De unge, medierne – og Rasmus Paludan

af i Danmark/Medier/Politik & Samfund

DAGENS POV // DEMOKRATI – Den store udfordring for demokratiet er, at unge i stigende grad følger samfundsdebatten på sociale medier og ikke professionelle medier, skriver prorektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Grund. Facebook er ikke et oplysningsprojekt. De unge risikerer at udvikle et forarmet verdensbillede.  

Hver tredje dansker mellem 18 og 34 år mener, at han og hun fint kan følge med i samfundsdebatten uden de journalistiske medier. Det viser en undersøgelse, som medieforsker Mark Ørsten fra RUC tirsdag præsenterede på Danske Mediers Årsdag.

Samtidig giver de unge medierne det største medansvar for politikerleden. Begge dele er interessante i en valgtid, med taletid til og tummel om den racismedømte Rasmus Paludan, som tordner imod muslimer og volder både professionelle medier og politikere gevaldige hovedbrud.

Disse unge mener, at de kan følge med i samfundsdebatten via venner, familie og de sociale medier. Tankegangen bygger tilsyneladende på en forestilling om, at nyheder dumper ned i feedet fra himlen via et guddommeligt forsyn – helt uden professionelle mediers mellemkomst.

Hvordan skal brugerne i de sociale mediers mix mellem professionelt redigerede nyheder, junk news og rendyrket holdningsdeling vide, hvad de kan stole på?

Medierne har i den grad selv bidraget til udviklingen, fordi de gerne vil være, hvor brugerne er, og derfor har lagt tonsvis af gratis nyheder ud på Facebook for at skabe debat og trafik ind til deres hjemmesider. Det billede er heldigvis ved at ændre sig, og aviser som Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske har i dag mange artikler på Facebook bag betalingsmure.

Dermed er de er med til at opdrage unge til, at kvalitetsjournalistik koster – velvidende, at alle BT’s historier på nettet i dag kan læses gratis af brugerne, ligesom DR og TV 2 er nyhedsmotorer. Halvdelen af danskerne får dagligt nyheder fra de sociale medier, som er den primære nyhedskilde for unge mellem 15 og 24. Og ja, de unge kan stadig få dækket deres nyhedsbehov på de sociale medier, men nyhederne er ikke skabt af de sociale medier.

Facebook er ikke et oplysningsprojekt

De unges fejlslutning udfordrer ikke alene de professionelle mediers selvforståelse og forretning.

Den er også et voksende problem for de sociale medier, fordi f.eks. Facebook i sin natur ikke er et oplysningsprojekt med krav om tilstræbt objektivitet og sandhed, men en yderst profitabel del af underholdningsindustrien i sine første år med billeder af bl.a. bedårende dyreunger og nu ofte med brugernes uforbeholdne holdninger til alt mellem himmel og jord som drivmiddel. Holdninger, som ofte er mere eller mindre oplyste reaktioner på nyheder fra professionelle medier – i første, andet eller helt ude i tredje led.

Hvordan skal brugerne i de sociale mediers mix mellem professionelt redigerede nyheder, junk news og rendyrket holdningsdeling vide, hvad de kan stole på? Facebook er stadig en ubestridt tech-gigant, men ikke længere en ubesmittet succes.

Det globale sociale medie bliver både kritiseret for ikke at passe godt nok på sine indhøstede data om brugernes privatliv og for at distribuere fake news – altså bevidste løgne, der har et politisk eller økonomisk motiv.

Rasmus Paludan hverken kan eller skal ties ihjel. Vi lever i et åbent demokrati, hvor også ekstremer skal frem i offentlighedens lys

Herhjemme samarbejder Facebook med TjekdetMandag Morgen for at dæmme op for fake news. Det kan forhåbentligt bremse disinformation. Men løgne gemmer sig ikke kun i fake news. Feedet næres af vores følelser, ikke nødvendigvis af fakta. Holdninger, ofte aggressive, får frit løb på sociale medier.

Selvom Facebook det seneste år på verdensplan har tredoblet antallet af medarbejdere – fra 10.000 til 30.000 – som arbejder med at rense platformen for uønsket indhold, er det vigtigste filter til at sortere halve og hele løgne fra stadig den enkeltes dømmekraft. Hun er sin egen redaktør og må vurdere sandhedsværdien af det, som sociale mediers algoritmer tryller frem i feedet.

De unge risikerer et forarmet verdensbillede

Mit bud er, at professionelle medier i fremtiden bliver mere varsomme med at dele nyheder på Facebook – og trækker en del debat hjem. TV Midtvest har f.eks. i to uger eksperimenteret med helt at lukke ned for sine nyheder på Facebook.

Derfor er det også ildevarslende, hvis de unge tror, at nyhedsmedierne kan undværes, fordi de læser deres nyheder på de sociale medier. Så har de ikke forstået nyhedsformidlingens fødekæde og risikerer et forarmet verdensbillede i fremtiden.

Det må ikke lykkes Rasmus Paludan at udråbe medierne til eliten og dermed fjenden

Facebook er også nødt til at besinde sig på, om tech-giganten skal være et socialt medie eller et nyhedssite.

Mark Zuckerberg meldte forleden ud, at han vil ændre Facebook fra det mere klassiske nyhedsfeed og offentlige opslag hen mod en mere privat kommunikations-platform. Det sker for at dæmme op for kritikken af, at Facebook har været med til at sprede fake news, hadtale og lækket personlige data. Om det vil virke, må tiden vise.

I disse dage er mit eget Facebook-feed fyldt med ”venners” opslag om Rasmus Paludan og deres holdninger til hans holdninger, mens hovedpersonen selv er blokeret af Facebook i 30 dage. Ifølge Kristeligt Dagblad er det sket med henvisning til et billede på Paludans profil, som omhandlede kriminalitet begået af muslimske migranter, der angiveligt strider mod Facebooks retningslinjer.

På den måde volder Rasmus Paludan både sociale og professionelle medier kvaler. For hvordan skal han håndteres? Han er godkendt som opstillingsberettiget til Folketinget og har ifølge en YouGov måling i BT en reel mulighed for at få Stram Kurs i Folketinget.

Mediernes opgave er ikke at lukke ned for nogen

TV 2 har meldt klart ud, at stationen er parat til at lukke ned for ”boks A”, hvis Rasmus Paludan i en valgduel udtaler sig i strid med loven. Det er i mine øjne en forkert kurs, som kun vil gøre Paludan til martyr blandt tilhængerne.

Jeg bryder mig ikke om Paludans holdninger, men som opstillingsberettiget bør han kunne få dem ud som alle andre opstillingsberettigede. Mediernes opgave i en valgkamp er ikke at lukke ned for nogen, men at lade politikerne udtrykke deres holdninger og derpå teste dem, så det står klart for befolkningen, hvem de stemmer på. Paludan har som alle andre sin ytringsfrihed – under ansvar for domstolene.

Mit bud er, at professionelle medier i fremtiden bliver mere varsomme med at dele nyheder på Facebook – og trækker en del debat hjem

I de to første partilederdueller på DR1 og TV 2 tirsdag aften lod Rasmus Paludan sig da heller ikke stoppe, og værterne Ask Rostrup og Cecilie Beck gjorde det eneste rigtige: At forsøge at teste hans ekstreme holdninger.

Hans taktik er tydeligvis at svare, at løsningen på stort set alle landets problemer er at sende muslimerne hjem, hvad det så end måtte betyde.

Den taktik kan desværre godt vise sig at virke. Paludan var elefanten i rummet og svær at tackle i debatten for både værter og politikere.

Men uanset hvad skal journalisterne heller ikke forholde sig mere følelsesladet eller aktivistisk til Rasmus Paludan end til alle andre politikere. De skal efterprøve hans politik i valgkampen og forsøge at optræde objektivt uden at lade sig provokere.

Det må ikke lykkes Rasmus Paludan – som det uden sammenligning i øvrigt er lykkedes præsident Donald Trump i USA – at gøre medierne til part: At udråbe medierne til eliten og dermed fjenden – og sig selv til repræsentant for folket. Medierne skal oplyse, ikke dømme.

Journalister bør gøre sig uangribelige overfor beskyldninger om at politisere

Generelt holder medierne en fin balance i dækningen, er tilstræbt objektive, men det er vigtigt, at også den enkelte journalist tænker på balancen i sin hverdag.

Tv-værten Abdel Aziz Mahmoud, der laver flere programmer på DR, har f.eks. købt domænet stram-kurs.dk.

Med sit stunt får Abdel placeret sig lige dér, hvor han forstærker megafonråbet om, at journalister gør sig til part – er modstanderen

”Jeg er kommet til at købe domænet www.stram-kurs.dk. Upsiiii ,” skriver værten på Facebook.

Jeg er kommet til at købe domænet www.stram-kurs.dk. Upsiiii. 🤭Vi har nemlig brug for en Stram Kurs mod et forenet…

Posted by Abdel Aziz Mahmoud on Wednesday, May 1, 2019

I stedet for at komme ind på partiet Stram Kurs’ hjemmeside ledes man ind til Mino Danmark, en organisation, der med Abdel Aziz Mahmoud som formand arbejder for et samfund med ligestillede minoritetsborgere.

Jeg forstår godt fristelsen, men med sit stunt får Abdel placeret sig lige dér, hvor han forstærker megafonråbet om, at journalister gør sig til part – er modstanderen.

Selvfølgelig kan DR ikke sige andet end, at værten er freelancer, og at DR ikke blander sig i, hvad han laver uden for DR. For det må de ikke blande sig i. Men derfor har vi journalister jo lov til at tænke selv. De sociale medier har på mange måder fået fritid og arbejdsliv til at flyde ind over hinanden, og det er også journalister nødt til at være bevidste om.

På samme måde har en journalist i Nordisk Film TV – som privatperson – startet en indsamling på Facebook til Dansk Flygtningehjælp som en fredelig protest mod Paludan. Den er nu oppe på over 2 mio. kr. og har fået en kollega til at kritisere ham i fagbladet Journalisten.

Igen er handlingen både sympatisk og forståelig, men som journalister skal vi gøre os uangribelige overfor beskyldninger om at politisere. Det er naivt at henholde sig til, at handlingen kun sker som privatperson i en tid, hvor sociale medier sammensmelter menneskets to paralleluniverser – vores offentlige og private liv. 

Vi må stole på demokratiet

Men det er ikke enkelt at forholde sig til Stram Kurs og Rasmus Paludan – hverken som journalist eller som medie. Pressen beskyldes bl.a. for at have ansvaret for, at det lykkedes Paludan at blive opstillingsberettiget ved at dække ham massivt. Dertil er der bare at sige, at Paludan er skabt af de sociale medier; Stram Kurs kanalen på YouTube har over 34.000 abonnenter og er set næsten 20 millioner gange. Paludan er for længst blevet et fænomen – også uden de professionelle medier.

Vi må stole på, at vores fælles demokrati er stærkt og sundt nok til, at selv en Rasmus Paludan kan komme på stemmesedlen

Kommentarfeltet på YouTube-kanalen er ikke rar læsning, og medierne ville svigte deres ansvar, hvis de ikke dækkede Paludan. De skal naturligvis huske proportionerne – Berlingske fyldte fem sider om Paludan i lørdagsavisen og mistede dermed balancen.

Medierne står i det uløselige dilemma, at de på den ene side skal dække Rasmus Paludan, og på den anden side hjælper ham hver gang, de omtaler ham. Netop dét er med chefredaktør Lisbeth Knudsens ord ”forbandelsen” ved det nye politiske rum på nettet.

Men Rasmus Paludan hverken kan eller skal ties ihjel. Vi lever i et åbent demokrati, hvor også ekstremer skal frem i offentlighedens lys. Islamofobi og eventuelle racistiske ytringer skal ikke bekæmpes med censur, men af vælgerne og ved domstolene.

Vi må stole på, at vores fælles demokrati er stærkt og sundt nok til, at selv en Rasmus Paludan kan komme på stemmesedlen.

Ellers ville Danmark jo ikke være et demokrati.


Foto: Screendump fra YouTube. 

Jeg har altid været optaget af ord – som menneskets medium til udforske, favne, forstå og forklare verden. Derfor tog jeg først hovedfag i dansk fra Aarhus Universitet og blev derpå uddannet journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg troede egentlig, at jeg skulle være romanforfatter, men fandt ud af, at jeg er bedre til at fortælle om, hvad der sker ude i virkeligheden end inde i mit eget hoved. Virkeligheden er egentlig også noget mere spændende.

I min karriere som journalist og redaktør har jeg været vidt omkring på landsdækkende medier: Efter et vikariat på Weekendavisen kom jeg til Det fri Aktuelt som reporter, videre til Jyllands-Posten i 12 år, bl.a. som uddannelseschef og reportagechef, derpå i fire år til DR, først som chef for radiomagasinerne og siden som indlandschef. Jeg har også været chefredaktør på Berlingske i 6 år, hvorpå jeg fusionerede BT og MetroXpress og var der i godt et år som chefredaktør. Mit seneste journalistjob var som redaktør på TV2 NEWS. I mange år var jeg desuden medlem af repræsentantskabet for Dansk Sprognævn, hvor jeg også fik vandet min passion for det danske sprog som kommunikationsmiddel.

I februar 2019 skiftede jeg spor fra redaktørjobbene til prorektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX. Jeg har ansvaret for vores seks uddannelser, herunder journalistuddannelsen. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg finder jobbet ekstremt vigtigt i en tid, hvor trompetfanfarer i store dele af den vestlige verden gjalder om fake news og mistillid til politikere og presse. Det pres kræver knivskarpe medier og knivskarpe journalister, og det har vi heldigvis i Danmark – som regel.

Seneste artikler om Danmark