DE DØDE DRENGE OG UNGE MÆND, DEL 3 // ESSAY – Dobbelt så mange drenge som piger dør i ungdomsårene, men deres mistrivsel fylder langt mindre i debatten. I klasselokalet viser smerten sig ofte som uro og modstand – sjældent som noget, der bliver genkendt. Måske er tiden kommet til at give drengene en omsorg, der passer til dem – og tage deres smerte alvorligt, selv når den ikke ligner pigernes.
Læs de første dele af essayet her.
Jeg har brugt det meste af mit voksne liv på at undervise unge mennesker – ca. 21 år har jeg været i gymnasieskolen. Det er vidunderligt at mærke ungdommen omkring en: Hvilket privilegium!
Jeg kan ikke, hånden på hjertet, forestille mig, at der er nogen vigtigere opgave end at undervise ungdommen.
Og forestil dig, år efter år har Dimissionen været en del af mit sommerritual: Disse smukke, unge mennesker, lige dele overstadige og overrislede, klædt i hvidt med græspletter, flabede og taknemmelige i én bemærkning, fulde af mod, fulde af håb, fuldt overbeviste om alt det gode og smukke livet har at byde på.
Det betyder selvfølgeligt også, at det rykker tættere på en, alt det, der sker, de problemer, de slås med, de udfordringer, de har. Ligesom alle andre, der arbejder i det system, har jeg også haft fokus på den stigende mistrivsel, der præger ungdomsårgangene og særligt de unge kvinder.
Piger og drenge
Jeg bilder mig ind, at jeg er blevet helt ferm til at spotte dem, pigerne. Faktisk er de også gode til selv at gøre opmærksom på det. At tale om det. Det gør det ikke lettere at være en ung kvinde, ord løser ingen knuder i maven, men så er det sagt og så er det sagt.
Statistikken skriver sit eget tydelige regnestykke på smartboardet: Pigerne og de unge kvinder ligger langt højere i forhold til både mistrivsel og ensomhed end drengene og de unge mænd, de rapporterer dobbelt så ofte, at de er ensomme, og væsentligt oftere, at de har det dårligt mentalt.
Drengene er langt mere problematiske, end de selv giver udtryk for i trivselsstatistikkerne. De fylder rigtig meget. Måske er det pointen?
Anderledes ser det ud med drengene: De har det godt nok, der er ingen, eller næsten ingen problemer, ingen sorte skyer, de klarer sig, både udfordringerne og ærterne, de brokker sig sjældent. Drengene er ovenpå, de har styr på det hele, det kører for dem. Altså indtil de kører galt, men forhåbentligt går det ikke så galt – og så kan man jo grine af det sammen med kammeraterne.
Det er unægtelig lettere at have medlidenhed med piger end med drenge.
Nu kommer min egentlige påstand: Drenge har det, om ikke værre, så mindst lige så slemt som pigerne. Antallet af døde drenge og unge mænd i aldersgruppen 10-30 år, der er mere end dobbelt så højt som det tilsvarende antal piger er et faktum, vi skal forholde os til.
Vi skal forholde os til, at der er dobbelt så mange drenge, som der er piger, der simpelthen ikke overlever ungdommen.
Vi lader den stå afsnittet ud.
Drengene er det problem, de ikke har
Hvad gør jeg, når 20 pubertetsbefængte knægte og en god håndfuld tøser har besluttet sig for at sabotere ethvert forsøg på grammatikgennemgang?
Jeg kan være nok så kvalificeret – men jeg når end ikke den første uregelmæssige bøjning før min omhyggelige planlægning lammer på højre baghjul og rattet har revet sig løst. Jeg går der fra med en dyb og uklædelig rynke i panden, tvivlende på om jeg vender tilbage. Måske har jeg mødt mine overmænd, måske er jeg for gammel, for bedaget, for kedelig, for meget fra sidste årtusinde?
Og dog meget lidt til sinds at kaste håndklædet i ringen: Hvordan grejer jeg situationen? Hvordan får jeg skovlen under de lømler?
Hvis vi går ind i et af de klasseværelser, hvor de unge bruger 7-8 timer af deres dag, omgivet af 27-30 andre unge, ved ubekvemme skoleborde, på mere eller mindre stabile stole med pletter og manglende hjul, så registrerer den uvildige observatør hurtigt, at drengene er langt mere problematiske, end de selv giver udtryk for i trivselsstatistikkerne. De fylder rigtig meget. Måske er det pointen? Drengene er det problem, de påstår de ikke har.
Hvad vi bruger sproget til – og hvordan?
Men hvorfor ser vi det ikke i mistrivselsundersøgelserne, når det er så galt fat med drengene? Det er et godt spørgsmål – det vil sige netop spørgsmålene, spørgerammen, er også en væsentlig del af svaret. Det handler om, hvad man som ung mand identificerer sig med og hvad man undgår at tale om.
Emner som mistrivsel og psykiske problemer ligger udenfor det, den unge mand spejler sig i, derfor er det simpelthen umuligt at registrere. I stedet taler de unge mænd om alt muligt andet. De overgår hinanden i gode historier og pralerier. I flabethed og grovheder. I ekstrem styrketræning, i druk, i stoffer, alt det dybt selvdestruktive, som de godt må.
Det er bare også selvskadende adfærd, og selvom vi ikke har været vant til at tænke på det sådan, så er det det, vi skal.
Nogle råber, andre bliver aggressive, nogle træner, andre gambler, nogle drikker, andre tager stoffer
Ifølge en undersøgelse fra 2023 lavet af Børns Vilkår: Unge mænd i mistrivsel – hvorfor søger de ikke hjælp? – er der både et kulturelt pres på drengene til at udvise styrke, vise robusthed og undgå sårbarhed. Kønsratioen mellem unge, der søger hjælp er fire piger/kvinder for hver dreng/mand, men kigger man på deres vilkår over en længere tidshorisont, så er misbrugsproblemer, hjemløshed, kriminalitet og selvmord i udtalt grad et mandeproblem.
Sigende nok, så er undersøgelsen ikke baseret på statistik, den er er baseret på samtaler, interviews med 17 unge mænd, der på hver deres vis har ramt bunden. Det er først der, de får hjælp, efter det er gået galt. Den fortælling, de fortæller, er deres egen, men den har nogle vigtige fællestræk: Forventningerne til, at man som dreng eller ung mand er selvhjulpen, gør det næsten umuligt at åbne op for sårbarhed. Forsøg på at italesætte det bagatelliseres eller man bliver gjort til grin.
Manden betragtes som det privilegerede køn, og derfor betragtes drenges problemer ikke som legitime. I forlængelse heraf bliver sproget til at udtrykke følelsesmæssige konflikter mangelfuldt. Ofte reagerer drengene udad med vrede. Det er let at misforstå. Eller – det kan nærmest kun misforstås af søde, kvindelige lærere.
De reagerer med misbrug af alkohol, stoffer eller gaming.
Fremtidsudsigten er grå og tåget: De uløste konflikter i deres nærmeste relationer, der fører til selvmordstanker og selvskade. Vrede, risikoadfærd, destruktion, selvdestruktion, i sidste ende døden.
Når adfærden siger det, sproget skjuler
Tilbage i min hverdag på ungdomsuddannelserne: Det kan være svært at fange midt i kampens hede, hvad det handler om, når det er de selvsamme drenge, der hurtigt kan ødelægge det hele for en ellers rar og velmenende underviser, men et ungt menneske i trivsel fungerer som regel også godt i timerne. Et ungt menneske i trivsel har ikke et problem med at lytte efter, deltage og være opmærksom.
Og ja, drenge kan virkeligt være nogle møgunger, men netop, når drenge opfører sig absolut værst, så afslører de noget om, hvordan det ser ud for dem og inde i dem.
Vi, kvinderne, vi har overlevet. Det er der ganske mange mænd, der ikke gør og ikke på en måde, der giver dem et godt og meningsfuldt liv
Mandag morgens fortælling om weekendens begivenheder: vildere, hårdere, hurtigere, sejere, mere dumdristigt, mere ekstremt, hånden slået i væggen, en brækket arm, et slagsmål med en kammerat, et blåt øje.
Nogle råber, andre bliver aggressive, nogle træner, andre gambler, nogle drikker, andre tager stoffer.
Nogle dør.
I en tid hvor vi kvinder taler, skriver og postulerer ganske meget om kvindens vilkår og de uretfærdigheder, der er blevet og stedse bliver begået mod os, er det underligt, hvor få af os, der har tænkt vores kulturs normer og forventninger rigtigt igennem også fra drengens og mandens side. Endnu mere besynderligt er det, at vi ikke laver en kobling mellem, hvad vi giver vores drenge (-børn) og mænd, hvad vi forventer – og hvad vi får igen.
Og netop fordi det er os, kvinderne, som drengene og de unge mænd møder i løbet af deres opvækst, fordi det først og fremmest er os, der er pædagoger, lærere, studievejledere, trivselsmedarbejdere og socialrådgivere, fordi det er os, der er der, det er os, som møder dem, der, hvor de er, er det så vigtigt, at vi også forstår, hvor de er.
Jeg skal være den første til at indrømme, at det er jeg ikke altid god til. Men jeg arbejder på det. Som allerede konstateret: Vi, kvinderne, vi har overlevet. Det er der ganske mange mænd, der ikke gør og ikke på en måde, der giver dem et godt og meningsfuldt liv.
Måske er det på tide, at vi, som kvinder, ikke tager patent på følsomhed, at vi faktisk ser og genkender manden som et menneske og drengen som et barn?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og