En tidsrejse over ligestillingens historie i moderne tid

af i Civilsamfund/Danmark/LIGESTILLING

BØGER // ANMELDELSE – Elisabeth Møller Jensens værk At se med egne øjne – mit Kvinfo er en fyldig, interessant og til tider underholdende fortælling om EMJ’s endnu større værk, nemlig hendes livsværk. Det handler om kampen for ligestilling imellem kønnene med de 24 år, hun var direktør for KVINFO, som omdrejningspunkt.

Bogen er bygget op med et klassisk anslag i form af en prolog med en scene fra 2016, hvor EMJ ligger i sin blå sofa og læser en roman, da hendes mand kommer og serverer nyheden: Politikere med kulturminister Mette Bock fra Liberal Alliance i spidsen har besluttet at lukke vitale dele af KVINFO. Livsværket er truet.

Vi forlader sofaen for at gå cirka 70 år tilbage i tiden, et lille smut til Lemvig hvor EMJ voksede op. Umiddelbart efter sin studentereksamen i Struer rejste hun til København for at læse dansk litteratur på universitetet. Hun tilhørte en generation, der ønskede at få et andet liv end mødrenes. Var hun ikke bevidst om kvinders forhold, da hun trådte ind på studiet, så blev hendes øjne for alvor åbnet her, hvor hun oplever, at kvinder opfattes som det andet køn.

Det er et afgørende stykke historie, som både fortælles fra kulisserne i organisationen KVINFO og fra den samlende helikoptertur og tidsrejse over ligestillingens historie i moderne tid

Det viser sig blandt andet ved, at det er vanskeligt at finde værker af kvindelige forfattere på universitetet. De studerende efterlyser kvindelige forfattere, men får at vide, at Karen Blixen og Inger Christensen er overrendt.

EMJ går til antikvariaterne og sammen med ligesindede, genopfinder hun glemte forfattere som Agnes Henningsen, Karen Michäelis og Thit Jensen. Den sidste skriver hun speciale om, og for de uvidende – som jeg var før, jeg læste EMJs bog – så kan jeg fortælle, at Thit var søster til forfatteren Johannes V. Jensen, og at Thit Jensen i sine unge år skrev om sin samtids vilkår for unge kvinder og advarede dem om, hvor galt det kunne gå, hvis de ikke kunne forsørge sig selv.

Den historiske baggrund

Men som Thit Jensen må sande i begyndelsen af 1900-tallet, så må Elisabeth Møller Jensen mange årtier senere se i øjnene, at ligestilling ikke fikses ’overnight’, der skal kræfter, tid og tålmodighed til. Som hun i forbindelse med lanceringen af sin bog har sagt til Dagbladet Information:

”Vi glemmer nogle gange, at vores historiske begyndelse er patriarkatet. Det er den benhårde fortid, som både mænd og kvinder skal befri sig fra, og det er altså en arvesynd, der er svær at ryste af sig, selv om vi har fået stemmeret, ret til uddannelse, arbejde, juridisk ret og ret til egen krop, så er patriarkatet jo både i tid og rum ikke langt væk. Og hvis ikke vi er bevidste om det, så er det svært at forstå, hvorfor det går så langsomt.”

Indimellem kan det i EMJ’s ungdomsår på universitetet være vanskeligt at opretholde tålmodigheden, blandt andet da en underviser forklarer sine studerende, at kvinder godt nok er dygtige læsere, men de kan ikke hæve sig op over stoffet og egner sig derfor ikke til at undervise på et universitet.

Det er måske med til at anspore EMJ, der stikker snuden dybere i kvindesporet og også har hørt om Nynne Kock, der allerede i 1964 har taget initiativ til og etableret de første grundpiller i et bibliotek for køn, litteratur og forskning. KVINFO, en forkortelse af KVinder, INformation og FOrskning, oprettes dog først som selvstændig institution på forsøgsbasis med bevillinger fra Undervisningsministeriet, Kultur- og Socialministeriet samt tipsmidler mange år senere, nemlig i 1982.

Pernille Kløvedal Helwegs omslagsillustration til bogen “At se med egne øjne”

Den korte historie er, at Elisabeth Møller Jensen bliver direktør for KVINFO i 1990. Båret af en ærgrelse over, at 1970’ernes ligestillingsbølge med hendes øjne har ligget stille i 80’erne, vil hun arbejde for at erstatte dette årtis beskrivelse af kvindesagen: ”rødstrømpe, klidmoster og betonfeminist” med 90’ernes: ”penge, pik og prestige”. Penge forstået på den måde, at der skulle finanser i kassen for at holde en skarp organisation kørende.

Det lykkes i de første år, hvor organisationen vokser sig fra en lille til en mellemstor organisation. Biblioteket udvides, Kvindehistorisk Portal oprettes, Forum for køn og kultur blev udgivet og forandrede sig med årene fra at være et elitært blad for de indviede til webmagasin, der i 2006 havde 10.000 unikke brugere – heraf 27 procent mænd.

En måske lidt passiv holdning op igennem 90’erne til undertrykkelse af kvinder i muslimske familier bliver forandret til bevidst og aktivt arbejde i form af blandt andet en mentorordning, der fra en spæd begyndelse i København spreder sig til Århus, Esbjerg og ikke mindst i Odense, hvor frivillige i den grad får sat gang i netværkerne i særdeleshed i Vollsmose.

Et fodslæbende, drøvtyggende folk

Et lille kuriosum blandt mange i Møller Jensens bog er, at den kommunale forvaltning i København henviser kvinder til KVINFOs mentorordning med den besked, at her er et antal kvinder, der ønsker at blive sosu-assistenter. Da kvinderne får sig en mentor og tid til samtaler, viser det sig, at kvinderne har langt flere varierede jobønsker. Det er livgivende at blive mindet om, hvad samtale kan føre til.

Det er en fremragende bog, som sine steder er en levende page turner, blandt andet i beskrivelsen af de første utvetydige angreb fra højrefløjen, der begynder i nullerne. Her møder vi i 2001 en ellers venlig og høflig kulturminister, Brian Mikkelsen, der over en kop kaffe med Møller Jensen ytrer, at KVINFO er en gang socialisme og kommunisme, som han pønser på at lukke ned. Sådan går det ikke, men ordene er sagt og spændingen bygges op til afslutningen, som vi kender den, da kulturminister Mette Bock cirka 15 år senere i en pressemeddelelse erklærer dele af KVINFO for lukket.

Jeg bliver mindet om, hvor fodslæbende og drøvtyggende et folk vi er i arbejdet for ligestilling

Andre steder er bogen tør som en historietime i 7. klasse, når man keder sig, men tvinger øjnene videre på linjerne, fordi man inderst inde ved, at dette her er vigtig viden, fordi EMJ har været med hele vejen. En viden, der bliver forstyrret af, at det ikke i hver eneste sætning helt giver mening – måske fordi man ikke havde hørt efter i 6. klasse, som var forudsætningen for at forstå sammenhængen i 7. klasse.

Et eksempel er, når Møller Jensen fortæller om sit arbejde for at få Kvindehistorisk Samling overført til Kvinfo og runder af med at skrive, at der gik provins i den, da Kvindemuseet i Århus fik nys om planerne og arbejdet mislykkedes.

Det forstår jeg ikke. Ville Kvindemuseet have haft samlingen, eller ville de bare ikke have, at KVINFO skulle have den? Og i så fald hvorfor ikke? Jeg bladrer lidt tilbage i værket, for måske har jeg misset noget, men kan ikke finde det og vil hermed konkludere, at jeg nogle gange ville have ønsket at blive holdt bedre i hånden.

Men tilbage til det berigende. Jeg anede eksempelvis ikke, at vedtagelsen af Loven om ligeløn i 1975 er det daværende EF’s fortjeneste. At stort set hver gang, der kommer et skub til at udbedre kønsskævheder, så er det på baggrund af direktiver fra Strasbourg og ikke i forlængelse af selvstændigt opfundne lovforslag fra Christiansborg.

Jeg bliver mindet om, hvor fodslæbende og drøvtyggende et folk vi er i arbejdet for ligestilling, når Møller Jensen referer til en undersøgelse fra 2015, der viser, at samtlige mænd i de borgerlige partier fra Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative mener, at ligestillingen er gået for vidt.

Jeg vil anbefale alle med bare en smule interesse i ligestilling at læse bogen. Det er et afgørende stykke historie, som både fortælles fra kulisserne i organisationen KVINFO og fra den samlende helikoptertur og tidsrejse over ligestillingens historie i moderne tid.


Titel: At se med egne øjne – MIT KVINFO
Forfatter: Elisabeth Møller Jensen
ISBN: 9788793658318
Udgivelsesdato: 10.05.19
Omslag: Anders Gerning
Omslagsillustration: Pernille Kløvedal Helweg
Sidetal: 335
Pris: 329,95


Foto: Wikimedia Commons.

Dokumentarist, forfatter og foredragsholder.
Har bla. instrueret dokumentaren 'Min barndom i helvede', der vandt to priser som Årets bedste dokumentar i 2013 og 'Bonnie og de tusinde mænd', der handler om et liv i prostitution. Senest har hun instrueret 'Min uimodståelige mand', om ligestillingens blinde vinkler. Den er produceret i samarbejde med Kragefilm og Hansen&Pedersen Film og Fjernsyn.
Har skrevet bøgerne: 'Festskrift for halvgamle krager', Peoples Press 2013.
Min uimodståelige mand - vi er alle mandschauvinister' Gyldendal 2018.

Seneste artikler om Civilsamfund