Hanne Dagmar Raaberg: Corinnas coronaliv – ‘Ninja’

i Kultur/Essays af
CORONALIV // NOVELLE – Jeg åbner opgangsdøren efter de mange trapper ned, og solen stirrer intenst ind i mit blege ansigt. Jeg går direkte mod metroen, mens jeg kigger ned for at skåne mine røde allergi-øjne. Der er ikke mange mennesker, selv om de fleste tager af sted på arbejde igen. De tog nok af sted tidligere i morges. Jeg arbejder fortsat hjemmefra. Vi kan komme i skiftehold med hyppig håndsprit og afstand i storrummet, men det lyder meget besværligt.

Mit tøj, sorte lange bukser og den sorte sweater, virker upassende i den pludselige varme, som vejret præsterer i dag. Solen rister mit mørkebrune hår, så det brænder i hovedbunden, og sveddråber perler ned ad ryggen. Hvorfor tjekkede jeg ikke vejrudsigten, inden jeg gik? Ikke nok med mine ekstra corona-kilo, så har jeg også taget tykt sort tøj på! Typisk mig ikke at have styr på sådan noget real-life-stuff som vejret.

Jeg ligner en præst, det skulle bare være en kjole og så selvfølgelig den der hvide krave. Men kjoler er ikke lige mig. Og heller ikke præster. Ikke siden dengang min far døde. En kuldegysning køler mig kortvarigt af på ryggen.

Alle teenagerlugtene bølger rundt om mig. Min næseslimhinder er i forvejen opsvulmede af aggressive pollen og generes af rygerlugte, svedlugte, vaskepulver­lugte og andre udefinerbare lugte

En stor gruppe teenagere kommer gående imod mig, også i mørkt tøj, lange bukser, alt for varme sweatshirts, og jeg føler et overraskende slægtskab med dem. Hvem ved, måske har vi endda spillet mod hinanden på pc’en? Så har jeg garanteret nakket dem som mit spiller-alias ”QDFly”, men her holder jeg lav profil. De går uden om mig, men ret tæt på, lidt for tæt på, så jeg snor mig gennem flokken.

Jeg er en Ninja, der parerer mellem teenagere. Til højre, til venstre. Jeg holder afstand hele tiden, jeg holder mig næsten ude af deres luftstrøm. Det lykkes ret godt, selv om de er uforudsigelige i deres bevægelser. Jeg er positivt overrasket over mig selv og min krops hurtige reflekser. Måske har de mange timer på pc’en lært kroppen et par tricks? Jeg er en virkelig god Ninja! Det er også ret sjovt, faktisk burde jeg gå til Ninja på aftenskole. Eller måske skulle jeg undervise i det?

Alle teenagerlugtene bølger rundt om mig. Min næseslimhinder er i forvejen opsvulmede af aggressive pollen og generes af rygerlugte, svedlugte, vaskepulver­lugte og andre udefinerbare lugte. En af pigerne har kraftig parfume på. Den kan jeg ikke Ninja-parere, og den styrer direkte ind i næsens lugtekolbe. Jeg nyser kraftigt, i albuen selvfølgelig. Parfumen kigger fornærmet på mig, og jeg har lyst til at sige, at hun bare kunne holde afstand. Og i øvrigt lade være med at sprøjte sig sådan til. Hun er virkelig selv ude om det. Men jeg siger ikke noget. Stirrer bare kort tilbage og er videre. Jeg går videre, sveder videre, flyder videre, og endelig når jeg hen på metrotrappen og dens kølige skygger.

Jeg hoster i ærmet, jeg hoster og hoster. Hosten hjælper heller ikke, og jeg hiver efter vejret og puster pivende ud, mens mine øjne løber i vand, og næsen løber endnu videre

På trappen er der bedre plads, og folk holder til højre. Men nede på perronen er der alt for mange mennesker. Jeg skal op i den anden ende og bruger mine nyligt fundne Ninja-skills til at holde afstand, mens jeg går målrettet gennem flokken, der ikke er en forsamling, men bare mange individer, der hver for sig forsøger at holde afstand. Jeg går uden om cowboybukseben, to hunde, en del tynde stiletter, ret mange tasker, nederdele, sandaler, sko. De mange mennesker begynder at flyde sammen for mine rindende øjne.

I metroen er det slut med det kølige, og luften vibrerer tykt ind i min stakkels næse, kradser mine øjne og tager kvælergreb på min hals. Vi sidder med afstand, har mobilernes afstand, men afstandens tryghed føles falsk. Min næse løber. Jeg ved, det ikke er corona. Jeg ved, det ikke er corona. Men tænk nu, hvis det er?

Jeg finder et lommetørklæde i pakken og dupper næseborene. Jeg ved, det ikke er corona. Ingen grund til at gøre folk forskrækkede med at pudse næse her i metroen. En kvinde med store briller sidder på sædet magen til mit på den anden side af midtergangen. Hun stirrer på mig med sine flueagtige brilleøjne, jeg kigger væk og holder lommetørklædet under næsen.

Den varme tykke luft indsnævrer min vejrtrækning, der lyder mere og mere hvæsende. Jeg kan mærke et hosteangreb bygge sig op som en betonklods på brystet af mig. Hende, der sidder lige overfor rejser sig og flytter tre sæder længere væk.

Jeg prøver at holde hosten nede og kommer med nogle små hrmpf-hrmpf, men det er ikke godt nok. Jeg overvejer halspastiller, men ved det ikke nytter noget. Jeg trækker vejret roligt, men min hals snører sig sammen som en karklud, der vrides. Min erfaring siger, at jeg ikke skal holde igen. Jeg rejser mig og giver efter. Jeg hoster i ærmet, jeg hoster og hoster. Hosten hjælper heller ikke, og jeg hiver efter vejret og puster pivende ud, mens mine øjne løber i vand, og næsen løber endnu videre.

Jeg orker ikke metroturen hjem, selv om det kun er to stop. Hvornår lærer jeg at hente medicinen i tide? Skal jeg bare vente til det virker?

Mit hosteanfald har sat gang i en kædereaktion. Alle kigger ondsindet på mig og flytter så langt væk, de kan. Der er ikke længere andre end mig, der sidder i den her afdeling af toget.

Det var ikke med vilje, tænker jeg. Jeg har ikke corona, har jeg lyst til at sige. Men kan man nogensinde være helt sikker på det? Jeg har læst alt for meget om test, der ikke er sikre nok til at turde udtale det. Tænk nu, hvis det var corona, uden at jeg vidste det? Så har jeg måske smittet et helt metrotog? Måske er jeg en superspreder uden at vide det? Den dårlige samvittighed og angsten for selv at være smittet kommer flyvende ind fra hver sin side og binder knude på mit mellemgulv.

Men så bliver jeg ærligt talt gal. Jeg ville da ikke tage metroen, hvis jeg troede, jeg var smittet. Tænk at blive set som et udskud uden grund. Som havde jeg pest, som var jeg spedalsk, som havde jeg corona!

Jeg skal af nu og rejser mig, hosten er mindre slem, men det er stadig svært at trække vejret. Folk flytter sig hastigt, da jeg går ud til dørene. Så meget plads har jeg aldrig prøvet at have i metroen. Jeg er en paria. Jeg deler menneskeflokken på midten, som Moses delte vandene. Sikke en magt!

Oppe på gaden går jeg straks ind på apoteket og køber alt det, der ligger til mig. Mit ninjablik kigger ud gennem de rindende øjne og finder en port ved siden af. Jeg går med det samme ind i skyggen og drypper mine øjne. Jeg har øvelsen og behøver ikke et spejl. Jeg tager max pust af næsesprayen, et godt sug af astmasprayen, trykker en tablet ud af blisterpakken og sluger den med vand fra min drikkedunk. Mine øjne lindres med det samme, og mit åndedræt bliver roligt og frit. Jeg læner mig op ad væggen, lukker øjnene og glæder mig til resten af medicinen virker.

Jeg orker ikke metroturen hjem, selv om det kun er to stop. Hvornår lærer jeg at hente medicinen i tide? Skal jeg bare vente til det virker? Skal jeg tage Ninja-valget, bruge min allergi-magt og sprede skræk og rædsel ved at gå snøftende og hostende gennem hele metrotoget? Eller måske bare skrive et skilt, hvor der står:

Jeg har høfeber!


LÆS FLERE ESSAYS OG NOVELLER HER


‘Ninja’ er den femte i en serie noveller skrevet af Hanne Dagmar Raaberg om hovedpersonen Corinnas liv under coronakrisen. 


Foto: Pixabay.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hanne Dagmar Raaberg er cand.mag i retorik fra Københavns Universitet og uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur ved Aarhus Universitet.

Hun har været ansat på Farmakonomskolen i mere end 20 år, de seneste 10 år som leder. Ved siden af jobbet skriver hun, og i 2017 udgav hun børnebilledbogen "Hils far".

I 2018 mistede hun sin datter, der blev kørt ned, 19 år gammel. Siden har hun skrevet mere end 240 digte om sorgen og om at komme tilbage til et nyt liv. En del af digtene findes på hendes Instagram, og hun arbejder på at samle dem til en digtsamling. Derudover er hun gift, har en søn og en kat, er passioneret the-drikker - og staver helst the med et h, fordi det smager bedre.

Følg Hanne Dagmar Raaberg på Instagram ved at klikke på ikonet her:

Seneste artikler om Kultur