De nye partier bare vokser og vokser

i Politik & Samfund/Danmark af

Snart stemmer hver anden dansker på et af de fire nye partier, der er opstået efter Murens fald i 1990. De gamle partier har svært ved at takle en ny tids udfordringer, og er tynget af deres historiske ballast. Og måske har finanskrisen de seneste år betydet mere end flygtninge- og klimakrisen for at accelerere denne udvikling.

Fortsætter udviklingen, vil hver anden vælger ved næste folketingsvalg sætte sit kryds ved et af de fire partier, der er opstået efter Murens fald og kommunismens sammenbrud i 1990: Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet.

Støtten til de fire partier er vokset uafbrudt siden valget 12. december 1990, hvor Enhedslisten fik 1,7 pct. af stemmerne og ikke kom i Folketinget, til den seneste vægtede meningsmåling hos Berlingske fra 1. maj, hvor de fire partier står til at få 43,6 pct.  Ved valget i 2011 fik de dengang tre partier hver fjerde stemme (24,8), et tal, der ved en vægtet måling i januar 2015 var steget til godt hver tredje (34,8 pct.). To måneder efter blev Alternativt opstillingsberettiget, og ved valget senere samme år fik de fire partier 42,0 pct. af stemmerne. Dette tal er siden da vokset yderligere til som nævnt 43,6 pct.

Opbakning nye partier

De fire partier er så indbyrdes forskellige, at de kun i begrænset omfang stjæler vælgere fra hinanden, og tilsammen repræsenterer de meget forskellige svar på de nye problemstillinger, der er kommet i centrum siden Murens fald: Øget magt til EU, en omfattende globalisering og liberalisering, voldsomt øget indvandring, fremvæksten af en radikal, politisk islamisme, finanskrise, flygtningekrise og klimakrise. Udfordringer, de fem gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, Radikale Venstre og SF – ikke har været i stand til at give vælgerne tilstrækkeligt troværdige bud på (der er også andre forklaringer – herom senere).

”Et nyt parti, der bygger på løse netværk, kan totalt ændre det politiske styrkeforhold i Folketinget. Tro mig, det kommer …”

Det har betydet, at opbakningen til de fem partier er styrdykket i de seneste 10 år: Men den samlede opbakning i perioden fra 1990 til 2007 lå meget stabil på lidt over 80 pct., faldt den ved valget i 2011 til godt 75 pct. og var ved valget sidste år helt nede på 58 pct. Siden da er støtten faldet yderligere til nu 56,0 pct.

Gamle partier

Fra politisk benlås til politisk håb

Mette Bock, der i dag er folketingsmedlem for Liberal Alliance, men som dengang var partiløs, skrev 7. februar 2007 en kronik i Politiken, hvor hun funderede over fænomenet. Under overskriften ”Nye partier på vej” skrev hun bl.a., at ”et nyt parti, der bygger på løse netværk, kan totalt ændre det politiske styrkeforhold i Folketinget. Tro mig, det kommer …”. Præcis tre måneder senere blev Ny Alliance dannet og oplevede en eksplosiv vælgertilslutning, inden det igen kollapsede. Anders Samuelsen overtog konkursboet, drejede det skarpt i liberal retning og omdøbte det til Liberal Alliance, der dog ikke just er præget af en løs netværksstruktur. Det må man til gengæld sige er tilfældet med Alternativet, der støt og roligt vokser, og som for nylig tiltrak den første partihopper: Socialdemokraten Pernille Schnoor begrundede sit skifte til Alternativet i en kronik med den sigende overskrift ”Fra politisk benlås til politisk håb.”

En af grundene til de gamle partiers krise er, at de i høj grad er båret af en bestemt ideologi og at den historiske ballast og tradition er så stor, at det bliver svært at manøvrere og dreje udviklingen. Det er Socialdemokraternes manglende evne til at holde på vælgerne i forhold til Dansk Folkeparti nok det bedste eksempel på.

I tilfældet Liberal Alliance har partiet et klart ideologisk grundsyn, men man er frigjort af fortidens historiske bindinger, der har forsinket og forpestet Venstres forsøg på at blive et parti for byboerne. Og Liberal Alliance tiltrækker med stor dygtighed det liberale segment, der føler sig hjemløse i forhold til den noget mere udvandede version, Venstre har sendt på markedet de seneste år.

På samme måde er Enhedslisten også ideologisk funderet, men ved at starte på en frisk i 1989, kort før Murens fald, og slutte en række små venstrefløjspartier sammen, blev man frigjort for tyngende, historisk ballast, ikke mindst i form af kommunisternes ukritiske følgagtighed over for Sovjetunionen.

Historisk og i gennemsnit stiger tilslutningen til yderligtgående højrefløjspartier med 30 pct. efter en finanskrise, mens venstrefløjen ikke oplever en gevinst. Siden 2007 er tilslutningen til de europæiske højrepartier f.eks. næsten tredoblet.

Den første bølge af protestpartier

Der var også protestbevægelser og -partier tidligere. Mest kendt er ”jordskredsvalget” i 1973, hvor hele 44 pct. af vælgerne skiftede parti i forhold til, hvad de tidligere havde stemt. Her opstod det, man kan kalde første bølge af protestpartier, der fortsatte med at være aktive frem til 90’erne, hvor de langsomt uddøde. Det drejer sig om de to store sejrende partier fra jordskredsvalget: Centrum-Demokraterne under ledelse af først Erhard Jakobsen og senere hans datter, Mimi Jakobsen, og Fremskridtspartiet under ledelse af 0-skat-advokaten Mogens Glistrup.

Hertil kom Kristeligt Folkeparti, der opstod som en protest mod den frie abort og frigivelsen af pornografien, og Fælles Kurs, en afskalning fra det pro-sovjetiske Danmarks Kommunistiske Parti, under ledelse af den farverige populist Preben Møller Hansen, tidligere formand for Sømændenes Forbund.

Den anden bølge

Den anden bølge af protestpartier er alle dannet efter Murens fald. Dansk Folkeparti blev stiftet 6. oktober 1995, efter at en gruppe brød ud af Fremskridtspartiet, og DF deltog for første gang i valget i 1998.

Enhedslisten blev strengt taget dannet før Murens fald – nemlig i 1989, hvor Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP) sluttede sig sammen. Baggrunden var dels opbruddet i Østblokken, dels det forhold, at den yderste venstrefløj stod meget svagt fra midten af 1980’erne under den konservative statsminister Poul Schlüter: DKP gled ud af Folketinget i 1979 og VS efter valget i september 1987 med 1,4 pct. af stemmerne. Dette skulle Enhedslisten rette op på ved at samle venstrefløjen til venstre for SF.

Fremgang fra valg til valg

Ved valget i 1990 opnår første og anden bølge af protestpartier samlet set 19,0 pct. af stemmerne, men 4,9 pct. af stemmerne går til partier, der ikke kommer i Folketinget, hvoraf to lå lige under spærregrænsen.

Valget i 1994 blev et lavpunkt for de nye partier, der samlet set kun fik 15,2 pct. af stemmerne, hvoraf Kristeligt Folkeparti med 1,9 pct. af stemmerne lige præcis ikke kom ind. Det gjorde partiet dog igen ved valget i 1998 – oven i købet sammen med både CD, Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, men herfra gik det hastigt ned ad bakke for de små, nye partier. Ved valget i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen fik magten som leder af en borgerlig regering, gled både Fremskridtspartiet og CD ud af Folketinget, mens Dansk Folkeparti for alvor fik vind i sejlene med 12,0 pct. af stemmerne.

Ved valget i 2001 kom CD under spærregrænsen, Fremskridtspartiet fik kun 0,5 pct. af stemmerne og ved valget i 2005 røg alle de ”gamle” nye partier endegyldigt ud af Folketinget.

I 2007 stillede Ny Alliance op og fik 2,8 pct. af stemmerne, mens Kristendemokraterne, som Kristeligt Folkeparti var blevet omdøbt til, kom under 1,0 pct., hvor de har ligget siden. Fra og med valget i 2011 har Liberal Alliance været med og fra 2015 også Alternativet.

Protestpartierne vokser overalt

Væksten til de nye protestpartier skyldes mange forskellige ting, og er en tendens man ser overalt i den vestlige verden i disse år. Tag bare den store opbakning til henholdsvis Donald Trump og Bernie Sanders i USA, der mobiliserer og begejstrer store grupper af nye vælgere med to radikalt forskellige bud på at løse USA’s krise og levere svar på de dybe frustrationer og frygt for fremtiden, som præger begge vælgergrupper.

Er det ikke det samme, vi ser med opbakningen til henholdsvis Dansk Folkeparti på en ene fløj og Enhedslisten og Alternativet på den anden?

I Sydeuropa er populistiske venstrefløjspartier vind i sejlene og overalt i Europa vokser højrepopulismen – ofte i en skræmmende voldelig og totalitær iklædning.

Som nævnt i indledningen føler store grupper af vælgere sig ikke trygge ved de løsninger, de traditionelle partier tilbyder på de mange nye udfordringer, verden står over for i disse år: Øget magt til EU, en omfattende globalisering og liberalisering, voldsomt øget indvandring, fremvæksten af en radikal, politisk islamisme, finanskrise, flygtningekrise og klimakrise. I den offentlige debat er der mest fokus på indvandring og islamisme, som kan få alle op i det røde felt, men måske betyder finanskrisen i virkeligheden mere for den udvikling, der har fundet sted de seneste 10 år?

Finanskriser skaber politikerlede

Tre tyske forskere har undersøgt 827 parlamentsvalg i 20 vestlige lande mellem 1870 og 2014, og de har sammenholdt valgene med økonomiske kriser i de pågældende lande. Og tendensen er klar, skriver Berlingske: ”Når der er tale om finanskriser, som i modsætning til normale økonomiske kriser er præget af bankpanik og bankredninger, går højrefløjen for alvor frem. Historisk og i gennemsnit stiger tilslutningen til yderligtgående højrefløjspartier med 30 pct. efter en finanskrise, mens venstrefløjen ikke oplever en gevinst. Siden 2007 er tilslutningen til de europæiske højrepartier f.eks. næsten tredoblet, fremgår det.”

Både herhjemme og i Sydeuropa har vi dog set en kraftig opblomstring af også venstrefløjen i kølvandet på finanskrisen.

 

Demonstration i Athen

Ældre mand anholdes af politiet under en demonstration i Athen i protest mod kriselovgivningen i kølvandet på finanskrisen. Foto: Wikimedia Commons

Grunden til fløjenes store vækst i kølvandet på økonomiske kriser er, siger cheføkonom Thomas Fricke fra European Climate Foundation, at bankernes vilde spekulationer og finans­cirkus i 00’erne kastede de vestlige økonomier ud i kaos, og det førte til udbredt systemlede, som Berlingske citerer i førnævnte artikel:

”For det første betragter vælgerne normale kriser som undskyldelige, ingen kan gøre for dem, hvorimod de giver politikerne og bankerne skylden for finanskrisen. De er undgåelige. For det andet er regeringer ofte nødt til at redde skyldige banker efter en finanskrise, og det er upopulært og fører til større systemlede og en følelse af en konspiration af penge og politik. Og for det tredje fører finanskriser til større sociale forandringer end normale recessioner, og f.eks. kredit-debitor-forhold forskydes radikalt.”

Foto øverst: Med Uffe Elbæk i spisen er Alternativet vokset støt og roligt siden starten og har nu fået sin første partihopper. Foto: Wikimedia Commons.

Kan du lide, hvad du læste, er du velkommen til at sende mig et beløb på Mobilepay eller Swipp (20 74 68 44). Du er også velkommen til at dele historier fra POV International med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Og 
giv os meget gerne et ”like” på vores Facebookside. Så kan du følge med i, hvad andre skriver hos POV International.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.