TEMA: “Al menneskelighed er væk – man er bare et stykke papir”

i Børn & unge/Politik & Samfund af

SAMFUND // PORTRÆT – De aktivitetsparate unge under 25 år lever liv, som de færreste mennesker kender til. Victoria på 22 år har 7362 kr før skat til at betale husleje og leve for, hvis hun vel at mærke passer sine aftaler med sit jobcenter. Det er lettere sagt end gjort, når man som Victoria kæmper med angst og depression. Claus Ankersen tegner et portræt af ung kvinde, der ligesom andre aktivitetsparate, føler sig klemt af systemet. 

Vi mødes ved Torvehallerne ved Nørreport, delikatesse-himlen for folk med penge. Det er poetisk retfærdighed. Victoria har sagt ja til at fortælle sin historie, også selvom det gør ondt. Og nu står jeg udenfor Torvehallerne og venter sammen med fotografen. Fem minutter i mødetid, ringer jeg hende op, og spotter hende i det samme, hendes telefon ringer. Hun er kommet i god tid og står lidt væk med hvide høretelefoner om en stor manke af langt rødt hår.

Man skulle ikke tro det. For man kan ikke se på den unge, høje pige at hun er midt i en livskrise. Man kan ikke se, at hun befinder sig i et sort hul, hvor depression, angst, skyld, skam og systemisk formynderi kæmper med stolthed, styrke, ære, moral, livskraft og drømme.

Det er ikke, fordi jeg er doven eller fordi jeg ikke har lyst, jeg gør hvad jeg kan, og jeg kan ikke beskrive hvor skuffet og frustreret jeg bliver over mig selv, når det ikke lykkes mig at leve op til andres og ikke mindst mine egne forventninger”

Næsten alle siddepladserne i Torvehallerne er reserveret til stedets kunder, men vi får alligevel lov til at varme et par træstole og et lille cafebord til de næste besøgende, mens Victoria fortæller POV’s læsere sin historie.

Victoria er 22. Hun er diagnosticeret med depression og angst, og har været på uddannelsesydelse i et halvt års tid, ovenpå et psykisk sammenbrud. Hun modtager 7362 kroner om måneden før skat og har en husleje på 5.500. Hvis hun altså overhovedet får noget. For udbetalingen kræver ydelse og tilstedeværelse, og er man ikke i stand til at levere det, får man ingenting.

“Jeg havde en plan, som jeg ikke kunne følge”

Victoria er på mange måder historien om velfærdssamfundet, når det fungerer. Hun voksede op i en familie, som flyttede med hendes fars udstationeringer i udlandet og har både boet i Pakistan og Sverige, hvor hun voksede op med sine forældre og en fire år ældre bror.

Lige så længe hun kan huske, har hun villet stå på egne ben og klare sig selv. Allerede som lille pige bekendtgjorde den uafhængige unge kvinde, at hun ville flytte hjemmefra. Ovenpå en forholdsvis hård skolegang med megen mobning i nabolandet Sverige, flyttede Victoria hjemmefra som 17-årig, forlod familien i Sverige og rykkede teltpælene til Danmark for endelig – i egen optik – at klare sig selv. Det var også som 17-årig at Victoria var offer for en traumatisk oplevelse, som udløste den række af begivenheder, som gør at hun i dag er på uddannelsesydelse og slås med en invaliderende depression.

Denne måned har jeg fået 0 kr, fordi jeg ikke er mødt op til samtalerne på jobcenteret sidste måned, grundet min tilstand. Samtalerne er obligatoriske og jeg anerkender, at det er mit ansvar og pligt at møde op, men det er nemmere sagt end gjort”

”De traumer jeg har været igennem, har helt klart været afgørende for, hvor jeg er i dag. Jeg havde en plan, som jeg ikke har kunnet følge, og nu føles det, som om jeg famler rundt i mørket”

Victoria blev voldtaget. Og selvom hun i starten havde indstillet sig på at anskue overgrebet som et ufrivilligt samleje og lægge det bag sig, så hun kunne komme videre i livet, gik det anderledes.

TEMA: De aktivitetsparate unge – velfærdsstatens største uretfærdighed?

LÆS OGSÅ: ‘De aktivitetsparate unge – velfærdsstatens største uretfærdighed?

Hun følte egentlig, at hun var godt på vej til at komme videre, men efterreaktionerne på voldtægten kombineret med, hvad Victoria oplevede som omverdenens konstante fokus på episoden, fik hende i stadig stigende grad til at føle sig som offer. En sygeliggørelse som stod i total kontrast til en stolt og uafhængig personlighed, og som udløste en voldsom depression.

Senfølger kombineret med offerliggørelse og den form for konstant afklædende social opmærksomhed, som rammer skrøbelige og traumatiserede sind hårdest, startede en fem år lang kamp for at komme op på hesten igen og tilbage til den normale, selvhjulpne tilværelse, som hun drømmer om.

Forsøgte at bearbejde sine traumer

Foto: Mai Vanilli.

Victoria fortæller: ”Jeg vendte ret hurtigt tilbage til skolen, og lod som om ingenting var sket. Men da jeg fik koncentrationsbesvær og hukommelsestab og ikke kunne vedligeholde mit snit, droppede jeg ud. Jeg prøvede at lade være med at tage det som et nederlag og fik mig et fuldtidsjob. Jeg arbejdede mere, end hvad der er sundt, men det gjorde, at jeg ikke havde tid til at lade tankedæmonerne tage over.

Det gik fint i nogle år, indtil jeg ramte en mur og tog nogle måneders pause, hvor jeg levede af min opsparing. Jeg ville ikke søge hjælp, fordi jeg havde overbevist mig selv om, at det var min egen skyld, at jeg havde fejlet skolen og nu jobbet; og jeg ville ikke have, at min familie og venner skulle anse mig som svag. Så jeg pakkede alle dæmonerne væk, fik mig et nyt job og bestemte mig for at starte på gymnasiet igen. Men det holdt ikke ret længe, før dæmonerne vendte tilbage.

Jeg prøvede at søge hjælp hos en psykolog for at få bearbejdet mine gamle traumer, men terapi er dyrt, og jeg kunne bare ikke få hverdagen til at hænge sammen længere, så jeg droppede ud af skolen igen og fik flere vagter på arbejdet. Over de næste måneder blev mit mentale helbred bare værre og værre, og til sidst så en af mine venner, hvordan jeg havde det, så han kørte mig ind til akutmodtagelsen. Jeg troede, jeg ville blive sendt hjem samme aften, men i stedet jeg blev indlagt på den lukkede afdeling, hvor jeg var i 2 måneder (hvilket var ét langt mareridt).”

Fra januar og i ni uger frem var Victoria indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor hun igen oplever magtesløshed og kontroltab. Hun føler sig umyndiggjort og tvangsmedicineret uden indflydelse på eget liv. Pludselig er hun, med egne ord, reduceret til ”et cirkusdyr uden indflydelse på eget liv”.

Specielt én episode med en overlæge har brændt sig ind i hendes hukommelse. På spørgsmålet om, hvorvidt hun er psykotisk, svarer hun nej, hvorefter overlægen konstaterer, at sådan svarer de psykotiske alle sammen.

Fanget i en ond spiral

Siden foråret har Victoria været tilknyttet det nye, store jobcenter på Gammel Køge Landevej. Her går omkring 2.500 borgere hver dag gennem svingdøren. Det kan mærkes. Og ikke på den gode måde, fortæller hun, og fortsætter med at fortælle om den første gang, hvor hun ikke kunne overskue hverken at udfylde papirer, bede om hjælp eller at give møde, og så alligevel tvang sig til det, blot for at møde én lang gang af aflåste døre.

”Det er et super-intimiderende, angstfremkaldende og forvirrende, stort sted. Al menneskelighed er væk. Man er bare et stykke papir.”

Hun føler sig fanget i en ond spiral. Der er ingen at spørge om hjælp.

”Denne måned har jeg fået 0 kr, fordi jeg ikke er mødt op til samtalerne på jobcenteret sidste måned, grundet min tilstand. Samtalerne er obligatoriske og jeg anerkender, at det er mit ansvar og pligt at møde op, men det er nemmere sagt end gjort. Jeg kan ikke gå i min lokale Netto selv eller møde op til behandling hos min læge og psykolog, og jeg kan heller ikke tage til en fremmed by for at møde et fremmed menneske, der skal fortælle mig om mine økonomiske muligheder.”

“Det er ikke, fordi jeg er doven”

Mens vi sidder overfor hinanden ved det lille cafébord, bliver Victorias øjne flere gange våde, når hun fortæller om oplevelsen af at forsøge at komme ovenpå og samtidig være tvunget til at modtage økonomisk hjælp af det offentlige. Livet på uddannelsesydelse er hårdt. Oplevelsen af jobcentret på Gl. Køge Landevej er fornedrende, forvirrende, stærkt ressourcekrævende, og nogle gange umulig for Victoria. Hun skal hele tiden levere, yde, præstere, kontrolleres. Hun vender det hele indad og bebrejder kun én: Sig selv.

”Det er ikke, fordi jeg er doven eller fordi jeg ikke har lyst, jeg gør, hvad jeg kan, og jeg kan ikke beskrive, hvor skuffet og frustreret jeg bliver over mig selv, når det ikke lykkes mig at leve op til andres og ikke mindst mine egne forventninger.”

LÆS OGSÅ: ‘Gentagne perioder i fattigdom fremskynder alderdom, viser ny forskning

”Det er svært at tillade sig at brokke sig over uddannelsesydelse/kontanthjælp, for det er fantastisk, at muligheden findes og at man ikke bare bliver smidt ud til ulvene, når man står i en situation, man ikke selv er herre over og ikke er i stand til at arbejde… Men det er hårdt og systemet har nogle klare fejl.

Jeg får ca. 7.400 kr om måneden, jeg har en husleje på 5.500 kr, hvilket giver mig mindre end 1.900 kr at leve for. Det kunne være værre, men det er et stramt budget. Det skal ikke kun dække mad, men også medicin, transportudgifter, og andre basale og uundværlige ting”.

Foto: Mai Vanilli.

Stigmatiseringen i at måtte bede om hjælp er tydelig. Men det har også åbnet Victorias øjne for livet på samfundets skyggeside, og hvor hun før så ned på folk på offentlige ydelser, frygter hun nu selv at blive sat i bås og mødt med fordomme. At hun er doven og uduelig. Svag. Ude af stand til at klare sig selv. Når hun er særligt hudløs, føler hun, hun kan se fordømmelsen i folks øjne. Det gør naturligvis hendes social-angst stærkere. Hun fortæller, at hun tænkte på at tage hvidt på, så journalisten ikke ville dømme hende som en eller anden outcast i sin sorte Metallica t-shirt og sorte jakke. Tværtimod. Hun skinner, selv med tårer i øjnene.

Overvejer at droppe ud af kontanthjælpssystemet

For pigen, for hvem uafhængighed er tæt på at være livets topprioritet, har det været naturligt at bibeholde kontakten til arbejdspladsen i servicesektoren, hvor hun engang imellem tager et par vagter i et trygt og velkendt miljø. Vagterne bliver prompte mødt med tilbagebetalingskrav i truende toner fra ydelsesservice, og Victoria føler på den måde, at ethvert tilløb til at komme videre bliver saboteret af systemet.

I den sidste måned har ydelsesservice tilbageholdt hendes kontanthjælp, fordi hun ikke er mødt op til kontrolsamtalerne. Ikke af vrangvilje, men af nød og sydgom. Hendes kæreste har måttet lægge ud for huslejen, ligesom hun har måtte låne penge af familien, hvilket i sig selv opleves som et ekstra nederlag. Oven i det, har hun netop modtaget et tilbagebetalingskrav for indtægt, hun havde, før hun kom på uddannelsesydelse. Det bestyrker hendes oplevelse af håbløshed og gør det svært for hende at komme videre i det liv, hun faktisk er rigtig glad for, og hvor hun drømmer om en karriere indenfor militæret, som det er skik og brug i hendes slægt.

Jeg overvejer at droppe ud af kontanthjælpssystemet, fordi ingen hjælp er bedre, end den jeg får i systemet”

Hun er bange for, at den psykiatriske diagnose kan være en hæmsko. Igen bliver hendes grønne øjne våde. Jeg kan se hun tager sig sammen for ikke at bryde i gråd. På en måde virker tårerne i øjnene stærkere end egentlig gråd, mere kontrolleret – og gør det på sin vis meget lettere at forstå, hvor stor en velfærdstrussel angst og depression ovenpå et uforskyldt sexuelt overgreb kan være på en disciplineret, selvhjulpen og stolt ung kvinde med så meget liv foran sig.

Efter en times tid tager vi afsked og overlader cafestolene ud mod det tidligere grønttorv til andre, betalende kunder. Hendes sidste ord bliver siddende i mig. Oplevelsen af det frygtelige nederlag ved ikke at kunne klare sig selv, skammen ved at være på uddannesesydelse, følelsen af at systemet holder hende nede og gør hende dårligere.

”Jeg overvejer at droppe ud af kontanthjælpssystemet, fordi ingen hjælp er bedre, end den jeg får i systemet”.

Foto: Mai Vanilli

 


Topfoto: Mai Vanilli, www.maivanilli.dk

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, er du velkommen til at donere som du nu synes på mobile pay: 71844591

Claus Ankersen er forfatter til femten bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Hans seneste udgivelse er River of Man - Indian Poems (Red River, 2020). En samling rejsedigte fra det store land. Bogen udkom i sommeren 2020 og er allerede blevet fornemt anmeldt, fx. i det Pittsburgh baserede Setu Magazine https://www.setumag.com/2020/08/book-review-river-of-man-indian-poems.html . Ankersens seneste danske bogudgivelse er det esoteriske langdigt, Det syngende hjertes triumf (Emeritus,2019). Claus Ankersen er uddannet antropolog, men har siden 2001 fungeret som forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og multikunstner. Ankersen er toneangivende i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og er jævnlig gæst på internationale poesi- og litteraturfestivaler, ligesom han er en erfaren foredragsholder og har gæsteforelæst på universiteter og i forskellige litterære og akademiske sammenhænge i flere lande. Han har optrådt, underholdt, oplyst, pirret, og rørt alle slags publika med performancelæsninger af egen poesi og litteratur på ølkasser og gadehjørner, på strande med pandelampe, i stormagasiner og på barer, han har optrådt på torve, i kirker, skoleklasser, aulaer, foredragssale og biblioteker, på tage og i koncertsale, på festivalscener, hospitaler og havnebåde, i kantiner, mellemgange og museer, foran ministre, ambassadører, skolebørn og voksne i alle aldre.
Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurtisk, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam og makedonsk.

Seneste artikler om Børn & unge