KATTE & KATTEMENNESKER // ESSAY – Mikkel Stolt og hans hustru, dyrlægen, har megen glæde og jammer ud af at have kat. Da rødstribede Lillefix byder sine menneskelige forældre på nærmest ubærlige prøvelser, må Stolt ty til overvågningsteknologi, der afslører forbløffende nyt om Lillefix’ natlige missioner.
Find links til del 1 og 2 under teksten.
Næste nat klokken halv fire dukker hun så pludselig op i vores soveværelse, og igen er lettelsen og forvirringen stor. Hun virker derimod helt upåvirket og er ikke specielt sulten.
Vi begynder at tænke, at vores lille nye rebound-kat nok er lidt vildere, end vi har gået og troet. Hun blev trods alt født i et autoværksted, hvor en ældre dame kom og fodrede kattene, indtil hun bragte den lille røde mis og hendes mor og søskende til internatet. Så måske er vi bare som alle katteejere så utroligt godtroende og dumskallede, fordi vi tror, at vi ved, hvad der foregår, men vi siger til os selv, at vi sgu nok ikke kan stole 100 % på hende. Men om dagen er vi så lykkelige for hendes selskab, og hun virker glad og kærlig og stadig sindssyg skæg at lege med.
Rødemissen Lillefix
Er god til rævestreger
Så kalder hun sig Lille-fox
Men gør blot som hun plejer
Nye prøvelser
Men så begynder hun at være ude hele natten, og da det er blevet rigtig sommer, synes vi, at det er helt ok. Hun er en kat, hun er selvstændig, og hun skal have lov til at gå ud, for hun kommer jo altid hjem om morgenen, ikke? Så da hun tre uger senere ikke gør det, altså kommer hjem, når vi står op, så tager jeg det faktisk helt roligt. Det er trods alt tredje gang, jeg prøver det på nogle få måneder, mens dyrlægen er lidt mere bekymret. ”Hun skal nok komme, hun er bare lidt mere vild af natur, end vi er vant til,” siger jeg, men som dagene går uden Lillefix’ hjemkomst, stivner mit smil noget.
Vi kan konstatere, at fiktionens agenter og privatdetektiver, såsom Jack Bauer og Veronica Mars, har urealistisk meget bedre udstyr til rådighed, end vi har
Vi går naturligvis stadig ud og leder, efterlyser hende lokalt og taler med folk, der vistnok har set en lille rødstribet kat, men igen ender alle spor blindt eller hos en anden og fremmed rød kat. Vi siger til os selv, at det ikke er logisk, at hun skulle være kommet noget til, for der er ikke ret megen hurtig trafik i nærheden, og det er også virkelig sjældent, man hører om katte, der har endt deres dage i et skur, der er blevet lukket og forladt i ugevis.
Derimod ’beslutter’ vi, at hun sgu nok lever det vilde katteliv med nogen andre katte, da hun havde vist sig at være ret social, når der kom andre katte ind på vores matrikel. Og da en landsbyboer fortæller mig, at hendes kat flyttede over på Thomsens gård, som ikke ligger ret langt fra os, og hvor der var flere katte, som vist også blev fodret, bliver vi oplivede. Vores kattelem i hoveddøren er i øvrigt nu indstillet til, at man kan komme ind, men ikke ud.
Jagten fortsætter, og musikken trøster ikke
Men da vi går rundt ved den gamle hølade, i kvægets forskellige stalde og udhuse og de gamle landbrugsmaskiner og kalder og kalder uden held, mister vi lidt af modet igen. Der er nu gået over en uge, og snart er der gået to. Vi er ulykkelige og mister så småt troen på, at hun kommer igen. Vi længes efter hende – ikke bare hver dag, men hver time. Og vi græder – ikke hver time, men hver dag.
Jeg kan nu heller ikke tåle at høre ”I dit korte liv” af P.H. og Kai Normann Andersen, adagiettoen fra Mahlers 5., ”I Wish You Love” fra Stan Getz’ sidste koncert, Tom Waits’ ”Rainbow Sleeves” med Rickie Lee Jones eller sange med for tidligt døde musikere som Björn Afzelius og hans Liverpool-idol med aliasset Dr. Winston O’Boogie. Og på en særligt trist aften bryder jeg af en eller anden grund i gråd, mens radioen spiller ”Malaga” af Thomas Helmig.
Og så er det, at dyrlægen igen beslutter, at vi skal have hund! Jeg siger ikke noget om, hvis lig det skal blive over, men bakker i stedet diskret op om projektet. Vi har tidligere mødt den stabyhoun-tæve, som hun ønsker sig en hvalp fra, og den virker faktisk som en sød hund i den rigtige størrelse – ikke for stor og ikke for lille. Og med lidt held vil den ikke gø, og med næsten-garanti vil den ikke løbe væk. Går vi ud fra.
En overraskelse i fødselsdagsgave
Min fødselsdag nærmede sig nu, og jeg var ved at forlige mig med tanken om, at jeg ikke længere har en kat. Men jeg er alligevel i for trist humør til at invitere nogen og vil helst væk.
Da det er sidst i sommerferien, har jeg besvær med overhovedet at finde et hotel- eller kroværelse til mig og dyrlægen, men til sidst – på den syvogtyvende dag i juli og på den attende katteløse – booker jeg et værelse i Helsingør, som jeg ikke rigtigt kender, så vi kan fejre min fødselsdag med at gå på Museet for Søfart, spise smørrebrød på et værtshus og sove med lyden af bølgerne, der slår ind mod stranden.
Jeg sidder hjemme i køkkenet ved ni-tiden morgenen efter og er ved at pakke en lille taske, da jeg hører en kendt lyd ude fra entréen. Er det dyrlægen, der lige vil tjekke, om kattelemmen stadig virker? Nej, hun er jo i bad. Og så hører jeg et lille spagt miav.
Jeg går straks derud og venter egentlig at finde et fremmed dyr, men nej, det er en lille rødstribet kat, der ser frygtelig tynd ud. Hun er lidt forskræmt og vil både ud igennem lemmen igen (men den er jo låst indefra) og ud i køkkenet til sin madskål. Jeg kan slet ikke fatte, at det virkelig er hende, og jeg råber til dyrlægen, der kommer drivvåd ud af badet uden heller rigtigt at kunne forstå, hvad det er, der sker. Men jo, den er god nok: Lillefix er kommet hjem.
Opfedning og rekonvalescens
Hun spiser, hvad der svarer til en dagsration over de næste tre kvarter, og hun ser virkelig udhungret ud. Hun er også meget kærlig – og meget træt. Jeg sværger, at jeg i samme øjeblik, som jeg trykkede på hotellets betalingsformular dagen før, havde tænkt, at det lige skulle passe, at katten ville komme hjem dén dag! Og sikke dog det lettede på humøret.
Men skulle vi så blive hjemme og miste 2.500 kroner? Nej, fandeme nej, nu er det payback time, som min redaktør skrev til mig: Vi siger ikke noget til hende om, hvor vi skal hen, eller hvornår vi kommer tilbage! Ha! Nej, heldigvis kunne vores søde naboer kigge ind til hende om aftenen og næste morgen, så vi udsatte bare vores afgang med et par timer og kom hjem et par timer tidligere næste dag end planlagt.
Katteselskab er en hel del at foretrække frem for hundegalskab
Vi kunne også være væk med nogenlunde god samvittighed, for hun lavede ikke andet end at spise og sove. Det tog fem-seks dage, før hun var nogenlunde sig selv igen, så hun har ganske givet været ude i noget, hun ikke kunne overskue. Men hvad? Vi var lidt stolte af, at hun formåede at finde hjem igen, men dyrlægen og jeg er enige om én ting: Det vil vi ikke udsættes for igen.
Så da Lillefix er legesyg og frisk nok til at komme ud igen, er det iført et ualmindeligt grimt pink halsbånd med et endnu grimmere, neongrønt gummiomslag til en lille gps-sender, så vi kan monitorere, hvad fanden det lille utyske laver, når hun er væk om natten. Det er ikke kønt, men det lader heldigvis ikke til at genere hende, og jeg må prioritere sjælefreden frem for æstetikken.
Overvågningssamfundet
Vi kæmper en del med både soft- og hardware, og vi kan konstatere, at fiktionens agenter og privatdetektiver såsom Jack Bauer og Veronica Mars har urealistisk meget bedre udstyr til rådighed, end vi har, men til sidst får vi det til at virke. Hvert tiende minut laver den en positionsangivelse, og man kan derefter se, hvor hun har været.
Og stor er vores overraskelse den første morgen, da vi åbner senderens historik på vores app. Vi havde jo tænkt, som mennesker gør, og at hun derfor ville bevæge sig gennem haverne i landsbyen og måske finde mad bag fremmede kattelemme eller jage mus i gamle lader. Det skal lige nævnes, at vi ikke rigtigt har set hende fange og spise hverken mus eller småfugle. Hun er dog ca. 14 mdr. gammel nu, så vi går ud fra, at hun kan, for der mangler ikke byttedyr her på egnen.
Men nej, hun havde i stedet bevæget sig i modsatte retning, hen over ’prærien’ med herefordkvæg og næsten en kilometer væk til en lille lund, lige før græsmarken afløses af en hvedemark. Og næste nat fulgte hun næsten den samme rute i stort set samme antal timer. Men ind imellem disse udflugter er hun altså sammen med os hele dagen, og hvis vi er ude at køre, så bliver hun omkring huset eller inde i det.
Fremtiden kan byde på hvad-som-helst
Vi er både lidt rystede over, at hun går så langt, og glade for, at hun lader til at nyde et frit liv på landet. Zoologen i mig synes desuden, at det er virkelig interessant, hvad sådan en vildkat har af behov, mens dyrlægen konstaterede, at Lillefix lugtede lidt af kokasse, da hun kom hjem.
Jeg kunne i virkeligheden godt tænke mig at lægge mig på lur ude i lunden på græsmarken og være der, når hun kom næste gang, men det karambolerer desværre lidt med mine egne sovevaner. Nå, når vi har dannet os et overblik over hendes bevægelsesmønstre om nogle måneder (hvis vi ellers stadig kan få lortet til at virke), kan hun måske slippe for halsbåndet igen, og vi skal forhåbentlig aldrig mere synge ”Hvor er du nu, min lille glade ven?”. Men hvem ved?
Lurifaksen Lillefix
Vi har da ej kendt mage
Vi håber, du vil bo hos os
I tusind nat og dage …
… og at du vil kunne tolerere en lille stabyhoun-hvalp, hvis den tid eventuelt kommer. Og jeg skal se, om jeg kan kaste skam over det gamle bon mot om, at der kun er én ting, der er værre end hunde, og det er hundeejere. Men jeg vil nok aldrig glemme, hvad Mackenzie plejede at sige: ”Katteselskab er en hel del at foretrække frem for hundegalskab.”
Og så …
Og så gik gps’en i stykker og måtte sendes tilbage. Og så gik den lille orm hjemmefra igen, men efter tre tidligere målinger ved vi måske, hvor vi skal lede. Eller vi kan lade hende være og vente. Jeg bliver vanvittig.
Og imens står verden i brand.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
