Gunnar Langemark skrev i længere tid søndagsserien “Dead Man Talking” her på POV International. Serien handlede om hans liv og kamp mod en dødelig kræftsygdom, om hans sideløbende refleksioner over velfærdsstaten i Danmark og særligt sygehusvæsenet. Og om livet som kritisk, måske især systemkritisk, patient. Men så blev hans kræftsygdom forværret og han stoppede som klummeskriver. Nu vender han imidlertid tilbage med en udbygget og længere version af serien som bog. Den skriver han om her – hvor han også takker POV’s læsere for at have været med på turen.
For et par år siden blev jeg syg. Jeg skrev min historie på POV International – om mine oplevelser i hospitalsvæsenet, mens jeg kæmpede med en dødelig cancer, der truede med hurtigt at tage livet af mig. POV’s chefredaktør Annegrethe Rasmussen tog sig af mig. Hun puffede mig blidt frem. Hun redigerede i mine lange tirader og forsikrede mig om, at det var interessant og værd at læse for mange. Det var jeg glad for.
I læsere var søde at læse med og støtte mig. Jeg skrev og skrev – men da jeg i august 2016 fik konstateret metastaser i lungerne og skulle i behandling igen, magtede jeg ikke mere at holde den kørende her på POV.
Så der blev stille. Og jeg fik det lidt dårligt over ikke at kunne fortsætte med fortællingen.
Men jeg gik ikke helt til grunde. Jeg fik en redaktør – og sammen arbejdede vi på at samle og redigere det jeg havde skrevet om mit forløb og mine oplevelser og tanker.
Det kom der en bog ud af. Den skulle selvfølgelig hedde ‘Dead Man Talking’ – som jeg også havde skrevet under, her på POV.
Og jeg synes nu, at jeg skylder jer en lille afrunding; nu hvor jeg bedre kan gøre en slags status.
Der kom nogenlunde styr på metastaserne. Jeg går til kontrol i Odense en gang om måneden. Og lægerne er nu så optimistiske, at de har givet mig tider frem til september. Det er et halvt år. I starten kunne jeg kun presse dem til tre måneder.
Så jeg gør fremskridt. Også selvom jeg i august, da lægerne så metastaserne, fik at vide: “vi vil stærkt anbefale, at du søger førtidspension med det samme”. Jeg sank en klump og makkede ret.
Og jo, det har været hårdt. Fortællingen om mine genvordigheder med de offentlige systemer holdt ikke op, da jeg holdt op med at skrive på POV. Og oplevelserne blev ikke færre. Faktisk blev de ved. Så meget, at jeg blev nødt til at aftale med min redaktør, at vi måtte stoppe med at vente på det næste. Bogen skulle ud.
Der kom nogenlunde styr på metastaserne. Jeg går til kontrol i Odense en gang om måneden. Og lægerne er nu så optimistiske, at de har givet mig tider frem til september. Det er et halvt år. I starten kunne jeg kun presse dem til tre måneder. Så jeg gør fremskridt. Også selvom jeg i august, da lægerne så metastaserne, fik at vide: “vi vil stærkt anbefale, at du søger førtidspension med det samme”. Jeg sank en klump og makkede ret.
Det har altid været svært for mig at færdiggøre tekster.
Jeg er mest typen, der skriver hurtigt og uforpligtende.
Mens jeg var mest syg anede jeg heller ikke, hvordan i alverden jeg skulle få alt det ud, som jeg havde af tanker. Jeg skriver ret frit på min Facebookvæg og lægger ikke meget vægt på stil, form og formalia. Det er ren inspiration.
Men Annegrethe mente, at jeg skulle på POV og hun var så sød, at hjælpe med redigeringen. Faktisk var det sådan, at hun suverænt stod for hele redigeringen. Så lærte jeg også noget nyt – nødtvungent af omstændighederne:
Jeg lærte, at give fanden i min tekst, når jeg havde afleveret den. Jeg lærte at lade andre bestemme. Ligesom med alt det jeg ikke orkede – i kontakten med myndighederne og alle de instanser, som så gerne vil og som uddeler lønninger til medarbejdere, som har hele dagen til at finde ud af hvordan de skal stille krav til de udmattede, syge og svækkede: “Det tager kun 10 minutter … det kan du godt”.
Jo – jeg kunne godt 10 minutter. F.eks. til at børste tænder og vaske mig lidt. Men når der var 10 af de der ting – fra forskellige, der ville hjælpe, men først når jeg selv havde fundet skemaer, udfyldt dem, afleveret dem det rette sted, gået til møder, lavet nye aftaler og så videre. Når der var alt det – så var kravene at jeg skulle bruge tusind procent af mine kræfter – for at blive aflastet.
Jeg har min Lise-Lotte. Hun tog sig af det. Hun lod sig slide ned. Hun kæmpede.
Jeg koncentrerede mig om at tage min medicin, mine vitaminer og så videre: Jeg koncentrerede mig om at blive rask. For jeg havde Lise-Lotte.
Så det gik. Det gik også bedre. Det gik bedre og bedre – og det gik bedre end lægerne og sygeplejerskerne forventede. Faktisk så meget bedre, at de altid bemærkede det. De var forbløffede. For jeg bukkede ikke under, som forventet.
Og det var nok fordi jeg havde Lise-Lotte … og Annegrethe … og min redkatør, Thomas … og alle dem der sørgede for de mange små ting, som tårnede sig op. Det var en positiv overraskelse. Og jeg fik en klump i halsen, når det gik op for mig hvor meget støtte jeg havde.
Og jeg fik end klump mere – når det gik op for mig hvor utrolig privilegeret jeg er. For jeg kunne jo se dem sidde der – i venteværelserne på hospitalerne. De svækkede. Dem der selv havde opgivet.
Så jeg blev vred. Og jeg besluttede mig til, at jeg fandeme ville have den bog færdig.
Og det blev den. Den blev færdig. Min bog blev færdigredigeret, fik omslag, blev trykt og kom i forsalg.
Jeg fik end klump mere i halsen – når det gik op for mig hvor utrolig privilegeret jeg er. For jeg kunne jo se dem sidde der – i venteværelserne på hospitalerne. De svækkede. Dem der selv havde opgivet. Så jeg blev vred. Og jeg besluttede mig til, at jeg fandeme ville have den bog færdig. Og det blev den. Den blev færdig. Min bog blev færdigredigeret, fik omslag, blev trykt og kom i forsalg.
Og nu er den der. Da den udkom holdt vi – forlaget og jeg – en lille sammenkomst på Toga Bar i København for en masse mennesker. Det var skønt. Jeg var levende.
Og tidligere på dagen var jeg inde og aflevere en stak bøger til Liselott Blixt på Christiansborg. Hun gav mig tre kvarter af sin tid. Det var mere end jeg havde regnet med.
Blixt er formand for sundhedsudvalget og lovede at læse bogen og tage den med til ordførerne og ministrene. Og jeg tror sgu at hun gjorde det. Dagen efter havde hun læst bogen (hun fortalte om hvordan hun har lært at læse hurtigt – i forbindelse med sit folketingsarbejde) og skrev en flot opdatering om den på Facebook. Det er jo også altid noget. Man bliver glad. Og måske lidt paf over sig selv. At man maser på og tror på det. Det er også en lille forandring der er sket. Jeg tror lidt mere på – at det jeg har at sige også er lidt interessant for andre.
Og derfor vil jeg gerne sige tak. Tak til alle jer der støttede. Med penge. Med moralsk opbakning. Eller bare med at læse mine mange mange ord.
Inde på Saxo.com er bogen ved at få anmeldelser. Det er fedt. Jeg kan godt lige klikke ind og kigge på det. Og smile. Så nåede jeg også at opleve det.
Det er dejligt at nå et mål mere. Tænk at få lov at leve længe nok til det. Det er nærmest et mirakel. Men det er et mirakel lavet af mennesker – som gjorde en indsats.
Jeg er stolt af min egen indsats. Men jeg er mere rørt over jeres.
Så godt er det gået.
Jeg er ikke “raskmeldt”. Jeg er tværtimod gået på pension. For den var slem. Og den er stadig slem. Men jeg er levende. Og jeg kan lave ting. Selvom det jo ikke er til et arbejdsliv. Måske bliver det i fremtiden? Hvis jeg kan rydde hindringerne af vejen for det, så gør jeg det.
Jeg har sat mig nye mål. Og indholdet i livet – selv det lille indhold – er blevet mere værdifuldt for mig.
Det er sådan det siden gik. Tusind tak for at følge med på noget af vejen.
Bogen kan købes her.
Topillustration: POV International med LunaPicEditor – originalbillede af bogens forside.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
