TEATER // ANMELDELSE – Essensen af Den Gerrige på Grønnegårds Teatret i år er godt skuespil. Egentlig er Molières’ komedie totalt forudsigelig med sine arketyper og klicheer, men det reddes hjem af forrygende skuespil. At titelfiguren, Harpagon, spilles af Karen-Lise Mynster er ikke et issue. Det handler også om forrygende skuespil.
Forrygende skuespil … man fristes næsten til at sige forrygende overspil. Arketyperne fra gnieren Harpagon til den forsorne tjener La Fleche kammer over i karikaturen, men gør det med et blink til publikum.
Karen-Lise Mynster rammer bare lige på kornet, og hendes jeremiader over tab af formuen er alle pengene værd
Den Gerrige er en lang indforstået vittighed. Ligesom figurerne nærmest på tur overhører samtaler, de ikke skulle have hørt, og derefter udnytter den viden til at drille andre eller spille dem ud mod hinanden, har vi jo hørt det hele. Inklusive enetaler, der ridser plottet op:
De unge elskende må – igen – ikke få hinanden
Èlise og Valere elsker hinanden, men kan ikke få hinanden. Hun er Harpagons datter, og Harpagon går efter at slippe for at betale medgift. Valere på sin side har indyndet sig som Harpagons hushovmester gennem uhæmmet spytslikkeri, hvilket stiller ham i et dilemma, da han bliver bedt om at dømme mellem Harpagon og Èlise.
Hendes bror Cleante, der har sat sig i gæld for bare at fremstå nogenlunde standsmæssigt, er forelsket i den fattige nabo Mariane. Imidlertid har ægteskabsmægleren Frosine sørget for en forbindelse mellem Mariane og netop Harpagon, som – Marianes ynder til trods – har virkelig svært ved at undvære en medgift.
Tilføj førnævnte tjener, en kok/kusk (man skal jo spare), en låneagent, en politimester og – som en deus ex machina – Grev Anselme, som har råd til at undvære Èlises medgift, men som også spiller en anden rolle; noget med et skibbrud og forsvundne børn og arv og alt det der.
Den Gerrige er ikke subtil, men snarere absurd humor
Den handling kalder ikke på det subtile underspil. Molière låner i Den Gerrige meget fra markedspladsens commedia dell’arte, hvor den jævne mands sympati helt klart lå med de underprivilegerede, så gnieren og patriarken Harpagon skal gøres til nar. Det bliver han – eller hun.
Hvad er vigtigst for dig? At leve livet med kærlighed og nære relationer eller at puge penge sammen?
Titelrollen spilles som nævnt af Karen-Lise Mynster. Det er ikke et spørgsmål om ligestilling eller diversitet. Rollen har ikke skiftet køn. Der gøres i det hele taget ikke noget ud af, at det er Karen-Lise Mynster bag fipskægget. Hun rammer bare lige på kornet, og hendes jeremiader over tab af formuen er alle pengene værd.
Hvis jeg må bruge det udtryk.
I det hele taget taler det skuespillerne til ære, at vi kan grine ad en 350 år gammel farce. Især finalen gakker fuldstændig ud, hvor det er værd at fremhæve Tina Gylling Mortensens simultantolkning fra italiensk. Vi nærmer os den absurde humor.
Penge – penge – penge
Dengang som nu er konflikten i Den Gerrige gyldig. Hvad er vigtigst for dig? At leve livet med kærlighed og nære relationer eller at puge penge sammen?
Harpagon er en hensynsløs pengepuger, for hvem pengene er vigtigere, end hvad de kan bruges til. Man kan selvfølgelig også spørge sig selv, hvorfor den diskrete pengeelite egentlig samler formuer. Politisk indflydelse, javist, som giver mulighed for endnu større kapitalkoncentration. Som igen kan bruges til … og her bider argumentet nok sig selv i halen.
Uanset om vi sidder med bare arme eller pakker os ind i tæpper, så skaber det en magi og et fællesskab
Nå, jeg håber i det mindste, de har det sjovt undervejs. Det har vi andre, når vi går i Grønnegårds Teatret og ser Den Gerrige.
Under den blå sommerhimmel
Det hjælper givetvis på humøret hos publikum at opleve Den Gerrige under åben og (på premiereaftenen) fortryllende blå sommerhimmel. Grønnegårds Teatret lever på tradition – det klassiske komedierepertoire. Foruden Molière også Shakespeare og vores egen Holberg. Og friluftsteater.
Som det gælder for Det Flydende Teaters Oh Josephine ved Sophienholm, Shakes i Ørstedsparken, Much Ado About Nothing i Botanisk Have, Ragnarok i Ulvedalene/ved Moesgaard, Hamlet Festival på Kronborg Slot, Teatret Slotsgården i Odense (og Teater V) og en masse andet udendørs teater rundt om i landet, er det vejrafhængigt.
Men uanset om vi sidder med bare arme eller pakker os ind i tæpper, så skaber det en magi og et fællesskab. Ikke bare publikum imellem, men også mellem publikum og skuespillerne på scenen. Om det er mågeskrig, kirkeklokker eller motorlarmen fra en flyvemaskine, så oplever vi det samtidig og sammen. Måske derfor er latteren ekstra smittende.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
