KOMMENTAR – 45 år er der gået, siden den frie abort blev indført, og alligevel skal vi stadig kæmpe for den. Selv om det trods alt stadig er få abortmodstanderne, der ligefrem går igennem gaderne i demonstration, som vi så det i juni, er deres aktiviteter en klar udmelding om, at også her i landet er fri abort ikke nogen selvfølgelighed. Det kan og må vi ikke acceptere, skriver direktør i LivaRehab Flora Ghosh og speciallæge Birgit Petersson.
Kvinders rettighed over egen krop er ikke skrevet i sten, og i mange lande er kvinders tilkæmpede rettigheder allerede blevet udfordret og i værste fald inddraget.
At problematisere rettigheder er ofte første skridt til at begrænse dem. Og eftersom abortsøgende kvinder allerede mødes af tilsværtning og fordomme i dag, er der desto mere grund til at stå fast på kvinders ret til egen kropslig selvbestemmelse. En selvbestemmelse, der også er afgørende for ligestilling og ligeværd i samfundet.
Vi mener, at den frie abort er truet, og det er helt nødvendigt at få sat en stopper for udviklingen, en udvikling vi ikke kan eller vil lukke øjnene for
Vi oplever, at mange af de udsagn, der kommer fra abortmodstandere, er at sammenligne med et overgreb mod kvinder. For eksempel mødes kvinder stadig med fordommen om, at de bruger abort som prævention, på trods af at det igen og igen er bevist ikke at være tilfældet.
Man hører også at aborttallet er for højt, selvom virkeligheden er den, at tallet er langt lavere, end det kunne forventes ud fra præventionsmidlernes sikkerhed. Et faktum, som i stedet måske skulle føre til en bekymring omkring fertiliteten i befolkningen, men det er en helt anden historie.
Store konsekvenser ved abortbegrænsning
Som henholdsvis speciallæge i psykiatri og som direktør for et rehabiliteringscenter for udsatte kvinder må vi (nu igen, fristes man til at sige) råbe vagt i gevær. Vi ser for eksempel på daglig basis i rehabiliteringscenteret de fysiske og psykiske konsekvenser af, hvad der sker, når kroppens grænser ikke respekteres.
Vi mener, at den frie abort er truet, og det er helt nødvendigt at få sat en stopper for udviklingen, en udvikling vi ikke kan eller vil lukke øjnene for.
Oplevelser med overgreb og tvang kan lamme et menneske i isolation, lavt selvværd og selvhad og vanskeliggøre dets muligheder for at få fodfæste i samfundet, på arbejdsmarkedet og i eget liv. Det er derfor vigtigt, at vi indretter et samfund, der bekæmper overgreb og dets konsekvenser – ikke et samfund som fremmer det.
Og ser vi over Atlanten, er der ingen ende på de krumspring, som modstandere af kropslig selvbestemmelse vil gøre for at forhindre kvinder i at få abort. Fra myrdede læger i Kansas, over partnersamtykke i Arkansas til tvunget ultralyd i Texas
For det vil være konsekvensen af en abortbegrænsning. Tvangsgennemførelse af svangerskab og fødsel er et massivt overgreb på såvel det menneske, som bliver udsat for det, som det samfund, det foregår i. Den form for kropslig tvang er meget svært forenelig med et demokratisk livssyn.
Kigger vi på abortens historie, skorter det heller ikke på gruopvækkende eksempler på kvaksalvere, forblødninger og ødelagte under- og kvindeliv, ligesom vi har utallige eksempler på tvungne ultralydsscanninger, hittebørn og udstødelse. For ikke at tale om udskamning, dæmonisering og unge kvinder, der opfatter deres seksualitet som en byrde, ikke som en gave.
Det er kvindefjendsk og antidemokratisk og langtfra fortid alle steder. Se bare på Polen, USA, El Salvador eller Bangladesh.
På Malta er abort helt forbudt, og den er stærkt begrænset i lande som Portugal, Spanien og Polen – sidstnævnte land var paradoksalt nok et sted, hvor danske kvinde rejste hen for at få abort, før den blev fri herhjemme i 1973.
Og ser vi over Atlanten, er der ingen ende på de krumspring, som modstandere af kropslig selvbestemmelse vil gøre for at forhindre kvinder i at få abort. Fra myrdede læger i Kansas, over partnersamtykke i Arkansas til tvunget ultralyd i Texas.
En kamp vi ikke kan tillade
El Salvador har en af verdens hårdeste abortlovgivninger, hvor der – imens vi skriver i dette indlæg – sidder flere i fængsel dømt for at foretage en abort. El Salvador har ændret deres totale forbud mod abort for nylig, og hvis man er heldig, kan man få adgang til aborter i de tilfælde, hvor det handler om incest eller voldtægt.
I flere sydøstasiatiske lande betyder valg af abort ikke kun skam, men også udstødelse.
Kampen mod abort er ganske enkelt en kamp mod kvinders værd og ligeret, og derfor har vi som tilhængere af ligestilling og ligeværd et ansvar for, at den ikke vindes
Abort er ulovlig jævnfør Bangladeshisk straffeloven af 1860, dog kan den anvendes efter lægelig vurdering til at redde kvindens liv. Siden 1979 har man dog brugt betegnelsen “Menstrual regulation” (MR), hvor kvinder op til 10-12 ugers fravær af menstruation kan få “rettet menstruationen til”.
Kampen mod abort er ganske enkelt en kamp mod kvinders værd og ligeret, og derfor har vi som tilhængere af ligestilling og ligeværd et ansvar for, at den ikke vindes. Kampen mod abort kan starte i det små med udbredelsen af den – i øvrigt forkerte – myte om, at kvinder bruger abort som prævention. Eller som giftige moraliserende stikpiller om, at man kunne have taget andre valg.
Den slags bidrager ikke med noget som helst andet end at påføre kvinder i en ubehagelig situation skyld og skam. Selvfølgelig skal alle oplyses om alle mulighederne, men retten til at træffe valget over ens krop må og skal ligge hos kvinden selv og ingen andre.
Vi kan ikke tillade, at samfundet blåstempler knægtelse af kvinders kropslige selvbestemmelse. Vi kan ikke tillade det overgreb.
Topfoto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
