De ord jeg aldrig fik sagt

Robert Høgh 24.02.2017

Jeg forsøgte for nylig at holde en tale for dig foran venner og familie. Folk klappede og du smilede, men det var et halvhjertet forsøg. Der var så meget, jeg ville sige til dig, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget af det. Nu har jeg prøvet at skrive vores historie ned. Jeg håber, at du læser med. Den 21-årige Robert Høgh har skrevet en tale til sin nære ven – en tale, der indeholder noget af alt det, han ikke fik sagt ved studenterfesten sidste sommer. Fordi det var for svært at få sagt.

Første gang jeg så dig, stod du på mit værelse med tungen begravet i munden på pigen med de største bryster i kommunen. Det var i syvende klasse. Jeg ved ikke, hvordan du var kommet med til festen, men jeg havde aldrig selv kysset en pige. Derfor fik jeg respekt for dig.

Vi begyndte at se hinanden meget, og allerede dengang lærte du mig en del: At gå med nøglekæde af læder, at spise peperonipizza med dressing fra Umuts, aldrig at smile til kameraet, og at livet er, hvad man gør det til.

Senere skiltes vores veje, og vi stoppede med at ses. Du begyndte på efterskole, og jeg begyndte i gymnasiet. Du begyndte også på Øregård, men først året efter. Der var du promotor på en natklub og skiftede kærester, som vi andre skifter underbukser. Jeg kan huske, at alle vidste, hvem du var. At jeg ikke turde hilse på dig, når jeg så dig i kantinen. Og at jeg engang hørte en pige sige til dig til en fest, at hun altid havde syntes, du var en flot fyr. Det var der aldrig nogen, der havde sagt til mig.

Dengang tog jeg væksthormon og stofskiftepiller. Jeg havde akne, forhudsforsnævring og kronisk mangel på D-vitamin, fordi jeg altid sad på mit værelse og læste bøger.

Men så for nylig, forrige sommer, var alt vendt på hovedet, og vi begyndte at se hinanden igen. Vi havde ikke talt sammen i årevis, da du pludselig tog kontakt til mig. Du var droppet ud af gymnasiet og havde elendige karakterer. Tog mange stoffer. Du var uvenner med dine forældre. Dine søskende. Du var forelsket i en 12-talspige fra Vedbæk, som ikke ville have en afdanket ekspromotor uden job, uddannelse og fremtid. Du havde brug for min hjælp.

Præcis som du i dag får topkarakterer på stribe, selvom du altid har været dårlig i skolen – således svømmer jeg i dag i fisse, selvom jeg altid har været dårlig til at tale med piger. Og dette er blot ét eksempel på den forandring, jeg har gennemgået, siden vi blev venner.

Det er sjovt, som ting kan ændre sig. Nu var jeg blevet student for længst. Jeg havde rejst Europa rundt og skrevet i avisen. Jeg studerede statskundskab på Københavns Universitet og tjente gode penge på mit arbejde, imens jeg boede i en topmoderne lejlighed i Indre By. Det var mig, der var den fede. Og selvfølgelig sagde jeg ja til at hjælpe dig.

Siden har vi igen set hinanden meget. Det sidste halvandet år har jeg været din ekstralærer, din livscoach – og din ven. Og hver dag er respekten for dig vokset. På et tabergymnasium for talentløse studerende, hvor gennemsnitsalderen blandt eleverne er 35, og hvor de flestes kropsvægt er højere end deres IQ, har du ikke én gang brokket dig eller overvejet at droppe ud. Heller ikke selvom du overalt på sociale medier har set hele dit overklasseslæng begynde på universitetet eller rejse kloden rundt på femstjernede hoteller. Du har bidt tænderne sammen, og du har kæmpet.

Samtidig har du weekend efter weekend været på Chateau Motel med dine venner. Men sjældent til senere end klokken tre. Og sjældent med substanser i blodet. Den del af dig har du bortopereret som en dødelig kræftsvulst, der aldrig kommer igen. Alt i alt har du knoklet for at ændre den, du var, og det er lykkedes.

Nu er du blevet student med 12 i både gennemsnit og i studenterhuen. Du har fået job som sælger i en virksomhed, hvor du er den yngste af alle og får mere i løn end de flestes forældre. Du har fået en holdning til politik og til samfundet. Et godt forhold til din familie. Og en lejlighed på Østerbro – alt sammen uden at miste dig selv. Tværtimod: Du er stadig det mest populære menneske, jeg kender, og du har bevaret dit hjerte af guld.

Det gør mig så glad at se livet gå så godt for dig. Jeg ved, du har fortjent det. Indimellem blærer jeg mig med, at det er mig, der er arkitekten bag din succes. At det var mig, der fik dig til at droppe den usunde livsstil, få et arbejde og gøre en indsats i skolen. Det passer ikke. Hver dag i halvandet år har vi stukket hovederne sammen og lavet lektier, det er sandt. Men vi har også spist middage, løbet ture, talt om piger, talt om drømme.

Og selv hvis det er rigtigt, at jeg har skubbet dit liv tilbage på rette spor, så har du hjulpet mig mindst lige så meget, som jeg har hjulpet dig. For præcis som du i dag får topkarakterer på stribe, selvom du altid har været dårlig i skolen – således svømmer jeg i dag i fisse, selvom jeg altid har været dårlig til at tale med piger. Og dette er blot ét eksempel på den forandring, jeg har gennemgået, siden vi blev venner.

Jeg har ikke spildt ét sekund med dig, og det tror jeg aldrig, jeg kommer til. Jeg håber, vi vil være venner for altid.

Jeg har nemlig også lært at ændre den, jeg er. Jeg er begyndt at løbe maraton og være stolt af den måde, jeg ser ud på. Jeg synes ikke længere, jeg er åndssvag, når jeg danser. Jeg har opdaget, at man ikke behøver at være kikset, bare fordi man læser bøger, hører klassisk musik og går i kirke hver søndag. At det er vigtigt at kunne holde på en hemmelighed. Og at der ikke er noget galt med at fortælle en lille hvid løgn engang i mellem.

Du har også lært mig, hvordan man trøster en ven i stor sorg og i det hele taget, hvordan man er i kontakt med sine følelser. Jeg har lært, hvordan man er en god wingman og en loyal ven. At man godt kan vise kærlighed uden at være bøsse, og at det ikke handler om at have den fedeste bil, den lækreste kæreste eller den tykkeste bankbog – men om at have det største, mest bankende trofaste hjerte.

Jeg har ikke spildt ét sekund med dig, og det tror jeg aldrig, jeg kommer til. Jeg håber, vi vil være venner for altid. Du og Mikkel skal være gudfædre for mine børn, og hvis jeg en dag bliver hjemløs, vil jeg bo i din garage.

Dette var de ord, jeg ville have sagt, da du blev student. Nu kan du læse dem her. Jeg håber, du ved, at jeg elsker dig, min ven.

Topfoto: Freegreatpicture.com Creative Commons.

Robert Høgh

Jeg er 21 år gammel. Kapitalist. Kristen. Jeg er en festabe, en læsehest og en selskabsløve. Jeg elsker at lære nye ting og blive klogere. Engang troede jeg, at jeg selv var det mest fantastiske menneske i verden. Det gør jeg ikke længere. Til gengæld leder jeg nogle gange efter meningen med livet.