TEMA: De aktivitetsparate unge – velfærdsstatens største uretfærdighed?

af i Børn & unge/Politik & Samfund

SAMFUND // KRONIK – I juni nedsatte regeringen en kommission, der har et år til at give et gennemarbejdet bud på, hvordan ydelsessystemet i Danmark skal skrues sammen. Denne kronik er en hjælp til kommissionen. Mindst ét ulykkeligt overset lille hjørne af systemet trænger til forandring. Her hersker absolut fattigdom blandt unge mennesker, der har papir på, at de har det for dårligt til at være i stand til at reagere på økonomiske incitamenter: De aktivitetsparate under 25 år lever liv, som næsten ingen kender til. Og de får en ydelse så lav, at langt de fleste ville ændre den, hvis bare de vidste det.

Jeg arbejder som kommunalt ansat mentor for et forholdsvis højt antal såkaldt aktivitetsparate unge, som jeg skal tilbyde kontakt hver uge, og jeg tænker af og til på mit job, som var jeg vidne til en menneskekarrusel med de mest utrolige skæbner, der roterer foran mig uden pauser.

For tiden er jeg bl.a. mentor for en hjemløs fyr, der var medlem af en rockerbande, indtil han skiftede ”arbejdsgiver” og blev ”ansat” som pusher af sin far – og fik sin mor som vigtigste kunde. Jeg har samtaler med en ung kvinde, der som Vigdis her har sygdommen ME, hvilket bl.a. betyder, at hun udmattes i ekstrem grad af selv de allermindste aktiviteter (f.eks. må hun ligge på langs længe efter at have taget et bad og kan ikke hverken stå eller gå ret længe af gangen).

De unge, som jeg får i mentorforløb, er ikke havnet der som følge af dovenskab og ugidelighed. De er ikke aktivitetsparate for sjov

En anden lider af epilepsi i en grad, der gør, at han mindst en gang om ugen falder om og mister bevidstheden og derfor aldrig kan færdes nogle steder alene, mens en helt fjerde er diagnosticeret med ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Det betyder for hende, at hun siden teenageårene på trods af årelang kontakt med behandlersystemet har været inde og ude af depressioner, har tilbagevendende selvmordstanker og isolerer sig derhjemme af angst for fremmede mennesker uden at have kontakt til andre end sin mor, far og søster.

En broget skare

De aktivitetsparate unge er en helt utrolig broget skare. Der er dem med meget lave IQ’er, dem med ADHD og ADD, dem med autisme, angst, selvmordstanker, depression og spiseforstyrrelse, der er de hjemløse, de stofafhængige, alkoholikerne, dem med lyse hoveder og pludseligt opståede invaliderende fysiske sygdomme, og der er dem med gruopvækkende eller bare velment, men yderst utilstrækkelig bagage med hjemmefra. Reglen for gruppen er, at der er mere end én af ovenstående eller lignende problematikker på spil ad gangen.

Det mest fremtrædende fællestræk er den visitation, de deler: For at blive visiteret som aktivitetsparat skal der ifølge gældende lov være konstateret og dokumenteret udfordringer nok til, at sagsbehandleren vurderer, at borgeren ikke er i stand til at tage en ordinær uddannelse indenfor et år.

Hvad forestiller du dig, at en ung mellem 18 og 25 år, der er aktivitetsparat og altså dermed erklæret så udfordret, at vedkommende er ude af stand til at reagere på økonomiske incitamenter inden for mindst et år, modtager i ydelse i Danmark?

Denne vurdering foretages ikke definitivt, men fornys løbende hver 8. uge til nye samtaler. Man har med andre ord simpelthen kun mulighed for at forblive i denne kasse, hvis man til stadighed fodrer jobcentret med fornyede lægelige, psykiatriske, socialfaglige og/eller psykologiske udtalelser fra uvildige og professionelle instanser, der godtgør, at man ikke er i stand til at tage en uddannelse inden for de næste 12 måneder.

Samarbejder man ikke, ved f.eks. ikke at ville gå til lægen for at få opdateret sin dokumentation for, at man stadig er ude af stand til påbegynde en uddannelse på almindelige vilkår, ophører ydelsen. Uddannelseshjælp med aktivitetstillæg hedder den.

På dette sted er det på sin plads med en gættekonkurrence: hvad forestiller du dig, at en ung mellem 18 og 25 år, der er aktivitetsparat og altså dermed erklæret så udfordret, at vedkommende er ude af stand til at reagere på økonomiske incitamenter inden for mindst et år, modtager i ydelse i Danmark? Kom med et gæt. Spørg dernæst dig selv, hvor du ud fra en ren retfærdighedsbetragtning umiddelbart synes, niveauet for sådan en ydelse burde ligge? Hvad bør staten tildele denne kategori af unge mennesker at overleve for, hvis det stod til dig?

Ikke dovenskab eller ugidelighed

De unge, som jeg får i mentorforløb, er ikke havnet dér som følge af dovenskab og ugidelighed. De er ikke aktivitetsparate for sjov, men fordi barndommen var ét langt omsorgssvigt, fordi de boede på børnehjem det meste af tiden, fordi de er ramt af somatisk sygdom, fordi de har en IQ så lav, at de ikke kan finde vej eller magte at bo i egen bolig, eller fordi deres angst gør, at de har svært ved at handle ind. De kan ikke siges at være 100 % ansvarlige for deres nuværende situation.

TEMA: “Al menneskelighed er væk – man er bare et stykke papir”

LÆS OGSÅ: ‘Al menneskelighed er væk – man er bare et stykke papir

Hvis man som vores politikere siger, at man tilstræber lige muligheder for alle, er det svært at se for sig, hvordan det kan tage sig retfærdigt ud, at den unge, som har livsvarigt følgeskab af indre stemmer, der får den unge til at prøve selvmord igen og igen, skal bære alle de negative byrder af sine livsvalg. Også selvom disse valg har ført til, at den unge har tilbragt alle sine voksne år på offentlig forsørgelse. Som den ansvarlige professionelle udi socialt arbejde, jeg tilstræber at være, taler jeg naturligvis hele tiden til de unges eget ansvar for at forbedre deres situation mest muligt og på at fokusere på det, de kan gøre noget ved og udfolde deres potentialer og overkomme deres udfordringer.

Alle mennesker har et rum, de kan handle indenfor, og de bør drages til ansvar for, hvad de stiller op med dette rum. Men hvis man er diagnosticeret med ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse grundlagt i barndommen, får et velment råd om at stoppe med at gruble og komme lidt ud dig ikke ligefrem i mål.

Ren catch 22

7362 kr. Før skat. Det er svaret på, hvad en aktivitetsparat ung under 25 år modtager i uddannelseshjælp pr. måned. Et lille udvalg af visse psykiske lidelser (psykose, borderline samt skizofrene lidelser) berettiger til samme ydelse som de 25-årige på 11.423 kr. før skat. Hvordan placerede svaret sig i forhold til dit gæt? Og til din vurdering af, hvad beløbet burde være? Det skal tilføjes, at de 7362 kr. før skat kun udbetales under forudsætning af, at man lever op til sin rådighedsforpligtelse, som det hedder. Det betyder, at pengene kun udbetales, hvis man passer sin aktivering.

Et samfund, hvor der er sammenlignelige lodder i livets store tombola, er sikkert uopnåeligt. En verden med helt lige muligheder for alle ved fødslen er en utopi

I kommunerne aktiveres de aktivitetsparate i tilbud à la det, jeg arbejder i, hvor vi f.eks. hjælper med at søge bolig, blive afklaret om valg af uddannelse, søge praktikpladser og opkvalificere dansk- og matematikkundskaber, hvis 9. klasse mangler. Udebliver man, risikerer man sanktion, og kommer man for sent, risikerer man sanktion. Når der sanktioneres, kan op til 3 måneder gamle sager komme i betragtning, hvilket bevirker, at jeg har set eksempler på unge, der har fået udbetalt 0 kr. i visse måneder.

Den unges økonomiske situation må aldrig alene lægges til grund for at undlade at sanktionere. Ofte har den tekst, der ledsager afgørelsen om sanktion, omtrent følgende ordlyd:

”Vi anerkender, at du har den og den lidelse/udfordring, men da dit tilbud netop formodes at være det, der skal til, for at du overkommer disse lidelser, træffes afgørelse om sanktion”.

Ren catch 22. Man anerkender årsagen til, at den unge har svært ved at passe en aktivering og sanktionerer derefter, fordi den unge ikke passer den.

Politikerne skylder svar

Et samfund, hvor der er sammenlignelige lodder i livets store tombola, er sikkert uopnåeligt. En verden med helt lige muligheder for alle ved fødslen er en utopi. Verdenshistorien har endnu til gode at producere et samfund uden sociale og biologiske forskelle, der tildeler ulige livsbetingelser for dets indbyggere.

Men alle politikere skylder at svare på disse spørgsmål: Er de enige i, at vi bør tilstræbe et samfund, hvor alle danske statsborgere har lige muligheder? Hvis ja: Vil de da virkelig påstå, at vi allerede har et samfund, hvor der er lige muligheder for alle uanset livsvilkår, arv og miljø? Hvis nej: Mener man da, at de aktivitetsparate under 25 år, der har papir på, at de ikke kan reagere på økonomiske incitamenter, får en ydelse, der kan siges at være retfærdig ud fra en moralsk betragtning? Hvis nej: Findes der da økonomiske eller andre typer af argumenter for at undlade at hæve disse syge unges ydelse til et niveau, hvor huslejen ikke er under pres? Argumenter så stærke, at de trumfer den moralske betragtning? Hvis nej: Så klapper fælden, hvis regler for logisk argumentation skal tages alvorligt, og så skal ydelsen op.

Jeg arbejder som kommunalt ansat mentor for et forholdsvis højt antal såkaldt aktivitetsparate unge, som jeg skal tilbyde kontakt hver uge og tænker af og til på mit job, som var jeg vidne til en menneskekarrusel med de mest utrolige skæbner, der roterer foran mig uden pauser

Med 7362 kr. før skat – plus eventuelle andre tilskud såsom boligsikring, men minus de sanktioner, gruppen ofte rammes af, af de samme gode grunde, som fik dem visiteret til gruppen i første omgang – er der tale om liv, hvor der ofte må vælges mellem de mest basale fornødenheder. Tandlægebesøg bliver udskudt, kviklånene vokser uoverskueligt, og unge mennesker i Danmark bliver i stigende grad hjemløse og sover rundt omkring hos venner, på herberger eller på gaden.

LÆS OGSÅ: ‘Gentagne perioder i fattigdom fremskynder alderdom, viser ny forskning

Den i antal meget beskedne gruppe af aktivitetsparate unge under 25 er én af de her grupper, som spotlyset så godt som aldrig rettes mod i den offentlige debat. Det er en gruppe, der for en stor dels vedkommende føler, at samfundet ikke er for dem; at beslutninger pr. naturlov tages hen over hovedet på dem, og at der ikke er nogen pointe i at forsøge at blive en del af den offentlige samtale.

Over en bred kam har de lige så lille indsigt i og interesse for middel- og overklassens tilværelser, som samme klasser har for deres skæbner. Mon ikke det manglende spotlys hænger sammen med, at langt de fleste af os var heldigere ved tombolaen og derfor aldrig kommer så langt ned at vende som de aktivitetsparate? Måske er det på tide at se deres vej?

Jeg venter spændt på ydelseskommissionens anbefalinger.


Foto: Unsplash. 

Morten Heiberg Kjær (f. 1981) er cand.mag i filosofi og dansk med speciale inden for politisk filosofi og med interesse for bl.a. moderne eksistensfilosofi og politisk-etiske problemstillinger.

Han studerer statskundskab, underviser i filosofi og er en af de varme hænder i beskæftigelsesindsatsen, hvor han i en årrække har fungeret som underviser, projektleder, mentor og virksomhedskonsulent. Lider af allergi over for moralsk anløben magtfuldkommenhed og argumenter, der springer over, hvor gærdet er for lavt.

Hvis du vil støtte Mortens skriverier, er du velkommen til at sende et bidrag via MobilePay på tlf. 22275653.

Seneste artikler om Børn & unge