Det rigtige ragnarok kommer først efter interventionerne

af i Historie/Internationalt/Politik & Samfund

INTERVIEW – I disse dage er det 30 år siden, de sovjetiske tropper forlod Afghanistan efter 10 års engagement, der skulle opretholde den kommunistiske magt i landet. Det magtvakuum, tilbagetrækningen efterlod, banede vejen for kaotiske tilstande i 1990’erne, der var mere ødelæggende for Afghanistan end det samlede sovjetiske engagement. Kaos og politisk ustabilitet vil gentage sig, når USA trækker sine sidste tropper ud af landet, mener forsker.

”Jeg ser helt klart et borgerkrigsscenarie folde sig ud igen, hvis en amerikansk tilbagetrækning bliver en realitet.” Sådan udtrykker konsulent og forsker i afghanske forhold ved Forsvarsakademiet, David Vestenskov, sig godt inde i interviewet, da jeg spørger ham, om udviklingen i Afghanistan i dag er sammenlignelig med perioden i 1990’erne, da Sovjet havde trukket sine styrker ud.

Men først skruer vi tiden tilbage. Pressen beskæftiger sig i rigt mål med interventioner, krige og startskuddene til dem, men når det militære engagement melder hus forbi, forsvinder opmærksomheden. I den anledning har POV International spurgt Vestenskov om et interview, der ikke direkte skal handle om den sovjetiske intervention i Afghanistan fra 1979 til 1989, men mere om årene, der fulgte efter den sovjetiske tilbagetrækning.

Vestenskov peger på, at borgerkrigen der følger deraf fra 1992 til 1996, var mere ødelæggende for Afghanistan, end den 10-årige sovjetiske intervention var

Det er 30 år siden, de sidste sovjetiske tanks rullede ud af Afghanistan. Tung international mobilisering mod det sovjetiske engagement og en skrantende økonomi fik til sidst den indskrumpede supermagt til at trække sig. Måske kan et billede af Afghanistan i 1990’erne vise, hvordan landet kommer til at forme sig, hvis og når USA trækker sine sidste tropper ud af landet.

I 1989 da Sovjetunionen forlader Afghanistan efter 10 års støtte til den kommunistisk-afghanske regering, der selv var kommet til magten ved et statskup i 1978, regerer Mohammad Najibullah under Sovjets nåde. De fleste regner med, at det afghansk-kommunistiske styre bryder sammen inden for få uger og bliver erstattet af en samlingsregering, hvor de fremtrædende oprørsbevægelser, under fællesbetegnelsen Mujahedinerne, vil være repræsenteret.

Men sammenbruddet lader vente på sig. Najibullah har siddet på magten siden 1986 og beholder den, også efter Sovjetunionen har forladt Afghanistan, fordi han er pragmatisk og fortsat har sovjetisk finansiel støtte til at opretholde sine sikkerhedsstyrker.

“Han allierer sig med forskellige militser, som han betaler med våben og penge for deres loyalitet, mod at de kan styre det nogenlunde, som de ønsker ude i lokalområderne,” siger Vestenskov.

Borgerkrigen var mere ødelæggende end den sovjetisk intervention

Najibullahs magt afhænger desperat af rubel-assistance fra Sovjet, og da pengestrømmen stopper i takt med østblokkens sammenbrud i 1992, går der kun ganske få uger, inden det også kollapser for Najibullah.

Vestenskov peger på, at borgerkrigen der følger deraf fra 1992 til 1996, var mere ødelæggende for Afghanistan, end den 10-årige sovjetiske intervention var, og at mønstret vil gentage sig, når USA trækker sig ud.

Fællesnævneren for oprørsbevægelserne i Afghanistan var dengang som nu en fælles fjende. Og ligeså snart den fjende er væk, bryder uenighederne ud.” – David Vestenskov

I perioden fra 1992 da Najibullah mister magten og indtil 1996, er Afghanistan nemlig præget af anarki og dybt kaotiske tilstande, da mujahedinernes skrøbelige samlingsregering, ledet af Rabbani, hurtigt udstiller de politiske uenigheder blandt mujahedinerne.

Mens mujahedinernes samlingsregering er vakkelvorn, opstår taleban i 1994 i Kandahar – indledningsvis som en lokal modbevægelse til de anarkistiske tilstande i Afghanistan. I takt med befolkningens desillusion over mujahedinernes mislykkede forsøg på at skabe orden i landet med Rabbani i spidsen, spreder bevægelsens magt sig hurtigt fra provins til provins.

Magtkampe og skiftende alliancer præger årene og kulminerer med, at Taleban erobrer den afghanske hovedstad, Kabul, i 1996. Najibullah, der har trukket sig og har forsøgt at komme i eksil, lider en krank skæbne, da Taleban henter ham ud af en FN-bygning, kastrerer ham levende og slæber ham rundt i Kabuls gader fastbundet til en kørende bil, indtil han dør.

Tiden i 1990’ernes Afghanistan minder om nutiden

Vestenskov mener i høj grad, at 1990’ernes magtvakuum, som den politiske ustabilitet skabte, inden Taleban tog magten, potentielt er sammenligneligt med det scenarie, der vil udspille sig, såfremt USA trækker sine tropper ud af det uroplagede land.

“Fællesnævneren for oprørsbevægelserne i Afghanistan var dengang som nu en fælles fjende. Og ligeså snart den fjende er væk, bryder uenighederne ud. Lighederne mellem nu og dengang er særligt, at Taleban er allieret med en række underbevægelser, og den fælles fjende for dem er det afghanske styre og den amerikanske tilstedeværelse. Det holder dem sammen og driver kampene.”

Amerikanerne har langsomt trukket en del af deres styrker ud af landet, men har fortsat ca.14.000 soldater til at støtte og uddanne den afghanske hær

Dog er der også forskelle mellem Talebans storhedstid i 1990’erne og i dag, mener Vestenskov:

“Taleban bliver tit italesat som en homogen enhed, der står på spring til at overtage hele landet, når USA trækker sig ud, og være klar til at køre det samme system igen, som de gjorde fra 1996 til 2001, men det er de ikke stærke nok til i dag.”

En anden forskel på dengang og nu er også, at konflikten har varet længere tid, end den gjorde i 1990’erne.

“Der er rigtigt mange forskellige bevægelser og personer, der er vokset op i det konfliktfyldte land, som Afghanistan er. Man har indordnet sig og er begyndt at tjene penge på konflikten. Man har et system, der har oparbejdet et behov for ekstern finansiering for at opretholde sig selv, og derigennem har man en række interesser for at holde konflikten i gang. Hvis den amerikanske tilstedeværelse fjernes, og hvis pengene fra Vesten bliver markant færre, så vil systemet ikke kunne overleve. Og når det bryder sammen, forsvinder fællesnævneren, som oprørsbevægelserne og de kriminelle netværk har. Jeg tror i den henseende, det bliver vanskeligt for dem at kunne enes om, hvordan Afghanistan skal se ud,” siger Vestenskov.

Klip fra Donalds Trumps State of the Union-tale d. 5 februar 2019:

Amerikanerne har langsomt trukket en del af deres styrker ud af landet, men har fortsat ca.14.000 soldater til at støtte og uddanne den afghanske hær. Til det siger Vestenskov:

“Hvis amerikanerne trækker sig helt tilbage, og hvis det afghanske system bryder sammen, så tror jeg, man vil se en masse undergrupperinger, der vil bekrige hinanden om national, regional og lokal magt i Afghanistan. Hvis man ikke har en aktør i Afghanistan, der er markant stærkere end alle de andre, så vil man også se, at staterne rundt om Afghanistan allierer sig med forskellige grupper, som de mener varetager deres interesser bedst. Så derfor ser jeg helt klart et borgerkrigsscenarie folde sig ud, hvis en tilbagetrækning bliver en realitet,” siger Vestenskov.

Taleban tror måske stadig på en militær sejr

Der er modstridende synspunkter om, hvor homogen og magtfuld Taleban er. Derfor spørger jeg Vestenskov, hvad der får ham til at sige, at Taleban er fragmenteret og ikke ville kunne mobilisere magt, når amerikanske tropper trækker sig ud.

“At Taleban ikke besidder styrken til at overtage magten i hele Afghanistan, bygger på den overordnede udvikling, der har været, særligt efter NATO trak sine kampsoldater ud. Hvis Taleban havde den styrke og homogenitet, der skulle til, havde vi også set dem vælte nogle af de større befolkningscentre.

Mens mujahedinernes samlingsregering er vakkelvorn, opstår taleban i 1994 i Kandahar – indledningsvis som en lokal modbevægelse til de anarkistiske tilstande i Afghanistan

Vi havde set dem overtage og opretholde magten i de større byer (som de gjorde i 1994-1996, red.), hvis de havde den brede støtte fra befolkningen. Mange har peget på, at Eid-våbenhvilen tilbage i juni 2018 netop var et udtryk for, at Taleban er en homogen og topstyret bevægelse, men hvis man kigger nærmere på kommunikationen, der kom fra Taleban under og umiddelbart efter våbenhvilen, så tegner der sig et billede af en våbenhvile, der blev langt mere omfangsrig, end Taleban indledningsvis havde tænkt, den skulle blive.”

Vestenskov tager en tænkepause og fortsætter så:

”Endvidere bygger jeg det også på, at man i Taleban ikke føler sig stærke nok til at forhandle med den afghanske regering. Der er to udlægninger af det: Man tror stadig på, at man kan opnå en militær sejr, og derfor vil man ikke sætte sig ned og forhandle. Den anden mulighed er, at bevægelsen som samlet enhed ikke vil overleve en fredsaftale med regeringen, da der vil være en lang række undergrupperinger, der ikke længere er interesseret i, at det er i deres interesse at være en del af Taleban.”


Topfoto: A ceremonial march. Soviet soldiers-internationalists returning from the Democratic Republic of Afghanistan, 1986, Yuriy Somov, Wikimedia Commons.

Lauritz Korfix Schultz, født 1989. Er cand.mag. i dansk og historie og arbejder som gymnasielærer og freelancejournalist.
Kan du lide hvad du læser? Så støt Lauritz' skrivekløe på Mobile Pay 60691117.

Seneste artikler om Historie