KRONIK // AMERIKA – Den berømte romanforfatter Umberto Eco beskrev engang sin barndoms italienske “urfascisme” i et amerikansk tidsskrift. Noget tyder på, at der er brug for den beskrivelse netop i amerikansk sammenhæng lige nu. Den viser nemlig, hvilket stof Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, egentlig er gjort af, skriver Jakob Brønnum.
Det er ikke nemt at tale om fascisme i politik.
Det skyldes først og fremmest én ting. Folk er ikke enige om, hvad man taler om.
Taler man om en form for totalitært diktatur, som Østtyskland før Berlinmurens fald i 1989? Eller som Nordkorea, hvor et fåmandsvælde eller en enkelt diktator undertrykker befolkningen åbenlyst og med de mest absurde idiosynkrasier, der minder om tidligere diktatorer, særligt Italiens Mussolini frem til 2. verdenskrig? I så fald kan så meget være fascisme, og hvad der lige berettiger til betegnelsen bliver subjektivt.
Eller taler man om en politisk ideologi, der indeholder nogle ganske bestemte træk, som man kan efterspore, hver gang de træk optræder i den politiske og ideologiske historie? Sådan, at man ser dem og kan sige: nu er der tale om fascisme.
Fascismen kan altid kun beskrives i bakspejlet, eller i det mindste i sidespejlet, fordi den udvikler sig af noget, man ikke tager ordentligt bestik af, før det er for sent
Altså ligesom, når man siger, at ”Gud, konge og fædreland” viser, at der en konservativ ideologi på spil. Eller når man argumenterer for en minimalstat, som tidligere statsminister Anders Fogh-Rasmussen (V) engang gjorde i bogform, at så kan vi sige, at der ligger en eller anden afskygning af det liberale demokrati bag.
Denne artikel vil vise, at Donald Trump formentlig med rette kan betegnes som ideologisk fascist, og den vil sætte nogle kriterier op for, hvordan man kan se det og afgøre, at sådan er det. Desværre.
Det er en meget kedelig artikel. Den behandler et virkelig ubehageligt emne med en tør grundighed, der er langt fra underholdende. Det er nødvendigt, for det handler om verdenfreden, demokratiet og samfundets almendannelse.
Den består af en punkt for punkt gennemgang af en anden artikel, nemlig en den verdensberømte romanforfatter Umberto Eco (1932-2016) skrev i et amerikansk kulturtidsskrift, hvor han opridser 14 punkter, som indgår i den ideologiske fascisme, som han forstår den. Og han er ikke hvem som helst i den sammenhæng, som vi skal se.
Fascisme og nazisme
Når man taler om fascismen, melder der sig ofte yderligere den komplikation, at folk begynder at tale om nazisme midt i det hele. Hvis en totalitær diktator er grov nok, eller hvis man hader vedkommende med tilstrækkelig ætsende vrede, kan han kvalificere til at bære nazisme-etiketten, mener disse kritikere.
Det har eksempelvis blandt venstreorienterede debattører været en trend at kalde Israels fremfærd overfor Palæstina for ”nazistisk” med en form for misforstået det-kan-du-selv-være-følelse, der ovenikøbet er usmagelig.
Denne artikel vil vise, at Donald Trump formentlig med rette kan betegnes som ideologisk fascist, og den vil sætte nogle kriterier op for, hvordan man kan se det og afgøre, at sådan er det. Desværre
Nazismen er en specifik historisk udfoldelse af den ideologiske fascisme, altså den af de to muligheder, der indeholder nogle bestemte ideologiske træk og ikke blot det generelle totalitære diktatur, samtidig med, at nazismen naturligvis også er et totalitært diktatur.
Men nazismen kan ikke gentage sig, for den er ikke en politisk ideologi, som konservatisme, socialisme, liberalisme og fascisme. Den er en historisk partidannelse. Israels fremfærd kan højst være fascistisk, og så må man afgøre sig for, om man mener, det er en totalitær diktatorisk eller politisk ideologisk fascisme. Det usmagelige består i, at nazisterne dræbte seks millioner jøder i verdenshistoriens mest åbenlyse tragedie, og der ligger en slags fortrængt blodtørst i at kalde Israels uafviseligt brutale magthavere for nazister.
Men hvordan finder man en definition af fascismen som politisk ideologi, der kan beskrive den overbevisende? Det er jo ikke sådan, at fascisten har rejst sig op og deklameret, at for at være fascist, skal man undertrykke folk på den og den måde og med de og de midler. At kalde nogen for fascist, både som skældsord for totalitært diktatur og som politisk ideologisk træk, er altså altid baseret på iagttagelser og derfor til en vis grad subjektivt.
Fascismen kan altid kun beskrives i bakspejlet, eller i det mindste i sidespejlet, fordi den udvikler sig af noget, man ikke tager ordentligt bestik af, før det er for sent. Derfor er denne artikel om den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump vigtig, og forhåbentlig viser den sig at være forkert.
Det forgifter alt, hvad det kommer i nærheden af
Men som en af de mange skribenter, der har beskæftiget sig med spørgsmålet, Matthew Gault, skrev forleden: ”When I called Republican presidential candidate Donald Trump a fascist in a recent article for War Is Boring, I meant it. I did not mean “dictatorial,” though he is. I did not mean “authoritarian,” though he is. I meant fascist — a practitioner of virulent and horrifying ideology that poisons everything it touches.”
Mathew Gault lægger den samme skelnen ind, som jeg nævnte før: Mellem det autoritære og totalitære på den ene side og en egentlig ideologi på den anden. Og han giver det en ekstra karakteristik: Den fascistiske ideologi forgifter alt, hvad den kommer i nærheden af.
Hvordan gør den det og hvorfor? Det er noget af det, vi kan forsøge at tænke over i gennemgangen af den liste, der nu følger.
Den kulturradikale professor fra Bologna
Umberto Eco vil være afskrevet som kulturradikal, elitetænker, politisk korrekt og alt muligt andet, man kan komme i tanker om af de mennesker, vi allerhelst ville have i tale her, nemlig dem, der selv er tiltrukket af ”en stærk mand” og ønsker en renselse af det forfaldende samfund. Men det får så være.
Nazismen kan ikke gentage sig, for den er ikke en politisk ideologi, som konservatisme, socialisme, liberalisme og fascisme. Den er en historisk partidannelse.
Eco var professor i semiotik, dvs. videnskaben om hvordan sproget, litteraturen, billederne, ja sågar kroppene, kan aflæses og forstås som tegnsystemer. Nogle vil kende begrebet under dets antropologiske parallel, strukturalismen.
Det er en form for kritisk tænkning, der har haft stor betydning i det 20. århundrede, fordi den har hjulpet os til at se kulturelle og andre mønstre, som lod os forstå sammenhænge bagom udsagn, vi forsøger at tage stilling til, fordi de undrer os.
Eco var professor i Bologna, som er en af de byer i Norditalien, hvor renæssancen begyndte, altså opgøret med den totalitære, middelalderlige kirkelige overmagt og derved – over lang, lang tid – skabte et styrket fokus på det rent menneskelige, fremfor det institutionelle. Men han var en ting mere:
Han var barn af den fascisme, der sendte sorte skygger over hele verden fra 1930’erne og frem og de strukturelle sammenfatninger, han foretager, er sket som led i en selvransagelse, fordi den handlede om miljøet i hans barndoms dagligstue.
Urfascismen er netop, som en fortrinlig lille fagbogs-introduktion til begrebet i bogform, Fascism – A Very Short introduction, forklarer, en bevægelse, der er opstået i Sydfrankrig og Norditalien i slutningen af 1800-tallet som reaktion på forskellige modernitetsbestemte vilkår, der ligner vore.
14 punkter af en urfascisme
Umberto Eco nævner 14 punkter, der indgår i den urfascisme, han bruger til at indhegne den politiske, fascistiske ideologi. For at være sikker på, at der ikke går nogen nuancer tabt, bringer jeg beskrivelse af dem med de ord, Eco selv bruger i den engelsksprogede artikel.
1: The first feature of Ur-Fascism is the cult of tradition
En dyrkelse af traditionen må være et element i fascismen, skriver Eco. Vi kender det fra de fleste populistiske bevægelser, inklusive Dansk Folkepartis dyrkelse af nationalromantikken, men det bliver det ikke fascistisk af.
På et youtube-klip kan man se Trump holde Bibelen op foran sig overfor en gruppe af de konservative amerikanere. Trump er jo ikke ligefrem en mand, der går i kirke om søndagen med sin bibel i håndem som den tidligere amerikanske præsident Carter var.
Man kan forklare Trumps bibelbrug med, at det er noget, der gør indtryk på dem, der længes tilbage til en virkelighed, der var så meget enklere. Trumps centrale valgudtalelser handler altid om at ”gøre Amerika stort igen,” fordi det er i en forfaldstid. Vi skal tilbage til det gode gamle!
2: Traditionalism implies the rejection of modernism
Traditionalisme betyder afvisning af modernisme, skriver Eco. Det er egentlig en konsekvens af det første punkt, der siger sig selv. Men det fortæller noget om moderniteten. Det er ikke den teknologiske modernitet, der afvises i denne kontekst.
Tværtimod, Hitler elskede teknologi, han opfandt motorvejen og Folkevognen. Trump lægger Tweets op kl. 5 om morgenen og bruger den ny teknologi helt gnidningsfrit i forhold til sin dagligdag. Det er modernitetens tankegods, det handler om.
Som Gault skriver: ”This is where Trump’s fear of the modern comes into play. Equal treatment of women, globalism, free trade deals, the free movement of peoples — these are all thoroughly modern ideas that Trump and his supports reject. When Trump calls globalism a false ideology and insists it’s okay to grab women by their genitals, he’s rejecting the modern world.”
3: Irrationalism also depends on the cult of action for action’s sake.
Eco opfatter det stærke fokus i den italienske urfascisme på det traditionelle samfund som en form for afvisning af den rationalisme, det moderne samfund også fører med sig. Ikke mindst med sin afmontering af religionens overherredømme, en religion som i de fleste gamle samfund som bekendt har dyb samklang med den nationale identitet. Men hvordan hænger det sammen med en ”dyrkelse af handling for handlingens skyld,” som Eco taler om – og hvor er sammenhængen med Trumps kampagne?
Både Gault og en anden af de skribenter, der har læst Ecos 14 punkter ind i Trumps program, Lorraine Berry fortolker det sådan, at trækket viser sig i Trumps manglende vilje til at tænke over, hvilke konsekvenser, den umiddelbare handling, han foretager, har. Han reagerer umiddelbart på nye impulser under sine taler og lader hånt om telepromtens manuskript. Han gjorde en dyd ud at ikke at forberede sig til i hvert fald de første tv-debatter med Hillary Clinton.
”Distrust of the intellectual world has always been a symptom of Ur-Fascism,” skriver Eco, “from Goering’s alleged statement (“When I hear talk of culture I reach for my gun”) to the frequent use of such expressions as “degenerate intellectuals,” “eggheads,” “effete snobs,” “universities are a nest of reds.”
Om ægget eller hønen kom først her, kan være svært at fastslå: Den intellektuelle rastløshed, der reelt er en åndelig dovenskab, eller foragten for dem, der faktisk har investeret tid og intellektuelle kræfter i at uddanne sig. Trump besidder begge dele.
Foreløbig har vi set en dyrkelse af det forgangne, en skepsis overfor og afvisning af nyt tankegods i bred historisk sammenhæng, som kvindefrigørelse, homoseksualitet og etnisk globalisering. Og vi har set et træk som foragt for det akademiske og det intellektuelle. Alt det kender vi fra den almindelige populisme. De næste punkter tager fat på, hvordan urfascisten så reagerer på anderledes tænkendes fremfærd
4: The critical spirit makes distinctions, and to distinguish is a sign of modernism. In modern culture the scientific community praises disagreement as a way to improve knowledge. For Ur-Fascism, disagreement is treason.
Den lader vi lige stå et øjeblik: Uenighed er forræderi.
Lorraine Berry giver to eksempler: Da en politisk modstander, der var kommet ind til et af møderne forsøgte at kritisere Trump fra salen, gik Trump ikke i dialog med ham, men udtalte de udødelige ord: “I’d like to punch him in the face.” Det andet er, at den tidligere leder af Ku Klux Klan David Duke, har udtalt sig, ikke for Trump, men mod andre end Trump, som et udtryk for afsky for nuancering, forskellighed og det nye eller anderledes: “Voting against Trump is treason to your heritage.”
Her ser vi, hvordan det postfaktuelle debatklima, som vi taler en del om for tiden, opstår. Eftersom den populistiske tanke, som tydeligt findes inde under den ideologi, der radikaliserer sig selv til urfascismen, først og fremmest har følelsen af fremmedhed i sit eget land som drivkraft, bliver uenighed nødvendigvis forræderi.
Det er vigtigere at opretholde enigheden end at opretholde det tilstræbt faktuelt korrekte. Det er en psykologisk mekanisme med alvorlige konsekvenser. For – som, Eco forklarer – er det netop uenigheden, der skaber udviklingen i det videnskabeligt begrundede moderne samfund. Den kritiske tænkning er forskningens fornemste redskab.
Trump viser ingen reel empati med de mennesker, han vil vælges af, og hvis frustration han udnytter til formålet
Den er utænkelig hos Trump, og skal man nævne hans modstander positivt her, husker man tydeligt et af de kritikpunkter, den nu afsatte republikanske magtelite havde mod Bill og Hillary Clintons måde at arbejde på i Det hvide Hus: ”De har forvandlet hele centraladministrationen til et stort seminar”. De forsøgte sig med andre ord, i hvert fald dengang, med kritisk tænkning.
5: Besides, disagreement is a sign of diversity
Her troede man, fascime handlede om brutalitet, så handler det i stedet om enkle forskydninger i vores verdensopfattelse, der langsomt samler sig til et større billede. Punkt 5: At være uenig er at holde med de andre. Selve den kritiske tænkning ses som et redskab for nedgøring og ikke som et redskab for oplysning. Trump reviderer ikke sine synspunkter, når han bliver korrigeret. F.eks. er bekæmpelsen af den øgede kriminalitet et af Trumps vigtigste politiske kampmidler. Der er bare det problem at kriminaliteten ikke stiger. Det nægter han at tage stilling til.
I Trumps politiske univers er den, der benægter, at kriminaliteten øges, snarere en fjende. Og á propos uenighed: Sin modstander, den akademisk uddannede kvinde, Hillary Clinton, har han lovet en særdomstol, hvis han bliver præsident og altså lovet hende behandling efter et mønster, der er kendetegnende for ikke-demokratiske samfund, selvom Eco ikke har det på listen over urfascisme:
Den at fængsle sine politiske modstandere, når man selv er kommet til magten.
Det er indvandringen, der overalt får skyld for det, der fører til frustrationen. De politiske træk, Trump vil bruge til at dæmme op for den sociale frustration er ikke en genopbygning af den smadrede kulturelle og industrielle infrastruktur i landområder, som har skabt utilfredsheden, men en mur mod Mexico
Den frygt for uenighed, som det der splitter enheden, medfører derefter en frygt for forskellighed. Gault mener, at Trumps racisme, og appel til racister, hører under dette punkt. Jeg vil dog påstå, at begrundelsen for og nødvendigheden af racismen står tydeligere frem under det syvende punkt
6: Ur-Fascism derives from individual or social frustration.
Trump spiller på den hvide lavere middelklassemands frustration, og hvis han taber, er det fordi dens stemmer ikke længere er nok til at sikre præsidentembedet i en valgprocedure, hvilket i sig selv gør de urfascistiske træk, vi allerede har beskrevet hos Trump, og må man formode, hans tilhængere, til en særlig stor og virkelig, ægte samfundsmæssig udfordring i USA. Hvad der er det mest absurde er, at han selv har skabt frustrationen.
Det er ganske særlig globaliseringen af økonomien siden 1980’erne, i USA med Reagans ”monetarisme” efter Milton Friedmanns neoliberalistiske teorier, der har skabt den udkantsfølelse og følelse af samfundsmæssigt forfald, den lavere middelklasse reagerer på over hele den vestlige verden for tiden. Og det er den Trump lukrerer på, når han gør forretninger i USA og over hele verden.
Men alligevel er det indvandringen, der overalt får skyld for det, der fører til frustrationen. De politiske træk, Trump vil bruge til at dæmme op for den sociale frustration er ikke en genopbygning af den smadrede kulturelle og industrielle infrastruktur i landområder, som har skabt utilfredsheden, men en mur mod Mexico.
Helt absurd blev det, da Hilary Clinton i en af valgkampens tv-debatter fortalte, at Trump havde udtalt, at han glædede sig over det økonomiske sammenbrud i 2008, der fik otte millioner mennesker til at gå fra hus og hjem, for det betød, at han kunne købe deres huse for en slik. Trump afbrød hende med ordene ”det er det, man kalder forretning.” Trump viser ingen reel empati med de mennesker, han vil vælges af, og hvis frustration han udnytter til formålet.
7: To people who feel deprived of a clear social identity, Ur-Fascism says that their only privilege is the most common one, to be born in the same country.
Trump har givet mexikanere prædikatet “voldtægtsmænd”, nøjagtig som nu afdøde folketingsmedlem Jesper Langballe gjorde med mellemøstlige indvandrere og modtog en racismedom for. Samtidig har han stillet forslag om en behandling af muslimer, der helt sikkert ville medføre lejre, som dem japanere blev tvunget i under 2. verdenskrig i USA.
Og helt inde i samfundsfællesskabets inderste hjul har den racistiske Trump betvivlet en højesteretssdommers legitimitet på grund af vedkommendes mexikanske oprindelse. Hans særlige forhold til den arabiske terrortrussel, vender jeg tilbage til under punkt 9.
I mellemtiden kan man læse på Trumps politiske hjemmeside, at indvandrere først skal have jobs når amerikanerne har fået, og at indvandringen skal begrænses for at øge lønningerne, hvordan han så end forestiller sig det hænger sammen.
8: The followers must feel humiliated by the ostentatious wealth and force of their enemies
Trump forudsætter det, Eco kalder ”den påfaldende rigdom og styrke” hos landets fjender, som en del af det billede, han tegner for at amerikanerne skal vælge ham. Trump udpeger kineserne, som han mener stjæler amerikanske arbejdspladser, har fundet på drivhuseffekten for at drille amerikanerne og flere andre forhold. I det hele tager ynder Trump at opstille fremmede nationer som trusler mod det amerikanske. Senest har han ment, at hele verden er en trussel, fordi alle hader præsident Obama.
Trump taler om ”den politisk korrekte ideologi”, hvad den så end nærmere står for, som noget, der gør kulturen ”kvindagtig”, og dermed også ”middelmådig” og fremfor alt ”selvforagtende”. Det er med andre ord fascismens ”stærke mand”, der er det i denne sammenhæng usagte modbillede, som han naturligvis selv repræsenterer
Efter beskrivelsen af den traditionalistiske og antidemokratiske tendens, eller i hvert fald antimodernistiske tendens og kritik af moderne frigørelse og tankeformer, og efter iagttagelsen af de afstødelsesmekanismer, urfascisten anvender overfor disse forhold og former, står vi nu foran nogle punkter hos Eco, som handler om urfascistens syn på livet og på sig selv.
9: For Ur-Fascism there is no struggle for life but, rather, life is lived for struggle
Punktet kan minde om 3., der handler om den rastløse og desværre også tankeløse trang til handling, som vi iagttager hos Trump. De to amerikanske journalister, der har skrevet om det, nævner her Trumps modvilje mod at tænke i baner af fredelige forhandlinger som løsning på internationale konflikter. Han vil hellere slås.
Under en sikkerhedsbriefing, som kandidater til præsidentembedet i USA kan få, spurgte Trump tre gange de militærfolk, han var sammen med, hvorfor han ikke kunne bruge atom-våben, når han nu som præsident har magten over dem.
ISIS ville han bombe “ad helvede til”. Hvorfor? Fordi de tjener alt for mange penge på “de der oliekilder”. Øvrige muslimer nøjes med at blive forment adgang til USA. Han ser tydeligvis netop muslimer som det særlige objekt for den stadig kampsituation, nøjagtig som man under den kolde krig, blev oplært i at tænke sådan om Sovjetunionen, som en vis folkesanger og nobelpristager synger om i sangen With God On Our Side (1964)
10: Elitism is a typical aspect of any reactionary ideology, insofar as it is fundamentally aristocratic, and aristocratic and militaristic elitism cruelly implies contempt for the weak
Foragten for de svage! Eco taler om en elitær holdning, som i dagens politiske debat normalt er et begreb, vi anvender som modbillede til det populistiske. Den elitisme, Eco trækker frem er, som flere af punkterne, noget, man først forstår, når man ser det underliggende modbillede. Modbilledet er her foragten for de svage.
Der er vi på sikker grund, når vi skal søge eksempler fra Trumps kampagne, der viser hans samklang med den fascistiske ideologis grundtræk. Vi behøver ikke ty til den sorgtyngede moder til en dreng, der var død i amerikansk krigstjeneste, som Trump kalder undertrykt af sin mand, fordi hun ikke talte, eller til den baby, han ikke kunne holde ud at høre græde under en tale, så moderen fik besked på at forlade salen.
Det er tilstrækkeligt at vise den gribende filmstump, hvor Trump gør grin med en handicappet journalist:
11: In such a perspective everybody is educated to become a hero
Heltetrækket er centralt for ur-fascismen. Heltemotivet er i det hele taget et centralt motiv i alle den vestlige verdens klassiske fortællinger, lige fra Odysseen til Hollywood. Men det er karakteristisk, at der er mindre brug for gammeldags helte i et demokratisk samfund. Trump taler som om vi befandt os i et samfund, der har brug for handlekraftige helte.
Det er med andre ord fascismens ”stærke mand”, der er det i denne sammenhæng usagte modbillede, som han naturligvis selv repræsenterer. ”I will fix it”, som han hele tiden skriver på sin Twitter-konto, uden dog at forklare hvordan
På en af sine sociale konti, fortæller Lorraine Barry, har Trump som det jævnligt sker, postet en artikel, som påstås at være skrevet af andre, men er uden identifikationspunkter i form af kilde eller forfatternavn, med følgende svada: “The intellectual tyranny, self-loathing and choking conformity of this ideology has feminized and weakened a once great continent which now aspires to mediocrity.”
Trump taler om ”den politisk korrekte ideologi”, hvad den så end nærmere står for, som noget, der gør kulturen ”kvindagtig”, og dermed også ”middelmådig” og fremfor alt ”selvforagtende”.
Det er med andre ord fascismens ”stærke mand”, der er det i denne sammenhæng usagte modbillede, som han naturligvis selv repræsenterer. ”I will fix it”, som han hele tiden skriver på sin Twitter-konto, uden dog at forklare hvordan.
12: Since both permanent war and heroism are difficult games to play, the Ur-Fascist transfers his will to power to sexual matters
Det er det overraskende, for undertegnede i hvert fald. Eco ser lige igennem populisme, social utilfredshed, klassisk heltemytologi, krigsliderlighed og machismo og iagttager, at urfascisten er sexistisk.
Trump ejede til for nylig retten til afholdelse af visse skønhedskonkurrencer og mener, han dermed ejer retten til at besigtige deltagerne i deres omklædningsrum. Han mener, han ejer retten til at gå i bukserne på hvilke som helst mennesker af kvindekøn, han ser.
Men – for nu at få flødeskum på kagen – han er også direkte seksuelt tiltrukket af sine egen børn. Læs her en engelsk avis optegnelser over alle kendte offentlige sexitiske udtalelser fra Trump de seneste godt 25 år.
13: Ur-Fascism is based upon a selective populism
“Hvor som helst en kandidat sår tvivl om det valgte parlaments legitimitet, kan vi lugte ur-fascismen,” skriver Eco snusfornuftigt. Trump, megaloman, som han er, er naturligvis gået et skridt videre. Han har sået tvivl om hele den demokratiske proces. Han har, efter visse amerikanske kommentatorers vurderinger at dømme, allerede gjort ubodelig skade på det amerikanske demokrati gennem at give næring til de helt ubegrundede konspirationsteorier, der florerer i dele af befolkningen, om at valget af aftalt spil.
Forleden gik han et skridt videre i beskrivelsen af den totalitære opfattelse af samfundsmagten, han har, da han sagde, at han ville anerkende resultatet, men kun hvis han vinder. Det er barnagtigt. Og dødsensfarligt, for det kan give anledning til voldelige optøjer efter valget. Uanset resultatet.
I en sådan sammenhæng, peger Trump på sig selv som magtens legitimitet, og ikke på demokratiet. Som Eco formulerer det: ”In a democracy, the citizens have individual rights, but the citizens in their entirety have a political impact only from a quantitative point of view — one follows the decisions of the majority. For Ur-Fascism, however, individuals as individuals have no rights, and the People is conceived as a quality, a monolithic entity expressing the Common Will. Since no large quantity of human beings can have a common will, the Leader pretends to be their interpreter.”
Den berømte amerikanske journalist Carl Bernstein, der sammen med Bob Woodward stod bag afsløringen af Watergate-skandalen, sagde forleden på CNN, at han regner med, at Trump efter valget vil benytte lejligheden til at oprette et medieimperium, der skal styrke hans ”neo-fascistiske bevægelse” med sig selv i spidsen. Det er en strategi, der har holdt den i øvrigt ligeledes ultrasexististiske Berlusconi ved magten i længere tid, end man skulle forvente, i urfascismens moderland Italien, hvor han ejer de største tv-kanaler.
Robert Kagan, der skriver for Bernsteins avis i dag, Washington Post, opfatter ligeledes Trumps ”bevægelse”, som en ren personkult, der har fascistiske træk. Personkulten er nødvendig fordi, som Kagan også iagttager, der intet politisk indhold er.
Jeg mener faktisk ikke, der er noget menneske, der er dumt. Jeg mener, det er noget, man bliver gennem de valg, man tager.
Det parti, Trump bruger som trædesten for sine personlige ambitioner om magt, har forstødt ham på grund af stort set alle de ovenstående punkter på Eco’s liste og der er derfor kun personkulten tilbage.
Ecos sidste punkt handler om, hvordan det traditionalistiske menneske, der afskyr anderledes tænkende, afskyr kritik, ser sig selv som en mægtig helt og kvinder som lydige og villige objekter for sin slubrende lyst og fremmede som trusler mod sin frihed, formidler sine budskaber til andre. I newspeak.
14: Ur-Fascism speaks Newspeak
Newspeak er det sprog, George Orwell beskriver i den dystopiske science fictionroman 1984 (1948). En magthaver taler om noget, han beskriver ved en løgn. Orwell har sågar en lille Newspeak-ordbog bag i romanen. Men vi kender det også i dag.
Trump har en lidt anden form. ”All the Nazi or Fascist schoolbooks made use of an impoverished vocabulary, and an elementary syntax, in order to limit the instruments for complex and critical reasoning,” skriver Eco. Trump anvender i sandhed et forarmet vokabular. Han taler næsten aldrig i hele sætninger. Det begrænser naturligvis ”redskaberne til brug for kompleks og kritisk tænkning.” Hvis man ikke vidste bedre, ville man sige, at Trump er for dum til at blive USA’s præsident.
Fascismen er også organiseret mangel på oplysning, organiseret mangel på forpligtende medmenneskelighed, systematisk nedbrydning af demokratiske rettigheder for visse befolkningsgrupper og på enhver måde et civilisationshistorisk tilbagefald
Jeg mener faktisk ikke, der er noget menneske, der er dumt. Jeg mener, det er noget, man bliver gennem de valg, man tager. Og jeg mener ikke, Trump er fascist med vilje. Det er noget, han er blevet gennem sin åbenlyse intellektuelle dovenskab, fordi han samtidig er så forfærdelig egocentrisk og forfængelig, at han ikke kan tåle at blive irettesat eller indrømme, at han har noget at lære.
Når han så gennem et langt liv har udviklet en livsstil og en social adfærd, hvor det til sidst bliver umuligt at nå ind til en almindelig opdyrkelse af sin egen tankeevne, så er det, vi ser en mand i dyrt tøj, med en burger i hånden, i sit jetfly og ved, at han er uimodtagelig for fornuft og vil styrte verden ud i ulykke på et helt nyt niveau, hvis han ikke bliver standset.
Nårh ja, og en ting til:
Hvordan forgifter den fascistiske ideologi alt, hvad den kommer i nærheden af, som Mathew Gault påstår?
Fordi midt i den uorganiserede, tilfældige, flimrende og forvrøvlede omgang politik og mediekampagne, er fascismen også organiseret mangel på oplysning, organiseret mangel på forpligtende medmenneskelighed, systematisk nedbrydning af demokratiske rettigheder for visse befolkningsgrupper og på enhver måde et civilisationshistorisk tilbagefald.
Topfoto: By Michael Vadon – Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
