DIGTSAMLING // ANMELDELSE – Arne Herløv Petersens nye digtsamling Cityringen er en dejlig poetisk tur rundt i byen med blik på tiden og med følelser af både forår og efterår i kroppen, skriver Egon Clausen.
Arne Herløv Petersen er en skrivekugle, og det har han været lige så længe, han har kunnet holde på en pen, og nu har han udsendt endnu en digtsamling, som bliver nummer 43 i rækken.
Denne gang bruger han Cityringen som samlende begreb. Den binder jo den by sammen, som han engang har været ung og fyrig i, så han mindes alle de søde piger, der var drysset som fregner ud over byen, og hvor er de nu?
På tur i Cityringen
Arne Herløv Petersen er ikke ung mere, og selve byen er også gledet ham af hænde, men takket være Cityringen tager han den atter i besiddelse, denne gang set nedefra med 96 digte. Hvert digt er som en station, hvor man kan tage rulletrappen op til overfladen og få nye perspektiver på såvel fortid som fremtid.
Nogle af digtene er dystre med titler som Tusmørketanker og Klodedrab. De rummer frygtelige anelser om en fremtid på en ødelagt klode, hvor de overlevende står nøgne under en ubarmhjertig sol og uden udsigt til hjælp nogen steder fra.
Der er andre digte, hvor han kritiserer sine medborgere, som lader sig fylde med had ved at se en kvinde med slør, alt imens fugle og insekter dør, mens træer taber deres blade og floder tørrer ud.
De bedste digte er dog dem, der er skrevet fra andre positioner. Herom har han skrevet i et opslag på Facebook.
”Hvis digtet skal komme, skal jeg berede mit sind. Jeg skal hensætte mig i en tilstand, af modtagelig, vågen tomhed. Måske sidder jeg ved busstoppestedet og venter, måske går jeg tur eller kører med tog og ser ud ad vinduet. Det kommer ikke, hvis jeg taler i mobil eller læser eller snakker. Måske kan man sige, at lediggang er roden til al kunst. Det kommer, når pladsen er ryddet.
Det er i den tilstand af modtagelighed og tomhed, mine digte bliver til. De kan så være gode eller dårlige; for mig er det vigtigste den lykkefølelse, det giver, når de kommer.”
Det er en dejlig digtsamling, Arne Herløv Petersen har skrevet. Så tag en tur med hans udgave af Cityringen og få månestøv på vingerne
De digte, der er skrevet i sådanne tilstande af kreativ tomhed, er langt de bedste. Der får stilheden lyd. Der står han ved vintertid med åben mund og lytter så længe, at selv sneskorpen begynder at synge. Der møder vi katte, der kan se i mørke, og som ser på os med en blanding af medlidenhed og foragt. Der synger de store, blå fugle, der yngler inderst i hans drømme. Der fletter træerne rødder med hinanden og husker, hvor skønt det er i forårstiden, når saftspændingen stiger, så hvert enkelt træ er ved at gå ud af sin gode bark.
Forårssolen skinner stadig
Det bliver også til et billede på ham selv. Han er godt nok blevet over firs år og plages af sorte nattetanker, som ikke vil gå væk. Han modtager også jævnligt strejkevarsler fra forskellige dele af sine indre organer, men han husker endnu, hvordan det var engang, da han var bristefærdig af forår. Så midt i alderen er han også ung, og han skriver, at ”endnu er det tid at se på sommerfugle, skrive digte og sidde på en bænk i den første forårssol og holde dig i hånden.”
Det er en dejlig digtsamling, Arne Herløv Petersen har skrevet. Så tag en tur med hans udgave af Cityringen og få månestøv på vingerne.
Læs også Egon Clausens anmeldelse “Hvor ligger provinsen? Ny bog udforsker provinsens betydning for danskernes identitet”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
