En drama queens bekendelser: Ypperlige Lisa Nilsson taler, synger – og taler

i Kultur/Musik af

MUSIK/SHOW – ANMELDELSE – Fra den tidligste barndom til en moden kvinde på 50. I sit show Lisa – Kvinnan som är jag fortæller svenske Lisa Nilsson sin livshistorie. Over to en halv time – uden pause – udfordrer divaen sin mandsdominerede branche og sin egen forfængelighed, usikkerhed og længsler. Det er enormt morsomt, sexet og ikke overraskende super musikalsk – men desværre også noget langtrukkent. “Således kom Nilssons imponerende stagy pragtversion af Whitney Houstons store hit I Have Nothing til at stå som den perfekte indramning af fortællingen om La Lisas indre og ydre kampe og længslen efter at investere sig selv fuldt ud i den der jävla kärlek”.

Lisa Nilsson har haft stor succes i Sverige med sit krogshow, som det hedder på de kanter. I et land med uendelig lange afstande gennem skovene mellem de enkelte byer har kro-scenen altid været stor. Når nu de lokale Jönsson’er ikke kom til de store byer for at opleve musikalsk kalas, måtte byerne komme til dem.

Allerede i første moment i Lisa – kvinnan som är jag spindes en tråd for resten af showet. La Nilsson træder frem i klassisk überdiva-positur iklædt en imponerende rød robe.

Rollen som stjerne fra sit 22. år og frem til nu skal vise sig som en motor i Lisas show. Snart vidunderligt syngende. Snart i lange stand-up’s, hvor hun selvironisk, kærligt – af og til vredt, grænsende til det karikerende – hudfletter sin branche, sig selv og menneskene, hun mødte undervejs. Uden dog ligefrem at blive flagellant.

Desværre viste der sig i første nummer, en coverversion af (You Make Me Feel Like) a Natural Woman, at være for lav lyd på Lisas vokal – og lovlig diffus lyd på bandet. Efterhånden som tiden gik i Glassalen, blev det bedre – men især i de første numre skulle man indimellem nærmest gætte sig til Lisas sang. Ikke optimalt.

I det grumsede lydbillede lød hverken Himlen runt hörnet eller Varje gång jag ser dig specielt mindeværdige i Glassalen. Heldigvis trådte Lisa i karakter i sidstnævnte. Hun synger, som om hver tone har sit eget liv, der skal leves fuldt ud, inden hun går ombord i den næste. Det er stort.

I begyndelsen af 90’erne var Lisa Nilsson dronningen af svea-soul. Og med sig på scenen i Glassalen har hun to af de musikere, der dengang var med til at definere sprød svensk pop-coolness, trommeslageren Per Lindvall (ja, ham fra ABBAs band) og guitaristen Mattias Torell. Det blev dengang begyndelsen til en ørevenlig smooth svensk soulbølge, der også nåede den vestlige side af Øresund; især Orup og Eric Gadd.

I det grumsede lydbillede lød hverken Himlen runt hörnet eller Varje gång jag ser dig specielt mindeværdige i Glassalen. Heldigvis trådte Lisa i karakter i sidstnævnte. Hun synger, som om hver tone har sit eget liv, der skal leves fuldt ud, inden hun går ombord i den næste. Det er stort. Flot. Det slog mig, at hun stadig mestrer at ramme flere farver på samme tid, når hun synger.

En dramadronnings formatering

Vi var med hjemme i det kreative barndomshjem, hvor kunstneren og dramadronningen Lisa blev formateret. Som historiefortæller er fru Nilsson uerhört levande. Måske fordi hun ikke er uddannet skuespiller og derfor ikke slæber rundt på en stor værktøjskasse fyldt med teknik, lyder hun simpelthen bare som Lisa, der fortæller om sig selv. Ukunstlet. Charmerende.

Handlede det om faderens sange i hans 70’erband, så man for sig de langhårede brunklædte musikere. Handlede det om teenagepigen, der digtede små breve fra fiktive, formasteligt svigefulde elskere, var det lige før man fornemmede Rhett Butler hvisle, ”Frankly my dear, I don’t give a damn”.

Var man med hjemme i Lisas og hendes guitarmands hus på landet, kunne man mærke duften af have og smagen af svensk husmandskost. Samtidig fornemme den foruroligende stemning af falsk idyl.

I den sidste del af showet spillede Nilsson sin egen manager, Maude, der kender en og anden saftig historie om unge flagrende, succesfulde Lisa dengang i 90’erne. Derefter skiftede hun til sin yogalærer/livscoach, der kender endnu flere saftige historier om ældre Lisa. Hvem påstod, at sex går over? Med et elegant virkemiddel får hun fortalt historien om en kvinde, hvor længsel og ensomhed er et livsvilkår

Historien om Lisa Nilssons gennembrud er kendt. Hun solgte en hulens masse plader, og som hun sagde, ”jeg kan godt lide penge”.  Men det var en proces med sexchikane, mange løfter, mange der mente at eje den unge sangerinde. Det var her, vi hørte den modne, feministiske kunstner træde ind i fortællingen.

Ikke mindst da i en ramsaltet version af Kristina Lugns digt När jag var gift med Hermann, der er for svenske feminister, hvad Joni Mitchell er for … ja, åbenbart også svenske feminister.

Måske noget overraskende – Nilsson er svensk – er hun ved at være lidt træt af MeToo. Ingen komplimenter længere. Ingen, der kniber hende i bagen.

Lisa – Kvinnan som jag är er vævet over et markant drivhjul, en tidlig indrømmelse af, at en del af de problemer hun gennem tiden er løbet ind i, skyldes hendes manglende lyst/evne til at investere mere end 1/3 i sine parforhold.

Dertil kommer et velkendt og stadig effektivt greb: I den sidste del af showet spillede Nilsson sin egen manager, Maude, der kender en og anden saftig historie om unge flagrende, succesfulde Lisa dengang i 90’erne.

Derefter skiftede hun til sin yogalærer/livscoach, der kender endnu flere saftige historier om ældre Lisa. Hvem påstod, at sex går over? Med et elegant virkemiddel får hun fortalt historien om en kvinde, hvor længsel og ensomhed er et livsvilkår.

Gode pointer

Det vrimler med gode pointer undervejs. Det er et gennemført ærligt, feministisk take på sangerindens personlige erfaringer, men også med almengyldighed. Som når hun fortæller om de mange velmenende tilbud, hun modtager fra andre kunstnere, når hun fortæller, at hun skriver på ny musik.

Ingen spørger Lisa, om hun kan bidrage med noget til dem? Det kender vi vist alle sammen.

Lisa Nilsson spiller Lisa Nilsson ypperligt – samspillet med musikerne er fint uden at være overdrevent effektjagende. Hendes stepdans med multikunstneren Nikola Stankovic virker. Og igen – selvironien. Humoren. Divaen var meget forpustet bagefter.

Således kom Nilssons imponerende stagy pragtversion af Whitney Houstons store hit I Have Nothing til at stå som den perfekte indramning af fortællingen om La Lisas indre og ydre kampe og længslen efter at investere sig selv fuldt ud i den der jävla kärlek.

Havde det ikke været for et par valg, havde Lisa – kvinnan som er jag været til fem, måske seks stjerner.

To en halv time uden pause er lang tid. Uanset hvad. Vægtningen af musik og tale er skæv. Der er to meget lange monologer uden musik. Lisa har indspillet 10 album, der er masser af sköna låtar at vælge imellem. Hun kunne godt have øst noget mere af sin store stemme.

Så ja, Lisa – kvinnan som jag ër er lidt af en langtrækker. Men når det er sagt. Efter at have set dramadronningens bekendelser holder jeg endnu mere af Lisa Nilsson end før.


Lisa Nilsson: Lisa – kvinnan som ër jag

POV så showet ved premieren i Tivolis Glassalen 05.03.20. Showet er på en mindre danmarksturne.

Efter den danske regerings anbefalinger vedr. udbredelsen af Corona-virusset anbefales det at tjekke de enkelte arrangørers sites mht. eventuelle aflysninger. 


Foto: Håkan Larsson.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur