Paolo Gentiloni (62), der onsdag eftermiddag fik 169 tillidsstemmer i det italienske senat, og dermed nu er fuldt operativ ministerpræsident, beskrives som en lidt grå personlighed, der taler med nærmest præsteagtig langsommelighed. Gentiloni er en af forgængeren Matteo Renzis trofaste støtter, og han har meddelt, at han vil videreføre Renzis politik, og trods sin regerings karakter som overgangsregering sidde “så længe det parlamentariske flertal tillader det”. Charlotte Sylvestersen tegner et portræt af Italiens nye regeringsleder.
Greven, som Paolo Gentiloni allerede kaldes af visse oppositionsmedlemmer, er fra Rom, men hans familie stammer fra Tolentino i Macerate-provinsen i den mellemitalienske Marche-region. Slægtens adelige navn er Gentiloni Silveri, og grevetitlen fik familien i 1778 af hertug Ferdinando af Parma.
Paolo Gentiloni selv blev i 2015 udnævnt til æresborger i Tolentino for at have “bevaret et tæt bånd til sine værdsatte forfærdres fødeby”.
Studenterpolitiker i lodenfrakke og sixpence
Regeringslederen med det historiske navn begyndte livet med en ultraklassisk katolsk opdragelse, hvor han endda selv underviste i katekismus. I gymnasiet opdagede han imidlertid politik og blev revolutionær studenteraktivist på den yderste venstrefløj.
Som 16-årig i 1970 deltog han i besættelsen af sit gymnasium – Liceo Tasso – i Rom, og i december samme år stak han simpelthen af hjemmefra for at deltage i en demonstration i Milano. Her mødte han en af de legendariske studenterledere, Mario Capanna, og blev senere aktiv i Democrazia Proletaria, Demokratisk Proletariat.
Gentiloni gik dog ikke i den klassiske grønne parkacoat, der i 1970’ernes italienske storbyer nærmest var en uniform for politisk aktive studerende på venstrefløjen. Gentiloni derimod bar en tyrolsk-inspireret Lodenfrakke med tilhørende tørklæde og sixpence-kasket.
”Det var de romerske studenterpolitikeres varemærke”, som Carmine Fotia på Unita.tv skriver i et portræt af Gentiloni.
Moderat i en ekstrem tid
De romerske studenterpolitikere var mere intellektuelle og knap så fysiske som de norditalienske, fortæller Fotia videre. Han konstaterer også i sit portræt, at Gentiloni blev regnet for en moderat i en ekstrem tid. Gentiloni var blandt de første, der i midten af 1970’erne sagde fra, da dele af studenterbevægelserne forandrede sig og begyndte den voldelige og væbnede kamp, der i dag kaldes for ”terrorismens blyår”.
På miljøets side i 1980’erne
Siden kom han med i kredsen omkring den grønne Chicco Testa, som i 1984 fik ham med i ledelsen af det spirende miljøparti La Nuova Ecologia – Den Nye Økologi.
Gentiloni, der er uddannet cand.polit., arbejdede som journalist og var i otte år chefredaktør for miljøorganisationen Legambientes månedsblad. Her mødte han og blev en tæt ven af den senere borgmester i Rom, Francesco Rutelli, hvis talsmand han var fra 1993 til 2001.
Parlamentsmedlem, borgmesterkandidat og udenrigsminister
Han blev første gang valgt til det italienske parlament i 2001 for Margherita-bevægelsen, og fra 2006 til 2008 var han kommunikationsminister i Romano Prodis Partito Democratico-regering.
I 2010 opdager han Firenzes borgmester Matteo Renzi, som han siden har støttet ubetinget.
I 2013 stiller han op som borgmesterkandidat i Rom, men ender på en tredjeplads med blot 15 procent af stemmerne.
Da Federica Mogherini 31. oktober 2014 blev udnævnt som EUs udenrigsminister, overtog Gentiloni posten som udenrigsminister
Han er gift med arkitekten Emanuela Mauro. Parret har ikke børn.
Gentiloni er regeringsleder nummer 64 siden det første valg i den italienske republik i 1948.
VIDEO & FOTO: RepTV & https://www.flickr.com/photos/ministeriebz/
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her