Der var et eller andet ved bogmessen i Bella Centret, som var anderledes, end det plejer. Mindre stresset, mere hjertevarmt. Måske var det bare stemningen, glæden ved at være der, som mange mærkede. At træde ud af et offentligt rum, der er inficeret med politik, negative tanker og beskidte påstande for at træde ind i et stort rum fuld af bøger og mennesker, der holder af bøger. Og opdage, at dét er virkeligheden, ikke det andet – det udenfor. Her er 10 virkelige øjeblikke, som Jakob Brønnum blev viklet ind i, da han besøgte BogForum. Og en hel masse bøger.
1: Den dybt nærværende
Man går rundt mellem standene og scenerne i de store haller og risikerer at ende i en elektrificeret zone mellem mylderet af mennesker og arrangementer, man kun næsten lytter til, fordi man står i udkanten af det hele.
Lørdag, først på eftermiddagen så jeg imidlertid 40 minutter af en ualmindelig fin samtale mellem to forfattere, man ikke umiddelbart ville tænke sammen, stående i øvrigt. Man koncentrerer sig så godt stående, men det er naturligvis sværere at drikke kaffe og tage notater samtidig.
Det var et meget spændende arrangement. Og der var højt til loftet. Rigtig højt
Biskoppen i Ribe, Elof Westergaard, som har et lille, men vægtigt forfatterskab bag sig om billedkunst og spiritualitet, har udgivet Min byzantinske notesbog (Forlaget Gladiator). Forlaget havde sat ham sammen med en umådelig spændende debutant, den tidligere forfatterskoleelev Joakim Vilandt, der har skrevet en punktroman, Cassandra, hvor han anvender gammeldags ortografi på en personlig måde. Han føjer stykkerne i bogen sammen på en måde, der minder mig om Bob Dylans geniale surrealistiske roman Tarantula fra 1966.
Det var et meget spændende arrangement. Og der var højt til loftet. Rigtig højt. ”Vi må huske, at ånd altid er knyttet til noget, ellers er det ikke noget,” sagde Elof Westergaard. Eller noget i den retning, det var som sagt svært at tage noter.
De to havde læst hinandens bøger og læste op på skift. Så indledte de en samtale, der blev subtilt modereret af en forlagsredaktør, men som udviklede sig til en rigtig samtale, hvor to mennesker lyttede til hinanden og gav, hvad de havde, ikke for deres egen skyld, for at få eller finde en position, de kunne holde, men for samtalens skyld, for indholdets skyld, for den menneskelige udvekslings skyld.
De havde begge nogle formuleringer om sprog og bevidsthed (ånd) og virkelighed og frem for alt nærvær, som gik lige ind. Jeg glemte sågar i lange passager, at jeg stod lige bag en travl og effektivt betjent, ikke ubetinget velduftende popcornmaskine, som Gladiators stand grænsede op til.
2: Den virkelig smukke
Senere på dagen interviewede Erik Skyum-Nielsen Jens Smærup-Sørensen, der netop har udgivet en essaysamling, Refleksioner.
Skyum er litteraturkritiker på Information. Han har i en menneskealder anmeldt bøger, han ikke kunne lide op mod en ikke-eksisterende idealversion af bøgerne, som var inde i hans eget hoved, hvad der har givet mangen en digterspire for tidligt grå hår på deres.
Præcis dette med det ideelle udtryk og den nuance, der først træder frem, hvis man hører efter, kom i et øjeblik af stor menneskelig og åndelig skønhed, som det ikke engang er sikkert de to på scenen lagde mærke til
Skyum er en af vores største formidlere af nordisk litteratur, den uhyre vigtige udveksling med sproglighed og sansninger, der grænser op til vores og giver dem nuancer, hvis vi hører efter.
Præcis dette med det ideelle udtryk og den nuance, der først træder frem, hvis man hører efter, kom i et øjeblik af stor menneskelig og åndelig skønhed, som det ikke engang er sikkert de to på scenen lagde mærke til. Skyum siger til Smærup, at han jo er en mester i den prægnante formulering, spidsformulering, kaldte han det vist. Altså det sted, hvor den sansning, der byder sig til i en menneskelig situation, som skal beskrives, fanges med et udtryk, så man føler, at livet beskrives på en særlig nærværende og klar måde.
Det vil tit være noget, der står som en indskudt bemærkning til sidst efter en beskrivelse af en hændelse. Man kan næsten altid se spidsformuleringen i ældre romaner, hvor forfatteren lige får sammenfattet det hele til slut. Så vidt jeg kunne høre – jeg stod lidt i udkanten – blev de to enige om, at det ikke ofte forekommer hos Smærup. Hvorfor, spørger Skyum.
”Jo”, sagde Smærup med den alvorsbårne lavmælthed, som stærkere og stærkere karakteriserer hans udtryk i de her år, ”men sådan er livet jo ikke. Jeg prøver at beskrive livet som det er, og lige der, hvor der skulle stå sådan en formulering, til sidst i en beskrivelse, der er livet jo gået videre med noget andet,” forklarede han.
3: Den voldsomme trang
Man skal så ikke have været på bogmessen ret længe, før man begynder at høre en indre stemme, der afgiver små fine skrig. I begyndelsen tror man, det er festivalkuller og kort efter fortolker man det som kaffetrang, der hurtigt går over i et akut vingummisug, som man heldigvis kan dulme, blot ved at gå fra stand til stand og nippe af de små skåle, der står overalt.
De skulle have nogle læsebokse på bogmessen, skulle de. Der er plads nok
Til sidst opdager man, at trangen er en helt anden. Det er trangen til at læse. Det er helt absurd. Vi er til bogmesse og der er ingen steder at læse. Man finder sig så et hjørne et sted, hvor lydniveauet er marginalt under de 60db, jeg målte på en app, jeg bærer rundt på, inden jeg skulle optræde på en af scenerne fredag formiddag. 65db er grænsen for den tilladte motorvejsstøj i et byområde.
Ok, man kan godt læse i 60db, bare ikke for længe. Pyha! Så bliver alting hurtigt meget bedre. Men optimalt er det ikke.
De skulle have nogle læsebokse på bogmessen, skulle de. Der er plads nok. Jeg er overbevist om, at der var læseområder på bogmessen i Göteborg, hvor jeg var for nylig, alt for kort, desværre. Man kan godt høre modargumentet: Så sidder folk og hænger der! Men, hvis det nu var ligesom i Magasin og Fona i 1960’erne og 1970’erne, hvor man gik ind i et lille aflukke? Så kunne man trække nummer til en halv time.
4: Den højst besynderlige
Jeg så pludselig i øjenkrogen Lars Hedegaard, der vist for ret nylig er drevet ud i yderzonerne af politik og glimter med sin tilstedeværelse hos Nye Borgerlige, Danmarks mest næsten-facist-lignende parti, hvis man hakker af på Eco 14-skalaen, som jeg f. eks. gjorde med Trump i en artikel under valgkampen.
Det er ikke Kulstof 14-metoden, jeg hentyder til, selvom der kan være noget altmodisch over det. Det er Umberto Ecos liste over de træk, der kendetegnede urfacismen i Italien i hans barndom. Umberto Eco var som bekendt litteraturvidenskabsmand, før han var romanforfatter og har en fuldstændig enestående analytisk sans.
Her randt mig et gammelt ordsprog i hu. Noget med ræve og gæs
Han, altså ikke Trump (eller Eco), men Lars Hedegaard, sad på en af Gyldendals scener og talte med historikeren Bent Jensen. Jeg henvendte mig til en politimand, som jeg hurtigt regnede ud, var der fordi Lars Hedegaard var der. Hedegaard fortæller nemlig, at en mand i en rød jakke en søndag eftermiddag … nå, den tager vi en anden gang. Jeg ville vide, om arrangementet handlede om en bog, Lars Hedegaard havde skrevet eller Bent Jensen.
Bent Jensen har, huskede jeg så, skrevet en bog om Ruslands revolutionsår og Lars Hedegaard, som selv er historiker skulle interviewe ham. Her randt mig et gammelt ordsprog i hu. Noget med ræve og gæs. Jeg ved desuden mindst en ting om Lars Hedegaard som historiker.
Lars Hedegaard har for 10-15 år siden skrevet en bog, hvor han påstår, at det ikke er gennem muslimske filosoffer, at Aristoteles er blevet overleveret til den vestlige verdens fagfolk. Denne pointe lyder ubetydelig, men det er den ikke. Den er interessant, mere end det, den er essentiel for vores kulturelle selvforståelse.
Under kirkens overherredømme i den mørkeste middelalder kendte man ikke Aristoteles i den vestlige verden. I dag er Aristoteles almindeligt anerkendt som de eksakte videnskabers ophavsmand, altså en slags fader til fornuftsbegrebet i den vestlige civilisation, og alle ved, at fornuften er det højeste gode, vi har. Det er et filosofihistorisk faktum, at muslimske filosoffer genfandt Aristoteles, og at senmiddelalderlige, katolske teologer læste ham derigennem, men Hedegaard benægter det.
Jeg kender en tidsskriftredaktør særdeles godt, som har været oppe at skændes med ham om det i en telefonsamtale, hvor Hedegaard smækkede røret på, da redaktøren nægtede at publicere hans vrøvl.
Lars Hedegaard bedriver altså i mindst et tilfælde historieforfalskning, af åbenlyse grunde. Hvilke grunde? Det postfaktuelle and all that jazz. Det er populisme-ideologiens grundtræk, at man hellere vil have national og etnisk enhed end åbenlys videnskabelig sandhed. Det første forener, mener man, det andet risikerer at splitte. Det står også på Ecos tjekliste.
Vi skal jo sørge for at det er dansk det hele, du ved, danskhed smurt ud som leverpostej over hele landet, ligesom når man asfalterer en pløjemark og laver parkeringspladser.” I was on a roll, som det hedder
Det er det samme, folk forklarer Morten Messerschmidt, at han gør, når han fortæller at kulturradikalismen har ødelagt vores nationale enhed. Den fandtes nemlig ikke, den enhed. Hvorfor vil Hedegaard ikke have, at Aristoteles er kommet til den vestlige verden efter Middalderen via muslimske lærde? Fordi han kan ikke holde idéen ud, om at vi skylder den muslimske tanke nogetsomhelst i grundlagt for vores civilisation.
Hvordan kan Gyldendal anvende ham som ekspert, der interviewer en anden historiker på bogmessen? Det er mit problem. Jeg forstår nok ikke Gyldendals selvopfattelse som kulturinstitution/kulturvirksomhed. Jeg ved ikke, hvad de vil med det.
5: Den virkelig skægge
Jeg stod lidt i udkanten af det hele, som man som nævnt tit kommer til. Pludselig opdagede jeg, at den unge politimand havde sådan et rigtig flot hipster-imam-skæg.
Jeg sagde til ham, “du skal nok ikke regne med, at du kan blive ved at have det skæg, så længe du er på bevogtnings-detail med ham Lars-fyren der, for der er nogle af hans åndsfæller, der mener at det er udansk. Og det går jo ikke. Vi skal jo sørge for at det er dansk det hele, du ved, danskhed smurt ud som leverpostej over hele landet, ligesom når man asfalterer en pløjemark og laver parkeringspladser.” I was on a roll, som det hedder. Jeg bliver altid lidt manisk, når jeg står ved siden af folk med automatvåben.
Han havde ikke hørt om det. Så kom der en og forklarede, at det var Folketingets formands mand, der havde sagt det, og så stod vi og havde det hyggeligt et øjeblik i automatvåbenets skygge.
Lidt senere mødte jeg en af mine litteraturkammerater – det vil jeg tillade mig at anse ham for – en journalist på et af de mindre, landsdækkende dagblade. Han har også sådan et skæg, ikke helt så tæt, som politimandens, men meget, meget flot. Vi kalder ham Jeremias her.
“Jeg har også tænkt på at lave en artikel om Grundtvig,” fortsatte han, ”han havde nemlig sådan et skæg, og han er da så dansk som de kommer
Jeg sagde til ham, ”Du, Jeremias, har du tænkt på, at det der godt snart kan blive no-go.” ”Jeg har tænkt på det,” sagde han lavmælt, men med et glimt i øjet. ”Jeg har også tænkt på at lave en artikel om Grundtvig,” fortsatte han, ”han havde nemlig sådan et skæg, og han er da så dansk som de kommer.” Det gav jeg ham ret i.
Jeg kvitterede med historien om dengang jeg på Nordisk Forfatterrådsmøde i Visby på Gotland forgæves søgte at stable en Dostojevskij-look-a-like-konkurrence på benene, fordi så mange af de ældre svenske og finske deltagere også havde sådan et skæg.
6: Den intenst digtende
Et forlag, som er omkring 10 år gammelt havde sin BogForum-debut i år, nemlig Det poetiske bureaus forlag, et idealistisk Nørrebro-forlag, der ligger i Nordeuropas for tiden mest interessante bogstrøg, Møllegade, hvor en mængde gallerier og mikroforlag flankerer den ene side af gaden, uden at skænke det en tanke, at et grundelement i essensen af den europæiske kulturhistorie har sit symbolske monument på den anden side. Der ligger nemlig den jødiske kirkegård.
Udover at jeg selv har fået udgivet nogle digtsamlinger på forlaget, senest Nøjsomhedens tivoli, en næsten 400 sider lang digtbog, der kom fra trykkeren, lige i tide til bogmessen, har forlaget haft det held at kunne udsende et bind Udvalgte digte af landets, efter min opfattelse, største nulevende lyriker. Det er Knud Steffen Nielsen.
Som maler er han repræsenteret på flere kunstmuseer, særligt omkring Midt- og Nordjylland, hvor han bor, men som lyriker er Knud Steffen Nielsen en slags digternes digter, en af nogle få som Weekendavisens notoriske og subtile lyrik-kender Lars Bukdahl er omfavnende glad for.
Knud Steffen Nielsen kan være svær at trænge ind i, men lykkedes det, opdager man at den abstrakte tone rummer en nuanceret livstydning, som man skal lede længe efter. Og humor. Og smukke poetiske billeder, man aldrig havde drømt om fandtes. Og det gjorde de heller ikke, før Knud Steffen Nielsen kom med sin sprogets dåseåbner.
Ham kunne man se sidde i sofaen på den lille forlagsstand og tale med besøgende. På et tidspunkt så man forfatteren, oversætteren og litteraturarkæologen Arne Herløv Petersen, som POV International lejlighedsvis har bragt tekster af, og som på en række områder har ydet en uvisnelig, men langt fra tilstrækkeligt anerkendt, indsats for dansk litteratur og Knud Steffen Nielsen sammen, og jeg var så heldig at fange det litteraturhistoriske øjeblik.
7: Den momentane OL-deltager
Jeg læste også selv op. Endelig har jeg forstået det underlige, når man til et OL ser folk, der har trænet i årevis, og efter at have rejst den halve verden rundt, indlogeret sig i OL-byen, gået indmarch og det hele, så rider en omgang i manegen, bliver slået ud og må rejse hjem.
Jeg skulle læse på Spotscenen fredag kl. 11.45, kort efter bogmessens åbning. Jeg havde været nervøs i ugevis, for jeg skulle læse op af tre digtsamlinger, der er kommet i årets løb, altså fra november til november, ret store bøger på gennemsnitligt lige godt 300 sider. Jeg har nævnt den ene. En anden kom i marts på forlaget Eksistensen og hedder Den sidste passion. Den er på 286 sider.
Arrangementet hed derfor ”1000 siders digte på et år”. Jeg havde ikke ventet et øje. Hvem orker at høre om 1000 siders digte fredag formiddag? Og er alle mennesker ikke på arbejde?
En lærer, som jeg vil være taknemmelig meget længe, havde indlagt min oplæsning i det foreskrevne program for to skoleklasser og der var stuvende fuldt på pladserne foran scenen
Det viste sig, at fredag formiddag har en funktion, jeg ikke havde regnet ud eller kunne huske fra tidligere, nemlig at ældre skoleklasser kommer på bogmesse. En lærer, som jeg vil være taknemmelig meget længe, havde indlagt min oplæsning i det foreskrevne program for to skoleklasser og der var stuvende fuldt på pladserne foran scenen, foruden de par håndfulde, der ikke var på arbejde eller havde andre gøremål og som var kommet tidligt på bogmesse for at lytte med.
8: De tilfældige møder
BogForum er også de tilfældige møder. Man hilser flygtigt på 100 mennesker og ser hundrede andre, man kender. Jeg så som sædvanlig min gamle dansklærer fra 5. og 6. klasse på Johannesskolen på Frederiksberg. Han har betydet mere end nogen anden for mit eget skriveri, men jeg hilste ikke på ham i år, for han hastede forbi i en anden retning.
Et andet flygtigt møde var med min gamle journalistveninde Iben Danielsen, der ligesom POV Internationals Asger Røjle Christensen, var praktikanter på Frederiksberg Bladet, mens jeg i begyndelsen af 1980’erne som ung og uredt skrivende dækkede kulturstoffet på avisen med en ugentlig to dages-ansættelse til decideret sulteløn.
Iben Danielsen havde en særlig anledning til at være på bogmessen i år, eftersom hun efter flere fagbøger er debuteret som romanforfatter med bogen Efter Bea (Forlaget Hovedland), der handler om livet efter et dødsfald. Den glæder jeg mig til at læse senere på sæsonen.
9: Den værkbrudne
Når det tynder ud på messen, hen mod lukketid, mødes forlæggerne på hinandens stande. Der var sådan et øjeblik, hvor samtalen gik over i noget helt andet. Hvor nærværet blev konkret. Vi stod på Jensen & Dalgaards stand, en gruppe forlagsfolk og en enkelt forfatter. Redaktøren fra et af de store københavnerforlag stod og fortalte om en forfatter, hun havde haft et pragtfuldt møde med.
Redaktøren fra Jensen & Dalgaard fortalte om deres arbejde med at finde de perler og værker frem til det danske publikum, som findes i de små sprogområder, som har alt for let ved at forsvinde ud af vores horisont. Jeg blev et øjeblik højtidelig og sagde, at det har afgørende betydning for sammenhængskraften i et lille sprogområde, at man arbejder så bevidst med det.
Til gengæld fortalte en af redaktørerne, at den tysksprogede litteratur nu ikke længere er et observationsfelt for nogle af de største litterære agenturer. De køber det ikke til oversættelse. Forstå det, hvem der kan. Men det overrasker ikke. Tysk er også trådt i baggrunden i skolen, som bekendt.
Det var der, jeg for alvor opdagede den basale taknemmelighed, jeg altid går rundt med, over at det findes, altså ikke bare mødet, og barnet og den skæve erindring, men sproget og tanken og læseglæden og stedet, BogForum
Da jeg begyndte at læse gode bøger, som teenager i slutningen af 1970’erne, kunne man stadig følge med i den tyske litteratur via alt det, som særligt Gyldendal lod oversætte til dansk. Det kan man ikke længere. Slet ikke. Og det er synd, for den tyske litteratur er suveræn og den står den nordiske nærmere end den engelsksprogede. I ånden. I nærværet.
Lidt efter, kort før lukketid lørdag, gik samtalen så i en anden retning. Det værkbrudne meldte sig. Den ene forlagsredaktør havde ondt der og den anden der og den tredje minsandten der. De havde stået op i to dage og nu stod de og delte tips til, hvordan man skal klare sig igennem det på en hel bogmesse. ”Sørg for ikke at hvile for meget på hælene, når du står og taler med folk,” sagde en af dem.
10: Den stadige taknemmelighed
På et tidspunkt kom min søn, der netop er fløjet fra sin mors kødgryder og har etableret sig med sin kæreste og sit lydindspilningsudstyr og sine raptekster i en lille studenterlejlighed i byen. Der indtraf et øjeblik, som jeg sent vil glemme. Jeg stødte på to, nu pensionerede bogbranchefolk, en forlægger fra Gyldendal og en tidligere boghandler fra Ordrup, som jeg begge har rejst med, fordi vi sad som medlemmer af styregruppen for BogForum for år tilbage – jeg som repræsentant for Dansk Forfatterforening.
Vi var på korte, sporadiske studieture til andre bogmesser, og på en af dem var der ved en lejlighed en kvinde med et ret nyfødt barn i rummet, hvor vi var. På det tidspunkt havde jeg også sådan et derhjemme, og jeg husker, jeg med en helt ukarakteristisk tilbøjelighed, overskred en grænse og spurgte den ukendte kvinde, om jeg et øjeblik måtte holde hendes barn. Jeg savnede fornemmelsen af den lille dreng derhjemme så intenst, at jeg ikke kunne modstå det.
Nu kunne jeg præsentere ham for dem, jeg havde rejst med, og dem for ham, som voksen. Det var der, jeg for alvor opdagede den basale taknemmelighed, jeg altid går rundt med, over at det findes, altså ikke bare mødet, og barnet og den skæve erindring, men sproget og tanken og læseglæden og stedet, BogForum, der voksede ud af Forum på Frederiksberg og kom til Bella Center. At det findes, ikke kun virtuelt, stedet, hvor der kun er folk, der ligesom en selv mener det er livsnødvendigt at læse. Og derefter læse. Og siden læse.
Topfoto: Mai Vanilli fra BogForum
POV Internationals skribenter arbejder gratis. Støt gerne Jakob Brønnum på Mobile Pay 53 60 84 96 eller tegn abonnement:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
