortælles om de forskellige forskeres bidrag til evolutionshistorien i Indonesien.
Fortidsmenneskenes kamp for overlevelse er livligt iscenesat af den internationalt kendte palæontologskulptør Élisabeth Daynès
I det næste galleri fortælles om udgravningerne på sletten. Her præsenteres en bred vifte af de fossiler, som de bragte for dagen, og her kan man nærstudere kranier, kæber, knogler og tænder og gætte på den ikke uinteressante hjernekapacitet.
Homo erectus bliver i præsentationen delt op i tre kategorier: arkaisk, typisk og progressiv, og alle de viste fragmenter af Javamanden fra de ufatteligt mange år er rigtig nørdet nummereret efter findested, fx Mojokerto 1, Ngandong 8 og Sangiran 17.
Tredje galleri viser i et kæmpediorama Sangiransletten, som den formodentlig kunne have set ud for omkring en million år siden med vulkaner, bl.a. den stadig aktive Mount Lawu i baggrunden og datidens hominider, flora og fauna i forgrunden.
Hjem til din historie
Mens vi bevægede os gennem gallerierne med de levende fortalte dioramaer og både replikaer og originaldele af mennesker og dyr, gik det op for os, at det øvrige publikum nysgerrigt betragtede os som to interessante eksempler på homo sapiens.
Rigtigt mange høfligt fnisende skoleelever ville igen og igen tage gruppebilleder eller selfies med os, for enhver indoneser har jo i dag en mobiltelefon (og en knallert).
Frigørelsen fra kolonitiden er ret beset kun et splitsekund i slettens lange og ældgamle historie, men er alligevel fremtrædende i museets formidling
Vi var begge højere end en gennemsnitsstuderende, den ene med skæg og den anden med lyst hår, og måske gode eksemplarer på evolutionens variationer? I hvert fald er vores kranier omgivet af lokale elever nu foreviget i et utal af fotos rundtomkring på Java.
Frigørelsen fra kolonitiden er ret beset kun et splitsekund i slettens lange og ældgamle historie, men er alligevel fremtrædende i museets formidling, hvor der i dag lægges stor vægt på, at forskningen nu foretages af indonesere og altså ikke længere kun er takket være kolonitidens europæere.
Fortællingen om halvanden million års liv på Sangiran-sletten er en vigtig hjørnesten opbygningen af en moderne national identitet. Det bagvedliggende budskab er, at Javamandens hjem, dette vigtige led i menneskehedens udviklingshistorie, ligger i Indonesien.
Uden for museets udgang ligger rækker af salgsboder med alskens krimskrams, kasketter og T-shirts med Javamandens formodede kontrafej, men også et bredt udvalg af fossiler fra sletten. De er ikke billige og også ulovlige at tage med ud af Indonesien og med hjem fra et meget specielt besøg i et meget interessant museum – vist det eneste i verden, der står på pæle oven på halvanden million års fossiler.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
