Orkanens øje: Hebron er et spejlbillede på konflikten

af i Mellemøsten/Politik & Samfund/Tro og eksistens

FOTOREPORTAGE – Hebron er én af verdens ældste byer og hellig for de tre abrahamitiske religioner. Det skyldes patriarkgravene i den gamle bydel, hvor Abraham, Isak og Jakob er begravet med deres hustruer Sara, Rebekka og Lea. Da Abraham købte grunden med klippehulen, havde han næppe forestillet sig, at gravkomplekset skulle blive et spejlbillede på konflikten mellem israelere og palæstinensere i det 20. og 21. århundrede.

Hebron ligger 35 kilometer syd for Jerusalem og er den største by på Vestbredden, men allerede inden man når byen, bliver det kompliceret, og selv på den korte tur derned bliver Hebrons kompleksitet omklamrende: Busserne fra Jerusalem til Hebron er skudsikre. Det er busserne til Tel Aviv og Eilat ikke.

Turen besværliggøres af checkpoints og overgangen fra Israel til det palæstinensiske selvstyreområde. Fem kilometer nord for Hebron ligger den arabiske by Halḥūl og mod øst de to bosættelser Kirjat-Arba og Givat Harsina. Mellem bosættelserne ligger de arabiske byer Al Baqa og Wadi al-Ghrous.

It’s complicated.

 

Makpelas Hule

I århundredet f. Kr. erobrede romerne et område som i grove træk udgør de moderne stater Israel og Palæstina. Senatet i Rom udpegede den jødiske Herodes den Store til at styre den nye provins Iudaea.

På fundamentet af et ældre tempel fra Kong Salomons tid opførte Herodes den monumentale bygning over hulen med patriarkgravene, som står her den dag i dag. Bygningen – og patriarkgravene under den – er hellig for såvel jøder som kristne og muslimer. For jøderne er Makpelas Hule, som gravkomplekset også kaldes, det næsthelligste sted efter Grædemuren.

Bygningen fremstår udefra som en fæstning med tykke, gule mure, og det er nemt at se lighederne med resterne af templet i Jerusalem, som samme Herodes ombyggede og udvidede.

Herodes’ bygning over patriarkgravene.

 

Orkanens øje

Al-Khalīl – som araberne kalder Hebron – har en historie præget af vekslende herskere, der på skift erobrer og taber byen. Efter fejlslagne oprør mod romerne blev jøderne spredt, og kristne fik efterhånden overtaget området: Gravkomplekset blev i 400-tallet omdannet til en regulær kirke af byzantinerne.

I 600-tallet faldt Hebron til det muslimske Rashudin-kalifat, og jøderne fik af de nye magthavere tilladelse til at vende tilbage til byen, mens kirken blev omdannet til Ibrahim-moskéen – efter det muslimske navn for Abraham. Jøderne havde dog fortsat ikke adgang til helligdommen. På trappen uden for bygningen måtte de således kun gå til det syvende trin.

Motiv fra Hebron.

Korstog og generobring

I 1095 kaldte Pave Urban 2. til korstog for at generobre Det hellige Land, og fire år senere faldt Hebron til korsfarerne, der genomdannede Ibrahim-moskéen til kirke. Bygningen fik under korsfarerne sit nuværende udseende. I 1187 genindtog den kurdiske hærfører Saladin Hebron – ifølge overleveringen med jødisk hjælp. Jøderne fik igen adgang til byen og tilladelse til at bygge en lille synagoge. Kirken blev igen til moské, og var herefter under skiftende muslimske staters kontrol frem til 1. verdenskrig, hvor de osmanniske tyrkere sad på byen.

I denne lange periode herskede der en for Hebron atypisk tolerance og fred.

Nat over Hebron.

Britisk mandat

I verdenskrigen stillede Osmannerriget sig på Centralmagternes side, før englænderne og franskmændene – med arabisk opbakning – overtog osmannernes arabiske besiddelser. Hebron blev nu en del af et mandatområde, som udgjordes af Jordan, Israel og Palæstina. Araberne var af de allierede blevet lovet deres frihed som tak for hjælpen i kampen mod osmannerne, men i stedet for en tyrkisk koloniherre, fik de blot en britisk i stedet.

Under det britiske styre tog den illegale indvandring af zionistiske jøder til Mandatet fart, mens salafismen spredte sig fra Egypten til resten af den arabiske verden. I Hebron stødte de to aggressive ideologier sammen. I 1929 boede der 750 jøder i Hebron, da en muslimsk pogrom efter fredagsbønnen kostede 67 jøder livet, mens resten blev jaget ud af byen. De fleste vendte tilbage, men da volden fortsatte, fjernede briterne jøderne fra Hebron.

Briterne mistede efterhånden kontrollen og efter en række blodige zionistiske terrorangreb, gav Storbritannien i 1948 op og trak sig ud af området.

Israelske soldater i Hebron. Én af dem var et år tidligere udvandret fra England, hvor hans familie ikke længere følte sig sikker.

Frihedskrig og katastrofe

Mandatet blev delt mellem jøderne og araberne. Jøderne udråbte staten Israel, og den eskalerende vold blev til krigen, der endte med israelsk sejr og katastrofe for de arabiske lande.

Transjordanien besatte dog Vestbredden – herunder Hebron og Østjerusalem. Den gamle jødiske bydel i Hebron blev omdannet til et marked, en losseplads og et offentligt toilet. Israelere var herefter forment adgang til såvel Hebron som patriarkgravene. Dette skulle dog snart ændre sig.

Mistilliden mellem Israel og de arabiske lande fortsatte, og i juni 1967 kom det til krigen, der afsluttedes på blot seks dage og resulterede i, at også Vestbredden kom under israelsk kontrol sammen med Østjerusalem, Gaza-striben, Golan-højderne og Sinai-halvøen. Dermed var Hebron og patriarkgravene på israelske hænder, og jøderne fik efter 700 år igen adgang til helligdommen.

Jakobs kenotaf ved indgangen til den jødiske del af bygningen.

Den hellige bosættelse

Israelerne begyndte nu at anlægge bosættelser i de besatte områder, særligt i Golan-højderne, Østjerusalem og på Vestbredden. Trods intern israelsk modstand blev Kirjat-Arba etableret i udkanten af Hebron i 1968. Bosættelsen har i dag over 7000 indbyggere, hvoraf en stor del er ultra højreorienterede zionister med amerikansk baggrund.

Palæstinenserne har vendt sig mod Hamas, der i Hebron har deres højborg på Vestbredden. I 1979 flyttede 40 jødiske familier ind i Hebrons gamle bydel som ulovlige bosættere, da de besatte tomme huse. Lige siden har der boet nogle hundrede bevæbnede bosættere i Hebron – og lige siden har byen været et brændpunkt i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Under Den Første Intifada 1987-91 spillede Hebron således en central rolle, og volden fortsatte de følgende år. Lavpunktet indtraf i februar 1994, da ramadanen faldt sammen med den jødiske helligdag purim. Bosætteren Baruch Goldstein fra Kirjat-Arba gik en tidlig fredag morgen ind i Ibrahim-moskéen og skød 29 bedende muslimer, inden han blev lynchet.

Det israelske militær afviste at lade Goldstein blive begravet på den jødiske begravelsesplads i Hebron. I stedet begravedes han i Kirjat-Arba, hvor graven hurtigt blev et pilgrimsmål for ultra-zionister. I 1999 rømmede israelsk militær med bulldozere et skrin og bede-område ved graven. Ikke desto mindre værner bosætterne den dag i dag fortsat om graven.

Isaks kenotaf i Ibrahimmoskéen. Isak, i Islam kaldet Isḥāq, er ikke identisk med muslimernes stamfader Ismael, der er begravet med sin mor Hagar i Mekka, og kendes fra Første Mosebog.

En delt helligdom

Efter terrorangrebet blev helligdommen lukket, og da den genåbnede i november 1994 var bygningen – og patriarkerne – blevet delt mellem muslimerne og jøderne på salomonisk vis. Muslimerne fik Isak og Rebekka, mens jøderne fik Jakob og Lea. Delingen blev lavet sådan, at begge parter kan se Abraham og Saras kenotafer. Ved Abrahams kenotaf er der indsat skudsikkert glas, så parterne ikke kan skyde på hinanden over den hellige patriarkgrav…

Muslimer og jøder har nu hver deres indgang med streng sikkerhedskontrol. Jøderne kan ikke længere besøge Ibrahimmoskéen, og muslimerne kan ikke længere besøge den jødiske del af bygningen, som ved delingen fik tilføjet en synagoge.

På få forudbestemte helligdage får muslimerne og jøderne hele bygningen for sig selv. Hvis man skal fra moskéen til synagogen, må man forlade moskéen, og gå om på den anden side af bygningen, hvor man skal passere såvel trapper som checkpoints med sikkerhedskontrol. Den hermetisk lukkede jerndør fra moskéen til synagogen er ikke en mulighed.

Abrahams/Ibrahims kenotaf i Ibrahimmoskéen. Bemærk det skudsikre glas, der afskærmer moskéen fra synagogen.

Den evige konflikt

Gennem, hvad der minder om en brønd i moskéen, kan man se direkte ned i selve gravhulen. Herfra hejser muslimerne stearinlys ned. Her findes også den eneste kendte nedgang til gravhulen. En stor marmordør sørger for, at ingen har været dernede siden korsfarernes tid. I moskéen findes også en minbar– en islamisk prædikestol – skænket af selveste Saladin.

Nær Abrahams kenotaf, under palmen i gården, er der et fodaftryk – og endnu et stridspunkt. Jøderne tror, det er sat af Adam, mens muslimerne mener, det er sat af Muhammed.

Uenighederne går i bogstavligste forstand helt tilbage til Adam og Eva… Man kan ganske vist godt enes om, at Adam er begravet i Hebron, men når det gælder Eva, er der uenighed.

Jødisk religion fortæller, også hun er begravet i Hebron, mens muslimerne mener, hun er begravet i Jeddah i Saudi-Arabien. I jødisk og muslimsk tradition er Adams grav altså identisk med dét, der senere skulle blive til patriarkgravene.

Hebron var derfor en helt central by og faktisk hovedstaden i Kong Davids rige før Jerusalem.

Ved den hermetisk lukkede dør ses endnu en grav, som parterne heller ikke er enige om. Muslimerne tilbeder stedet som Josefs, mens jøderne tror, at han er begravet ved Nablus. Der er vel at mærke ikke tale om Josef fra Det Nye Testamente, men den Josef fra Første Mosebog, som af sine brødre blev solgt som slave, da de ikke kunne tåle, at deres far foretrak ham.

Udsigtspost over Hebron.

En delt by

I 1997 blev Hebron delt i to zoner. H1 er den store vestlige del af byen, som er under fuld palæstinensisk kontrol og har 170.000 indbyggere. H2 er den mindre østlige del, inklusiv den gamle bydel, hvor der bor 37.000 palæstinensere og cirka 700 bosættere.

H2 kontrolleres af det israelske militær, der har indsat en hel bataljon til formålet. I H2 er mange palæstinensiske forretninger blevet lukket, og atten forskellige checkpoints i zonen, gør det besværligt at komme ind, ud og omkring. Tælleapparaterne skaber kø, når befolkningen skal omkring, og dagligdagen er i det hele taget besværlig.

Stilhed efter storm. Et checkpoint med tælleapparater mellem H1 og H2. Dagen før havde der været gadekampe mellem israelsk militær og palæstinensiske demonstranter.

Affald i hovedet og bevæbnede børn

Går man en tur gennem det arabiske marked i Hebron, kan man ikke undgå at bemærke det net, der er spændt ud over én. Årsagen er, at bosætterne smider deres affald ned mod palæstinenserne, og nettet er sat op, for at forhindre dem i at ramme de handlende.

Så stort er hadet i Hebron. Med flere hundrede bosættere i den gamle bydel, hvoraf en stor del af de unge er født der, er det umuligt at forestille sig en fredelig rømning.

Bosætterne i Hebron, hvis børn går rundt med skarpladte skydevåben, mener, at de som jøder har en guddommelig ret til Hebron. De vil derfor aldrig bøje sig for krav stillet af den israelske regering – eller militæret for den sags skyld. På det punkt er de lige så stædige som deres palæstinensiske naboer. Hebron er hele konflikten mellem israelerne og palæstinenserne i en nøddeskal – men i orkanens øje er der ofte stille. 

Affald over det arabiske marked.

Alle fotos: Jimmy Munk Larsen.

Jimmy Munk Larsen er cand.mag. i Historie og Kulturarvsformidling fra Aalborg Universitet og har en fortid i museumsverdenen. Han er i dag en del af rejsebranchen, og særligt optaget af Balkan, Nordafrika og Nørre Vorupør, hvorfra han har skrevet en del. Gravsteder og mindesmærker er blandt passionerne, og han elsker at fortælle historier med afsæt i disse. Du kan følge Jimmy Munk Larsen og hans rejser på Instagram: https://www.instagram.com/jimmymunklarsen/?hl=da

Seneste artikler om Mellemøsten