CORONAKRISE // KOMMENTAR – I takt med genåbningen efter coronakrisens generalkarantæne må vi forvente flere smittede med Covid-19, erkendte statsminister Mette Frederiksen, men talte sig væk fra ansvaret ved at påstå, at hun ville ”skærme dem, der virkelig ikke må få sygdommen”. Men regeringen og Sundhedsstyrelsen har ikke skærmet eller værnet risikogruppen nok i genåbningen, mener Lisbeth Riisager Henriksen.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På statsminister Mette Frederiksens (S) pressemøde 7. maj om fase 2 i genåbningen efter generalkarantænen på grund af coronakrisen spurgte politisk kommentator ved Ekstra Bladet Henrik Qvortrup om statsministerens forståelse af risikoen for tab af menneskeliv og værdien af menneskeliv i forhold til genåbningen.
Han spurgte:
“Da du, Mette Frederiksen, for halvanden måned siden lukkede Danmark ned, da sagde du, at ethvert coronadødsfald var en tragedie. Du sagde også, at du hellere ville gå et skridt for langt end et skridt for kort. Nu kommer så genåbningen, og jeg tror, mange tænker, det er lidt et sats, der er risiko forbundet med den. Skal vi forstå det, der sker nu sådan, at du ligesom har affundet dig med, at folk kommer til at dø af corona, og er det også en erkendelse af, at prisen på et menneskeliv i virkeligheden kan blive for høj?”
Mette Frederiksen svarede blandt andet:
“Til det sidste spørgsmål så er svaret jo nej. Jeg ved slet ikke, hvordan man skulle opsætte det regnestykke – jeg kommer ikke til at gøre det på noget tidspunkt. Jeg mener, hvad jeg sagde fra starten af det her, at vi selvfølgelig vil gøre alt, hvad vi kan, for at få sygdommen under kontrol, og at ethvert tab af et menneskeliv til corona er et tab. (…) Samtidig ved vi jo, at sygdommen er en del af vores samfund, og indtil der er en vaccine eller en effektiv behandling, så skal vi håndtere den i vores samfundsliv.”
Hvordan er det så gået med ”at skærme dem, der virkelig ikke må få sygdommen”?
Efter disse indledende afvisninger af Qvortrups insinuationer fortsatte hun med mere reel substans i sit svar:
”Det vil have enormt store omkostninger – menneskeligt, økonomisk men også sundhedsmæssigt – at holde et samfund lukket ned i meget, meget lang tid.”
Og på et uddybende spørgsmål fra Henrik Qvortrup præciserede hun modvilligt:
“Vi må forvente, i takt med at vi åbner samfundet op, at så vil der komme flere smittede. Det vil der komme. Det helt afgørende er at blive ved med at skærme dem, der virkelig ikke må få sygdommen, men det er selvfølgelig også at holde smitten nede så meget, som det overhovedet kan lade sig gøre.”
Hvordan er det så gået med ”at skærme dem, der virkelig ikke må få sygdommen”?
Smitterisiko for arbejdstagere og deres pårørende
Jeg må sige, at det ser meget skralt ud.
For det første har store grupper af kronisk syge arbejdstagere og arbejdstagere, der har pårørende i risikogruppen, ventet meget længe på at få en ordning, så de ikke skal vælge mellem job og helbred/liv.
Som det har været indtil nu, har disse grupper af arbejdstagere været tvunget til at tage på arbejde efter genåbningens fase 1 per 15. april, hvis ikke de skulle risikere fyring. Medio april var det således Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøms vurdering, at ansatte tilhørende en risikogruppe i udgangspunktet skulle på arbejde, og at de ikke kunne forvente noget værn imod coronasmitte.
A4 Arbejdsmiljø havde 14. april en meget kritisk artikel om denne tilgang til risikogruppen.
”Den danske tilgang er benhård, vil jeg mene. Enkeltpersoner bliver presset til at sætte deres helbred på spil for at passe deres arbejde,” udtalte overlæge ved Oslo Universitetssykehus og forsker Gunhild Alvik Nyborg, der er en af Norges førende eksperter i virusspredning, til avisen.
Hun sagde endvidere, at det er sværere for folk i risikogruppe at leve normalt, når der er mere smitte ude i samfundet, og at risikogrupper kan være nødt til at isolere sig fuldstændigt, hvilket ikke er i orden.
Først 13. maj blev regeringen og Folketingets partier endelig enige om en løsning for ansatte, der selv er i risikogruppen. Og 15. maj blev de enige om en løsning for ansatte med pårørende i risikogruppen
En række medier har beskrevet, hvordan en række enkeltpersoner har stået i et svært dilemma mellem hensynet til eget job på den ene side og hensynet til eget eller pårørendes liv og helbred på den anden.
Flere af Folketingets partier, blandt andet Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, har derfor fremført et ønske om, at risikogrupperne skulle kunne blive værnet imod coronavirus ved lønkompensation eller anden ordning, så de ikke skulle vælge mellem deres eget liv på den ene side og deres arbejde på den anden. SF ønskede endvidere at sikre, at raske arbejdstagere med pårørende tilhørende risikogruppen også blev hjulpet på denne måde.
Danske Handicaporganisationer, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening havde sendt et fælles forslag til regeringen om, at arbejdstagere tilhørende gruppen af særligt risikoudsatte, hvis de ikke kunne arbejde hjemmefra, skulle få mulighed for at blive hjemme, og at arbejdsgiveren så modtager en lønkompensation.
18. april indgik Folketingets partier en aftale, der afsatte 200 mio. kroner til at sikre risikogruppers job og helbred. Alligevel gik tiden, mens genåbningens fase 1 og 2 blev påbegyndt.
Frem til i uge 20, hvor Mette Frederiksen havde valgt at lægge fase 2 af genåbningen og at åbne meget og hurtigt, har kronisk syge arbejdstagere og arbejdstagere med kronisk syge pårørende ventet på en løsning på dette problem.
Først 13. maj blev regeringen og Folketingets partier endelig enige om en løsning for ansatte, der selv er i risikogruppen. Og 15. maj blev de enige om en løsning for ansatte med pårørende i risikogruppen.
De vil nu blive omfattet af reglerne om sygedagpengerefusion. Det gælder, hvis det ikke er muligt at arbejde hjemmefra eller at indrette arbejdspladsen og ændre arbejdsopgaver, så arbejdet ikke er smitterisikofyldt, og hvis de tilhører Sundhedsstyrelsens liste fra 4. maj over sygdomme og tilstande, der kan medføre en øget risiko for et langstrakt eller alvorligt sygdomsforløb ved smitte af Covid-19 samt Sundhedsstyrelsens anbefalinger for pårørende til personer i risikogruppen. Lovforslaget blev behandlet og vedtaget i Folketinget 20. maj, og loven gælder fra dette tidspunkt og frem til 1. september.
Det er godt, at der endelig kommer en løsning fremadrettet. Men det er urimeligt, at disse grupper har skullet vente så længe på en løsning, mens de og deres pårørende er blevet udsat for at blive smittet og alvorligt syge eller i værste fald dø af Covid-19, eller de på den anden side har risikeret at miste deres job og altså forsørgelse. Det er ikke, hvad jeg forbinder med ”at skærme dem, der virkelig ikke må få sygdommen”.
Smitterisiko ved transport og anden offentlig kontakt
For det andet bliver genåbningens fase 2 alvorlig for risikogrupperne, fordi Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm i samme anledning 10. maj ændrede anbefalingerne om sikkerhedsafstand i det offentlige rum i forbindelse med corona fra to til kun én meter.
Sundhedsstyrelsen anbefaler ganske vist fortsat mindst to meters afstand i særlige situationer som for eksempel ved fællessang, hvor der kan være øget risiko for dråbesmitte, eller i mødet med personer, der har øget risiko for alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med Covid-19. Men hovedreglen hedder nu én meter.
Flere eksperter kritiserer den nye en meters-anbefaling kraftigt. Det gælder blandt andet Allan Randrup Thomsen, der er professor og virolog ved Københavns Universitet. Han kalder det over for DR Nyheder et “eksperiment ovenpå et andet”, idet han med det andet eksperiment henviser til, at genåbningen er meget stor og sker med stor hast.
Det er problematisk med en differentieret afstandsanbefaling, for den lægger hele ansvaret og byrden over på de udsatte grupper. Det betyder, at det er overladt til de enkelte udsatte personer selv at advokere for sig i de enkelte situationer, hvor afstandsreglen har konsekvenser for omgangen mellem mennesker, frem for som inden genåbningens fase 2, hvor hele befolkningen solidarisk skulle efterleve to meters-reglen.
Det er ikke ”at skærme dem, der virkelig ikke må få sygdommen”, når man holder risikogrupper hen i uvished i over en måned, hvor de tvinges til at vælge mellem arbejde og liv/helbred, og når man ændrer afstandskravet, så personer i disse grupper selv skal forsvare deres behov for større sikkerhedsafstand
Hvis det så alene handlede om adfærden i de genåbnede restauranter, så kunne disse persongrupper bare holde sig væk, for restaurantbesøg er ikke en direkte livsnødvendig aktivitet.
Men den forringede afstandssikkerhed vil også få konsekvenser for eksempelvis syge borgeres muligheder for at benytte offentlig transport som tog og bus, hvilket mange er nødsaget til for overhovedet at kunne passe job eller behandling af sygdom i sundhedsvæsnet. Og den vil få konsekvenser for smitterisikoen ved indkøb af eksempelvis madvarer. Hvordan skal disse grupper nu kunne leve et bare nogenlunde normalt liv uden at blive yderligere isoleret eller risikere at blive (endnu mere) alvorligt syge eller i værste fald dø?
En række af landets patientforeninger med Diabetesforeningen, Lungeforeningen, Hjerteforeningen, Muskelsvindfonden og Cystisk Fibrose Foreningen i spidsen har også mødt den ændrede afstandsanbefaling med kraftig kritik.
De understreger for det første, at det jo ikke nødvendigvis er direkte synligt på mennesker, om de tilhører nogen risikogrupper, og at en differentieret afstandsregel derfor er ubrugelig i praksis. Som udviklingschef i Muskelsvindfonden Jørgen Lenger udtrykker det over for DR Nyheder: ”Skal man gå rundt med en tatovering i panden, hvor der står, at man er særligt sårbar?”
De understreger for det andet, at det ikke er rimeligt at pålægge risikogruppen selv at gå rundt og bede andre om at holde afstand. Det er ikke usædvanligt at blive svinet til eller afvist på sådan en anmodning, og det gør det meget ubehageligt for personer tilhørende risikogruppen.
Selv kan jeg tilføje, at en del af disse meget syge mennesker eller mennesker med handicap i forvejen er udsat for udskamning og stigmatisering. Det gælder blandt andet personer, der har været på kontanthjælp eller er blevet parkeret i årevis i ressourceforløb, selvom de har været meget syge og uarbejdsdygtige.
Medlem af de sociale modstandsbevægelser Lena Dahl Møller har skrevet til Sundhedsstyrelsen om problemet og blandt andet anført: ”Jeg kan fortælle med sikkerhed, at vores foreløbige erfaringer viser, at disse sårbare mennesker nu modtager særdeles vrede og nedværdigende afslag fra befolkningen på, at de bestemt ikke vil holde afstand. De henviser blandt andet til, at reglerne for dem er en meter. Flere sårbare har således udtalt, at de nu ikke tør at gå ud, fordi de ikke tåler den vrede og udskamning, som de nu mødes med.”
Sundhedsstyrelsens nye afstandskrav fremstår politisk afvejet
Som jeg allerede tidligere har beskrevet her i POV International, så stoler jeg ikke på sundhedsmyndighederne og slet ikke på Søren Brostrøm. Han har selv udtalt til TV 2 News 9. april, at han i den position, han besidder, ikke alene tænker sundhedsfagligt, men også har et sundhedsøkonomisk og et samfundsmæssigt perspektiv.
Det ligger derfor snublende nært at sige, at han også i forbindelse med det nye afstandskrav agerer politisk, selvom det naturligvis ikke må hedde sig. Og derfor er det svært ikke at se de nye afstandskrav lige op til genåbningens fase 2 som noget, der skal understøtte genåbningen med henblik på at lette eksempelvis erhvervslivet (for eksempel restauranter), skoler og den offentlige transportsektor for nogle økonomiske byrder. Det handler om samfundsøkonomi frem for om, hvad der er sundhedsfagligt forsvarligt.
Derfor var det også på sin plads, da journalist og studievært Kåre Quist 12. maj i 21 Nyhederne igen og igen bad Brostrøm om at forklare, hvorfor han pludselig havde ændret afstandskravene lige op til genåbningens fase 2. Og det var tankevækkende, at Brostrøm svarede udenom og talte fuldstændigt sort. Tænk sig, at vores Sundhedsstyrelse på dén måde tager mere hensyn til samfundsøkonomien end til de mest syge og sårbare grupper af borgere!
Regeringen og sundhedsmyndighederne respekterer ikke Handicapkonventionen
Regeringen og myndighederne er forpligtet af Handicapkonventionen. Den er retligt bindende og ikke blot en hensigtserklæring, fastslog nu afdøde Holger Kallehauge i sit indlæg om respekt for den menneskelige værdighed i min bogantologi Et liv i andres hænder (2014) lige før sin død. Han var en af hovedkræfterne bag Handicapkonventionen i Danmark samt tidligere landsdommer og formand for Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU).
Nogle af konventionens bærende hovedprincipper er værdighed og autonomi, ikke-diskrimination, fuld inklusion, lige muligheder og tilgængelighed. Konventionens artikler uddyber, hvilke konsekvenser principperne har på forskellige områder.
Der er blandt andet en række artikler, der handler om, at staterne forpligtes til at beskytte folks liv og sundhed. Det er artiklerne 10 (Retten til livet), 11 (Risikosituationer og humanitære nødsituationer), 14 (Frihed og personlig sikkerhed) og 25 (Sundhed).
Der er en artikel, artikel 27 (Arbejde og beskæftigelse), der fastslår ”retten for personer med handicap til at arbejde på lige fod med andre, hvilket omfatter retten til at kunne tjene til livets ophold ved beskæftigelse, som de selv frit vælger eller påtager sig på et arbejdsmarked og i et arbejdsmiljø, der er åbent, inkluderende og tilgængeligt for personer med handicap”.
Den spiller sammen med artikel 28 (Tilstrækkelig levefod og social tryghed).
Hvordan skulle disse mennesker kunne leve et inkluderet liv i resten af samfundet, hvis de alle steder vil være særligt smitteudsat for coronavirus, og myndighederne ikke vil lave generelle retningslinjer, der sigter efter at beskytte dem?
Blandt andet som forudsætning for at opnå disse ovennævnte rettigheder, men også som en selvstændig rettighed, rummer konventionen artikler om ret til inklusion og tilgængelighed. Det er artiklerne 9 (Tilgængelighed), 19 (Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet) og 20 (Personlig mobilitet).
I artikel 9 står der således blandt andet:
”Med henblik på at gøre det muligt for personer med handicap at få et selvstændigt liv og deltage fuldt ud i alle livets forhold skal deltagerstaterne træffe passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre har adgang til de fysiske omgivelser og transportmuligheder (…), der er åbne for eller gives offentligheden…”
Det indebærer blandt andet ”identifikation og afskaffelse af hindringer og barrierer for tilgængelighed”, blandt andet for ”a) bygninger, veje, transportmuligheder og andre indendørs og udendørs faciliteter, herunder skoler, boliger, sygehuse og andre sundhedsfaciliteter og arbejdspladser”. Og det indebærer, at deltagerstaterne blandt andet skal træffe passende foranstaltninger til ”a) at udvikle, udbrede kendskabet til og overvåge gennemførelsen af minimumsstandarder og vejledninger for tilgængeligheden af faciliteter og tilbud, der er åbne for eller gives til offentligheden,” og til ”b) at sikre, at private udbydere af faciliteter og tilbud, som er åbne for eller gives til offentligheden, tager hensyn til alle aspekter af tilgængelighed for personer med handicap…”
At regeringen lod risikogrupperne vente meget længe på en aftale om sygedagpengerefusion, mens de skulle risikere at kaste sig selv eller pårørende ud i Covid-19-smitte for at beholde deres arbejde, og at Sundhedsstyrelsen har indført et differentieret afstandskrav med én meters afstand som hovedregel, harmonerer efter min bedste overbevisning ikke med de principper og artikler, som, jeg har beskrevet, den danske stat og dermed regeringen og myndighederne har forpligtet sig på.
Mette Frederiksen har ikke ”skærmet” risikogruppen mod corona
Når Mette Frederiksen oven i købet har hævdet, at hendes regering har villet gøre så meget godt for de svageste under coronakrisen, og at nedlukningen blandt andet var for deres skyld, så fremstår det meget kynisk, at hun har iscenesat genåbningens første to faser næsten uden hensyntagen til netop disse grupper.
Det er ikke ”at skærme dem, der virkelig ikke må få sygdommen”, når man holder dem hen i uvished i over en måned, hvor de tvinges til at vælge mellem arbejde og liv/helbred, og når man ændrer afstandskravet, så personer tilhørende risikogrupperne selv skal forsvare deres behov for større sikkerhedsafstand.
Det hænger ikke sammen med konventionens artikler om, at deltagerstaterne skal arbejde for at sikre mennesker med handicap (det vil også sige mennesker med kroniske sygdomme) retten til liv, sundhed/godt helbred, arbejde og social tryghed. Hvordan skal det ske, hvis de blev/bliver smittet af Covid-19 på arbejdet eller på vejen til og fra det?
Hvordan skulle disse mennesker kunne leve et inkluderet liv i resten af samfundet, hvis de alle steder vil være særligt smitteudsat for coronavirus, og myndighederne ikke vil lave generelle retningslinjer, der sigter efter at beskytte dem?
Det bliver dermed nærmest en højere sandhed, når Mette Frederiksen i anden sammenhæng under coronakrisen sagde, at ”de svageste skal være de stærkeste”.
Differentieret afstandsregel krænker respekt for privatlivet
Foruden de nævnte artikler i Handicapkonventionen er der også tre andre artikler, der er relevante at bringe frem i forbindelse med regeringens og Sundhedsstyrelsens tilgang til risikogrupperne under coronakrisen.
Det er artiklerne 17 (Beskyttelse af personlig integritet) og 22 (Respekt for privatlivet). I sidstnævnte står der således blandt andet, at deltagerstaterne ”skal sørge for fortrolig behandling af personlige, helbredsmæssige og rehabiliteringsmæssige oplysninger om personer med handicap på lige fod med andre.”
Konsekvenserne ved manglende hensyntagen er alt for alvorlige til, at Sundhedsstyrelsen bare kan fedte ansvaret af på den enkelte på denne måde. Det mener jeg, fordi Sundhedsstyrelsen sagtens kunne have værnet om disse mange mennesker alene ved at opretholde den hidtidige to meters anbefaling som hovedregel
Folk i risikogruppen under coronakrisen får ikke mulighed for at beholde deres helbredsmæssige oplysninger fortroligt, hvis de selv igen og igen skal bede folk om at tage hensyn til deres liv og helbred. Jeg mener simpelthen, det krænker den enkelte syge borgers konventionshjemlede rettigheder, at man forlanger af de mange hundrede tusinde personer i risikogruppen, at de selv sørger for at opnå de nødvendige hensyn.
Det krænker også princippet om autonomi, at syge skal være afhængige af at forhandle sig til at opnå andres hensyntagen i den enkelte situation frem for at basere sig på overordnede regler, der som udgangspunkt værner dem.
Konsekvenserne ved manglende hensyntagen er alt for alvorlige til, at Sundhedsstyrelsen bare kan fedte ansvaret af på den enkelte på denne måde. Det mener jeg, fordi Sundhedsstyrelsen sagtens kunne have værnet om disse mange mennesker alene ved at opretholde den hidtidige to meters anbefaling som hovedregel.
LÆS FLERE ARTIKLER AF LISBETH RIISAGER HENRIKSEN HER
Foto: Collage af POV International, Wikimedia Commons og www.sst.dk
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
