UKRAINE-RUSLAND FREDSFORHANDLINGER // ANALYSE – Mens de indledende møder forud for de egentlige fredsforhandlinger mellem Rusland og USA har fundet sted i Riyadh, Saudi-Arabien med landets kronprins Muhammed bin Salman som vært, vil mange spørge, hvorfor det skulle finde sted lige netop der. Hvad har Saudi-Arabien at gøre med Ukraine og Rusland? Umiddelbart ikke så meget. Bortset fra at der rent geopolitisk går en rød tråd fra Ukraine til Gaza.
Hvis USA kan få etableret en normaliseringsaftale mellem Israel og Saudi-Arabien samtidig med, at en såkaldt fredsaftale med Rusland kan komme på plads, vil det i amerikansk optik blive betragtet som en stor politisk sejr for den amerikanske præsident Donald Trump.
Hvis Trump kan få en normaliseringsaftale i stand mellem Saudi-Arabien og Israel, vil det få betydning for ikke blot Gaza, men for hele Mellemøsten. Og dermed kan hele magtbalancen i regionen blive ændret, herunder ikke mindst i forholdet til Iran. Der er med andre ord andet og mere på spil end ”kun” Ukraine.
Alle veje fører til Riyadh
Der er flere grunde til, at netop Saudi-Arabien er blevet vært for de igangværende forhandlinger med Rusland.
Først og fremmest har både den russiske og amerikanske præsident et godt forhold til kronprinsen. Begge valgte at holde hånden over ham så at sige, da han i 2018 kom i international modvind på grund af drabet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi. Et drab, som CIA fastholdt kronprinsen stod bag. I 2023 var kronprinsen tillige vært for netop Ruslands Vladimir Putin på et tidspunkt, hvor den daværende præsident Joe Biden havde travlt med at samle støtte til at isolere Putin efter den russiske invasion af Ukraine.
Som Kremls talsmand, Dmitry Peskhov, tørt udtalte, så passer det begge parter – amerikanerne og russerne – ganske fint at holde forhandlingerne i Saudi-Arabien.
Kronprinsen har da også til fulde formået at holde tæt kontakt til både Trump og Putin. Selv efter Trumps første embedsperiode fastholdt parterne kontakten.
Saudisk kronprins anlægger ny stil for landet
Der er ingen tvivl om, at den saudiske kronprins har undergået en markant forandring fra de første spæde skridt på den internationale scene i 2017. Fra at have stået bag en omfattende arrestationsbølge af egne slægtninge fra den saudiske kongefamilie i 2017 til at bestille drabet på den saudiske journalist og systemkritiker Jamal al-Khashoggi i 2018 er den nye udgave af kronprinsen fokuseret på en mere diplomatisk og fredsorienteret tilgang til verden.
Han har styrket de diplomatiske forbindelser til Iran og tillige bibeholdt dem under krigen i Gaza. Han har trukket sig ud af krigen i Yemen mod de houthiske oprørere, ligesom han har afholdt to dages fredskonference i august 2023 med over 40 lande som deltagere – dog ikke Rusland.
Det er samme kronprins, der angiveligt skulle have fået løsladt den amerikanske fange Mark Fogel fra russisk fangenskab for nylig, ligesom kronprinsen fik forhandlet et højere antal israelske gidsler løsladt fra Hamas i forbindelse med den indledende fase af forhandlingerne mellem Israel og Hamas.
Heri ligger så endnu en øvelse udi den svære balancekunst. For selvom kronprinsen selv ikke interesserer sig for det palæstinensiske folk, så er han ganske bevidst om, at det gør hans befolkning
Han har på få år fået positioneret Saudi-Arabien som nyt – både regionalt og globalt – omdrejningspunkt for musik, film, kultur og sport. Der bliver løbende afholdt koncerter og elektroniske musik- og filmfestivaler og andre større kulturarrangementer. Alt sammen i forventningen om, at den nye stil vil tiltrække en lang række investorer. Landet skal tillige være vært for Fifa verdensmesterskabet i 2034.
Så både på den politiske, diplomatiske og kulturelle front er det en ganske anderledes kronprins, verden ser i dag. Det er alt sammen elementer, der synes at understøtte et narrativ om et Saudi-Arabien som en ny nøglespiller og powerhouse på den globale scene.
Kronprinsen og det palæstinensiske problem
Vil denne nye udgave af kronprinsen kunne føre til en permanent løsning for det palæstinensiske folk? Det er det store spørgsmål. For lige netop nøglen til denne gordiske knude synes i øjeblikket at ligge hos Saudi-Arabien alene. Det er ingen hemmelighed, at Trump og Israel begge ønsker en normaliseringsaftale med Saudi-Arabien.
Under krigen i Gaza har kronprinsen officielt fastholdt og tilkendegivet en kritik af Israels intense bombardement af Gaza og kaldt det et folkemord. Han har tillige udtalt, at enhver drøftelse om en normaliseringsaftale med Israel vil kræve, at tostatsmodellen falder på plads. Altså at palæstinenserne skal have deres eget land.
Der er imidlertid ganske stor forskel på kronprinsens officielle statsretorik og så den realpolitiske, han fører internt. Det er eksempelvis ingen hemmelighed, at han helt uofficielt ingen interesse har for det palæstinensiske spørgsmål.
Han er citeret for at have sagt: ”Palæstinenserne misser aldrig en chance for at misse en chance.” Formentlig skyldes denne uvilje først og fremmest Hamas’ eksistens i Gaza. Det er i øvrigt en uvilje, han deler med mange af de arabiske ledere i regionen. Det er ikke uden grund, at gruppen er kategoriseret som en terrorbevægelse i mange af nabolandene.
Derudover annoncerede kongefamilien, at man ville bygge et Trump Tower i Saudi-Arabien. Der er med andre ord et ganske tæt økonomisk forhold mellem den saudiske kongefamilie og Trump familien
Men uviljen bunder tillige i bevidstheden om, at hvis man som ny statsmand vil skabe sig et stærkt fundament og nyde amerikansk støtte og opbakning, så går vejen via Tel Aviv og Washington. Det er med andre ord strategisk klogt at være interesseret i et samarbejde med både Israel og USA.
Heri ligger så endnu en øvelse udi den svære balancekunst. For selvom kronprinsen selv ikke interesserer sig for det palæstinensiske folk, så er han ganske bevidst om, at det gør hans befolkning. En normaliseringsaftale med Israel vil derfor kræve, at han har befolkningens opbakning heri. Det er sikkert at antage, at Hamas ikke nyder opbakning fra den arabiske befolkning generelt i regionen.
Men det betyder ikke, at en normaliseringsaftale uden indrømmelser af en art over for palæstinenserne vil gå upåagtet hen. Det er med andre ord afgørende for kronprinsen, at hvis en normaliseringsaftale skal kunne accepteres bredt af befolkningen, kræver den en acceptabel løsning af en eller anden art for palæstinenserne.
Det afgørende for kronprinsen vil derfor være, at hvis han kan sikre den palæstinensiske befolkning et minimum af velstand i Gaza – og altså ingen tvangsflytning fra området – vil han formentlig kunne få sin befolknings opbakning hertil.
Foreløbig ser det ud til, at Trumps oprindelige udspil med at ”overtage” og ombygge Gaza til en ny riviera under forudsætning af at flytte hele den palæstinensiske befolkning til Egypten og Jordan først og fremmest var ment som et chokudspil. For at få gruppen af arabiske ledere på banen. Den amerikanske senator Lindsey Graham konstaterede ganske tørt under sit nylige besøg i Israel, at der er ”very little appetite for the US to take over Gaza in any shape or form”.
Det ser da også ud til, at det bliver den egyptiske løsningsmodel, der kommer til at falde på plads for området. Denne model indbefatter, at Egypten står for det monumentale genopbygningsarbejde i Gaza, samt en sikring af, at Hamas ikke længere vil være til stede i området.
Gruppen af deltagerne i forhandlingerne i Riyadh har ganske interessant forbindelser på kryds og tværs. Selv efter at Trump tabte valget i 2020, fortsatte den saudiske kronprins de tætte bånd til både Trump og dennes svigersøn Jared Kushner. Det kom blandt andet til udtryk i en investering på 2 mia. dollars i et firma med Kushner i spidsen.
Derudover annoncerede kongefamilien, at man ville bygge et Trump Tower i Saudi-Arabien. Der er med andre ord et ganske tæt økonomisk forhold mellem den saudiske kongefamilie og Trump familien. Den mere handelsorienterede tilgang til en egentlig fredsaftale ligger i tråd med hele Trumps tilgang til præsidentembedet.
Kunsten at gøre en god handel i enhver konflikt
Det er med andre ord tydeligt, at Trumps tilgang til at løse geopolitiske kriser er, at de kan løses med forretningsmæssige fordele for øje. At alle konflikter kan løses med en god handel som det endelige mål.
Det forklarer naturligvis også delvist, hvorfor Ukraine og præsident Zelenskyj ikke indgår i nogen af disse såkaldte fredsforhandlinger. Trump har senest udtalt, at Zelenskyjs deltagelse ikke er nødvendig, først og fremmest fordi hans tilstedeværelse blot vil gøre det meget svært at nå en aftale, og at Ukraine i øvrigt ikke har gode kort på hånden.
På treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine ser det ud til, at vejen til fred i Ukraine skulle gå via Riyadh. Det er tillige blevet annonceret, at Putin netop på denne mærkedag for invasionen af Ukraine vil erklære sig som vinder af krigen.
Om denne forretningsmæssige tilgang vil kunne skabe en varig løsning for den palæstinenske befolkning og Israel, afhænger af, hvad kronprinsen i Riyadh vil gøre, og – ikke mindst – hvilke forretningsmæssige fordele det vil give for alle involverede parter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
