BØRNENE I SYRIEN // DEBAT – “Hvis en dansk statsborger fængsles for pædofili eller narkohandel i udlandet, har man krav på hjælp fra en dansk ambassade eller konsulat. Er Danmark ikke repræsenteret, så skal der ydes hjælp fra et EU- lands ambassade. Der skal for eksempel ydes advokatbistand og anden assistance. Vi hjælper altså voksne danskere, som selvforskyldt har udført de groveste forbrydelser. Derfor er det skamfuldt, at regeringen efterlever gammeltestamentelige principper om fædrenes nedarvede synder. Børnene er uskyldige. De er ikke ansvarlige for de forbrydelser, som deres forældre har begået,” skriver Lone Skov Al Awwsi.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Rasmus Stoklund, udlændingeordfører for Socialdemokratiet, udtalte for nylig i Deadline, at når Danmark ikke vil hjemtage børnene fra de syriske flygtningelejre, så er det i lighed med de øvrige skandinaviske lande.
Dette er ikke korrekt. Både Norge og Sverige har hentet kvinder og børn fra al- Hol og al-Roj lejrene i Syrien. Det samme har Tyskland, Frankrig, Belgien og en række andre lande. Selv England, hvor debatten har været lige så hård som i Danmark, har hentet børn hjem, antallet er dog ikke officielt oplyst.
USA har direkte opfordret sine allierede til at evakuere kvinder og børn, idet de kurdiske styrker ikke har kapacitet til at holde på så mange krigsfanger, når USA trækker sig helt ud af området. USA har i øvrigt hentet deres egne jihadister hjem til retsforfølgelse.
Fædrenes synder
Hvis en dansk statsborger fængsles for pædofili eller narkohandel i udlandet, er der retskrav på hjælp fra en dansk ambassade eller konsulat. Er Danmark ikke repræsenteret, så skal der ydes hjælp fra et EU- lands ambassade. Der skal for eksempel ydes advokatbistand og anden assistance. Vi hjælper altså voksne danskere, som selvforskyldt har udført de groveste forbrydelser.
Derfor er det skamfuldt, at regeringen efterlever gammeltestamentelige principper om fædrenes nedarvede synder. Børnene er uskyldige. De er ikke ansvarlige for de forbrydelser, som deres forældre har begået.
Regeringen udsætter det uafvendelige af frygt for vælgernes dom og desværre tør støttepartierne tilsyneladende ikke gå ind i kampen og gøre den selvudnævnte ”børnenes statsminister” opmærksom på, at børn er alle børn, også de uskyldige børn i lejrene i Syrien
Regeringen bedriver værdipolitik på børnenes bekostning, idet politikerne ved, at der i deres vælgerkorps ikke er nogen større opbakning til at redde børnene. I stedet forsøger de at gøre sagen til et sikkerhedspolitisk spørgsmål, stik imod alle anbefalinger og høringer fra sikkerhedstjenesterne, som entydigt anser det for at være en større sikkerhedsrisiko at lade børnene vokse op i lejrene.
Ligeledes anbefaler PET en konkret risikoevaluering af hver enkelt kvinde, hvilket også behændigt overhøres fra politisk side.
Børn er alle børn
En dag i fremtiden står der danske kvinder med deres børn fra lejrene i Syrien i Københavns Lufthavn, så kan Danmark ikke nægte dem indrejse. På det tidspunkt er børnene måske så ødelagte, at de ikke kan reddes. Hent dem hjem nu, retsforfølg kvinderne, overvåg dem og giv børnene den nødvendige behandling.
Når børnene er på dansk grund, er tvangsfjernelse fra mødrene en mulighed, hvis det skønnes nødvendigt. Regeringen udsætter det uafvendelige af frygt for vælgernes dom og desværre tør støttepartierne tilsyneladende ikke gå ind i kampen og gøre den selvudnævnte ”børnenes statsminister” opmærksom på, at børn er alle børn, også de uskyldige børn i lejrene i Syrien.
Vi må samarbejde med vores allierede
Når Danmark ikke påtager sig ansvaret for egne statsborgere, så er det uhæderligt over for vores partnere og allierede i krigen mod Islamisk Stat. Deres lande er faldet fra hinanden og nu skal de huse vores statsborgere i lejrene.
Næste gang Danmark ønsker en terrorist hjemtaget til eget land, kan de forhandlinger nok blive ret vanskelige. Det samarbejde og den tillid må gå begge veje. Støttepartierne og oppositionen i Folketinget må lægge pres på regeringen.
Red de danske børn ud af lejrene. Det haster.
LÆS MERE OM DE DANSKE BØRN I SYRIEN HER
LÆS ALLE TEKSTER FRA LONE SKOV AL AWWSI HER
Foto: Al-Hol-lejren i Syrien, marts 2019. Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her