POV BUSINESS // KRONIK – ”Der er flere årsager til tør-råddet i den danske offentlige sektor, men den centrale og grundlæggende er den arrogante og indforståede forkastelse af faglighed og viden, som ikke alene er relevant men vital for den offentlige sektors aktiviteter og udvikling”, skriver Michael H. Clemmesen, der med forfærdelse har iagttaget udviklingen af den offentlige sektor i Danmark, siden han vendte hjem fra Baltikum, hvor han ledede forsvarsakademiet. Medierne gør ikke sagen bedre, mener han, der ofte er stødt på ”ukritisk og indspist politisk journalistisk mikrofonholderi ved præsentation af såkaldte reformer”. Dagens kronik er den første i to dele med fokus på den offentlige sektors problemer.
Allerede i november 2016 konstaterede professor Jacob Torfing fra Roskilde Universitet (undskyld Roskilde School of Governance), at en ny undersøgelse af New Public Management (NPM), der har domineret de sidste 30 års ledelsesideologi eller styringstænkning i den offentlige sektor, var en bombe under hele tankegangen.
Som han skriver: “Dyrere og dårligere offentlig sektor er hovedkonkonklusionen på to internationalt anerkendte forskeres evaluering af styringsmetoden New Public Management. … Så hvad kan vi konstatere efter tre årtier med NPM reformer? Det korte svar er højere omkostninger og flere klager.”
I et stykke tid har tidligere ministre også angrebet, hvad de har set som kilden til deres egen frustration over, at de så at sige ingen indflydelse havde over eget ressortområde. Men næsten ingen politikere kan forestille sig et alternativ til de to seneste årtiers “økonomisme“
Undersøgelsen tog udgangspunkt i Christopher Hood and Ruth Dixon fra Oxford Universitet og deres bog “A Government that Worked Better and Cost Less? Evaluating Three Decades of Reform and Change in UK Central Government” fra universitetets forlag.
Desværre er det helt utænkeligt, at selv den grundigste, fuldt overbevisende argumenterede og dokumenterede videnskabelige undersøgelse ville få en så revolutionerende og pludselig virkning.
Det skyldes for det første, at vi taler om den nu herskende klasses magtgrundlag, dens eneste legitime krav på at lede landet.
Da den tidligere danske overklasse under “Provisorietiden” i slutningen af 19. århundrede forsvarede sit magtmonopol, var den under pres fra en kritisk og stærk politisk opposition fra Folketingets flertal.
Et sådant pres eksisterer ikke i dag. Partierne har ikke engang været i stand til at formulere en alternativ verdensopfattelse. Den tidligere finansministers Bjarne Corydons problemløse skift til et af de konsulentfirmaer, der har tjent fedt på skadelig NPM-rådgivning, er blot et af mange nyere eksempler på problemets omfang.
Den offentlige sektor under økonomismens åg
Næsten ingen politikere kan forestille sig et alternativ til de to seneste årtiers økonomisme.
Ingen bidrager til, hvad åbenbart nu om dage ses som en lettere absurd idé, at en tidligere fagbaseret politisk diskurs og prioritering skal genskabes og føres ud i livet under delegering til bemyndigede og ansvarlige fagpersoner
De enkelte, der ønsker noget andet, forestiller sig, at en afvigende politik blot skal have et supplerende værdigrundlag ved inddragelse af virkningerne af sociale og grønne tiltag i regnemodellen.
Ingen bidrager til, hvad åbenbart nu om dage ses som en lettere absurd idé, at en tidligere fagbaseret politisk diskurs og prioritering skal genskabes og føres ud i livet under delegering til bemyndigede og ansvarlige fagpersoner.
Det er imidlertid ikke kun den manglende formulering af et alternativ og den herskende klasses totale dominans af magtapparatet og medierne, der gør, at Hood og Dixons “bombe” ikke kan føres ud i livet.
Problemet ligger snarere i følgeskaderne eller eftervirkningerne af en generation, der er opflasket med NPM-idelogi, som har svækket eller helt ødelagt alternativet: styring og prioritering på grundlag af en fagligt funderet politisk diskurs om sandsynlige virkninger af alternativer.
I april i år meddelte den altid søgende og aktive Torfing så, at afløseren for NPM endelig var til rådighed i den nye såkaldte “stewardship-teori”, der i modsætning til mål- og rammestyring antager, ”at fagprofessionelle gerne vil lave et godt stykke arbejde”.
I et stykke tid har tidligere ministre også angrebet, hvad de har set som kilden til deres egen frustration over, at de så at sige ingen indflydelse havde over eget ressortområde.
Magten ligger hos de generalistuddannede embedsmænd i Finansministeriet. Fagministrene har mestendels blot ansvaret for at forklare og forsvare det uforsvarlige under samråd i Folketinget eller overfor medierne og under oprør blandt ofrene for udviklingen, eksempelvis under besøg på oprørske gymnasier.
Som hjemkommet fra Potemkinkulissernes grænseland genkendte jeg de nye danske offentlige lederes positivt ladede, ofte misvisende og substansløse new-speak
Disse pip er selvfølgelig blevet afvist hårdt og arrogant af nestorerne blandt de ansvarlige, og de ligeledes generalist-uddannede og interesserede journalister, der for det meste heller ikke kan mere og andet end at tælle input og produktion, og som derfor formidler afvisningen og fortsætter til næste artikel.
New-speak fra New Public Management
Da jeg efter ti års arbejde i Baltikum i 2005 vendte tilbage til den danske offentlige sektor, virkede den danske offentlige ledelses fravalg af faglighed i ledelsen dramatisk.
Som hjemkommet fra Potemkinkulissernes grænseland genkendte jeg de nye danske offentlige lederes positivt ladede, ofte misvisende og substansløse new-speak.
Jeg mødte for første gang betegnelser som Moderniseringsstyrelse (for lønudbetaling og overenskomstindgåelse uden forvirrende fagligt input); Servicecenter (for konfrontationen med offentligheden under reduktioner af service) og Human Resources Management (buffer mellem ledelsen og de ansatte, der fjerner ledelsens følelse af ansvar for medarbejderne og derigennem gør afskedigelser mere bekvemme).
Mulige beslutninger blev reduceret til business-cases, hvorfra alle faglige elementer var fjernet som irrelevante.
At deklarere med hurra-ord afløste realiteten
Det positivt ladede ord ‘reform’ var blevet knyttet til centraliseringstiltag og standardisering for standardiseringens skyld, og i virksomheds-”strategier” meddelte man nu stolt, uden at forstå hvad dette indebar, at man ville være verdens bedste.
At deklarere med hurra-ord afløste realiteten.
Offentlige organisationer blev drevet efter virksomhedsmodellen, hvor fagligt baseret kritik blev sanktioneret som uønsket og illoyal, og den eneste type ”innovation”, der ønskedes, var med det seneste ord agilt at finde på smart udseende strukturelle reorganiseringer med det formål at støtte besparelser eller eventuelt øge målbart output.
Medierne
Siden hjemkomsten for 15 år siden har jeg også iagttaget ukritisk og indspist politisk journalistisk mikrofonholderi ved præsentation af disse såkaldte reformer, mens jeg samtidig har nydt godt af diskussioner med demoraliserede, men vidende, offentligt ansatte, primært fra Forsvaret, universiteterne og sundhedssektoren.
Lidt efter lidt dannede sig et billede af årsager og symptomer i den danske spindoktor-oversolgte statssektors nu kroniske sygdomsforløb.
Faglighed, herunder professionel viden, er ikke alene relevant, men vital for den offentlige sektors aktiviteter og udvikling. Det er kernen i samspillet med de ansvarlige politikere. Men man har nu helt fravalgt fagligheden som styringsparameter
Det har været et forløb, hvor den valgte medicinpakke med jævnlig dosering af dyr, ufaglig og usaglig konsulentmedicin fremmer terminalforløbet mod koma og lammelse.
Faglighed som beslutningsgrundlag bliver fravalgt
Der er flere årsager til tør-råddet i den danske offentlige sektor, men den helt centrale og grundlæggende årsag er den arrogante og indforståede forkastelse af faglighed.
Faglighed, herunder professionel viden, er ikke alene relevant, men vital for den offentlige sektors aktiviteter og udvikling. Det er kernen i samspillet med de ansvarlige politikere.
Men man har nu helt fravalgt fagligheden som styringsparameter. Kun økonomien og de forhold, der er så kvantificerbare, at de kan registreres og kontrolleres af en offentlig leder med fravalgt faglighed, tages i betragtning, når den offentlige sektor styres.
Et nyt grotesk eksempel er fravalget af Radio 24syv til den rådige DAB-kanal på grundlagt af den matematiske formel (der ovenikøbet var fejlbehæftet og mangelfuld).
Umiddelbart set skulle afgørelsen være blevet styret af erfarne fagpersoners vurdering af de indsendte forslags dokumenterede og demonstrerede kvalitet. Men også her fravalgte man den slags subjektive forhold, som virker forstyrrende på stolt ufaglærte forvaltere.
Katastrofens omfang er blevet tydeligst illustreret i resultatet Finansministeriets smarte reformer af SKAT
Udviklingen har betydet, at den hurtigt voksende gruppe af ikke-faglige ud over nyuddannede økonomi- og statskundskabskandidater nu også omfatter de titusinder, der efter uddannelse til professionelle, såsom læger, officerer og humanistiske akademikere, der af dovenskab og personlig opportunisme af hensyn til karrieren har glemt og undertrykt deres egen faglighed og tillært sig de nye tiders ikke-faglige forvaltningssprog.
Det var nok det, der rystede mig mest ved hjemkomsten fra Baltikum til min gamle arbejdsplads.
Den type ledere dominerede nu en stor gruppe politikere, der enten selv var uddannet til at være anti-professionelle, eller blot var så rodløse og umodne, at de uselvstændigt – i frygt for at lave fejl – fulgte deres embedsmænds forenklede syn og forvaltningsmoder. Katastrofens omfang er blevet tydeligst illustreret i resultatet Finansministeriets smarte reformer af SKAT.
Danmark er ramt af Dunning-Kruger-effekten: at formelt, teoretisk højt uddannede personer groft overvurderer deres evner og arrogant afviser alt uden for deres egen firkantede boks som irrelevant. Det skabte vejen til ødelæggelsen af SKAT og blokerer nu for en genopbygning [1]
Fra centraliserings-‘reformer’ til udflytning
Som erstatning for en stræben efter faglig baseret konsekvensanalyse blev den offentlige sektor udviklet efter to simple idéer, hvis indskrænkede logik gør dem let forståelige for sagligt uvidende ledere, chefer og politikere:
For det første sovjetlignende, planøkonomisk arrogant centralisering af den offentlige sektors service og aktiviteter. Dette skete som allerede nævnt drevet af simple regnearksberegninger af hvor mange stillinger, der kunne spares væk.
Det har fundet sted uden at inddrage vanskeligt kvantificerbare forhold, såsom hvilke konsekvenser udsultning af store dele af provinsen har, eller om der kunne tænkes at være negative effekter af ”reformer” på evnen til lokal tilpasning og fleksibilitet.
Da virkelighedens negative virkninger blev politisk belastende, reagerede man med en ligeledes uigennemtænkt, planøkonomisk idé, da man udflyttede andre centrale aktiviteter til nu hensygnende provinsbyer, en effekt, der åbenbart ikke var forudset
At centraliseringen gav en stadig tungere bureaukratisering i de nu større enheder blev sløret med new-speak.
Og da virkelighedens negative virkninger blev politisk belastende, reagerede man med en ligeledes uigennemtænkt, planøkonomisk idé, da man udflyttede andre centrale aktiviteter til nu hensygnende provinsbyer, en effekt, der åbenbart ikke var forudset.
Man kæmper nu med økonomiske argumenter mod udflytningen, men det er typisk for forløbet og for mediernes historieløse og overfladiske holdning, at ingen stiller flere spørgsmål om de økonomiske (og andre) omkostninger, som de sidste 20 års centraliseringer havde.
Standardiseringen i den offentlige sektor
Den anden vej i ‘amatøriseringen’ og demotiveringen af den offentlige sektor var at reducere styringsgrundlaget til en særdeles arbejdskrævende indsamling af de informationer, det ikke krævede faglighed at forstå.
Man koncentrerede målingen af den offentlige ”produktion” til, hvad selv vores nyuddannede statskundskabs- og økonomikandidater samt journalister kunne forstå (og en førstegenerationscomputer beregne). Det sker ved at reducere motivationsstrukturen i det offentlige til udelukkende at bygge på, at de ansatte fra top til bund er dovne og grådige.’
Det er afvisningen af de offentlige ansattes faglighed, stolthed og engagement, der skaber dovenskab og grådighed
Den unge usikre kandidatforvalter forstår ofte ikke, at der kan findes faglig stolthed, ildsjælsengagement, etik og ansvarsfølelse over for de mennesker, man arbejder for og med.
Sådanne holdninger, der tidligere fyldte og altid burde fylde meget, er snart væk, og den offentlige sektors ansatte bliver dermed reduceret til opgivende, uambitiøse, selvtjenende og demotiverede kynikere.
Med andre ord: Det er afvisningen af de offentlige ansattes faglighed, stolthed og engagement, der skaber dovenskab og grådighed.
Vil du gerne følge med i debatterne om bl.a. den offentlige sektor samt al den øvrige journalistik i POV så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend. som du kan få gratis her.
Topillustration: Marcelo Duhalde – Infographic Designer South China Morning Post.
[1] Det er indlysende og naturligt, at også offentlige organisationer skal opleve en konstant rationaliseringspres, da de dele, som udviklingen gør mindre relevante, ikke af sig selv overdrager resurser til de dele af organisationen, der har stigende relevans. Uden konstant pres vokser organisationen uden at blive mere effektiv. Men en fornyelse, der ikke er styret af faglig helhedsforståelse, skader organisationen, og det er netop, hvad der er blevet normen. Faglighed blev som forudset af psykologerne David Dunning og Justin Kruger i 1999 bevidst fravalgt som styringsgrundlag for den offentlige sektors udvikling.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
