Søren Brostrøm

Lisbeth Riisager Henriksen: Tør man som udsat stole på sundhedsmyndighederne?

i Liv & Mennesker/Politik & Samfund af
CORONAKRISE – KOMMENTAR – Min årelange, dybe skepsis over for, om man kan stole på Sundhedsstyrelsen, og hvad der er dens egentlige intentioner, blev uddybet Skærtorsdag i et overraskende interview i TV2 NEWS med Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm. Her afslørede han, at han ikke betragtede det som sit myndighedsansvar at tænke rent sundhedsfagligt, men at balancere sundhedsfaglige, sundhedsøkonomiske og samfundsmæssige hensyn i en helhedsvurdering.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I disse sære coronatider står meget på spil for os alle. I yderste instans er vores liv og helbred på spil. Men også sundhedsvæsen, virksomheder, arbejdspladser, job/ansættelser, parforhold, familieliv og boliger såvel som uddannelses- og forskningsmuligheder, kirke- og kulturliv, sociale relationer, demokratiske rettigheder, frihedsrettigheder og den enkeltes og samfundets samlede økonomi står på spil.

Mere end sædvanligt mærker store dele af befolkningen, hvordan vi alle, som teologen og filosoffen K.E. Løgstrup skrev i Den etiske fordring, har lidt eller meget af hinandens liv i vores hænder. I disse coronatider bliver dét med hænderne ret bogstaveligt, at vi kan smitte hinanden via hænderne og med sekreter fra næse og mund. Men også i mere overført forstand er vi eksistentielt udleveret til hinanden og ikke mindst til Regeringen Mette Frederiksen (S) og sundhedsmyndighedernes dømmekraft.

Jeg tror ikke, det er kendt viden, at Sundhedsstyrelsen selv træffer politiske beslutninger og endog i disse coronatider – sådan ser det ud – var gået videre end regeringen, i kyniske kalkuler over værdien af menneskeliv

Når ens liv er i andres hænder, er det afgørende, at man kan fæste tillid til disse andre og deres dømmekraft – etisk-moralsk, fagligt, demokratisk osv. Vil de én det gode, og er de troværdige, eller er hensynet til ens ve og vel faktisk underordnet andre hensyn?

Det bliver vigtige spørgsmål, hvis man selv skal gøre sig håb om at overleve – og måske lidt mere end bare dét.

Forudsætninger for mistillid

Som forfatter og debattør med særligt fokus på mennesker med kroniske sygdomme og handicap har jeg siden Mette Frederiksens tid som beskæftigelsesminister i Helle Thorning-Schmidts første regering med blandt andet hendes reform af førtidspension og fleksjob i 2012 vurderet vores politikere og myndigheder med kritiske øjne – især, men ikke kun, på social-, beskæftigelses- og sundhedspolitikken. I 2014 udkom bogantologien Et liv i andres hænder med mig som redaktør på baggrund af min store bekymring over den asociale udvikling, jeg så i dansk politik.

Og jeg har skrevet mange artikler og debatindlæg, der tematiserer, hvordan Helle Thorning-Schmidts regeringer og de efterfølgende regeringer har gennemført store forringelser af de sociale rettigheder, som mennesker med kronisk sygdom og handicap tidligere har haft – for eksempel retten til førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp og klageadgang – og hvordan mange kommuners forvaltning af lovgivningen har betydet et gennemgribende tab af retssikkerhed for mange af de ramte grupper, jeg repræsenterer.

Alt sammen betyder, at meget syge mennesker og mennesker med svære handicap i bedste fald har mistet rettigheder, men i værste fald ikke får den fornødne hjælp i perioder, hvor de er fuldstændig udleveret til de sociale myndigheders velvilje eller mangel på samme.

Funktionelle lidelser

Selvom jeg har skrevet mest om social- og beskæftigelsespolitikken, socialmyndighederne og jobcentrene, har jeg dog også siden 2013 haft stigende mistillid til den førte politik på sundhedsområdet, for så vidt angår de endeløse økonomiske nedskæringer af store dele af sundhedssystemet. Det er nedskæringer, som ikke mindst har ramt lungepatienter, medicinske patienter og psykisk syge hårdt samt de afdelinger, speciallæger og sygeplejersker, der arbejder med disse specialer.

Endvidere har jeg en mistillid, der skyldes den vidtgående politiske fratagelse af borgernes ret til fortrolighed med lægen og beskyttelse af sundhedsdata, som er kommet i en lind strøm fra 2013 og frem, begyndende under Astrid Krags (S, dengang SF) tid som sundhedsminister.

Endelig har jeg set med kritiske øjne på paradigmet ”funktionelle lidelser”, som siden 1998 er blevet udbredt i hele vores sundhedssystem og understøttes af Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, forskningsklinikkerne for funktionelle lidelser, lægelige selskaber, TrygFonden, LundbeckFonden, social- og beskæftigelsesforvaltningerne samt forsikringsselskaber.

Selvom paradigmet funktionelle lidelser i bedste fald er en forsknings- og forsøgsdiagnose, i værste fald sammenligneligt med kvaksalveri, gennemsyrer det behandlingen af en stor gruppe syge mennesker – med store, negative konsekvenser for mange af disse.

Det gælder også patienter med sygdommen ME (Myalgisk Encephalomyelitis, red), som frem til marts sidste år ifølge Sundhedsstyrelsens officielle retningslinjer var indlemmet i kategorien funktionelle lidelser, men som Folketinget greb ind i og vedtog at tvinge ud af det funktionelle regimes vold, fordi mange ME-patienter fik det dårligere af den behandling, som klinikkerne for funktionelle lidelser bød dem. Den beslutning var Sundhedsstyrelsen imod, selvom megen forskning fra ikke mindst udlandet har bakket op om ME som en fysisk lidelse.

Jeg har set, hvordan meget syge mennesker er blevet svigtet fundamentalt under det funktionelle regime af mennesker placeret på alle niveauer i magthierarkiet og derfor har mistet både retten til at blive henvist til yderligere undersøgelser i sundhedsvæsenet, retten til at få afsluttet deres eventuelle tilhørende sociale sager med forlængede sygedagpenge, fleksjob eller førtidspension og retten til udbetalinger fra deres forsikringsselskaber ved forskellige ulykker. Alvorligt syge med nedsat eller ingen arbejdsevne bliver sendt ud i langvarige, meningsløse ressourceforløb eller parkeret på kontanthjælp. Denne konsekvens spiller sammen med reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp.

Se mere om funktionelle lidelser her.

Sundhedsmyndigheder under coronakrisen

Nu føjer coronakrisen i 2020 og den politiske ledelse af Danmark siden generalkarantænens begyndelse 11. marts dog nye dybder til min skepsis over for vores sundhedsmyndigheder. Både direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og faglig direktør Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut har efter min mening udvist lemfældighed i den sundhedsfaglige rådgivning af regeringen og fremstår utroværdige i medierne.

Som fremgået af et meget omtalt interview i Politiken, anbefalede Mølbak i marts måned og helt frem til for ganske få dage siden flokimmunitet som den danske strategi imod Covid-19. Flokimmunitet er ifølge ham en immunitet, som kan fremvokses i et samfund, hvor mindst 60 procent af befolkningen har været smittet én gang med den epidemiske sygdom. Den står som modsætning til den inddæmningsstrategi, som flere lande har haft succes med, hvor de via hyppige test og stor brug af værnemidler har inddæmmet virussen og holdt antallet af døde nede på et minimum.

Når statsministeren officielt benægtede, at flokimmunitet var strategien, kunne de to myndighedsrepræsentanter jo ikke fortsat sige direkte, at det stadig var deres strategi, og at de reelt aldrig havde gået efter at inddæmme smitten, men kun at afbøde den

Også Søren Brostrøm har fulgt denne linje, selvom han og Kåre Mølbak har måttet opbløde og moderere sprogbrugen, siden Mette Frederiksen på et pressemøde 6. april formelt afviste, at den officielle strategi var at lade en stor del af befolkningen smitte af hensyn til at udvikle dem meget omtalte flokimmunitet. For når statsministeren officielt benægtede, at flokimmunitet var strategien, kunne de to myndighedsrepræsentanter jo ikke fortsat sige direkte, at det stadig var deres strategi, og at de reelt aldrig havde gået efter at inddæmme smitten, men kun at afbøde den.

De har frem til for få dage siden ikke lyttet til de mange lægelige eksperter fra ind- og udland – eksempelvis assisterende generalsekretær Bruce Aylward fra WHO – som har taget afstand fra flokimmunitetsstrategien. Det er eksperter, som har påpeget, dels at der ikke er nogen garanti for udvikling af (flok)immunitet over for den nye coronavirus (nogle raskmeldte Covid-19-patienter er blevet syge igen), dels at strategien potentielt indebærer, at tusindvis af mennesker i Danmark vil dø af smitten. De vil især komme fra de svageste grupper af i forvejen kronisk syge og/eller ældre mennesker.

Således bygger den netop påbegyndte genåbning efter påske af dagtilbud, fritidsordninger, skolers 0.-5. klasser, 3. gymnasieklasser og 2. HF-klasser efter min vurdering på strategien om at udvikle flokimmunitet.

Her har både Mølbak og Brostrøm frem til lige efter påske været mere vidtgående end regeringen selv i deres insisteren på at sætte gang i smitteaktiviteten ved, modsat regeringen, at anbefale det som ”sundhedsforsvarligt” for selv kronisk syge børn og lærere samt børn og lærere med kronisk syge familiemedlemmer tilhørende risikogruppen at møde op i dagtilbud, skoler og gymnasier, ligesom de har anbefalet det samme for børn fra familier, hvor en anden person er ramt af Covid-19. Efter stærk kritik har de ganske vist modereret deres efter min opfattelse uforsvarlige anvisninger af en hel befolkning til, at de, der mener sig i en risikogruppe, kan konsultere deres praktiserende læge for en individuel og konkret vurdering. Og børn fra coronaramte familier er nu, efter pres, blevet bedt om at blive hjemme fra skole og dagtilbud.

Men den enkelte læge har slet ikke bemyndigelse til at sygemelde risikogrupper, men pligt til at rette ind efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer. I al fald hvis man skal tro direktør i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Jonatan Schloss. Han har udtalt til Folkeskolen.dk:

”… hvad er det, lægerne skal vejlede om, når Sundhedsstyrelsens retningslinjer er fuldstændig klare? Der står tydeligt, at risikopatienter skal møde på arbejde, og der er ingen særlige hensyn. Vi har intet ønske om at være bussemænd, men vi er jo underlag underlagt Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Og vi oplever, at det giver en masse problemer”.

Så de svagest stillede syge er virkelig blevet til forsøgskaniner i et stort survival of the fittest. Mange mennesker er bekymret for situationen, som det fremgår af kritik fra både den nye Facebook-gruppe ’Mit barn skal ikke være forsøgskaniner for Covid-19′ og flere forældreorganisationer.

Brostrøm: Ikke sundhedsfaglighed alene, men helhedsperspektiver

Min dybe skepsis over for, om regeringen og sundhedsmyndighederne taler sandt, og hvad der er de respektive parters egentlige intentioner, stopper ikke dér. Skærtorsdag, altså 9. april, blev den gjort endnu dybere, da jeg hørte et overraskende interview i TV2 NEWS med Søren Brostrøm. Det handlede om, hvordan han vurderede den anmeldte genåbning af skolernes mindste klasser, hvad hans og styrelsens strategi er for coronakrisen, og hvordan han betragter sit eget ansvar som myndighed. Journalist og studievært Johan Engbo stod for interviewet.

Cirka midt i interviewet, som varede omtrent 30 minutter, faldt 90 sekunder med en ordveksling, som er et meget godt kondensat af essensen af Brostrøms samlede udsagn i interviewet. Jeg tillader mig at citere, da jeg virkelig blev forundret og rystet over det:

Engbo: ”Jeg vil godt blive et lille øjeblik ved det her med smittespredningen. Står vi ikke i virkeligheden nu et sted, hvor man godt kunne vælge…? Altså, jeg er med på, det er en politisk beslutning: Vi skal have gang i samfundet igen, vi laver en gradvis genåbning. Det beder man jer om at tage stilling til som myndighed: Hvordan forholder vi os til det, er det forsvarligt at gøre på dén her måde? Hvis vi ser rent sundhedsfagligt på det fra din stol, står vi ikke et sted nu, hvor vi i virkeligheden godt kan vælge en strategi, hvor man siger: Vi fortsætter nedlukningen, og dermed får vi elimineret smittespredningen, eller hvad?”

Brostrøm: ”Det tror jeg ikke rigtigt, at man kan. Altså lukke fuldstændigt ned for epidemien. Det ville heller ikke ud fra sådan et helhedsperspektiv være hensigtsmæssigt.”

Engbo: ”Hvorfor? Hvad mener du med helhedsperspektivet?”

Brostrøm: ”Fordi du skal også tage hensyn til den omkostning, det har for samfundet og for sundhedsvæsenet.”

Engbo: ”Men det behøver du vel i virkeligheden ikke som sundhedsmyndighed, eller hvad?”

Brostrøm: ”Nej, det er klart [ansigtet viser dog, at han ikke mener, at det er klart]. Der ligger nogle politiske valg. Men jeg er heller ikke blind for det. I den position, jeg har, skal man selvfølgelig også – og det gælder ikke kun, når vi har en Covid-krise, det gælder også i andre ting, som vi gør i Sundhedsstyrelsen – der tænker vi selvfølgelig hele tiden også på et sundhedsøkonomisk og et samfundsmæssigt perspektiv. Ud fra vores faglighed, selvfølgelig, men der er ingen tvivl om, at det er jo politiske beslutninger, at der hele tiden er en samfundsmæssig helhedsvurdering af de tiltag, man tager, men også [af] den krise, som Covid-19 jo er, og den risiko, den er for det danske samfund.”

Jeg hører en nærmest bevidst upræcis sprogbrug fra Brostrøm om, hvem der har ansvaret for de forskellige beslutninger. Agens-relationerne flyder. Helt ned på sætningsplan undgår han behændigt at sige ”jeg” eller ”Sundhedsstyrelsen” og siger i stedet ”du”, ”vi” eller ”man”. Han glatter ud og pakker ind i stedet for tydeligt at markere sit eget og styrelsens standpunkt.

Der må være noget alvorligt på spil, siden han formulerer sig så ualmindeligt uklart.

Det er kendt stof, at det er regeringen, der udstikker rammerne for Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen skal så agere inden for disse rammer. Embedsmændene finder altså frem til anbefalinger, der lægger sig op af den politiske linje.

Men politikerne må ikke blande sig i de sundhedsfaglige råd, Sundhedsstyrelsen udarbejder inden for de udstukne rammer.

Spørgsmålet er, hvor langt han og Sundhedsstyrelsen er under politisk diktat. Blander regeringen sig i det arbejde, styrelsen udarbejder inden for de udstukne rammer? Repræsenterer han af den grund en politiseret styrelse, der også på ”sin egen” arena tænker mere på samfundsøkonomi, sundhedsvæsen og øvrige politiske hensyn end på den enkelte patients helbreds- og sundhedsmæssige ve og vel alene? Eller hvad er der på spil?

Jeg troede trods alle mine år som kritisk debattør, at Sundhedsstyrelsen først og fremmest havde et sundhedsfagligt mandat og skulle holde sig til dét. At sundhedsfaglighed ganske vist ikke er en enkel affære, og at der ofte må træffes egne valg mellem flere valide positioner, fordi eksperter kan være uenige om, hvad sygdom er, og hvordan man bedst skal behandle syge mennesker for deres sygdomme, men at sundhedsmyndighederne slet ikke skal træffe egentlige politiske valg – at det alene er en regerings og Folketingets opgave.

Brostrøm skylder at uddybe de hensyn, han varetager

Nu er udmeldingen altså, at Sundhedsstyrelsens direktør balancerer mellem udvalgte sundhedsfaglige, sundhedsøkonomiske og samfundsmæssige hensyn i sin rådgivning. Hvor meget eller lidt fylder sundhedsfagligheden så overhovedet i hans myndighedsdispositioner – og hvilken sundhedsfaglighed?

Jeg står efterladt med ubesvarede spørgsmål og en kommunikation fra regering og sundhedsmyndigheder, der modsiger hinanden og efterlader forvirring på næsten alle plan.

Jeg håber, at det rent sundhedsfaglige i coronakrisen dermed fremover får større vægt hos sundhedsmyndighederne end sundhedsøkonomiske og samfundsmæssige hensyn

Det er ikke godt for min tillid til hverken Sundhedsstyrelsen eller regeringen. Og jeg synes, Søren Brostrøm skylder befolkningen, medierne og Folketinget at uddybe disse mange hensyn, som han betragter det som sit mandat at balancere mellem, fra sin ophøjede position som sundhedsmyndighed.

For han har i disse tider potentielt hele befolkningens liv i sine hænder, og hans dispositioner vil få omsiggribende konsekvenser. Og jeg tror ikke, det er kendt viden, at Sundhedsstyrelsen selv træffer politiske beslutninger og endog i disse coronatider – sådan ser det ud – var gået videre end regeringen i kyniske kalkuler over værdien af menneskeliv versus hensyn til sundhedsvæsenets funktionsevne, sundhedsøkonomiske omkostninger og samfundet som helhed.

Nye erkendelser og strategier

Helt uventet ser det ud til, at vores sundhedsmyndigheder efter påske alligevel har fået nye erkendelser – og er begyndt at justere ind efter dem. Både Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut er tilsyneladende gået væk fra flokimmunitetsstrategien, hvilket er en meget stor og glædelig nyhed.

Det fremgår af et notat fra Sundhedsstyrelsen onsdag 15. april, hvori den blandt andet fremhæver, at den nu har fokus på test, smitteopsporing og karantæne.

Ligeledes fremgår det af et interview med Kåre Mølbak i Ingeniøren samme dag. Her siger han:

”Og det er, fordi jeg ser den her effekt af social afstand. Og så tænker jeg, at kan vi faktisk holde social afstand frem til, at der er en vaccine, kan vi være i den lykkelige situation, at vi ender med et færre antal smittede, syge og døde, indtil vaccinen kommer. Så vi holder længere ud, og får den immunitet, som der er brug for, gennem en vaccine”.

Han henviser til, at smittetrykket i Danmark har ændret sig markant fra et sted mellem 2,1-2,6 i den første tid til efter en måneds generalkarantæne at være helt nede på 0,6, det vil sige, at hver covid-19-syg person nu smitter i gennemsnit mindre end én person, hvis smittetrykket fortsat kan holdes langt nede.

Jeg håber, de nye toner kan tages for pålydende og vil blive konsekvent fulgt op i alle sundhedsfaglige retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Og jeg håber, at det rent sundhedsfaglige i coronakrisen dermed fremover får større vægt hos sundhedsmyndighederne end sundhedsøkonomiske og samfundsmæssige hensyn.

Det ville alt andet lige give bedre chancer for, at alle vi, der har tunge kroniske sygdomme, også får en chance for at overleve coronaepidemien. Og det ville øge myndighedernes troværdighed.


Foto: Sundhedsstyrelsen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre