Ny udstilling på Glyptoteket: Den uperfekte positur

af i Kultur/Kulturhistorie/Kunst

KUNST // ANMELDELSE – Det er meget sjældent, at jeg giver en rigtig god kunstudstilling en dårlig anmeldelse. Men det er desværre nødvendigt i forbindelse med udstillingen på Glyptoteket lige nu. Skulpturudstillingen Perfect Poses? er smuk, endda mystisk dragende, men den er en torso.

Udstillingen kommer til Glyptoteket efter at have været vinteren over på det myteomspundne Museu Calouste Gulbenkian i Portugal. Det er en udstilling af de to museers egne, fortrinsvis nyere franske værker, ikke en stor udstilling, men en fin lille udstilling, hvis vi blot tager værkerne enkeltvis.

Det hele er sat i scene i et par af siderummene til Glyptotekets monumentale rotunde og foregår i et farvespil mellem laksefarvede udstillingsvægge og det sine steder helt mørklagte, sorte rum. Det er meget flot. Der er nogle problemer i det, som jeg skal komme tilbage til.

Det, udstillingen efter min opfattelse ikke godtgør, er forskellen mellem positur og selfie

De positurer, der bliver tematiseret, er ”stående”, ”siddende”, ”på hug”, og den mere diffuse kategori i denne sammenhæng, ”skulpturgruppen”. Hver af disse har så en eller flere indholdskategorier knyttet til sig: ”idealisme”, ”den sårede søn” og udstillingens lidt mærkværdige hovedindholdskategori, ”perfekt mandlig model”.

Kropssprog, bevægelse og positur

Museet skriver i introduktionen, ”Skulpturens kunsthistorie kan fortælles gennem den måde, hvorpå kunstnere gennem tiden har ladet kropssprog, bevægelse og ikke mindst positur fortælle om for eksempel kærlighed, tab, sorg, glæde – liv og død.”

“Udstillingens lidt mærkværdige hovedindholdskategori, ”perfekt mandlig model””

Jeg finder ikke, og det er min største anke, en fremstilling af det menneskesyn, der dels ligger bag skulpturernes positurer før moderniteten, dels ses i den franske og europæiske modernitet, som en del af udstillingens værker peger i retning af og dels det menneskesyn, der giver sig udtryk i, at publikum opfordres til selv at skabe den perfekte positur gennem udstillingens eneste elektroniske gadget, en projicerende lyskaster. Den virker så heller ikke ret godt, fordi positurerne, den skaber, er slørede (og fordi man ikke kan komme til at tage selfies).

Det, udstillingen efter min opfattelse ikke godtgør, er forskellen mellem positur og selfie, for nu at sige det på den måde. Den, der står i positur i de gamle skulpturer er ikke et individ, det er tværtimod et almengyldigt væsen, nemlig et væsen i positur.

Det repræsenterer alle andre mennesker, der måtte indtage den positur, fordi det var den selvopfattelse, den enkelte havde tidligere. Man var et personligt udtryk for det almene, endeløst indfældet i det.

Dette bliver problematisk på den tid, da kunsten begynder at blive abstrakt, og det abstrakte er et udtryk for det, at posituren er problematisk. Mennesker er ved at blive individualiseret og den almengyldige positur ved at tabe sin referentielle mening. Det er så problematisk, at vi nogle årtier senere ender med Giacomettis anorektiske menneskeskildringer, som enhver der har besøgt Louisiana kender.

På forsiden af Vogue

Når de unge mennesker i dag, yderligere nogle årtier senere, står i positur eller fascineres af positurer på forsiden af Vogue, er det ikke positur som almenmenneskelig udtryksform de fascineres af, men posituren som selvudstilling. Det er indfældet i en grænseløs eksistentiel selvcentrerethed og vil gerne ses. Det er noget helt andet.

Man bruger en hel væg på digital individualistisk positurmageri, som ikke fungerer ret godt, og man øver kunsthistorie uden at henvise til nogle af de mest grundlæggende tolkninger af positur i skulpturhistorien

Den forståelse har jeg ikke set i udstillingens materiale. Det er muligt, den findes i det omfattende undervisningsmateriale, der efter sigende er udarbejdet, og det er muligt, det kommer frem i nogle af foredragene. Men uden den er udstillingen i det store og hel tom.

Derfor bliver det en afgrundsdyb mangel, at udstillingen påstår at være kunsthistorie fortalt på en ny måde, men ikke trænger ind i kunsthistoriens dybeste positurskildringer.

Man bruger en hel væg på digital individualistisk positurmageri, som ikke fungerer ret godt, og man øver kunsthistorie uden at henvise til nogle af de mest grundlæggende tolkninger af positur i skulpturhistorien i kategorien ”skulpturgruppen”. Jeg tænker på Michaelangelos Pieta i Peterskirken og den antikke Laokoon-gruppe, der blandt andet kan ses i en bronzekopi på Reichsmuseuum i Amsterdam.

Disse to værker har det særlige, at de peger ind i det almenmenneskelige fællesskab, fordi de lidelser, de fremstiller, sker på vegne af andre. Laokoon-gruppen danner desuden udgangspunkt for Lessings bog af samme navn (1766), der er det første moderne forsøg på at skitsere sammenhængen mellem kunst og virkelighed. Det er derhen, udstillingen ikke når efter min opfattelse. Man håber naturligvis altid, man har overset et eller andet, der ville få det hele til at falde på plads.

Værkernes skønhed

De problemer, jeg antydede i selve rummet, består i, at udstillingen er placeret i rummet som en kasse, der er stillet ind i et andet rum, uden at fylde det ud. Man kigger op, som i et supermarked, hvor man opdager, der slet ikke er noget loft. Her på Glyptoteket ser man et endeløst smukt udsmykket rum og udstillingsvægge, der afbryder rummets egne forløb på den mest disharmoniske måde.

Fra udstillingen. Skillevæggene er hule og modsiger bygningens arkitektur og udstillingens æstetik

Virkelig dårlig feng-shui. I en udstilling om den perfekte gengivelse af naturens mest perfekte bygningsværk: Den menneskelige krop.

Hvad der er direkte kikset er, at skillevæggene, som udstillingen gør flittig brug af – fordi man vil lave et rum inde i et rum, der ikke må ses – er hule. Man har ikke dækket hullerne, så man føler man går rundt på en nødtørftigt skjult byggeplads.

Alligevel vil jeg anbefale udstillingen. Den er lille men vidunderligt smuk, fordi værkerne i sig selv er det. Det er inspirerende at reflektere over positurerne, som trods alt fremhæves, selvom de ledsagende tekster om det indhold, der ligger i dem, således på væsentlige punkter hænger og svæver i luften.

Desuden er Glyptoteket er altid anbefalelsesværdigt, og museet har for tiden en – med enhver målestok – prima udstilling af samlingens franske hovedværker. Et udvalg af nogle af de bedste malerier, der overhovedet findes.


Perfect Poses?
Glyptoteket. Til 16. juni


Fotos fra udstillingen: Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kultur