INVESTERINGER // ANALYSE – Virksomheder, der på sigt skal afløse selskaber som Novo Nordisk og Maersk som vækstmotorer for dansk økonomi, får i de næste ti år brug for op til 93 mia. kr. i ny kapital. Men der er kun 24 mia. kr. til rådighed, og de fleste kommer fra udlandet, hvor stadig flere danske vækstvirksomheder slår sig ned.
Når du har været på cafe eller til frisør og skal betale, har du måske lagt mærke til, at mange af dem bruger en terminal, der hedder Flatpay. Terminalen kommer fra en af Danmarks hurtigst voksende såkaldte fintech-virksomheder. Den har succes med at tilbyde danske og internationale kunder en billig, administrativt nem betalingsløsning. På fire år er Flatpay vokset fra nul til 2.000 medarbejdere og har en anslået værdi på godt ni mia. kr.
Selskabet investerer i at øge sin omsætning. Derfor giver det fortsat underskud. Ikke desto mindre fik Flatpay i december 2025 tilført 1,1 mia. kr. i ny kapital i forventning om, at det inden længe giver overskud og derfor kan sælges eller børsnoteres til en endnu højere værdi. Men pengene kom i høj grad fra udenlandske investorer. På årets folkemøde på Bornholm fortalte selskabets administrerende direktør, Sander Janca-Jensen, at han aldrig havde fået så meget som en enkelt opringning fra en interesseret dansk pensionskasse.
De danske pensionskasser forvalter ellers en opsparing på over 5.000 mia. kr. Men alligevel er det kun omkring en halv procent, der bruges på at investere i det, der kaldes ventureselskaber, som spotter virksomheder som Flatpay og får dem til at vokse. På europæisk plan er den manglende interesse endnu større. Af de 10 billioner euro, som de europæiske pensionskasser råder over, er det kun 0,1 pct., der er investeret i venture-segmentet. Og det skal ændres, hvis Europa skal gøre sig gældende i konkurrencen med USA og Kina om højteknologi. Det understreges kraftigt i den såkaldte Draghi-rapport, der er udarbejdet for EU-Kommissionen.
Den manglende interesse rammer ikke blot de små innovative start-ups, men også de virksomheder, der som Flatpay hurtigt har vokset sig store og har brug for vækstkapital til international ekspansion.
Virksomheder flytter til udlandet
EIFO, Danmarks Eksport- og Investeringsfond, vurderer i en ny prognose, at større innovative danske vækstvirksomheder i de næste ti år har brug for mellem 47 og helt op til 93 mia. kr. i ny kapital, så de kan vokse sig endnu større og bidrage til den danske økonomi med skatter og nye arbejdspladser. Men i bedste fald er der kun 24 mia. til rådighed.
Nogle af milliarderne ventes at komme fra private investorer som f.eks. Christian Augustinus Fabrikker og Heartland, der ejes af manden bag Bestseller-koncernen, milliardæren Anders Holch Povlsen. Men de fleste skal hentes i udlandet. Den samme analyse viser nemlig, at udenlandske investorer står for 72 pct. af den kapital, som hurtigt voksende virksomheder som Flatpay har fået tilført. Heraf tegner amerikansk kapital sig for godt en tredjedel. De resterende 28 pct. står danske investorer for.
Jo mere udenlandsk kapital danske vækstvirksomheder får, jo større er samtidig risikoen for, at de på sigt flytter deres hovedkvarter ud af Danmark. Analysen peger på en tydelig sammenhæng mellem, hvor danske vækstvirksomheder henter deres kapital, og hvor de ender med at blive ejet. Lovende virksomheder, der bliver opkøbt af udenlandske investorer, har gennemgående rejst markant mere udenlandsk kapital undervejs, og ingen af dem, som EIFO har fulgt, er endt med at være på danske hænder. Det er bl.a. virksomheder som Trustpilot, (forbrugeres anmeldelser af virksomheder), som er flyttet til England og Peakon, en onlineplatform, som måler medarbejdertrivsel, der er flyttet til USA.
De gode danske selskaber er gamle
Vi har i den senest måned tid fået regnskaber for andet kvartal fra de store danske selskaber. Langt de fleste har opjusteret deres forventninger til året, og regnskaberne er gode. De har klaret sig godt i en turbulent verden. Deres resultater har netop gjort det muligt for regeringen endnu en gang at opjustere det såkaldte økonomiske råderum. Men de fleste af disse selskaber er gamle. Mange er som Maersk, Novo, Carlsberg og NKT grundlagt for over 100 år siden.
Hvor er de nye store danske virksomheder, såkaldte unicorns som Flatpay med en værdiansættelse på over en mia. dollars, som vi i fremtiden skal leve af?
I den økonomiske redegørelse fra regeringen, som gik forud for opjusteringen af råderummet, udtrykkes der bekymring for netop dette.
De store gamle virksomheder vokser, men ifølge redegørelsen kniber det for de mindre og mellemstore. Og dele af vækstlaget flytter til udlandet.
Udviklingen sker, selv om det i de senere år faktisk er lykkedes dansk venture at opbygge en god base af lovende nye virksomheder. Hvor de ventureselskaber, der opererede i Danmark i 2018, havde en portefølje på i alt 122 virksomheder, var porteføljen ifølge analysen fra EIFO vokset til 416 i 2025. Af dem er godt 35 store vækstvirksomheder, defineret ved, at de til dato er blevet tilført omkring 300 mio. kr. og beskæftiger mindst 50 ansatte.
Hvor stor og internationalt interessant venturebranchen er blevet i Danmark trods pensionskassernes manglende interesse, fik vi et tydeligt vidnesbyrd om i slutningen af august, da årets såkaldte TechBBQ blev afholdt i Bella Center i København.
Hvad der i 2013 begyndte som en lille uformel grillsammenkomst for teknologientusiaster i en park i København, har i dag udviklet sig til en stor årlig konference og festival, der samler iværksættere, investorer, innovative virksomheder og techentusiaster fra 60 lande verden over. I år havde konferencen, der strakte sig over to dage, mere end 10.000 deltagere.
Pensionsmilliarder må i spil
Det var da også på TechBBQ, at skatte- og vækstminister Jacob Engel-Schmidt adresserede det kapitalgab, som danske vækstvirksomheder ifølge EIFO står over for.
Han pegede på, at de 5.000 mia. kr., som forvaltes af de danske pensionskasser, i højere grad må mobiliseres til også at investere i lovende danske og europæiske vækstvirksomheder.
Ministeren forventer, at der inden for de kommende to-tre måneder kan etableres en dansk pendant til det såkaldte Tibi-initiativ i Frankrig, opkaldt efter en fransk professor i økonomi. Sammen med den franske præsident, Emanuel Macron, har Philippe Tibi fået stablet en konstruktion på benene, der reducerer de relativt høje såkaldte transaktionsomkostninger, som danske pensionskasser har ved at investere i ventureselskaber. Det er udgifter til analyse, overvågning og opfølgning på relativt små enkeltinvesteringer. I Frankrig er de blevet reduceret ved at etablere en fælles godkendelses- og akkrediteringsproces for venture-fonde, som pensionskasser og forsikringsselskaber kan investere i.
Ingen tør gå forrest, fordi afkastet ved at investere i vækstvirksomheder først kommer i løbet af fem- ti år
Professor Tibi og præsident Macron har ved samme lejlighed forpligtet franske pensionskasser og forsikringsselskaber til i første omgang at investere syv mia. euro i vækstvirksomheder. Den fælles forpligtelse løser det problem, der bl.a. forhindrer danske pensionskasser i at investere mere i vækstvirksomheder. Nemlig at ingen tør gå forrest, fordi afkastet ved at investere i vækstvirksomheder først kommer i løbet af fem- ti år. En så lang tidshorisont er besværlig, når pensionskasser samtidig konkurrerer indbyrdes om hvert kvartal at kunne præstere det bedste afkast. Hvis alle pensionskasser som i Frankrig forpligter sig til at investere et aftalt i beløb i vækstvirksomheder, bliver de ligestillet i den indbyrdes konkurrence.
Det skal i den forbindelse indskydes, at afkastet af dansk og europæisk venture faktisk har været konkurrencedygtigt med amerikansk venture i de senere år. Det viser tal fra Invest Europe, den europæiske organisation for kapital- og venturefonde.
At der i pensionskassekredse i Danmark trods alt er en gryende erkendelse af, at der skal investeres mere i danske og europæiske vækstvirksomheder, kom også til udtryk på TechBBQ-konferencen.
Her fik PensionDanmark, en af de større danske pensionskasser med 3F-medlemmer som kunder, overrakt en pris, fordi pensionskassen har besluttet at afsætte en mia. kr. om året til at investere i venture og vækstvirksomheder i Danmark.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.