UDENRIGSPOLITIK // ANALYSE – Mette Frederiksens personlige og politiske rejse i udlændingepolitikken er velkendt. Mindre kendt er det, at statsministeren har været ude på en måske endnu længere af slagsen i udenrigs- og forsvarspolitikken og i dag må siges at være Amerikas bedste ven i dansk politik. Skiftet startede ved en begravelse, fortæller Kim Kristensen.
Mette Frederiksen var ikke i tvivl, da hun i sidste måned ankom til den årlige sikkerhedskonference på Hotel Bayerischer Hof i München. Krigen i Ukraine handler ikke kun om det østeuropæiske land. Får Rusland held med invasionen, vil andre lande vælte som dominobrikker på landkortet, hed det:
“Hvis Ukraine taber, risikerer vi, at hele Europa og hele Vesten taber,” forklarede statsministeren de fremmødte journalister ved starten af konferencen i den sydtyske by, som havde samlet stats- og regeringschefer fra store dele af verden.
Ukraine må og skal vinde krigen
Mette Frederiksen
“Jeg er selv ikke i tvivl. Jeg tror ikke, at Putin (den russiske præsident Vladimir Putin, red.) slutter med Ukraine. Så vil han gå videre til det næste land. Det mener jeg, at der en overhængende risiko for.”
Statsministeren frygter imidlertid, at Vestens befolkninger bliver trætte af at høre om krigen og selvfølgelig ikke mindst af at være med til at betale en del af regningen for denne. Hvilket den russiske præsident netop håber på. Så meget desto vigtigere er det at stå fast. Ukraine må og skal vinde krigen.
“Det kan de ikke gøre alene,” sagde Mette Frederiksen. “Det kræver vores andres meget stædige tilstedeværelse og opbakning. Det bliver vi ved med fra dansk side.”
Nedslaget
Sjældent er det gået så stærkt i dansk politik som i de 10 dage for et år siden efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar:
Et forsvarsforbehold forsvandt, et nationalt kompromis om sikkerhedspolitikken, som sender en milliardcheck til forsvaret, blev aftalt, og en afskaffelse af store bededag skal være med til at sikre dækning for denne.
“Der er få nedslag i vores historie, der har en egentlig og definerende betydning for vores fælles fremtid,” som Mette Frederiksen sagde på pressemødet den 6. marts i Spejlsalen i Statsministeriet.
“Vi står på et af de nedslag lige nu.”
Før statsministeren kom hertil i historien, har hun dog været ude på en personlig og politisk rejse i udenrigs- og forsvarspolitikken, der har været lige så lang, om ikke længere, end hendes velbeskrevne af slagsen i udlændingepolitikken.
Mette Frederiksen roste Poul Schlüter for ikke at have lyttet til Socialdemokratiets udenrigs- og forsvarspolitik
Men hvor Mette Frederiksen fra starten, efter i 2016 at være blevet formand for Socialdemokratiet, har brugt interviews, taler og kronikker som startskud til den udlændingepolitiske rejse, brugte hun i stedet to begravelser som anledning til at starte den udenrigs- og forsvarspolitiske af slagsen – begravelserne af Socialdemokratiets tidligere mangeårige politiske modstandere, den konservative Poul Schlüter og Venstres Uffe Ellemann-Jensen.
To begravelser
Hvis nogle af deltagerne i Holmens Kirke havde været uopmærksomme et øjeblik den dag i juni 2021, da statsministeren talte ved Poul Schlüters begravelse, ville de muligvis slet ikke have hørt det.
Men det stod ikke desto mindre klart, at Mette Frederiksen under en opremsning af den tidligere statsministers bedrifter i 1980’erne – arbejdsmarkedspensioner samt store byggeprojekter som Storebælts- og Øresundsforbindelserne – også roste ham for ikke at have lyttet til Socialdemokratiets udenrigs- og forsvarspolitik i samme periode.
“En stærk opbakning til Nato, da andre snublede,” lød det i en bisætning fra den sortklædte Mette Frederiksen.
Dem, som snublede, var selvfølgelig “hele Danmarks tillidsmand,” som Mette Frederiksen ynder at kalde Anker Jørgensen, og den tidligere statsministers generation af socialdemokratiske tillidsfolk som Kjeld Olesen, Ivar Nørgaard og Lasse Budtz (‘Ankers blinde førerhund’, som sidstnævnte hånligt blev kaldt). En tillidsmand, som statsministeren ellers gerne har villet identificere sig med, når det gælder netop udlændingepolitikken. Da Mette Frederiksen i 2015 flyttede ind på sit nye formandskontor på anden sal på Christiansborg, hængte hun et billede af ham op på væggen.
Det alternative flertal forsvandt først ved folketingsvalget i 1988 – det såkaldte atomvalg – som resulterede i, at Det Radikale Venstre gik i regering med De Konservative og Venstre
Det var imidlertid Anker Jørgensen – og siden Svend Auken – som var talsmændene for det alternative sikkerhedspolitiske flertal, som i 1980’erne tvang den daværende Schlüter-regering til at føre den såkaldte fodnotepolitik. En politik, som fik sit navn efter de fodnoter, danske ambassadører i perioden satte i Natos kommunikéer for at vise, at Danmark tog afstand fra forsvarsalliancens atomoprustning. Det alternative flertal forsvandt først ved folketingsvalget i 1988 – det såkaldte atomvalg – som resulterede i, at Det Radikale Venstre gik i regering med De Konservative og Venstre.
Hvis nogle skulle have overhørt det, vendte statsministeren året endnu engang tilbage til dem, som var usikre på benene i 1980’erne, ved mindehøjtideligheden for Uffe Ellemann-Jensen i Landstingssalen på Christiansborg.
“Han stod fast, når andre vaklede,” lød det nu fra Mette Frederiksen.
“Landstingssalen gibbede,” som Gunnar Hattesen efterfølgende konstaterede i et læserbrev i Jyllands-Posten med overskriften “Statsministeren gav Ellemann fuld oprejsning”. Redaktøren af Gråsten Ugeavis var selv til stede.
Mette Frederiksen beskrev, hvordan den daværende udenrigsminister måtte føre en anden udenrigspolitik end den, han selv forfægtede, uden at komme ind på, hvis politik det egentlig var. Altså Socialdemokratiets.
“Aldrig lagde han skjul på sin misfornøjelse,” fortalte statsministeren.
“Og næserne, som Folketinget tildelte ham, modtog han med løftet pande. Det var ”hæders-næser”, som han selv sagde.”
Den skærpede profil
Mette Frederiksen er ikke den første socialdemokratiske formand, som forsøger at lægge fodnoterne og den tid bag sig.
Men selv om Mette Frederiksens forgænger på posten, Helle Thorning-Schmidt, understregede, at hun ikke anbefalede en gentagelse af periodens udenrigs- og forsvarspolitik, fordi Danmark er for lille et land til to af slagsen, så forsvarede den daværende partiformand stadig denne politik.
“Jeg synes, at der har været et hårdt billede af, at vi svigtede i fodnoteperioden,” lød det i 2007.
Den tidligere formand – og Mette Frederiksens mangeårige politiske mentor – Mogens Lykketoft konstaterer da også i bogen Erindringer: Holdning og handling, at Uffe Ellemann-Jensens højtprofilerede kamp mod fodnoterne både var hans holdning og “metode til at skærpe sin profil hos danske vælgere og hos de Nato-allierede”.
Selv delte Mogens Lykketoft Anker Jørgensens frygt og havde “stor forståelse” for den daværende fredsbevægelse, der blomstrede op i Vesteuropa
“Jeg vil bare påstå, at hverken regeringens liv eller Danmarks medlemskab af Nato på noget tidspunkt var truet,” skriver Mogens Lykketoft.
“Begge sider bidrog til at blæse denne konflikt ud af proportioner, og debatten blusser af og til op igen 30 år senere. Grundlæggende handlede det om Ankers dybe mistro til det igangværende rustningskapløb på raketter og hans frygt for en atomkrig ved en fejltagelse.”
Selv delte Mogens Lykketoft Anker Jørgensens frygt og havde “stor forståelse” for den daværende fredsbevægelse, der blomstrede op i Vesteuropa. I marts 1985 samlede en fredsmarch 70.000 på Rådhuspladsen i København.
“De fleste var næppe naive om Sovjetunionen. Jeg tror, at de havde samme fornemmelse som jeg: Nato havde i forvejen større overvægt i samlet styrke, end det dengang blev indrømmet. Det var vel også konklusionen, da posen blev lukket op, og arsenalerne besigtiget efter den kolde krig.”
Mette Frederiksens fortid
Få måneder efter mindehøjtideligheden for Uffe Ellemann-Jensen gjorde Mette Frederiksen det klart, at verden er en anden, end da hun selv blev politisk aktiv i starten af 1990’erne “på tærsklen til det måske mest optimistiske årti i verdenshistorien”. Terrorangrebene den 11. september 2001 afslørede, at kampen for vores værdier og demokratiet aldrig stopper.
“Og at det i udenrigspolitik ikke er nok at tro og håbe,” sagde statsministeren i sin tale til Udenrigspolitisk Selskab i oktober 2021 i anledning af dets 75-års jubilæum.
“Modet til at handle er afgørende. Også når det er svært.”
I starten af Mette Frederiksens politiske karriere havde den daværende formand for ungdomsorganisationen DSU’s Internationalt Udvalg således øgenavnet ‘Afrikas Dronning’ på grund af interessen for, og rejserne til, kontinentet. Hun var kendt for sine indignerede taler om internationale forhold og solidaritet. Og efterfølgende blev Mette Frederiksens såkaldte kaffeklub i Folketinget i starten af 00’erne kaldt “Hugo Chavez-fraktionen” efter Venezuelas nu afdøde tidligere venstreorienterede præsident.
Det indblik, som jeg ikke kan være offentlig omkring, i parallelsamfund i Danmark visualiseret med terrorangrebet, er heftige sager – Mette Frederiksen
Det var også i de år, at Mette Frederiksen tilhørte Socialdemokratiets traditionelle venstrefløj med hvad dertil også hørte af en kritisk holdning til nytten af højere militærudgifter, oprustning og dansk deltagelse i (amerikansk ledede) krige.
Som ligestillingsordfører vakte Mette Frederiksen i 2003 opsigt ved i et oplæg til Socialdemokratiets nye ligestillingspolitik endda at sammenligne USA med Iran og Saudi-Arabien, når det gjaldt respekten for kvinder og mænds ligeværd. Hvilket var udtryk for, at Socialdemokratiet atter havde anlagt en anti-amerikansk linje, mente Venstres daværende ligestillingsordfører, forsvarsminister Troels Lund Poulsen:
“Det ligger jo fint i forlængelse af den linje, som Lykketoft (den daværende socialdemokratiske formand Mogens Lykketoft, red.) forsøgte sig med som udenrigsminister.”
Med egne øjne
Statsministeren er imidlertid ikke den første og bliver givetvis heller ikke den sidste af slagsen, som indser betydningen af Danmarks forhold til USA efter først at have fået udleveret nøglekortet til Prins Jørgens Gård 11. Et lille land har brug for store venner i verden.
Og hvis de ikke indser dette, får de det hurtig fortalt.
“Nu ved jeg, hvordan det må føles at sidde i Budapest og få direktiver fra Moskva,” som Svend Auken forklarede på et gruppemøde i 1980’erne efter endnu engang på et møde med den amerikanske ambassadør i Danmark at have fået at vide, at den daværende socialdemokratiske formand var en naiv idealist.
Den senere statsminister oplevede i Beskæftigelsesministeriet, at udlændige ikke ligefrem sprang ud på arbejdsmarkedet, selv om de kunne få et job, og i Justitsministeriet, at den samme gruppe var overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne og fængslerne
Mette Frederiksen har fortalt, at perioderne som beskæftigelses- og justitsminister netop blev en øjenåbner i forhold til hendes holdning til flygtninge og indvandrere. Den senere statsminister oplevede i Beskæftigelsesministeriet, at udlændige ikke ligefrem sprang ud på arbejdsmarkedet, selv om de kunne få et job, og i Justitsministeriet, at den samme gruppe var overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne og fængslerne. Ikke mindst terrorangrebet i København i februar 2015 tydeliggjorde sidstnævnte for hende.
“Det indblik, som jeg ikke kan være offentlig omkring, i parallelsamfund i Danmark visualiseret med terrorangrebet, er heftige sager,” fortæller Mette Frederiksen i biografien Mette F.
“Den samlede tegning af dem, der ikke vil Danmark det godt, er heftige sager.”
Af samme årsag er det kutyme, at danske statsministre inviteres til Det Hvide Hus, og i 00’erne besøgte Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush hinanden ikke mindre end otte gange afsluttende i 2008 med statsministerens tur til præsidentens egen ranch i Texas.
Senest mødtes daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen med daværende præsident Donald Trump i marts 2017, og før det var Helle Thorning-Schmidt på besøg hos Barack Obama i februar 2012.
En vidunderlig kvinde
Så meget desto mere har det vakt opmærksomhed, at netop Mette Frederiksen endnu ikke har trykket hånd med den frie verdens leder endsige modtaget det obligatoriske telefonopkald fra den nuværende af slagsen, Joe Biden.
Først var der selvfølgelig episoden i 2019, hvor Donald Trump aflyste sit besøg i Danmark, fordi Mette Frederiksen havde kaldt præsidentens ide om ved samme lejlighed at købe Grønland for “absurd”
Den danske ambassadør i Washington måtte haste tilbage fra et årligt ambassadørmøde i København for at få møder sat i stand, og efter en telefonsamtale mellem de to kunne Donald Trump efterfølgende beskrive Mette Frederiksen som en “vidunderlig kvinde”.
Men hvor Lars Løkke Rasmussen var helt oppe som nummer syv på listen over de første stats- og regeringsledere, Donald Trump ringede til efter sin tiltrædelse, måtte Mette Frederiksen nøjes med at snakke med vicepræsident Kamala Harris efter udskiftningen af beboerne i Det Hvide Hus.
Hvilket iagttagere mener, kan skyldes den igangværende lækage-sag og afsløringen af kabeltapningssamarbejdet mellem Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA).
Jeg vil gerne gøre amerikanerne en tjeneste hver eneste dag – Mette Frederiksen
Politikens satiriske bagside ATS mente til gengæld, at der kan være en helt udramatisk forklaring på det manglende opkald: Joe Biden har faktisk ringet, men uden at få Mette Frederiksen i tale, fordi hun var i færd med at skifte mobiltelefon, og da han efterfølgende sendte en sms og bad hende ringe tilbage, blev denne slettet automatisk.
Uanset årsagen lægger Mette Frederiksen i hvert fald i dag sjældent skjul på, at hun er USA’s ven. I sin tale til Udenrigspolitisk Selskab slog statsministeren fast, at “der skal ikke være et A4-ark imellem Europa og USA”, og da Altinget på et pressemøde i februar 2022 spurgte, om Danmark får betaling fra USA, når – hvis – amerikanerne i fremtiden formentlig får lov til at stationere soldater og materiel på dansk jord, lød svaret:
“Jeg vil gerne gøre amerikanerne en tjeneste hver eneste dag.”
Læs mere om dansk politik ved Kim Kristensen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
