seksuelle metoo

Hvornår vil den arabiske verden konfrontere sit problem med seksuelle overgreb?

i Mellemøsten/LIGESTILLING af
#METOO I DEN ARABISKE VERDEN // OPINION – I 2017 hørte vi alle en skærende og usædvanlig lyd: Kvindestemmer genlød verden over, da de første chokerende #MeToo-beretninger kom frem, fra USA til Europa, og endda til dele af Afrika. Bevægelsen, som blev startet af den amerikanske aktivist Tarana Burke, skabte en kolossal mængde krusninger, som stadig inspirerer mænd og kvinder over hele verden. Som amerikansk kvinde med egyptisk baggrund så jeg på bevægelsens opståen med ærefrygt, og jeg håbede på og bad til et lignende kvindeoprør i Mellemøsten, skriver Reem Abdellatif.

Dette indlæg er udtryk for skribenternes holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Som offer for seksuelle krænkelser selv, begået af min far, er jeg ofte blevet beskyldt for at fokusere unødigt på offeret eller for ikke at være ved mine fulde fem, når jeg fortalte min historie. Ikke mindst af min egen mor. Og i mange år var offentligheden i Vesten slet ikke forberedt på eksponering af den art.

Jeg fandt trøst i erkendelsen af, at min families kvindesyn var et biprodukt at den undertrykkelse og vold, de selv havde oplevet under opvæksten i Egypten. Begge mine forældre havde oplevet børnemisbrug. Deres mødre havde været barnebrude, og var blevet gift, da de var henholdsvis 12 og 14. Da hun var kun ni år gammel, blev min mor udsat for omskæring i Cairo.

Mindst 90 pct. af kvinder i alderen 18-29, og 88 pct. af kvinder i alderen 30-39 siger, at de har været udsat for seksuel krænkelse i et vist omfang

I Egypten er indgroet kvindehad stadig normen, samtidig med at skylden automatisk lægges på offeret og kvinden udskammes som løsagtig.

Mens kvinder i Egypten har oplevet visse fremskridt i årenes løb, såsom forbud mod kvindelig omskæring, har seksuelle krænkelser stadig epidemisk omfang i den arabiske verdens folkerigeste nation. Mindst 90 pct. af kvinder i alderen 18-29, og 88 pct. af kvinder i alderen 30-39 siger, at de har været udsat for seksuel krænkelse i et vist omfang. Retsvæsenet er ikke gearet til at beskytte ofrene, og nogle gange er det politifolkene selv, der er krænkere.

Denne accept af overgreb på kvinder gælder imidlertid ikke kun Egypten. De halvkvalte skrig fra kvinder, der kun venter på at dele deres historier, kan høres over hele den arabiske verden, og navnlig i Golfen.

Jeg har hørt deres stemmer. Jeg har mødt mængder af kvinder i de fem år, hvor jeg levede, arbejdede og rejste i lande under Gulf Cooperation Council (Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og Det Forenede Arabiske Emirater, red.). De er opsat på at blive hørt i trygge omgivelser, men de står stærkt tøvende overfor at gøre dette i en bredere sammenhæng – eller at aflægge vidneberetning ved en domstol. Det hænger sammen med, at retssystemet i Golfen som oftest slet ikke sympatiserer med kvinder eller ofre for kønsrelateret vold.

Jeg oplevede mit eget #MeToo-øjeblik i forbindelse med mødet med en redaktør fra en prominent amerikansk medieplatform, som var gået i samarbejde med et saudiarabisk medienetværk. Han var kendt for at lave interviews med kendisser, heriblandt (kronprins, red.) Muhammed bin Salman selv.

 

seksuelle metoo
Reem Abdellatif er selv offer for seksuelle krænkelser.

Den pågældende redaktør kontaktede mig, mens jeg boede i Dubai, for at drøfte en ansættelse som journalist. Jeg havde dækket de egyptiske protester og Mellemøsten for dagblade og medieorganisationer verden over. Jeg troede helt ærligt, at han var interesseret i bredden af mine professionelle erfaringer.

Han nævnte, at en af de ledige stillinger var en udstationering i Riyadh, og han foreslog, at vi mødtes for at diskutere det. Dette virkede helt passende, så jeg sagde ja. Jeg tænkte: ”Manden er gift med en anden journalist, han virker som et respektabelt familiemenneske. Han har en yndig datter. Han ville aldrig vove at prøve på noget.”

Som en naturlig reaktion på dette trauma styrede jeg udenom enhver mand, der kom til mig med et jobtilbud indenfor pågældende organisation. Dette, multipliceret titusinder af gange, er en af de mange måder, hvorpå kvinder udelukkes fra roller i det offentlige og fra lederstillinger

Jeg tog fejl. Jeg fejlbedømte hans fornemmelse af at have ret til tingene, og hans frækhed.

På mødet kom han med uønskede seksuelle tilnærmelser, og han tilbød endda at lægge et godt ord ind for mig, hvis jeg ønskede at søge stillingen som journalist. Jeg fortalte ham, at jeg ikke var interesseret. Han prøvede at overtale mig til at tage med ham hjem. Hans kone og barn var bortrejst. Jeg sagde nej.

Jeg følte væmmelse. Men jeg følte mig også skyldig for ikke at have beskyttet mig selv bedre mod hans krænkelse. Det kom til at tage nogen tid, før jeg indså, at han skulle bære skylden og skammen for at have misbrugt mig og misbrugt sin magt.

Som en naturlig reaktion på dette trauma styrede jeg udenom enhver mand, der kom til mig med et jobtilbud indenfor pågældende organisation. Dette, multipliceret titusinder af gange, er en af de mange måder, hvorpå kvinder udelukkes fra roller i det offentlige og fra lederstillinger.

Mængder af journalister i pågældende redaktørs medieorganisation fortier åbenlyse overgreb på menneskerettighederne i Saudi-Arabien. Naturligvis kan det være direkte farligt for en journalist at dække de negative aspekter af Golf-regionen. Det er grunden til, at så mange føler sig tvunget til at forblive tavse.

Mens voldtægt er en alvorlig forbrydelse i De Forenede Arabiske Emirater, udsætter selve handlingen at anmelde det kvinden for fare for at blive anklaget for ulovlig seksuel omgang. Dette får mange voldtagne kvinder til at lide i stilhed

Mænd som krænker, mennesker som krænker, har imidlertid ikke fortjent vores tavshed. Det er aldrig okay at stille korrupte lederes omdømme over kvinders sikkerhed, eller over menneskerettighederne.

Dubai lever i sus og dus, men for kvinder er stedet lige så farligt som andre Golf-stater, hvis de åbner munden og ytrer sig om sexchikane eller overgreb. Mens voldtægt er en alvorlig forbrydelse i De Forenede Arabiske Emirater, udsætter selve handlingen at anmelde det kvinden for fare for at blive anklaget for ulovlig seksuel omgang. Dette får mange voldtagne kvinder til at lide i stilhed, eller til simpelthen at forlade De Forenede Arabiske Emirater, af frygt for at blive fængslet eller anklaget for at have været beruset, og derfor ”selv have bedt om det”.

Det mellemøstlige samfunds opfattelse af overlevende, der står frem med deres historie, er også skræmmende. Ofte tænker omgivelserne, at kvinden blot er ude efter at få opmærksomhed, eller at hun har klædt sig provokerende.

Kriminaliseringen af kvinder, som bliver gravide udenfor ægteskabet, er i Det Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien rædsom i sig selv, men den har endnu videre konsekvenser, hvilket udstiller lovgivningens egentlige hensigt: Ondskab og kontrol over kvindens krop.

Mens jeg boede i De Forenede Arabiske Emirater, vågnede jeg en morgen op i en blodpøl. Det var mit eget blod, og i al hast kørte jeg hen til gynækologen. Jeg led af endometrisk hyperplasi, hvor fortykkelse af blodcellerne i livmoderen fører til ukontrollabel blødning.

Jeg var rasende, og panisk. Her lå jeg og tænkte, at jeg var ved at dø af blodtab – en mistanke, som lægen efterfølgende bekræftede, hvis hun ikke havde opereret lige med det samme. Men jeg var stadig nødt til at vente på en brutal bureaukratisk procedure, før jeg kunne blive behandlet

”Er der nogen mulighed for, at du kunne være gravid?” spurgte den kvindelige gynækolog. ”Det er helt udelukket, doktor,” svarede jeg. ”Okay, jeg skal jo spørge, og jeg skal også tage en blodprøve som dokumentation, for hvis dette er resultatet af en abort, skal jeg rapportere det til myndighederne, før jeg kan operere dig for at standse blødningen.”

Hun fortalte mig, at hvis blodprøven viste, at der var tale om en graviditet, ville jeg blive anholdt efter operationen.

Jeg var rasende, og panisk. Her lå jeg og tænkte, at jeg var ved at dø af blodtab – en mistanke, som lægen efterfølgende bekræftede, hvis hun ikke havde opereret lige med det samme. Men jeg var stadig nødt til at vente på en brutal bureaukratisk procedure, før jeg kunne blive behandlet.

I det øjeblik følte jeg, hvilken byrde det er at være kvinde i Golfen. At tænke sig den ydmygelse og frustration, kvinder må gennemleve, hvis de virkelig bliver gravide eller mister et barn udenfor ægteskab. Hvordan kan dette være muligt i vore dage?

På trods af tilbageslag er en feministisk revolution langsomt undervejs i Mellemøsten, iværksat af kvinder, der skaber den stille, men stærke erkendelse. I Tyrkiet har kvinder delt deres smertelige oplevelser på nettet, efter at en bruger på Twitter beskyldte en kendt forfatter for seksuelle overgreb. Der har i lang tid eksisteret en aktiv bevægelse, der protesterer over vold mod kvinder i hjemmet, mens ligene af kvinder fortsat hober sig op; og der er en stærk konservativ modreaktion, som frygter, at mere retslig beskyttelse af kvinder ”underminerer familieværdierne”.

Covid19-pandemien og dens nedlukninger har ført til en stærk stigning i omfanget af vold mod kvinder og piger over hele verden. Dette voldsomme pres fik kvinder i Egypten til at starte deres egen #MeToo-bevægelse sidste sommer.

de modige mænd og kvinder, som kæmper imod tabuforestillinger, intimidering og vold og siger sandheden, giver mig, en overlevende, håb om, at ændring i den arabiske verden ikke bare er mulig, men også uundgåelig

Bevægelsen mod seksuelle overgreb i Egypten tog også fart i juli sidste år, da en 22-årig studerende, Nadeen Ashraf, søsatte en anonym side med navnet Assault Police på Instagram, for at afsløre en universitetsstuderende, der var anklaget for afpresning og for at have voldtaget en række kvinder. Jeg sluttede mig til bevægelsen, fordi jeg kender alt til de metoder, der bruges til at lukke munden på kvinder og terrorisere dem.

Afsløringerne af overgrebene udløste en lavine af beretninger fra kvinder, piger og unge mænd, der kunne beskrive misbruget med pinagtig nøjagtighed. Det var et øjeblik, som Egypten eller regionen som sådan aldrig tidligere havde oplevet. Og kvinder og piger bliver ved med at bruge de sociale medier til at fortælle om seksuelle overgreb, somme tider begået af magtfulde mænd.

Den egyptiske regering lagde mærke til bølgen af vrede og reagerede omsider, men det var for lidt, og for sent. I august sidste år vedtog regeringen en lov, der beskytter kvinders identitet, hvis de anmelder sexchikane eller overgreb. Dette er en grundlæggende juridisk ret, som skulle have været sikret for mange år siden. Men Egyptiske Kvinders Nationalråd, som er et regeringsorgan, er bagud på utallige områder. Det hænger sammen med, at staten lægger vægt på at placere loyalister på de magtfulde poster og ikke dem, som har oplevet overgrebene, eller ledere, som virkelig forstår kvinders vilkår.

Når de, som står anklaget for voldtægt, er magtfulde mænd eller deres sønner, ligger Nationalrådets loyalitet klippefast hos regeringen og ikke hos de kvinder, som de har forpligtet sig til at beskytte.

Dette er den triste virkelighed for mange kvinder og piger i Mellemøsten. Men de modige mænd og kvinder, som kæmper imod tabuforestillinger, intimidering og vold og siger sandheden, giver mig, en overlevende, håb om, at ændring i den arabiske verden ikke bare er mulig, men også uundgåelig.

MeToo seksuelle


Dette er en oversat udgave af en artikel, der oprindeligt er udgivet i det israelske dagblad Haaretz. Artiklen er oversat efter aftale med skribenten, af udlandsredaktør Hans Henrik Fafner og POV.


LÆS MERE OM #METOO HER
LÆS MERE OM #METOO I DE ARABISKE LANDE HER


Topfoto: “Pigen i den blå bh” – billede fra oprør på Tahrir-pladsen i 2011. Wikimedia Commons
Indsat billede 1: Reem Abdellatif, privat
Indsat billede 2: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Reem Abdellatif har som journalist dækket Nordafrika og Mellemøsten, økonomien i Golf-staterne og ligestilling i en årrække. Hun har blandt andet været korrespondent for Wall Street Journal og Los Angeles Times. Hun har været med til at etablere African Women Rights Advocates, og er stifter og direktør for Redefined Communications Agency i Holland.

Seneste artikler om Mellemøsten