Det eneste, vi mennesker kan gøre, er at elske alt det – og så meget

Louise Juhl Dalsgaard 29.03.2024

TRO OG KÆRLIGHED // ESSAY – “Jeg går meget sjældent i kirke, og jeg ved faktisk ikke, om jeg tror, og hvis jeg gør, hvad jeg så tror på. Jo, jeg tror på kærligheden,” skriver Louise Juhl Dalsgaard i dette essay om det onde og om menneskers ligeværd.

Jeg har lige læst et kort indlæg i den svenske avis Expressen. Det er skrevet af Dmitri Plax, kunstnerisk leder af Dramaten.doc og far til en – nu afdød – søn. Peter Plax blev myrdet af en jævnaldrende kammerat som 16-årig i et øksedrab, så meningsløst som noget kan være.

I essayet skriver Dmitri, hvordan tilværelsen efter hans søns død har været glædesløs. Ikke sådan at forstå, at han ikke kan le eller føle omsorg, det kan han godt, men noget er forsvundet, skriver han, noget er for altid gået tabt.

Han besøger kun sjældent sønnens grav. For ham giver det ingen mening at stå ved en sten, der bærer sønnens navn: Peter. Det giver ingen mening for ham at forsøge at forene sig med det faktum, at de to, far og søn, aldrig igen skal forenes. Men indimellem går han i kirke og tænder et lys. På tændstikæsken står med hvide bogstaver på rød baggrund: “Tänd ett ljus för alla människors lika värde.” Tænd et lys for alle menneskers ligeværd.

Men Dmitri Plax tror ikke på det budskab længere. Ikke efter at hans søn brutalt blev myrdet af sin bedste ven en augustaften i 2019. Slået ihjel med en økse, angiveligt fordi vennen havde set en video på nettet og “havde lyst til at slå nogen ihjel”. Han havde medbragt øksen i en taske bag på cyklen, gemt mellem håndklæder og skiftetøj.

“Jag tror inte längre på alla människors lika värde,” skriver faren.

Jeg forstår af hele mit hjerte den sørgende far. Forstår, at det er svært, nej ganske umuligt, at føle ligeværd med sin søns morder. At det heller ikke er rimeligt

Han tror ikke længere på, at Putin er lige så meget værd som de ukrainske børn, der omkommer i despotens magtliderlige erobringstogt. Hitlers værd var ikke det samme som hans egen søns.

Det er farlige ord, det ved vi alle, for hvem skal dømme, hvem der er værd, og hvem der ikke er.

Han ved det godt selv, Dmitri ved godt, at hans søn ville tage afstand fra sin fars bitterhed, at han ville have insisteret på kærligheden og ethvert menneskes uendelige værdi:

“Missförstå mig inte. Jag är fortfarande emot dödstraff. Jag tycker fortfarande att ett brott inte rättfärdigar ett annat. Jag vet att många mördare lider av psykiska sjukdomar. Jag vet en del om grupptryck och den sociala miljöns påverkan. Jag vet mycket, i vissa avseenden betydligt mer än jag någonsin hade velat veta. Men […] det förändrar inte saken. ‘Alla människors lika värde’ klingar falskt i mina öron i dag. Och ja, jag fattar att det är ett motto, att man inte kan säga ‘vissa människors lika värde’. Men likväl. Jag har slutat tro på människors lika värde.”

Jeg kan næsten ikke bære at læse de ord. Det udsagn. Måske fordi jeg frygter at blive en af dem, der ikke er lige så meget værd som andre. En af dem, ingen tænder lys for. Ikke desto mindre forstår jeg af hele mit hjerte den sørgende far. Forstår, at det er svært, nej ganske umuligt, at føle ligeværd med sin søns morder. At det heller ikke er rimeligt.

Jeg går meget sjældent i kirke, og jeg ved faktisk ikke, om jeg tror, og hvis jeg gør, hvad jeg så tror på. Jo, jeg tror på kærligheden, og måske er det derfor, at Dmitri Plax’ korte essay slår så hårdt. Fordi det, han jo dybest set siger, er, at kærligheden er stor, men ikke betingelsesløs. At ondskaben findes, og at det derfor ikke giver mening at tilgive alt. Og det gør mig bange, fordi jeg vist nok synes, at han har ret.

For mange år siden gik jeg til kor på Seminarieskolen i Aalborg. Hver tirsdag sang vi så godt som alt: When I’m Sixty-Four i en firestemmig version, Sensommervise, sange fra musicalen Chess. Vi sang også en salme med tekst af Johannes Møllehave, Som en Judas der kysser verden.

Jeg ved ikke hvorfor, men teksten har siddet i mig lige siden. Jeg er med på, at den har et religiøst tema, men som tvivler vil jeg mene, at den sagtens kan læses med prosaiske briller.

Den lyder sådan her:

“Heri ligger Jesu gåde/ han har slettet Judas skam/ selv forræderen får nåde/ Jesus kyssed’ også ham.”

Det er et urimeligt krav. At forlange, at nogen skal elske deres fjende, at de skal tilgive. At palæstinensiske mødre skal tilgive Netanyahu deres børns død, at ukrainerne skal tilgive Putin, at Dmitri skal tilgive sin søns morder. Det er også helt umuligt.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige med alt det. Måske bare det. At det er umuligt at elske alle, og at det eneste, vi mennesker derfor kan gøre, er at elske alt det – og så meget – vi nu kan.

Louise Juhl Dalsgaard er forfatter til ni bøger såvel digte, noveller som romaner. Hun er til daglig leder af Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi og arbejder desuden som projektmedarbejder ved Aarhus Litteraturcenter.