MIDTVESTLIV // KLUMME – USA er modsætningernes land og i udvalgte (progressive) hjørner moralens højborg. Julie Bendtsen er varm fortaler for politisk korrekthed, men måtte for nylig slå bremserne i, da det bare blev en tand for latterligt.
CHICAGO – Forleden fik jeg lyst til indisk butter chicken. I ved, den der megalækre indiske opskrift på kylling i en cremet tomatsauce. Hjemmelavet, fordi vi har et par skiture i horisonten (og jeg prøver at spare op til en hest, men det er en anden sag til en anden klumme), og derfor prøver at skære lidt ned på udgifterne generelt og udespisningsbudgettet specifikt. Hvilket egentlig er lidt omsonst, fordi det i mange tilfælde koster det samme i USA at spise ude som at lave mad fra bunden hjemme med ordentlige ingredienser.
Nuvel – butter chicken. Min gode ven M har engang sendt mig en opskrift på en version, der i modsætning til de virkelig autentiske, der helst skal startes flere dage i forvejen, kan bikses sammen på under en time. Det var et stykke tid siden, jeg havde lavet den sidst, så det tog mig lidt tid at finde frem til linket i en lang historik af sms’er sendt frem og tilbage mellem os.
Dreadlockbrøler og geishakiks
Tiden jeg brugte på at lede efter linket, var dog intet imod den tid, det rent faktisk tog mig at komme frem til opskriften efter at have klikket på det. Ikke på grund af de obligatoriske og rent ud sagt pisseirriterende endeløse afsnit om rejser, minder og livshistorier (seriøst, amerikanske madbloggere er simpelthen så belastende. Prøv at høre, Kayleigh, jeg kunne simpelthen ikke være mere ligeglad med, hvordan du under en rejse til Mykonos fandt dig selv og og din sjæls kærlighed til fetaost – jeg vil bare gerne lave tzatziki, ok?).
Nej, grunden til at mit quick fix til butter chicken lå så langt nede, var en undskyldning, der siden jeg sidst var på siden, var blevet sat ind i toppen af opskriften.
Der er i skrivende stund næsten 1000 kommentarer til den opskrift
Kort og godt gik undskyldningen ud på, at Mary, som madbloggeren hedder – en ganske almindelig hvid amerikansk kvinde – var blevet gjort opmærksom på, at det, at hun havde delt sin egen version af Indian butter chicken, var kulturel appropriation.
I ved, når man pynter sig med lånte fjer fra en kultur, der ikke er ens egen, og i nogle tilfælde får en form for økonomisk vinding ud af det. Som når Justin Bieber får lavet cornrows, en slags fletninger med dybe rødder i den afrikanske kultur – og få år senere fulgte kontroverset op med dreadlocks, eller når Katy Perry klæder sig ud som Geisha som en del af et scenekostume.
Mary er hverken Justin Bieber eller Katy Perry. Hun er bare en gennemsnitlig, hvid kvinde, der har kreeret en version af en yderst populær ret, som mange ville ønske, de kunne lave selv uden at skulle sætte flere dage af til det. Og så har hun altså formastet sig til at kalde den Indian butter chicken, selv om hun slet ikke er indisk.
Kald mig bare krænkelsesparat, men…
Der er i skrivende stund næsten 1000 kommentarer til den opskrift, som altså inden for de seneste par år har fået tilføjet den indledende undskyldning, hvor Mary forklarer, at hun – efter utallige reaktioner og tydeligvis en shitstorm efterfølgende – har haft svært ved at affinde sig med, at hun tjener penge på at folk klikker på noget, der har såret så mange, og at hun fremover vil donere al fortjeneste fra klik på den specifikke opskrift til en velgørende organisation, der støtter indiske kvinder, børn og LGBT-grupper.
Som udgangspunkt laver jeg hjertensgerne om på alt i min adfærd, som kan virke sårende på andre
Jeg har ikke noget imod at fremstå politisk korrekt. Faktisk er jeg ret bevidst om, at jeg for nogen fremstår ovenud politisk korrekt, lidt for liberal (i den amerikanske betydning), lidt for krænkelsesparat, lidt for alt muligt, som sikkert stryger mod hårene på folk, der ikke helt kan forstå, hvorfor vi nu ikke bare kan sige neger, når det altid har heddet det, og hættemåge, fordi det hele skal være så nærtagende.
En af mine yndlings-køre-bil-sange har n-ordet nævnt sådan cirka 30 gange, og selv om jeg skråler med på hele sangen, så højt jeg kan, synger jeg aldrig dét ord. Aldrig nogensinde. Det er ikke et ord, jeg som privilegeret, hvid, midaldrende kvinde nogensinde kan tillade mig at tage i min mund.
Jeg er all for politisk korrekthed. Jeg synes, vi skal lære af historien og have modet til at anerkende, at nogle grupper historisk, systematisk og brutalt har undertrykt andre, og at kulturelle elementer fra historisk undertrykte grupper ikke har nogen plads som månedlige instagramtrends i vores egen popkultur.
Det er dumt, tonedøvt og privilegieblindt, og vi har meget at lære. Der er uendelig lang vej endnu. Og som udgangspunkt laver jeg hjertensgerne om på alt i min adfærd, som kan virke sårende eller få nogen til at føle sig trådt på. Men: en husmoropskrift på kylling i tomatsauce. Seriøst?
Shitstorm og spredhagl
Politisk korrekthed og ikke mindst fænomenets tætte bånd til den såkaldte cancel culture er gennem de senere år blevet stadigt mere omdiskuteret og kritiseret og i manges øjne også gået for vidt. Personligt synes jeg, det er møghamrende svært at finde fodfæste i, og selv om jeg som udgangspunkt intet har imod at tage et skarpt og kritisk blik på både mine egne adfærdsmønstre og dem hos andre i samme privilegerede båd, får jeg også ind imellem en følelse af, at ivrigheden efter at være perfekt, politisk korrekt i flere og flere tilfælde går for vidt og bliver decideret latterlig.
At stakkels Mary får en vred hobe på halsen, fordi hun tillader sig at dele en opskrift fra en kultur, som hun ikke selv har rødder til, er et klokkeklart tilfælde. Som i øvrigt får mig til at undres over, at Starbucks har kunnet slippe af sted med at sælge chai latte så længe…
I første omgang fandt jeg Marys undskyldning – eller behovet for den – komisk. Og jeg sendte den straks til M, som i sin tid havde delt opskriften med mig, og hvis reaktion ligeledes var en hysterisk grinende emoji. Men ved nærmere eftertanke synes jeg egentlig, at undskyldningen er irriterende og virkelig problematisk. Ikke fordi jeg personligt synes, den er så latterligt unødvendig, men fordi den er med til at udvande og latterliggøre en ellers virkelig reel og aktuel problematik.
Der ER uden tvivl for meget kulturel appropriation i den vestlige verden, og Katy Perry skal ikke lege geisha. Ligesom det også ganske enkelt er decideret forrykt, når en kendt dansk forretningsmand i 2021 vælger at holde temafest med blackface og slavekæder. Men ved at lange ud efter de mindste låneelementer kulturerne imellem og lade dem fylde i kampen for forståelse og lede til proportionsløse shitstorme, skyder vi med spredhagl. Af den fuldstændig misforståede slags.
Modpoler, minefelter – og kylling
Det virker som et amerikansk fænomen. Ikke at I derhjemme i Danmark ikke er godt med, og der findes både instagramprofiler og debattører, der i mere eller mindre vellykket grad sætter fokus på hvor meget problematisk uvidenhed, der får lov at slippe igennem nåleøjet hos både virksomheder, politikere, influencere og andre offentlige personer – men det er meget langt fra følsomhedsniveauet i USA. Jeg er helt uden tvivl også blevet programmeret langt videre på den politisk korrekte skala, fordi jeg bor her, end jeg ville være blevet, hvis jeg stadig boede i Danmark.
Vi skal kæmpe for at vide bedre, opføre os bedre og blive bedre
Det er en forskel på godt og ondt, og den ekstreme og ind imellem tilsyneladende hysteriske trang til at være korrekt hænger formodentlig også uløseligt sammen med, at spektret er lige så ekstremt til den modsatte side: racismen, diskriminationen og tonedøvheden er grimmere, mere systemisk og trænger i langt højere grad til at blive korrigeret – men de to markante modpoler betyder også, at zonen imellem bliver så tåget et minefelt, at det føles nærmest umuligt at navigere i.
Lad os slå det fast en gang for alle: Andre kulturers traumer er ikke din eller min underholdning. Vi har givet plads til det for længe i ignorancens og arrogancens navn, og det skal stoppe lige nu. Vi skal kæmpe for at vide bedre, opføre os bedre og blive bedre. Men vi skal altså også have lov at lave en kylling – og dele opskriften – uden at undskylde for det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
