De store litterære priser og den nye, politiske litteratur

i Bøger/Kultur af

LITTERATUR // KOMMENTAR – Tirsdag får to forfattere hver sin nobelpris, Peter Handke og Olga Tokarczuk. POV Internationals litteraturredaktør Jakob Brønnum beskriver dem, sammen med Jonas Eika, der for nylig overraskende fik Nordisk Råds Litteraturpris, som forfattere, der viser et glimt af, hvad man kunne kalde ‘den nye, politiske litteratur’. En individualistisk politisk diskurs, der i lige så høj grad som at være politisk, udspiller sig som en debat om, hvorvidt den er det eller ej.

Kan litteraturen være politisk, og skal litteraturen være politisk? Det er to forskellige problemstillinger, begge helt centrale for, hvordan litteraturen har forstået sig selv i Danmark i store dele af det 20. århundrede og de senere år.

Det er, som om der er indbygget en politisk løgnagtighed i Handkes værk, som skjules bag påstanden om, at litteraturen er noget andet end virkeligheden

Litteraturen har, særlig i de senere årtier, forstået sig selv som ”ren litteratur”. Når f. eks. Søren Ulrik Thomsen skriver om digtningen, begynder det hele i en selvvalgt intethed:

”Ud af dette intet, hører jeg digtenes skridt nærme sig” (Mit lys brænder, s. 28) og, som et citat af en billedkunstners refleksioner: ”De bedre, nye arbejder tager relationerne ud af værket og gør dem til funktioner af rum, lys og betragterens synsfelt.” (samme, s. 16)

Digtningen ser med andre ord sig selv som ideelt set relationsløs og fri af andre påvirkninger end det, som digtningen består af: Sproget. Digtningen bliver sin egen virkelighed, der derfor må være løsrevet fra det politiskes sfære.

Det er både smukt og rigtigt. Det er derfra, det kunstneriske udtryk får sin kraft. Indsigten om digtet som rent sprog er forankret i en dyb sandhed om den menneskelige bevidsthed. Ludwig Wittgenstein, det 20. århundredes vigtigste filosofiske tænker, opfatter virkeligheden som grundlæggende sproglig. I forlængelse af Wittgenstein anser postmodernisterne sproget for det eneste sociale, der er tilbage i verden (Lyotard).

Men det er også skrupforkert. Enhver samfundsforsker, enhver psykolog, enhver adfærdforsker, enhver lingvist og enhver historiker ved, at sproget er afgørende formet i tiden og af tiden. Søren Kierkegaard og H. C. Andersen anvender andre gloser og delvis en anden grammatik, end vi gør i dag, 175 år senere. Og en hel del ord lægger de noget andet i.

At være med eller mod, det er sagen

Hvad betyder dette for, om litteratur opfattes eller er politisk?

Det er nødvendigt at trække nogle lange linier: Efter internettets udbredelse, med globaliseringen og massemediernes totale gennemslagskraft, kan vi være sikre på, at man ser de samme tv-serier på Borneo, i Chile og i Hvide Sande. Det har betydet, at der er kommet en omvendt ”hvis du ikke er med os, er du imod os” over det hele: Hvis du ikke aktivt er mod konsum-ideologien og det flygtige forbrugs uendeligt gentagne stimulanser, deltager du i det og i udbredelsen af det.

Samtidig har venstrefløjen taget brodden af sig selv, ved ikke længere primært at beskæftige sig med fællesskabets kår (fordelingspolitik), men med individets rettigheder (identitetspolitik). Hvad kalder man i dag et individ med individuelle rettigheder? Rigtigt! Man kalder vedkommende: En forbruger.

Det kræver den yderste selvdisciplin ikke at deltage i udbytningen af arbejdere i Bangladesh ved at købe t-shirts, der er lavet af bomuld, sprøjtet på marken af mennesker uden beskyttelse, transporteret under livsfarlige forhold, spundet og syet på fabrikker uden tilnærmelsesvis rimelige arbejdsforhold og til elendig løn. Det er meget nemmere og billigere at være forbruger.

Virkeligheden er politisk

Man kan derfor ikke lukke øjnene og påstå, at man ikke i en eller anden forstand indgår i en politisk virkelighed. Det er der formentlig heller ingen seriøs kunstner, der ville gøre. Men hvordan skal man tage konsekvenserne af det? Det er snarere dér, slaget står. Man kan være lige så alternativ man vil i sin roman, men hvis den kun handler om parforhold, som to menneskers følelser og viljer, er den en del af den borgerlige konsumindustri, også selvom de spiser økologisk og stemmer SF.

Den amerikanske samfundstænker og filosof Herbert Marcuse beskrev allerede i begyndelsen af 1960’erne dette fænomen bl.a. i bogen Det endimensionale menneske, hvor han gør opmærksom på, at forbrugerisme og det moderne industrisamfunds integration af arbejderen ind i middelklassesamfundet slet ikke er udtryk for den frihed, den sælger sig selv som rent ideologisk, men for en ny form for totalitarisme. Man er tvunget til at indgå i den, og den bestemmer over ens liv.

Den globaliserede konsumideologi har reduceret provokationen fra at være potentielt normforandrende til ren underholdning

I karakteristikken af bogen, der udkom på Gyldendal, skriver den engelske Wikipedia (oversat af undertegnede), at ”I modsætning til den ortodokse marxisme, fremhæver Marcuse de ikke-integrerede kræfter som minoriteter, outsidere og de radikalt intellektuelle tænkere og deres forsøg på at nære oppositionstankegange.” Han søger noget, der ligger udenfor virkelighedens altomfattende mønster, paradoksalt nok, ligesom digtningen.

Den nye, politiske litteratur

Totalitarismen består med andre ord i, at lige meget, hvad man stiller op, er man en del af det kapitalistiske samfundssystem, der med usvigelig sikkerhed skaber større og større ulighed i samfundet, som vi også har set det i de nordiske velfærdsdemokratier siden 1980, da neoliberalisme og konkurrencestat overtog det socialliberale velfærdsstyre.

Flere har på det seneste vist, hvordan Handke anvender ét normsæt, når han skal tale om de serbiske folkemord og et andet, når man skal tale om de bosniske massakrer

Handke, Tokarczuk og Jonas Eika deltager imidlertid i en ny form for politisk litteratur, som (verdens)samfundet så at sige selv skaber gennem sin iboende ideologi, der som Marcuse viser, også omfatter illusionen om den enkeltes frihed: Den individuelle politiske ytring om verdens beskaffenhed.

Kritikken af Handke

Peter Handke har modtaget kolossal kritik for sin mangeårige, åbenlyse støtte til det serbiske regime, hvis ledere er dømt for folkedrab. Hvad betyder det for hans bøger? Et medlem i Nobelkomitéen forsvarer prisen sådan:

”Når vi giver prisen til Handke, hævder vi, at litteraturens opgave er en anden end at bekræfte og reproducere det, som samfundets midterbane anser for moralsk rigtigt. At litteraturen har en egenart, som ikke kan reduceres til noget andet.” Det er bare ikke sådan, det opfattes.

Det er rigtigt nok, at litteratur er noget andet, noget, der stræber efter at være en renere sproglig ytring, men den politiske virkelighed er så meget mere akut tilstede i dag end f. eks. i 1960’erne, hvor synspunktet om litteraturens egenart kunne bruges til at provokere borgerligheden. Det gjorde f. eks. Klaus Rifbjerg og delvis også Leif Panduro med en vis effekt. Det virker ikke i dag.

Rifbjerg og Panduro er en del af den borgerlige konsumideologi, der kildrer det arbejdstrætte middelklassemenneske lidt under næsen. Den globaliserede konsumideologi har reduceret provokationen fra at være potentielt normforandrende til ren underholdning.

Flere har på det seneste vist, hvordan Handke anvender ét normsæt, når han skal tale om de serbiske folkemord og et andet, når man skal tale om de bosniske massakrer. Det er den internationale folkedomstol i Haag, der bruger de to betegnelser.

Men Handke opfatter ikke folkemordene som folkemord, men som hævn for massakrene. Hvis liv kunne gøres op i antal ofre (men det kan det ikke, for et liv er nu engang hele livet), ville det fremstå som den dybeste løgnagtighed, eftersom antallet af omkomne i det, Haagdomstolen kalder folkemord, tælles i tusinder og det, man kalder massakrer angår hundrede gange færre.

Peter Handke (Wikimedia Commons)

Disse forskelle i vurderinger, der i allerhøjeste grad kan kaldes politiske, findes ikke blot udenfor Handkes forfatterskab, som rummer mindst otte bøger om det tidligere Jugoslavien.

Det er, som om der er indbygget en politisk løgnagtighed i Handkes værk, som skjules bag påstanden om, at litteraturen er noget andet end virkeligheden. Den, der læser Handke som “litterær underholdning”, får et forskruet normsæt med i købet.

Den nationale historie

Den polske forfatter Olga Tokarczuk skriver sig direkte ind i den nationale historie. Men hun gør det på en mytologiserende måde. Det vil sige, at hun tager de elementer, der indgår og omformer dem, så de får en anden tone, så noget kan ses kritisk, noget kan ses som omgivet af melankoli og noget af længsel og håb.

Hun gør det, Marcuse efterlyste. Hun iværksætter en intellektuel proces, der giver læseren billeder, der overskrider de begrænsninger i tilværelsen, som det kedeligt gentagne forbrugerliv sætter.

Hun trækker dygtigt på fortællinger fra fortiden og på universalier i nutiden. Grundlæggende eksistentielle træk, der kan overtrumfe den postmoderne ensomhed og konforme gråhed og vise, at der er andre sammenhænge i tilværelsen, trods alt. Tokarczuk forstærker virkeligheden gennem sin litterære bearbejdning af historien.

Nøjagtig som Knausgaard, der med litterær og sproglig bevidsthed i centrum, søger de store begreber, der er forsvundet ud af vores liv, og prøver at lade dem være udgangspunkt for en tilværelsestydning, der kan gøre op med det flygtige og det rodløse, der skaber vores eksistentielle forvirring. Det er radikalt politisk, selvom det ikke ser sådan ud.

Da Eika fornærmede statsministeren

Den mest politiske af efterårets forfattere er imidlertid Jonas Eika. Jeg mener, det er udtryk for en alvorlig mangel på dømmekraft, at han fornærmede statsministeren ved sin prisvindertale, da han overraskende fik Nordisk Råds Litteraturpris. Så sikrer han sig nemlig effektivt mod, at hun læser bogen og tager den alvorligt.

Og det er synd. For det er den mest vellykkede politiske litteratur, man har set i mange år. En del af det, der holder den ultrakapitalistiske, neoliberale ideologi på skinner, og som giver den et naturligt tilhørsforhold til den højrenationale bevægelse, hvilket forklarer de senere års sammensætning af regeringsgrundlaget, er det hierarkiske normsystem, de deler.

Jonas Eika (Wikimedia Commons)

Det er altid muligt at blive rigere, smukkere og dyrere klædt. Den attråværdige forskel mellem mere og mindre er et strukturelt træk, som det populistiske samfundssyn også har: Der er nogen, der er over, og nogen, der er under, nogen man skal have respekt for, og nogen man skal have særlig respekt for, og nogen der er rige, og nogen der er fattige. Og nogen der er os, og nogen der er dem.

Men de deler også et andet træk, nemlig foragten for den kritiske tanke. Markedsideologien afskyer den kritiske tanke, fordi den har en tendens til at underminere varemærkernes værdi, og det populistiske højre afskyer den kritiske tanke, fordi det, der tilhører folket, er helligt og ikke kan underlægges kritik.

Den kritiske tanke er relativistisk, fordi den unddrager intet sit analytiske blik. Det populistiske og det markedsideologiske er normopretholdende, den kritiske og (kultur)relativistiske tanke er normnedbrydende. Derved minder den påfaldende nok om forskning, hvis væsen det er at stille spørgsmål, der kan falsificeres, bl.a. fordi de ikke bunder i værdisæt, men i antagelser om fakta.

Jonas Eikas noveller i bogen, der udløste prisen, Efter solen, tager alle de normer, han overhovedet kan støve op indenfor alle livsområder, sex, penge, bolig, natur, social adfærd, og strøer dem ud i én stor pærevælling, et mægtigt samfundsbillede, helt uden andre holdepunkter end nuet og det rent menneskelige.

Det var det, Herbert Marcuse efterlyste. Det er fantastisk dygtigt gjort, og ligeså desperat som hovedpersonen i filmatiseringen af Pink Floyds The Wall, der smadrer sine ejendele og lægger dem op i ujævne småbidder ved siden af hinanden.

Og Eika bremsede dets udbredelse, gennem at glemme, at normløshedens frihed kun fandtes i hans egen bog.

Tre typer politisk litteratur

Så vi får tre forskellige typer, individuel politisk litteratur: En, der påstås ikke at være det, men burde diskvalificeres til prisen, gennem sin uantagelige omformning af den politiske virkelighed (Handke).

En, der er politisk på et så grundlæggende eksistentielt niveau, at den ikke ses som sådan, og derved afslører, at det ikke er kunsten, der er noget andet end virkeligheden, men politik, der er det uvirkelige (Tokarczuk).

Og en der er radikalt politisk, men pga. sine litterære kvaliteter undgår at blive opfattet som sådan, og derved potentielt virker mere effektivt end de øvrige. Men hvis ophavsmand (Eika) offentligt tager afstand fra sin målgruppe og derved eliminerer, mister dens effekt.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Seneste bøger:

Olga Tokarczyk:
Rejsende
Forlaget Gyldendal, 401 sider, 124 kr.

Peter Handke:
Det store fald
Rod & Co, 152 sider, 249, 95

Jonas Eika:
Efter solen
Forlaget Basilisk, 159 sider, 159 kr.


Foto: Ill. Niklas Elmehed, Nobel Media

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Bøger