debat biden trump

Dommen over den første præsidentdebat: “Uværdigt og kaotisk – et totalt shitshow”

i Politik & Samfund/USA af
PRÆSIDENTDEBAT // ANALYSE – Med fem uger til valget mødtes Donald Trump og Joe Biden natten til onsdag i den første præsidentdebat, og det gik mildest talt ikke stille for sig. Faktisk var der så meget kaos undervejs, og så mange afbrydelser fra især Trump af aftenens moderator, Chris Wallace, at kommentatorerne var enige fra højre til venstre: debatten var et “totalt shitshow”. Der var ingen egentlig vinder – men en klar taber: De amerikanske vælgere. Mange kommentatorer hæftede sig dog ved, at Biden kom bedst ud af slagsmålet, fordi han havde mindst at tabe som den af de to politikere, der er længst foran i meningsmålingerne. Meningsmålinger efterfølgende viste også en fordel til Biden.

WASHINGTON D.C. – “Jeg har forberedt, modereret og dækket præsidentdebatter i over 40 år, og jeg har aldrig nogensinde set en værre debat.”

Den mest skamfulde diskussion mellem to voksne mennesker, jeg nogensinde har set. Det var kaotisk, rodet og uværdigt

“Det var slet ikke en præsidendebat – det var mudderkastning. Og den mest skamfulde diskussion mellem to voksne mennesker, jeg nogensinde har set. Det var kaotisk, rodet og uværdigt”.

Sådan karakteriserede ABC’s valgstudievært, George Stephanopoulos og politisk journalist Martha Raddatz fra samme kanal den første TV-debat mellem Donald Trump og Joe Biden, der løb ad stablen natten til onsdag.

Og den karakteristik stod de to ABC-journalister ikke alene med.

Ord som “udmattende”, “skamfuld”, “pinligt” og “uudholdeligt” dominerede ikke bare i de professionelle kommentatorers vurdering, men også på Twitter, som er det sociale medie, hvor flest amerikanere, der interesserer sig for politik, debatterer.

I to hurtige meningsmålinger efterfølgende vurderede flest vælgere, at Biden havde vundet, trods det faktum, at flest vælgere havde regnet med, at Trump ville knuse Biden verbalt, før nattens armlægning.

CNN 60 % – 28 %

CBS News: 48 % – 41 %

debat trump biden

Se hele debatten her:

Taberen er det amerikanske folk

Her er en opsamling fra en lang række kendte analytikere fra flere tv-kanaler:

Afbrydelserne regnede ned over den hårdt kæmpende vært for debatten, Chris Wallace, der ellers regnes for at være en af USA’s allerbedste, mest kompetente og rolige politiske journalister.

Mens Trump afbrød igen og igen, endte Biden med at bede ham om at holde mund – og kalde præsidenten for en “klovn” og en “racist”, og “den værste præsident nogensinde”. “Shooosh,” forsøgte han sig også med. Det hjalp dog ikke stort

Men selv han måtte give op, og hen ad vejen var han nødt til at berolige Trump som et utålmodigt barn ved flere gange at sige: “Nu tror jeg nok, hr. præsidenten, at De vil blive glad, for nu kommer der et spørgsmål, som De vil bryde Dem om”:

Og mens Trump afbrød igen og igen, endte Biden med at bede ham om at holde mund – og kalde præsidenten for en “klovn” og en “racist”, og “den værste præsident nogensinde”.

“Shooosh,” forsøgte han sig også med. Det hjalp dog ikke stort.

Til tider lød Wallace decideret udmattet.

Wallace blev også kritiseret – af begge sider – undervejs. Biden-kampagnen syntes, at han lod Trump afbryde for meget, mens præsidentens støtter mente, at Biden fik hjælp af Wallace

Som her i det afsluttende minut om højesteret, og lige før diskussionen gik over til at handle om coronakrisen, hvor Biden fik sagt “keep yappin’ man” (“bliv endelig ved med at vrøvle, mand”) til Trump samt ‘would he just shush for a minute’:

Wallace blev også kritiseret – af begge sider – undervejs. Biden-kampagnen syntes, at han lod Trump afbryde for meget, mens præsidentens støtter mente, at Biden fik hjælp af Wallace, hver gang moderatoren forsøgte at stoppe Trump fra at skifte emne. Eksperter mente dog, at opgaven var stort set umulig:

“Chris Wallace of Fox News is a tough interviewer, but even he couldn’t keep the train on the tracks tonight. Wallace couldn’t get the candidates to stop talking over and interrupting one another. If I’d been hired to moderate either of the next two presidential debates, I think I’d call in sick,” lød det eksempelvis fra Melissa K. Miller, professor i politik ved Bowling Green State University i Ohio.

Eller som Dr. Laura Sicola, der er “leadership and communication expert”  sagde til Fox News: “Hvis jeg skulle rådgive moderator for den næste debat, ville jeg sige, at vedkommende først og fremmest skal anskaffe sig en mute button (altså så man kan lukke for politikernes mikrofon).

Trump har kun ét gear: det femte

Man kunne godt undre sig over Trumps strategi her, selvom det er velkendt, at præsidenten lever efter devisen what you see, is what you get og ikke viser mange nuancer af sig selv normalt.

Og som, Trumps partifælle, Chris Christie sagde efterfølgende, så har Trump “kun ét gear og det er det femte. Ikke noget første, anden eller tredje gear”.

Christie var dog ikke imponeret af Biden: “Joe Biden var ikke særlig sikker. Han færdiggjorde ikke sine sætninger og hans tal var upræcise. Men Trump var alt, alt for hot. With so much heat, you lose the light. Men det kan – måske – fikses. Det er jeg ikke overbevist om, at Bidens problemer kan,” lød det.

Jeg tror faktisk, at mange republikanere vil være vrede på præsidenten efter aftenens debat. Vi har en politik og vi kunne vinde, men ikke med en præsident, der så tydeligt er rasende og ukontrolleret

En anden republikaner, Rick Santorum, der selv har forsøgt sig som præsidentkandidat tilbage i 2012, sagde til CNN: “Jeg tror faktisk, at mange republikanere vil være vrede på præsidenten efter aftenens debat. Vi har en politik og vi kunne vinde, men ikke med en præsident, der så tydeligt er rasende og ukontrolleret”.

Også Karl Rove fra Fox News mente, at taberne var “alle dem, der intet nyt får at høre, og som vil være skuffede over det ringe udbytte. Der kom kun få bud på politik og ingen af dem fremlagde egentlige planer”.

Politisk journalist David Muir, der er vært for det populære aftenprogram, World News Tonight, hæftede sig ved den effekt, som debatten (der blev set af lige under 100 millioner mennesker, hvilket er seer-rekord) vil have på vælgerne:

“Folk er udmattede, de er midt i en af de værste kriser, dette land nogensinde har stået i.”

“De leder efter nogle planer for fremtiden, noget der kan lede USA fremad. De fik ingenting. Det meste af debatten var i virkeligheden unwatchable, ikke til at bære at se på,” lød det.

Biden vandt på point men kan takke Trump for sin ‘sejr’

Men selvom der således ikke var nogen egentlig “vinder” i traditionel forstand, var der alligevel flest analytikere – og som nævnt indledningsvis også vælgere i meningsmålinger foretaget lige efter debatten af flere tv-netværk-  som mente, at Biden kom mindst ringe ud af debatten.

Og det skyldes først og fremmest Trump selv.

For det første har den republikanske kampagne i ugevis tegnet et billede af Biden som en “dement mand i en kælder”, der ikke kan sætte to ord sammen.

Men den erfarne senator – der var ‘stammer’ som barn og som har gået til taletræning som teenager og som ofte undviger bestemte ord og afbryder sig selv – er en særdeles erfaren debattør og lykkedes bl.a. med at tale direkte til vælgerne et par gange ved at se ind i skærmen og opfordre dem til at “stemme og ikke blive distraheret” af præsidenten.

Biden lovede også, at han ville acceptere valgresultatet og at han, hvis han vandt, ville være præsident for “hele USA. Ikke kun for demokraterne”.

Det var effektfuldt og var det øjeblik under hele den halvanden time lange debat, som flest vælgere fra begge partier syntes om.

Alt, vælgerne så fra præsidenten, var kaos. Fra Biden fik man en fornemmelse af ‘stabilitet’

Politisk journalist Mary Bruce, som havde en direkte linje til den demokratiske kampagne efter debatten, sagde på ABC, at kampagnen var godt tilfreds med den tidligere vicepræsident:

“Alt, vælgerne så fra præsidenten, var kaos. Fra Biden fik man en fornemmelse af ‘stabilitet’,” lød det. Det samme sagde Bidens vicepræsident kandidat, Kamala Harris, til CNN:

“Jeg tror, at amerikanerne så en klar kontrast. Joe talte direkte til kameraet og forsøgte at tale til amerikanerne, der er i en krise, som er historisk – både når det gælder økonomien, sundhedskrisen og race-problemer.”
“Og på den anden side så vi en præsident, der var ude af kontrol, og som brugte det meste af tiden på at skændes med moderatoren,” lød det.

Men udover at Trump selv havde sat barren lav for Biden, opførte præsidenten sig også så meget som en bølle undervejs, at selv vælgere, der godt kan lide ham, tændte af. Til CNN’s fokusgruppe af vælgere, der endnu ikke har bestemt sig, sagde en kvinde:

“Jeg er enig med Trump. Jeg kan godt lide hans politiske budskaber, men den måde, han taler på i aften, får mig til ikke at ville stemme på ham”.

Trump fik dog opbakning fra sin mest loyale støtte i medieverdenen, Sean Hannity fra Fox News, der mente, at Trump kørte over Biden som en “damptromle”

Andre i samme gruppe sagde det samme, og én ændrede decideret holdning under debatten og besluttede sig til at ville stemme på den tidligere vicepræsident i ren og skær irritation over præsidentens hyper-aggressive stil.

Trump fik dog opbakning fra sin mest loyale støtte i medieverdenen, Sean Hannity fra Fox News, der mente, at Trump kørte over Biden som en “damptromle”:

Rahm Emanuel: Bidens rope-a-dope-strategi virkede

Men hvorfor reagerede præsidenten, som han gjorde?

POV’s korrespondent ringede til en af de (indrømmet få) kilder, som overtegnede har i Senatet af Trump-støtter, og her var svaret, at præsidenten simpelthen “ikke er vant til at få stillet kritiske spørgsmål”, som han ikke kan feje af. Og at han “godt kan lide at tromle sine modstandere, og han blev afbrudt hele tiden”.

Men eftersom Chris Wallace holdt fast i at ville stille de spørgsmål, han havde forberedt og eftersom Trump ikke fik lov til uhindret at afbryde Biden, endte det med at være præsidenten, der blev irritabel – ikke Biden, der ellers er kendt for at have et ret hidsigt og ofte ustyrligt temperament.

En tredje grund til, at Trump virkede som den mest irritable af de to kandidater, kunne være, at en stribe angreb, som præsidenten havde forberedt om Joe Bidens søn Hunter Biden og dennes rolle i Ukraine og Kina, ikke havde den ønskede effekt.

Biden lancerede en effektfuld rope-a-dope strategy”, lød det. Udtrykket stammer fra boksning og betyder, at man hænger i tovene, mens man lader modstanderen slå igen og igen, og således udmatter sig selv

En gang røg debatten helt af sporet, da Biden talte om sin afdøde søn, Beau Biden, der var dekoreret krigsveteran og modtager af “The Bronze Star” og Trump benyttede anledningen til i stedet at tale om Hunter Biden.

Den demokratiske kandidat affejede kritikken af Hunter Biden som “usand” – bemærkede, at Hunter “som mange andre amerikanere har haft et misbrugsproblem, men er kommet sig” – og vendte i stedet tilbage til Beau Biden, som han bemærkede “ikke var en taber, som præsidenten har kaldt vores soldater”.

Den påstand – som Trump ellers tidligere har sagt, er løgn – lod præsidenten imidlertid passere og de to mænd vendte ikke tilbage til emnet.

Alt i alt var konklusionen, som Jonathan Karl, ABC’s Chief White Correspondent, sagde det:

“Biden havde ikke en specielt fantastisk aften, han vandt ikke debatten. På en måde tabte begge mænd, men den ægte taber er Trump, for han havde behov for at ændre meningsmålingerne, han er på vej til at tabe, og det lykkedes ikke for ham. Vælgere, som jeg var i kontakt med undervejs, var chokerede over antallet af fornærmelser og afbrydelser”:

En anden analytiker, Nate Cohn fra Upshot sagde det samme til sin avis, New York Times: “Der var ingen vinder i aften, men jeg vil mene, at ”ingen vinder” betyder, at vinderen var Joe Biden.”

En tidligere demokratisk top-spindoktor og Obamas Chief of Staff, Rahm Emmanuel, havde en anden metafor: “Biden lancerede en effektfuld rope-a-dope strategy”, lød det. Udtrykket stammer fra boksning og betyder, at man hænger i tovene, mens man lader modstanderen slå igen og igen, og således udmatter sig selv.

Højreradikal gruppe hylder Trump online

Et lavpunkt under debatten kom, da Trump valgte ikke at svare på en opfordring fra moderator, Chris Wallace, om hvorvidt han ville fordømme hvide højreradikale miljøer – mere specifikt gruppen “Proud Boys”, som FBI har på deres liste over “ekstremistiske grupper i USA”.

I de højreradikale miljøer så man præsidentens udtryk som kode for, at man skulle “holde sig klar”, hvis der blev brug for dem efter eller under valget.

Først svarede Trump ved at angribe “Antifa”, og derefter anvendte så den kendte højreradikale gruppes eget slogan, da han foreslog, at gruppen skulle stand back and stand by. 

Og det blev bemærket i de online-fora, hvor de højreradikale miljøer færdes. Her så man præsidentens udtryk som kode for, at man skulle “holde sig klar”, hvis der blev brug for dem efter eller under valget.

TV-stationen NBC tweetede dette:

Se replikken her:

Segmentet gik viralt og førte til en eksplosion på Twitter samt en del tegninger. Her et eksempel:

Og efter debatten tweetede Biden selv om hyldesten fra den højreradikale gruppe, der kan ses på det sociale medie Telegram:

Og politikken …. ?

Sluttelig er det ikke urimeligt at spørge: OK – hvis man skærer støjen, kaos og afbrydelser væk, blev der så talt politik overhovedet?

Svaret er ja. I glimt kunne man skimte politiske forskelle, der imidlertid er velkendte.

I stikordsform:

Om klimaet:

  • Trump vil blive ude af Paris-aftalen og ville ikke svare bekræftende på moderatorens spørgsmål om, hvorvidt han tror på videnskaben i spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for den globale opvarmning. Biden vil skabe millioner af grønne nye job og gøre USA carbon neutral i år 2035.
  • Trump fik et point her for at spørge Biden om, hvordan regningen skal betales, men Biden fik til gengæld flettet ind, at han ikke står bag The New Green Deal, som politikerne Alexandria Ocasio Cortez og Bernie Sanders har udarbejdet. “Det er ikke, hvad du har sagt tidligere eller hvor dit parti er,” lød det fra Trump. Biden svarede, at “JEG er partiet nu”.

Trump advarede mod, at der var “kaos og irregulariteter i valget allerede”. Han talte om stemmesedler, der var blevet fundet i floder og i skraldespande og gemt af vejen. “Det ender galt”, spåede han: “Det bliver det mest fuskede valg nogensinde”.

  • Om coronakrisen: Trump lagde som ventet ansvaret over på kineserne og sagde, at vaccinen kommer “meget snart og sandsynligvis i november”.
    Biden gik hårdt til angreb på Trump og gav ham ansvaret for de over 200.000 døde amerikanere og sagde, at præsidenten på ingen måde havde udvist ledelse.
    Han bekræftede, at han var for et nationalt påbud om at bære mundbind.
    Trump kunne ikke svare på et spørgsmål fra Wallace om, hvorvidt han var enig med sin egen sundhedsdirektør, men påstod, at meldingerne var en “left wing” påstand og at der aldrig var nogen, der var døde af at gå til hans store rallies, hvor deltagerne stort set ikke bærer maske. Bidens møder er altid små og alle bærer maske, hvilket er en af de største forskelle mellem de to kandidaters fremtræden. Trumps stil skaber mere energi og entusiasme, mens Biden ofte møder kritik for at være low energy. Til gengæld ses han så som ansvarlig, når det gælder smittefaren. Disse forskelle blev ikke tegnet klarere op under debatten, men vælgerne kendte dem også i forvejen.
  • I spørgsmålet om valgets integritet og brevstemme-muligheden var der store forskelle mellem de to kandidater. Biden bekræftede, at han ville acceptere valgresultatet, mens Trump som vanligt ikke ville svare, men advarede mod, at der var “kaos og irregulariteter i valget allerede”. Han talte om stemmesedler, der var blevet fundet i floder og i skraldespande og gemt af vejen. “Det ender galt”, spåede han: “Det bliver det mest fuskede valg nogensinde”.

Og med den forudsigelse, får de bekymrede mennesker, som er nervøse over, om selve det amerikanske demokrati er i fare, lidt mere at sove uroligt over.

FØLG DET AMERIKANSKE VALG I POV – LÆS MERE AF ANNEGRETHE RASMUSSEN HER


Topillustration: Skærmbillede fra ABC – bearbejdning: POV.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV. Hun er også USA-korrespondent og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 sprang hun ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012, 2016 og 2020). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid læser hun bøger og bistår danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er noget af en nørd, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på nu 18. år som udlandsdansker. Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen. Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail til annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Politik & Samfund