TEATER // ANMELDELSE – Grebet med at bruge fulde mennesker til at fortælle om eksistens er gående mod det geniale, skriver Ole Blegvad, der giver fire POV-stjerner til Staffan Valdemar Holms iscenesættelse af den russiske dramatiker Ivan Wyrypajevs drama om livets store spørgsmål.
Scenegulvet bevæger sig fra side til side i Bente Lykke Møllers firkantede kassescenografi. Det vipper, og med det firkantede rums kridttegnede abstrakte streger får man fornemmelsen af at være fuld, fornemmelsen af at publikum er en del af det hele. At vi er en del af De Fulde.
Vi er på Mellemgulvet, den lille scene på Skuespilhuset, Det Kongelige Teater. De Fulde er navnet på den russiske dramatiker Ivan Vyrypajevs fem år gamle stykke.
Det er ikke kun gulvet, der illuderer fuldskab, også de 14 skuespillere giver publikum fornemmelse af, at vi alle har fået en tår over tørsten. Replikkerne snøvles og kroppene vælter rundt på scenen. Vi er vidne til ”fuldemandssnak”, men også vidne til den visdom, som kun tilfalder den, som har indtaget (for meget) alkohol.
“Det handler om at se, men hvem der ser hvad, er spørgsmålet”, som direktøren for Filmfestivalen, Mark, siger i begyndelsen af stykket.
Så ens og så forskellige
Stedet, hvor det hele foregår, kunne være en hvilken som helst europæisk by. I forskellige scener møder vi 14 forskellige personer. Vi møder singlerne, de nygifte, dem der skal giftes, dem der har været gift (alt for?) længe. Vi møder de unge og de ældre. Vi møder de rige og de fattige. Vi møder direktører, mellemledere, bankfolk, reklamefolk, modeller og prostituerede.
De 14 personer er så forskellige og dog så ens. De Fulde er bogstaveligt talt ikke bare fulde. De er vanvittigt fulde.
Fulde som de fleste kender det. Jo senere det bliver ud på natten, jo højere alkoholprocenten bliver, des mere filosofiske og profetiske bliver vi. Des tættere kommer vi på Gud og de sande svar på, hvad meningen med livet er.
Det er stof til eftertanke, når kærligheden vakler, så snart en ny og yngre model pirrer den aldrende mand. Det er eksistentielt, når livet, døden og Gud er i spil
“Stik armen ned i lorten og se, om du kan finde perlen”, som den aldrende ægtemand siger til konen, da en ung kvinde har sagt til ham, at hun elsker ham.
Livets store spørgsmål diskuteres i alkoholens klarsyn og tåger. Meningen med livet, usikkerheden, angsten, kærligheden. I periferien tales om magt, krige og grådighed. Sex og løgne.
Jo senere, det bliver, før nat bliver til dag, des tættere på kommer tankerne om Gud på banen. De gudelige kræfter er hele tiden i rotation med det ugudelige. Findes Gud eller findes Gud ikke er et tilbagevendende tema i jagten på livets og kærlighedens sande mening.
“Jeg kan høre Guds hvisken i mit hjerte”, som de unge siger i natten.
“Du er Gud, Jeg er Gud. Forstår du? Alle os på jorden er Guds levende, forstår du?” Som den midaldrende Gustav siger til vennen Karl.
Sjovt og rapt
Det er som om, at det, der kan virke absurd og banalt i ædru tilstand, pludselig finder sin egen logik, når man er fuld. Samtalen og samværet mennesker imellem får nyt perspektiv. Som om alkohol kan være katalysator i jagten på at finde den skinbarlige sandhed.
Scenerne er relativt korte med replikker, der både er sjove, underholdende og giver plads til eftertanken. Det er sjovt, når de unge leder efter kød i køleskabet på en vegetarrestaurant. Og det er stof til eftertanke, når kærligheden vakler, så snart en ny og yngre model pirrer den aldrende mand. Det er eksistentielt, når livet, døden og Gud er i spil.
Ordenes evindelige gentagelse, råben og hvisken, den aggressive type, påståeligheden, den overdrevne forståelse og kærlige væremåde, den følsomme og empatiske, lysten til sex
I første akt møder man de 14 personer i forskellige situationer. Den unge kvinde på vej hjem, der møder direktøren for filmfestivalen. Lejligheden med det nygifte par og den splidskabende veninde. De unge mænd til polterabend med en luder og de to midaldrende vennepar, der i fuldskabens navn får sagt sandheder til hinanden om død og utroskab.
I andet akt er det de samme 14 personer, vi møder på scenen. Men posen er rystet, så de dukker op i nye omgivelser og møder hinanden på kryds og tværs, hvor historierne bindes sammen.
Morskaben får ekstra energi i rammen af alkoholindtag. Faktisk ser man ingen flasker eller glas, men den fuldes attitude er ramt på kornet: Ordenes evindelige gentagelse, råben og hvisken, den aggressive type, påståeligheden, den overdrevne forståelse og kærlige væremåde, den følsomme og empatiske, lysten til sex, løgnen, håbet om at tilgive eller blive tilgivet, uenigheden, overdrivelsen og så videre. Alle de forskellige følelser og væremåder, når man er fuld, er repræsenteret.
“Du bliver flov, når du vågner”. Konen Loras besked til manden Gustav, der på gaden midt om natten, hellere vil have kærlighed fra den unge Marta end fra konen gennem 25 år.
Ensemble succes
De Fulde er på sin vis et surrealistisk stykke og så alligevel præcist og genkendeligt. De 14 skuespillere gør det eminent. Det ville være så let, at bare ingen nævnt, ingen glemt. Men i stedet for kommer her listen over de 14 skuespillere:
Marta: Fanny Louise Bernth
Mark: Carsten Bjørnlund
Laura: Maria Rossing
Magda: Marie Dalsgaard
Laurence: Andreas Jebro
Gustav: Thomas W. Gabrielsson
Lora: Karen-Lise Mynster
Karl: Joen Højerslev
Linda: Stine Schrøder Jensen
Rudolf: Rasmus Fruergaard
Max: Simon Bennebjerg
Mattias: Alvin Olid Bursøe
Gabriel: Laus Høybye
Rosa: Kirsten Olesen
Alle er indtagende og konsekvente i deres spil, så man griner højlydt og græder indvendig, når alkoholens skrøbelige virkelighed rulles ud på scenen. Det er igen, igen stærkt skuespilkunst på Det kgl. Teater.
Vigtigt med nyt europæisk dramatik
Det er to af tidens stærke, europæiske teaterpersonligheder, der står bag De Fulde. Den russiske dramatiker Ivan Wyrypajev har vundet flere priser for sine stykker. Grebet med at bruge fulde mennesker til at fortælle om eksistens er gående mod det geniale. Med alkohol som tåger, som en slags forgiftning af sindet, så bliver alle tanker og illusioner mulige. Alt er tilladt at sige og gøre, for vi er jo De Fulde. At Ivan Wyrypajev samtidig kaster Gud og troen ind som et element forbinder fortiden med nutiden. Forbinder livet med dengang, vi var mere troende end nu, hvor det moderne menneske flygter fra virkeligheden ved at tage forskellige stimulanser. Det er godt og sjovt tænkt.
Svenske Staffan Valdemar Holm har iscenesat De Fulde, et værk han selv bestilte hos Ivan Wyryoajev i 2014, hvor han som chef lod stykket have urpremiere på Düsseldorfer Schauspielhaus i Tyskland. Staffan Valdemar Holm er uddannet i København, han har tidligere været ansat på Det kgl. Teater og har Dramaten, det svenske kongelige teater, i Stockholm. Med lige dele alvor og sjov guider Staffan Valdemar Holm os gennem De Fulde. (Jeg kunne dog godt have undværet en ligegyldig ”fordanskning” af stykket, hvor Lars von Trier lige skal have en over nakken.)
“Giv alt det tilbage som ikke tilhører dig.
Elsk og vær stærk. Lad være med at være bange.”
Det er vigtigt, at den danske nationalscene præsenterer tidens europæiske teatertendenser. Det er med til at understrege vigtigheden af scenekunsten. Teater, der rører, teater. der tager stilling og teater, der opstiller livets dilemmaer.
De Fulde er i den grad seværdigt, moderne teater. Efter min mening ville stykket vinde ved at være 10-20 minutter kortere, lige som slutningen, hvor Pieta (jeg var nødt til at google) er med til at snøre sækken til, bliver FOR patetisk teater efter min smag.
Hvis du kan lide artikler om teater & scenekunst, kultur & kunst, så MobilePay 53644413 til skribenten.
Fotos: Camilla Winther.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
