SAMFUND // KOMMENTAR – Hvem giver Nets rygdækning, hvem finansierer Nets stabile overskud og muliggør selskabets internationale ambitioner? Det gør vi. Alle os, der bor i Danmark. Derfor er Nets melding om at give milliardbonusser til sine topchefer også et direkte frontalangreb på velfærdsstaten og den sociale pagt, hvor få har for meget og færre for lidt. Fortjener vi velfærdsstaten, eller 1,9 milliarder kroner for fire års lønarbejde, spørger Maziar Mazor Etemadi.
Midt i valgkampens hede kunne man i sidste uge til manges forbavselse læse i Dagbladet Børsen, at omkring 60 til 70 chefer hos betalingskoncernen Nets med et nyt incitamentsprogram kunne håbe på en bonus på i alt 7 milliarder kroner om fire år; heraf vil de 1,9 mia. kr. gå til administrerende direktør, Bo Nilsson, såfremt Nets kan realisere en række mål for indtjeningen og nedbringelse af gæld inden 2022.
I worst case scenario får disse chefer en gevinst på knap 3.9 milliarder kroner. Men siden der ikke er sat en grænse for et øvre beløb, så kan bonussen vise sig at blive endnu større.
Nets har tidligere været i problemer på grund af virksomhedens ekstreme incitamentsprogrammer i forbindelse med børsnoteringen af selskabet i 2016. Her gik Bo Nilsson fra børsnoteringen ca. en halv milliard rigere.
Det er interessant at se Bo Nilsson som et symptom, som et tilfælde, der kaster lys over noget, vi alle har haft på fornemmelsen i et stykke tid; fornemmelsen af, at en del af topfolket i dansk erhvervsliv systematisk har opsagt den sociale pagt, der er grundlaget for det moderne Danmark og for velfærdsstaten
Til Børsens spørgsmål om begrundelserne for de generøse bonusser uddybede Nets’ bestyrelsesformand, Stefan Goetz, dengang i et skriftligt svar til avisen incitamentsprogrammet på følgende måde:
“Som led i at sikre sammenfaldende interesser om Nets’ langsigtede udvikling, har vi i ejerkredsen besluttet at tilbyde en gruppe af udvalgte ledere og specialister muligheden for at medinvestere i Nets og altså både dele en risiko for tab og et potentielt afkast af vores investering med dem.”
Nets’ bestyrelsesformands svar bærer præg af, at virksomheden ingen fornemmelse har for det omgivende samfund, dets normer og idealer. Nyheden, der blev ledsaget af et billede af en storsmilende direktør, bredte sig som en steppebrand til alle landets aviser.
En psykolog kunne måske mene, at Nets søger efter en omgang offentlig spanking til at krydre livet med i en ellers forudsigelig valgtid. Andre ville måske mene, at Nets har udstedt en åben invitation til de danske oligarkers store fest.
Men sagen er langt mere alvorlig end mulige psykologiske brist eller dadelagtige personlige egenskaber hos visse mennesker. Den er principielt samfundsundergravende.
Den sociale pagt
Lad det være sagt med det samme. Som enkeltindivid er administrerende direktør, Bo Nilsson aldeles uinteressant. Hvad han kan lide, ikke kan lide, spiser eller bedriver tiden med er sagen uvedkommende, og hvad eller hvem hans hjerte banker eller ikke banker for, er tilsvarende en privatsag.
Det er derimod interessant at se Bo Nilsson som et symptom, som et tilfælde, der kaster lys over noget, vi alle har haft på fornemmelsen i et stykke tid; fornemmelsen af, at en del af topfolket i dansk erhvervsliv systematisk har opsagt den sociale pagt, der er grundlaget for det moderne Danmark og for velfærdsstaten.
Det skræmmende ved denne fornemmelse og senere erkendelse er, at en sådan lidet prisværdig bedrift ikke ville have været muligt uden statens og de toneangivende politiske parties billigelse.
Nets’ seneste bonus-affære har en sådan virkning på samfundet, at den afdækker hvad der var skjult: Nemlig en altomfattende krise som vores samfund er ramt af. Krisen i idéen, forestillingen og fortællingen om velfærdsstaten
I oldtidens Grækenland kaldtes sandheden aletheia (oldgræsk: ἀλήθεια). Ordet kan bedst oversættes som tilstanden, hvori noget, der var skjult bliver bragt til syne, er ”åbenbaret fra sin skjulthed”.
Nets’ seneste bonus-affære har en sådan virkning på samfundet, at den afdækker hvad der var skjult: Nemlig en altomfattende krise som vores samfund er ramt af. En krise i idéen, forestillingen og fortællingen om velfærdsstaten.
Oplysningsfilosofien Jean Jacques Rousseau bestemmer i sin bog Du contrat social ou Principes du droit politique (1762) samfundspagten som det underforståede regelsæt eller aftale samfundsmedlemmerne indgår, hvor et sæt regler og normer antages for at være attråværdige samfunds- og værdibærerende.
Sådan aflønner blodtørstige parasitter – og udnytter borgerne
Et blik på Nets’ ageren i disse dage viser, at virksomheden ikke ser sig selv som medansvarlig eller forpligtet i forhold til denne samfundspagt.
Ejet af den i Danmark ukendte amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman via et holdingselskab i Luxembourg er Nets meget lidt kommunikativt indstillet vedrørende sine dispositioner.
Men det står til gengæld lysende klart, at ledelsen i virksomheden plejer den overbevisning, at en privat virksomhed lønner sine ansatte, som den vil, og i en global konkurrence om de største talenter, er den i konkurrence med de andre og belønner de ansatte derefter.
Regningen er blevet sendt til befolkningerne, der skulle hjælpe med til, at de store finansielle institutioner ikke faldt fra hinanden, mens fremtiden så mere end dyster ud for en del af dem på gulvet, hvis egen privatøkonomi lå i ruiner med tabte job, boliger på tvangsauktion og personlige tragedier, bristede håb og destruerede liv
Denne naive indstilling kunne måske gå an før i tiden, men på baggrund af erfaringerne fra finanskrisen i 2008 kan denne aflønnings-filosofi i det mindste sættes til alvorlig debat, og der har minsandten heller ikke været mangel på diskussioner om den manglende tillid til erhvervslivet efter, den finansielle sektors dømmekraft svigtede totalt i årerne op til 2008 og sendte verden ud i en regulær og langvarig økonomisk krise, som vi endnu ikke har overkommet.
De seneste år har ligeledes afsløret en stor parasitisk del af hjertet i den finansielle verden, der kynisk og bevidst iværksætter “udnyttelse af skattereglerne i diverse Europæiske lande”, har lyssky relationer til underverdenen og hvidvasker sorte penge med blod på. Alt sammen til fordel for en lille gruppe hensynsløse kyniske finansfolk og oligarker.
Regningen for alle disse kriser er blevet sendt til befolkningerne, der skulle hjælpe med til, at de store finansielle institutioner ikke faldt fra hinanden, mens fremtiden så mere end dyster ud for en del af dem på gulvet, en del af dem, der betalte regningen.
De mennesker kunne omvendt konstatere, at deres egen privatøkonomi lå i ruiner med tabte job, boliger på tvangsauktion og personlige tragedier, bristede håb og destruerede liv.
Parallelt med disse tragedier har en del af konsekvenserne af de seneste års kriser og de parasitiske finansielle virksomheders forbrydelser imod velfærdsstaterne bl.a. været en transformation af samfundets værdier fra de brede befolkningsgrupper til en lille elite.
Frank Aaens klarsyn og Henrik Sass Larsens arrogance
Det er på basis af disse erfaringer at Nets’ dispositioner skal ses og forstås. Men hvad får sagen om Nets til at skille sig ud?
Det svar er nemt. Nemlig dette: Som virksomhed er Nets en vital del af statens finansielle infrastruktur. Det moderne Danmark kan ganske enkelt ikke fungere uden denne virksomheds funktioner.
Under Helle Thorning-Schmidts regeringstid i 2014 blev virksomheden privatiseret. Desværre uden en reel diskussion om, hvorvidt det nu også var tilrådeligt at overlade sådanne vitale organisationer i hænderne på private kapitalfonde.
Frank Aaen fra Enhedslisten advarede allerede, da staten solgte sin andel af Nets i 2014 om, at virksomheden ville blive en guldgrube for private interesser, der ville bruge den til at malke de almindelige danskere for tårnhøje gebyrer og andre påfund.
Som virksomhed er Nets en vital del af statens finansielle infrastruktur. Det moderne Danmark kan ganske enkelt ikke fungere uden denne virksomheds funktioner
Aaen foreslog, at staten dannede en statslig eller forbrugerejet virksomhed til formålet i stedet.
Til DR nyheder udtalte den daværende erhvervsminister, Henrik Sass Larsen fra Socialdemokratiet med sin sædvanlige fornemmelse for finere sproglige nuancer, at: ”Det er vel en del af det normale politiske spil. Så er der nogen, der kan få lidt scenetid, hvis man stiller sig op og går med på en dagsorden”.
Han fortsatte: ”Som minister kan jeg da godt have en holdning til Nets eller Bager Jørgen og hans forretning, men det har faktisk ikke noget med mig at gøre”.
Nu kunne man indvende, at Sass Larsen havde ret i, at med privatiseringen fik Nets mulighed for at udvikle sig frit uden at være i statens spændetrøje.
Og det ville være en god liberal indstilling, men kun hvis Nets’ succes ikke allerede var foregrebet, idet staten opretholdte Nets de facto monopol i Danmark og betroede den væsentlige dele af den finansielle infrastruktur.
Ergo har vi nu en privat virksomhed, der med statsgaranti giver kolossalt overskud. Med en garanti om stigende indtjening kan Nets derfor med ro i sjælen udvikle sine internationale ambitioner, lave nye incitamentsprogrammer og udbetale bonusser.
”En grådig gebyrgrib”
Hvem giver Nets rygdækning, hvem finansierer Nets stabile overskud og muliggør dens internationale ambitioner? Det gør vi. Alle os, der bor i Danmark. Vi er fanget af og i Nets. Vi kan som private personer ikke frabede os at få samtlige vores betalinger og relationer via NemID, e-boks, betalingsservice med mere.
Vi er tvunget til at være kunder hos en bestemt privat virksomhed. Og dem, der betaler til Nets’ overskud, er således samtlige lønmodtagere og små selvstændige, der betaler stadig højere gebyrer bl.a. til bankydelserne.
En uforholdsmæssig stor andel af de midler, vi modtager, havner i lommen på Nets for en ydelse, som på ingen måde kan have de omkostninger
Det monopol har givet Nets uindskrænket magt i forhold til kunderne. Nets fastsætter prisen, men er ikke indstillet på dialog og afviser kritikken.
I en artikel publiceret i Finans 6. maj 2019 siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår om Nets gebyrpolitik: “En uforholdsmæssig stor andel af de midler, vi modtager, havner i lommen på Nets for en ydelse, som på ingen måde kan have de omkostninger”.
Rasmus Kjeldahl kalder Nets for en grådig gebyrgrib. Men som det fremgår af artiklen udviser Nets ingen lydhørhed overfor kritikken.
Kan man bare frabede sig Nets’ service ? Jo, det er da teoretisk set muligt, men er det også realistisk? Ejeren af virksomheden Print & Genfyld Kim Olesen giver et rammende svar til dette spørgsmål i et længere opslag på Facebook:
“Skulle jeg alligevel i ren protest vælge at opsige mit abonnement på betalingsløsninger, vælger jeg reelt samtidig at dreje nøglen om; så udbredt er kundernes forventning til at kunne betale med Dankort.”
Den føromtalte artikel fra Finans.dk citater Jan Damsgaard, professor i digitalisering ved CBS, til at mene, at Nets udnytter sin dominerende position på betalingsmarkedet:
“Det er en pengemaskine for Nets. Der er jo ikke noget svært ved at flytte penge fra en konto til en anden”.
Ingen, hverken privatpersoner eller virksomheder, kan være en del af det økonomiske liv i Danmark uden at benytte sig af Nets
Med Nets de facto monopol i Danmark vil ingen, hverken privatpersoner eller virksomheder kunne være en del af det økonomiske liv uden at benytte sig af Nets. Derfor har virksomheden Nets’ dispositioner samfundsmæssig betydning, der gør det relevant og nødvendigt at forholde sig til den.
At Nets og andre institutioner af samme type har kunnet gå igennem kriser og overleve ved hjælp af hjælpepakker indtil for få siden år for derefter at kaste sig ud i bonusordninger i milliardklassen giver os al mulig grund til at stille os kritiske overfor, hvorledes virksomheden begår sig i samfundet. Og vi kan spørge om det er i eller ude af trit med idealerne og normerne i vores samfund?
Og dem som anklager kritikkerne af disse bonusordninger med ad hominem postulater såsom misundelse, bevidner om en manglende evne til at argumentere hos de folk, der forsvarer Nets’ groteske bonusordninger.
Legitimitetskrisen og dens ideologiske baggrund
Men perspektiverne rækker længere endnu. Det er ved at være enighed blandt de fleste samfundstænkere om, at vores samfund gennemlever en eksistentiel krise. En del af krisen vedrører selve statens ideal og opbygning. Velfærdsstaten er i opbrud.
De teoretiske og ideologiske grundlag for krisen har bl.a. Ove K. Pedersen gjorde glimrende rede for i bogen Konkurrencestaten. I en konkurrencestat er den altomfattende drivkraft og eneste værdi i samfundslivet, idéen om den nationale og internationale konkurrence. Konkurrencen er ikke begrænset til de økonomiske aspekter, men den underlægger sig samtlige aspekter af de sociale og private liv, og samtlige statens institutioner.
Der foregår en indædt ideologisk kamp om rammerne for staten, der har flyttet sig med vaklende skridt i retningen af konkurrencestaten
Vi kan med de seneste års udvikling konkludere, at konkurrencestaten og velfærdsstaten er væsentligt forskellige: I velfærdsstaten er borgerne lige for loven og har både ret til omsorg, velfærd og medbestemmelse – i en retsstat lider konkurrencestaten under mangel på demokratisk legitimitet.
Konkurrencestaten benytter sig af det som kaldes incitamenter i form af løfter og fordelagtige aftaler. Når disse ikke slår til, bruges der sanktioner og tvang. Der foregår en indædt ideologisk kamp om rammerne for staten, der har flyttet sig med vaklende skridt i retningen af konkurrencestaten.
Denne ideologiske kamp har flere præmisser, bl.a.:
- Staten skal ikke tjene penge. Pengene tilhører borgerne.
- Værdierne bliver skabt i den private sektor.
- Den offentlige sektor lever af den private sektors nåde og skal således fungere som et service organ for den private sektor.
- Når staten (den offentlige sektor) har investeret massivt i et område og har skabt velfungerende, solide institutioner, der giver overskud, skal det planlægges at overdrage disse institutioner til de private, som kan videreudvikle dem og tjene penge.
- Disse institutioner skal derfor drives som om de var private virksomheder indtil de i realiteten bliver privatiseret.
- Samfundet ses ikke som en organisk hele, men forskellige dele af samfundet kan være totalt isoleret fra hinanden og uden videre virkning på hinanden.
- Grådighed og egennytte er to væsentlige drivkræfter hos mennesket.
- Angst og frygten for straffe er ikke mindre væsentlige drivkræfter.
- Grådigheden og angsten danner til sammen den særlige kombination, der gør uligheden og de ulighedsskabende initiativer til brugbare mekanismer i samfundet.
- Uligheden er den pris samfundet betaler for at opretholde sig selv i konkurrencen.
- En statskontrolleret fattigdom kan være godt på lang sigt.
Det danske arbejdsmarked
Historisk set forløber to store ideologiske strømninger igennem det danske arbejdsmarked:
- Den rene liberalistiske strømning: At de mest velbetalte i samfundets top bør få, hvad de fortjener. Ledelsen, der ansætter disse topfolk ved bedst, hvordan de skal aflønnes. For at undgå at disse dygtige topfolk forlader virksomheden og endda flytter til andre lande, bør de aflønnes ift. toplønninger i de andre lande.
Som Berlingske skriver i en artikel fra 2017: “Lønnen til topchefer i Danmark er steget med 60 procent i perioden 2013-2016.” - Den rene socialdemokratiske strømning: Dansk arbejdsmarked baserer sig på et samfundssind, der gør at arbejder/lønmodtager såvel som arbejdsgiver udviser tilbageholdenhed i lønkravet. Idéen er, at vi kun har én kage, og den skal vi deles om på en klog måde, således at kagen år efter år bliver større til gavn for os alle sammen.
Et kig på de danske bankchefers store udbetalte bonusser trods frygtelige resultater kan fremvise en alternativ forståelse af ordet “anerkendelse”. Cheferne anerkendes og belønnes for deres frygtelige resultater
Der er ingen tvivl om, at topchefernes lønninger i det danske samfund følger den første strømning og ligefrem forstærket siden 2008. Således kunne Jyllands-Posten i maj 2018 oplyse, at selskabet Ambus daværende administrerende direktør, Lars Marcher, stod til at tjene 525 millioner kroner på sit bonusprogram.
Dertil tilføjes det, at selve begrebet ”bonus” er ved at ændre betydning i topchefernes ordbog. I Den Danske Ordbog defineres ordet “bonus” således: “ekstraordinær sum penge der udbetales oven i den faste løn typisk som anerkendelse af en særlig god indsats”.
Et kig på de danske bankchefers store udbetalte bonusser trods frygtelige resultater kan fremvise en alternativ forståelse af ordet “anerkendelse”. Cheferne anerkendes og belønnes for deres frygtelige resultater.
Selv i finanskredse er der folk, som taler om, at: “Den lønstigning, der har fundet sted i de seneste årtier, har ikke begunstiget middelklassen og arbejderklassen. Den er gået til dem i toppen…De, der sidder i toppen, må tænke på, at hvis de bliver ved med at tage en større del af kagen, end de er berettiget til, så kommer der en foragt og væmmelse hos den menige borger” (udtalt af Magnus Barsøe i Debatten på DR2).
En skrue uden ende
Men lad os overvinde væmmelsen for en stund og kaste et blik på Nets’ aflønnings-filosofi igen.
Vi kan konstatere, at Nets begrunder nødvendigheden af disse gigantiske milliardbonusser med ønsket om at fastholde sine dygtige medarbejdere i forsøget på at realisere sine ambitioner.
Bo Nilsson fik sidste år en halv milliard kroner for sin indsats. De næste 4 år får han 1.9 milliarder kr. Hvad med om 6 år? Hvad med andre nye direktører og chefer, der kommer til og med endnu større krav?
Det virker ikke overbevisende. For det første har Nets med sit monopol i Danmark en stabil indtjening uagtet disse topfolks fortsatte ansættelse i firmaet. For det andet er argumentet jo en skrue uden ende, for ethvert nyt mål og enhver ny ambition vil sprænge rammerne for de tidligere og stille nye krav.
Den omtalte Bo Nilsson fik sidste år en halv milliard kroner for sin indsats. De næste 4 år får han 1.9 milliarder kr. Hvad med om 6 år? Hvad med andre nye direktører og chefer, der kommer til og med endnu større krav? Skal vi se 3, 4, eller måske 10 milliarder kroner store bonusser om 10 år?
Den store tyske filosof Friedrich Hegel kaldte denne form for udvikling for den slette uendelighed. Herved forstår han, at ethvert ‘noget’ implicerede ‘noget andet’, og dette ‘noget andet’ selv et er ‘noget’, der implicerede endnu et ‘noget andet’ og således kunne man fortsætte i en endeløs række.
Således fungerer også disse gyldne cheflønninger, der er blevet symbolet på, hvad en gruppe i toppen af samfundet, der med ammestuesnak forsøgte at dække over, nemlig den uendelige grådighed, der bliver sin egen begrundelse og forudsætter, implicerer og går henimod grådigheden.
Det har mange andre i det danske erhvervsliv også set. De mere moralske aktører appellerer nu direkte til Nets og dens ejerkreds om at gentænke bonusprogrammet. Flere andre finanskommentatorer taler ligefrem om dårlig moral, en kommunikationsekspert i Finans kalder Bo Nilsson for topchefernes svar på Rasmus Paludan.
Og Christian Frigast, der er formand for brancheforeningen for venture- og kapitalfonde DVCA, skriver i en mail til Børsen Pro:
”Nets og dets udenlandske ejere skulle have tænkt over, at så usædvanlige beløb i en virksomhed inden for dansk/nordisk finansiel infrastruktur, som vi alle betaler til, vil udfordre sammenhængskraften herhjemme.”
Med al respekt for disse menneskers moralske habilitet er deres forsøg på påvirkning som den gode forælder, der kommer med det kloge dybsindige råd til sine teenagerbørn, at de helst skal lade være med at drikke for meget.
Og Børsen selv, finansverdenens foretrukne avis – også efter socialdemokraten Corydon satte sig i chefredaktørstolen – skrev en leder, der advarede Nets. “I har et problem”, lød det:
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har også appelleret til omtanke hos Nets, men han vil ikke lovgive.
Med al respekt for disse menneskers moralske habilitet er deres forsøg på påvirkning som den gode forælder, der kommer med det kloge dybsindige råd til sine teenagerbørn, at de helst skal lade være med at drikke for meget.
Medmindre vi formoder, at Nets’ ledelse ingen anelse har om virkeligheden eller ganske mangler en fornemmelse for egne dispositioner, kan vi forvente, at de allerede har forudsat og kalkuleret med en sådan reaktion.
Ellers skulle de da finde et andet job. Og selv hvis de giver sig denne gang, vil problemet med bonusordninger bare vokse sig stort med tiden.
Problemet er ikke kun Bo Nilsson og de 60-70 lystige svende i Nets jungle, men hele denne organisering og belønningssystem, der stinker fælt i sommervarmen.
Staten kan opsige sine monopollignende aftaler med Nets og lægge et solidt loft over lønninger og bonusordninger i den offentlige sektor
At appellere til virksomhedernes og disse chefers samfundssind, er at prøve at løse op for den gordiske knude. Men det er just pointen med en gordisk knude – det kan ikke lade sig gøre. Den skal hugges i stykker med ét slag.
Dette slag er velfærdsstaten i stand til at slå. Staten kan opsige sine monopollignende aftaler med Nets og lægge et solidt loft over lønninger og bonusordninger i den offentlige sektor. Over et vist beløb beskattes disse ordninger med 90 – 100 procent. Det offentlige kan blackliste alle de virksomheder, hvor løngabet mellem top og bund er alt for stort.
Har vi fortjent velfærdsstaten?
”Da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt”
Ovenfor står de to afsluttende vers i sangen “Langt højere bjerge så vide på jord” (1820) skrevet af N. F. S. Grundtvig. Det er ingen overdrivelse at mene, at disse to vers har en ikonisk betydning i den almindelige danskers bevidsthed om Danmark, landets historie, dets sædelighed og den særlige sociale pagt.
Et lille blik på Danmarks historie siden statsbankerotten i 1813, kan overbevise enhver skeptiker om at Grundtvig, denne gamle arge modstander af enhver form for fattighjælp og socialforsorg kom til at formulere velfærdsstatens ideal og poesi på den smukkeste vis. Den klogskab, den omsorg, den kærlighed, og overbevisningskraft, der ligger i disse to vers er overvældende og indgyder respekt.
Hvordan kan man bedre formulere den kærlighed, der strømmer ud af den omsorg, mennesker har for hinanden i velfærdsstaten end det smukke ideal, der udtrykkes i Grundtvigs sang.
Lad os genlæse de to vers:
“Da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt”
Ikke for at hvile på laurbærrene eller blive ramt af en tendens til idylliseringer af danskhed; et udtryk den salig Svend Auken brugte til at invitere til besindighed.
Men er velfærdsstaten ikke arven, som danskere på godt og ondt deler med hinanden?
Når vi går til valg i dag, bør dette spørgsmål være altafgørende. Fortjener vi velfærdsstaten, ellers skal vi bringe et stort 1.900.000.000-foldigt hurra til Bo Nilsson og ønske ham tillykke?
Den store Goethe lærer os, at vi skal gøre os fortjent til vores arv. Vi skal vise os værdige til at tage over. Men når arven er selve velfærdsstaten, hvordan kan vi forholde os til denne fordring. Hvorledes kan vi vise os værdige?
Det er i lyset af det spørgsmål og anstrengelsen for at besvare det, at vi kan vurdere både vores institutioner og virksomheder som vores egne bedrifter.
Når vi går til valg i dag, bør dette spørgsmål være altafgørende. Fortjener vi velfærdsstaten, ellers skal vi bringe et stort 1.900.000.000-foldigt hurra til Bo Nilsson og ønske ham tillykke?
Jeg ved, hvad jeg vil. 60.000 børn, der lever i fattigdom i Danmark i disse dage, har givet mig svaret.
Topillustration: POV International og Creative Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og